Tag Archives: bøger

11. maj 2010
1 kommentar
Anbefalinger

Den bedste bog

Faldt lige over bogen over alle bøger – og med fare for at overdrive, fordi jeg læste den, mens jeg residerede på et meget lille kollegieværelse i det nordlige London, mens jeg skrev speciale, vil jeg bare sige, at den altså har fået så mange priser, at det giver mening at sige, at jeg lægger mig i slipstrømmen af andres begejstring.

Du får lige et lille resume: Da den jødiske videnskabsmand David Strom og den sorte sangerinde Delia Daley i 1939 gifter sig, er det nærmest en forbrydelse i de racistiske USA. Deres børn vokser op i en verden af had og diskrimination, og de to ældste flygter ind i musikken, mens den yngste slutter sig til Black Power-bevægelsen.

Og hvis det ikke lyder af meget, vil jeg bare sige, at det er den mest rørende bog, jeg har læst næst efter Den uendelige historie (der hvor hesten drukner), og at jeg tudede mere end en gang undervejs.

På dansk hedder den Sange i tid og rum, og jeg synes du skulle læse den. Med det samme. Faktisk. Også selvom det danske omslag ikke er så smukt som det engelske. Læs alligevel. Nu.

med emneordet , ,
30. april 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Årets gave til konfirmanden

This book is a call to question rather than to please. To provoke, to challenge, to dare, to satisfy your own imagination and appetite. To know yourself truly. To take responsibility for who you are, to engage. This book is a call to listen to the voice inside you that might want something different, that hears, that knows, the way only you can hear and know. It’s a call to your original girl self, to your emotional creature self, to move at your speed, to walk with your step, to wear your color. It is an invitation to heed your instinct to resist war, or draw snakes, or to speak to the stars.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kendte en pige, der skulle konfirmeres i år for så ville jeg uden at blinke forære hende den fantastiske bog I am an emotional creature. Den er skrevet af Eve Ensler (mor til Vagina-monologerne) og bør blive for 10’ernes unge kvinder, hvad Kvinde, kend din krop var for kvinder i 70’erne.

Tak til Maren for overhovedet at gøre mig opmærksom på det her gudeskrift, som er både sjovt, provokerende, beskæmmende, tankevækkende og helt og aldeles nødvendigt. Og respekt til Eve Ensler, der giver feminisme nyt liv. Jeg er fan.

med emneordet , , , ,
4. april 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Anbefalinger

Afrika-mode

Afrika og mig – altså vi har en ting, os to. Der er vist ikke noget at gøre, når først man har fået den der røde, røde jord og de smukke, smukke jacarandatræer ind under huden.

Det er et inferno af livsglæde og fattigdom, latter og håbløshed, gæstfrihed og kaos. Det er høj musik, gæret øl, majsgrød og bananer så søde, at man slet ikke gider spise de bleggule fra Brugsen. Det er et miskmask og kæmpe clash af et kulturmøde mellem ældgamle traditioner og kolonisternes kultursnobberi. Det er sammenhold og survival of the fittest. Det er kaffeborde med småkager fra Karen Wolf og sød, sød te. Det er stærke kvindefællesskaber og sjofle vittigheder, der kan få selv den mest frimodige dansker til at rødme. Det er no nonsens og endeløse høflighedsbesøg hos head of what not. Det er en kærlighed, som skriger på pauser og gensyn. Det er en længsel, man aldrig slipper igen…

Desværre er Afrika alt for langt væk (Signe, hvor er du med den tur til Rwanda?), så nu læser jeg:

– J.M. Coetzees Vanære (virkelig god bog – hurtig læst – VM aktuelt landevalg)

– Den anden hånd af Chris Cleave (blev totalt grebet af historien selvom den indimellem tangerer det poppede)

– Ejersbos Eksil har jeg lige hevet ned fra hylden. Tårnhøje forventninger.

Og nu kommer jeg pludselig i tanke om alle mulige andre totalt heartbreaking historier fra det afrikanske kontinent… Afrika læseliste coming up, men now must sleep. Jeg har morgenvagten i morgen…

med emneordet , , , ,
18. marts 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Man sætter da børn i bur

Når jeg er ved at kaste op over synge-pixibøger (hvad faen er det også for en genre) eller pege-hvad-laver-børnene-mon-der-hos-lægen-bøger (ved ikke hvorfor børnene elsker det, når jeg ikke gør), plejer Kim Fupz Aakesons bøger at være en god redningsplanke.

Vores nye yndlingsbog er Damen, der elskede sin dreng – om en mor, der er så bange for at der skal ske hendes dreng noget, at hun spærrer ham inde i et fuglebur, og drengen vokser sikkert op – som due. Og jeg skal love for at Rasmus Bregnhøj ikke lægger fingrene imellem, når han illustrerer forældres irrationelle angst.

