Tag Archives: advarsel

6. maj 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Farmorbørn, Mig sagde hunden

Jeg tog fejl

Trætte børn. Træt mor. Og hvad er så det værste der kan ske? 1) At de ikke vil sove, når de lander på madrasser skeløjede og ligblege, og 2) at moren ikke helt magter opgaven og udviser behørigt overskud. I kombination er det opskriften på kaos og en del skrål og skrig og løben frem og tilbage drysset med en god gang råben og trusler. Nice!

Nå, men jeg skyllede farcen ned med fem skumfiduser (løgn, jeg tømte posen) og en kop lunken te, inden jeg gik tilbage til åstedet og gav dem et knus og sagde undskyld for råberiet og at jeg selvfølgelig ikke mente det med cyklen og at jeg ikke var sur mere. Det føltes overraskende godt, og glorien var igen til at bære.

Men egentlig gad jeg godt, at trætte børn i det hele taget og som hovedregel bare lagde sig til at sove, gerne en 12-13 timer af gangen. Så var der jo slet ikke brug for at hæve stemmen og true sig til at få sin vilje.

med emneordet , , ,
27. april 2011
1 kommentar
SOmeone to love, The kids

Når de sikre metoder glipper

Jeg har et stort barn, der laver meget ballade. Som råber og skriger, når hun er utilfreds og føler sig uretfærdigt behandlet. Som aldrig tager et nej for et nej, men altid er villig til at diskutere eller forhandle sig frem til en acceptabel løsning. Det er anstrengende indimellem, men det er også til at tage at føle på. Og i mine mest desperate perioder har vi haft gode resultater med både krydssystemer, tænketid på værelset og almindelige gemene trusler om stort og småt.

Men så er der ham, den lille. Den søde. Den nuttede. Den charmerende. Familiens klovn, som har besluttet sig for at gøjle sig ud af livets konflikter. Som aldrig har været modtagelig over for trusler, og som derfor siger ja tak til at blive lagt i seng før tid, hvis hans mor truer med det. Og som svarer “Øh. Nå. Hovsa.”, når jeg påpeger at han ikke ligefrem kan beskyldes for at være den mest ihærdige oprydder. Eller som til sidst bliver båret fra bordet, fordi han optrådt med 100 måder, du kan fordele ketchup ud over et spisebord, og som kvitterer med et fjoget udtryk, en lille vinkende hånd og et “Nå. Tak for det!”

Vi lejer ham gerne ud, hvis du har brug for en lidt overgearet konferencier i ministørrelse.

med emneordet , ,
25. april 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Noget af en cliffhanger…

Er du ikke bare spændt på, hvordan min ferie er gået? Og hvem ved, om du overhovedet når at finde ud af det, fordi jeg sådan set har placeret mig i en af de yderste risikozoner. For nu sidder jeg igen med den bærbare i skødet og prøver at nærme mig hverdagen. Og hverdagen er selvfølgelig skræmmende nok i sig selv, men som du sikkert ved, er det jo for intet at regne i forhold til den risiko, jeg lige nu udsætter mine lår for. Næst efter rygning, mobiltelefoner og et lillebitte glas vin under graviditeten, så er en bærbar i skødet noget nær det dummeste, du kan gøre, hvis du vil have et langt og lykkeligt liv. I følge den seneste forskning. Så so long, vi ses i himlen.

Men indtil da, så lad os da opsummere, hvad der kan siges om den påskeferie, jeg lige om lidt siger godnat til:

  1. Mine børn var rigtig rådne i starten, som du ved.
  2. Så fik vi gæster. Masser af gæster. Og helt forudsigeligt blev den store lidt rundtosset af moderens umættelige sociale behov og begyndte at vågne meget tidligt om morgenen. Sådan en lille morgenfrisk 5-årig, der foreslår en tur i svømmehallen kl. 05.12, er det sikreste tegn på, at jeg  igen har valgt at lade som om det barn ikke har brug for lidt ekstra ro. For en gangs skyld noget, der ikke er en fase.
  3. Min søn har brugt det meste af ferien på at udvikle et særligt besiddelsesgen, som tilsyneladende giver ham ret til at flegne flat, hvis nogen kommer for skade at modsige ham, når han proklamerer, at lige netop den stol eller det fjernsyn eller den gynge er hans. Og ingen andens. Overhovedet. Er det en fase?
  4. Den første mandag var vi i København. Tal om en dansk udgave af Coming to America! For når man anbringer sådan to unger fra provinsen i 5A og kører fra Nørreport til et godt stykke på den anden side af Nørrebro St. så giver det anledning udsagn som “Mor, så du hvor sort ham manden var?” og “Taler de dansk ligesom os?” Og hvor gammel er man i øvrigt selv blevet, når man hører sig selv sige: “Se, lige deroppe boede mor, dengang hun flyttede hjemmefra”, mens ungerne så har travlt med at kigge på flagrende tørklæder, mænd i kjoler og seje drenge i jogginggear og bling bling, at de aldrig når at se det første stop på memory lane.
  5. Nå ja, så har vi selvfølgelig grillet og spist så mange pølser, at jeg ikke en gang vil forsøge at dække over, at mine børn formentlig ikke har været i nærheden af en eneste grøntsag siden de sidst åbnede deres madpakker i børnehaven.
  6. Det har jeg så heller ikke selv. Til gengæld lavede jeg nogle fortrinlige påskeæg og en omgang trøfler. Jeg har været meget karrig med at lade børnene smage, mens jeg har været utrolig gavmild over for mig selv.
  7. Børnene har været i vandet, og jeg har fotograferet for at dokumentere, at mine børn er modigere (og langt mere dumdristige, fordi de ikke ved, hvad barnets første sygedag er for en fisk) end jeg nogensinde har været. Når jeg ikke har drukket forstås.
  8. Noget kulturelt? Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde? Nåhr jo, jeg læste da et portræt af Nik og Jay. I Information.
Og nu til tilbage til hverdagen. Hvor jeg kan drikke min kaffe uforstyrret. Og læse i en bog. Og skrive mails uden at sidde med et barn på skødet. Og spise frokost uden at skulle rejse mig for at hente en serviet eller mayonnaise eller ristede løg eller mere makrel i tomat. Og hvor jeg sådan cirka halvvejs gennem ugen kan begynde at idyllisere, hvor dejligt samværet med mine børn bliver – velvidende at jeg lørdag formiddag indleder den første forhandling med barnets far om bare en lillesmule alenetid.
Oh, the dilemmas of parenthood… og påskeferie.
med emneordet , , , ,
20. april 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Farmorbørn