Tegningen er i øvrigt en næsten tro kopi af, hvordan det så ud sidste forår, da miss Carla faldt ud af vinduet fra første sal.

Jeg hørte et skrig (en anelse mere panisk end de skrig, der normalt forhindrer enhver for tavshed i at indfinde sig her på matriklen), løb op af trappen og der hang mit 3-årige barn ud af vinduet – ikke med en snor om halsen, men i sin gule/lillastribede trøje, som med næsten guddommeligt held havde sat sig fast i en af hasperne. På sengen under vinduet sad en ny legekammerat, der var på besøg for første (og eneste) gang.

Efter det fik jeg faktisk også lyst til at købe et fuglebur til mine børn, så jeg aldrig mere skulle bekymre mig om dem. Og måske er det derfor både Carla og jeg er blevet så glade for den bog…

med emneordet , , ,
15. marts 2010
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Mor har travlt med at blogge

[Disclaimer! Der bliver holdt giga-gigantisk linkfest i nedenstående tekst. Håber du kommer ædru igennem]

Nu stopper det! Var netop kommet mig over at blive hængt til tørre på Grob sammen med resten af min generation af peak-hungrende, nichesøgende m/k’er. Og nu må jeg så se mig selv – og mange af jer andre i øvrigt  (bare fordi det føles bedre at gå ned sammen nogen) – stillet til skue som Mommy blogger i selveste New York Times. Ja, altså ikke mig personligt, men os i fællesskab – 30+ kvinderne, der sidder med snuden i tastaturet i tide og utide.

På unikabarometeret (halleluja) tror jeg efterhånden kun vi her i huset – uvist af hvilken grund i øvrigt – slår ud på navnebarometeret, fordi det mirakuløst lykkedes os at styre uden om først Laura, Sofie og Mathilde og siden Lucas, Mikkel og William i de år, hvor de ellers lå lige til højrebenet.

Og lad os bare få lidt flere lig på bordet med det samme, for det ser ud til at jeg finder vej til statistikkerne og avisspalterne før eller siden

– Bogklubben: Min eneste trøst er, at min bogklub er seks år gammel, men ellers er det lige efter bogen med den læseklub (so to speak)

– Frivilligt arbejde: Laver selvfølgelig også liiiige noget frivilligt arbejde sammen med alle de andre

– Orlov med hele familien. Lige om lidt holder vi orlov – eller for at være mere præcis, vi holder den her orlov for selvfølgelig kom vi bare op med en anden populær plan, efter vi med overbærende suk havde skippet turen til Thailand.

–  Vi er i øvrigt også nogle af de der forældre, der inddrager vores børn i alt for mange beslutninger. Fx har jeg længe insisteret på, at Carla selv skal finde tøj frem om morgenen (mit argument er, at jo mere selvhjulpen hun er, jo mere kan jeg ligge på sofaen og læse bøger til mit næste bogklubmøde, og jo mindre er det mig, der skal ringe til SU-styrelsen for hende når hun er flyttet hjemmefra). Men processen har selvfølgelig smittet af på barnet, der tænker: “Inddragelse er godt. Mere inddragelse er bedre.” Så derfor indgår lillebroren nu også i udvælgelsen af lille trøje 1 fremfor lilla trøje 2 og lilla gamacher alene eller sammen med lilla kjole, hvilket har gjort morgenseancen til et veritabelt mareridt.

Fordelen ved, at vi åbenbart er en generation af lemminger, opvejer jo så langt skuffelsen over ikke at være firstmover. For goddamn, det er jo så dejligt at blive bekræftet i at jeg ikke er den eneste mor i universet, der indimellem synes det er lidt synd for mig, at jeg er den voksne…

med emneordet , , , ,
18. februar 2010
2 kommentarer
Anbefalinger

Manden er rablende sindssyg

For et år siden tabte jeg mit hjerte til Nick Cave – fatter simpelthen ikke, hvordan jeg kom igennem gymnasiets Strunge-tungsind uden ham, ok sidespor.  Jeg så Thomas Bangs Nick Cave-teaterkoncert på Edison og blev blæst bag ud af lokalet, hvirvlet rundt og landede lidt ved siden af mit gamle jeg.

Og nu har jeg også mødt den mildest talt afstumpede og aldeles frastødende Bunny Munro, der er hovedperson i Caves seneste roman.

Det er en sindssyg historie om en mand, der er rejsende i cremer og skønhedsprodukter, og som kun har øl, fisse og drugs i hovedet – i en hver forstand. Det ender hans kone med at begå selvmord over, og Bunny forsøger at øse af al sin visdom til sin 9-årige søn, hvilket hverken går godt eller stille af.

Det er en frastødende fortælling om et ækelt menneske og i bedste Cave-stil er der ikke noget lys for enden af tunnellen. Det er en sort, sort fortælling og undervejs var jeg næsten ved at give op, fordi jeg ikke kunne rumme, at den lille Bunny Junior skulle bære rundt på al sin ensomhed og sorg over at have mistet sin mor helt alene. Men den er også absurd morsom, bestialsk og misundelsesværdigt godt skrevet (og oversat), så hvis du ikke er alt for sart – eller bornert – er det her et must read. Lidt kinky action til os, der ikke faldt i krimigryden som barn – og for trætte mødre, der leder efter en bog, der kan holde dem vågne, og som ikke lugter alt for meget af bleskift, madpakker og andre skønne hverdagspligter. Af sted til boghandlen eller biblioteket, hvis du altså ikke glemte at afbestille den i bogklubben som jeg…

med emneordet , ,
28. januar 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Boglige bekendelser

Jeg elsker bøger og har gjort det siden I don’t know when – og ligeså meget jeg elsker at læse dem, ligeså meget elsker jeg at eje flotte, gode, lækre bøger. Hver aften falder jeg i søvn med en bog i hånden, hvilket er ret naivt, fordi jeg aldrig når at læse mere end en halv side, før jeg falder om. Så det der redder min læselyst er den daglige togtur frem og tilbage på arbejde – i dag blev jeg færdig med den fineste lille og ret sjove debutroman Føtexsøen. En overbevisende fortælling om en ung dansk/egyptisk piges forfatterdrømme og evige trængsler med sin parcelhusmor og pølsevognsfar. Det sidste gir en del problemer for faren i det muslimske miljø, hvor mange undrer sig over, hvordan man kan være pølsevognsejer og muslim. Kan virkelig anbefales – om ikke andet fordi den er hurtigt læst…

Og så har jeg altid – altid som i mit voksne liv – haft et soft spot for kogebøger. Der er så mange særligt engelsksprogede, som er så smukke at man må købe dem alene for det. Den reelle anvendelsesværdi er i virkeligheden meget lav, fordi sort risotto og langtidsbraseret bøf-et-eller-andet passer meget dårligt ind i småbørnsfamilielivets formåen. Det gør til gengæld min nye fetich, nemlig børnebøger. Så mange fantastiske fortællinger og flotte bøger – jeg er bare ikke så meget for, at børnene skal fedte siderne med deres små tykke fingre…


med emneordet , , ,
24. januar 2010
3 kommentarer
Anbefalinger

Lige til en tåre

Vi elsker Alfons Åberg og læser og læser og så var det jeg faldt over en 30 år gammel bog af Fru Gunilla Bergstrøm: Lille Lulu Lykkepot om at få en handicappet datter og søster. Den er skrevet på de fineste vers – børnene holdt ikke til mere end et par sider, men jeg blev hængende og blev sgu helt rørt.

En dag kom psykologen tilbage,

han så alvorligt på

Lulu og sagde:

Noget er ikke rigtigt

(han sagde det forsigtigt.)

Lulu er ikke som de andre små,

hun er et barn I må passe på.

Han sagde det som det var

til Lasse og mor og far:

Lulu er fin, hendes hjerte banker,

men hun kan kun tænke bittesmå tanker.

Og selvom han ikke sagde mer’

så tænkte de alle tre sådan hér:

Den, der er lissom Lulu,

anderledes og sær,

regner folk ikke for noget

andet end… til besvær.

Dybt inden

vokser et skrig:

Er Lulu sær?

Er du sikker?

Og manden kigger

på Lulu og nikker.

Ja, med tanker så bittesmå

er verden nok svær at forstå.

Nej,

åh nej,

du må ikke sige…!?

At vores pige…?!

Nej,

åh nej

… det er ikke sandt.

Vi KAN ikke tro det…

VIL ikke tro det…

Lulu, som er så sød og go’

Men vi vidste det jo godt

inderst inde,

for vi var jo ikke blinde.

med emneordet ,
21. januar 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

En ensom svale

Kl. er 22 og jeg sidder på et herberg der hedder skiftesporet. Jeg har ikke nogen penge og jeg er huged op på dope. Jeg får 8 doner dagligt og drikker meget stærkt øl, ryger det hash der falder af og tager alt det coke jeg kan skaffe.
De få pauser der er imellem jeg fylder på bruger jeg på at skaffe og tænke på hvordan finansieringen af mit kemiske selvmord ikke går i stå.

Har lige læst fotografen Martin Lehmanns hudløse portrætbog af narkomanen og vennen Henrik Svale Andersen, som han har kendt og fulgt gennem 10 år. Det er både en fotobog om et usædvanligt venskab, men også en tragisk historie om en mand, der forsøger at komme fri af sit misbrug – og måske sig selv.

En virkelig smuk og rå fortælling, som du kan se lidt af på Martin Lehmanns hjemmeside eller på Informations fotoblog

med emneordet ,
Nyere indlæg →