Nogen, der vil bytte ferie?

– Eller bare børn?

Nahr, men det er bare fordi vi er i gang med påskeferie fra helvede, hvor børnene er millimeter fra at blive tjekket ind på en kostskole i Sibirien så snart vi er på den anden side af den korsfæstelse.

Det er jo nærmest komisk, at vi startede ugen med et fotoshoot til en artikel om ikke at skælde ud på sine børn, og siden har jeg nærmest ikke gjort andet. Blandt andet fordi børnene ikke har misset en eneste chance for en rask slåskamp eller følt sig for fine til at gennemføre endeløse diskussioner om bolden tilhører den ene eller den anden, om den ene eller den anden kom først på lokum, og om den enes leverpostejmad er større end den andens.

Og sådan fejrer vi påsken med en tur ned af vores egen lille Via Dolorosa. Ville ønske jeg havde sendt nogle flere gækkebreve, så jeg i det mindste havde et lille bitte påskeæg at trøste mig med nu, hvor terroristerne endelig sover.

med emneordet , , , ,
9. april 2011
2 kommentarer
The kids

Nu sker det…

image

Ord er vist overflødige… men hvis du er i tvivl om, hvad der foregår, kan du løæse forklaringen her

med emneordet , , , , ,
30. marts 2011
17 kommentarer
Brokkekassen, The kids

Om at kaste guld på gaden

Ved du, hvad der provokerer mig? Det provokerer mig, at vi har en socialminister, der kan sidde med stenansigt og fortælle en sal fuld af forældre og pædagoger, at forældre aldrig har været mere tilfredse med landets vuggestuer og børnehaver, og at der aldrig har været afsat flere penge til området end nu. Sådan som hun gjorde til en konference på Christiansborg i går, hvor jeg havde æren af at være ordstyrer.

Det provokerer mig, at vi har en socialminister med et hjerte af sten, som ikke får den mindste trækning ved øjet, når forældre rejser sig op og fortæller hende, at børnene ikke må have knapper i bukserne i børnehaven, fordi der ikke er tid til at hjælpe med knappe knapper, når de har været på toilettet. Eller at børnene skal ringe med en ringeklokke for at komme i kontakt med en voksen, når de sidder på toilettet. Eller at to tre-årige må hjælpe hinanden med at blive tørret i røven, fordi der ikke voksne nok til at hjælpe. Eller at små børnehavebørn må trøste hinanden, fordi der ikke er nogen voksne til at gøre det. Eller at børnene ikke længere kan vinke farvel med en voksen om morgenen, fordi det er blevet sparet væk. Eller at et barn faldt i søvn i sin flyverdragt, fordi det tog så lang tid før, der var en voksen, der havde tid til at hjælpe ham med at få handskerne af. Eller at børnene begyndte at tisse i buskerne i en børnehave, fordi de ikke havde lyst til at gå ind på toilettet, når de var på legepladsen, fordi de ikke vidste om de voksne kunne høre dem, hvis de havde brug for hjælp. Eller at 2½-årige børn, der er begyndt i børnehave før tid for at spare penge, ikke kan sove til middag, fordi der ikke hænder nok til at en af de voksne kan agere sovevagt. [Tilføj selv flere i kommentarfeltet, hvis du orker.]

Kære Benedikte Stoneface: Kan du se mønstret, eller skal jeg stave det for dig?

Alle de tal, som står i fine røde tabeller på dit talepapir afspejler ikke virkeligheden. Slet ikke. Hvor svært er det at forstå, at selvom du har sparet 117 mio. kr. på bureaukratiet, er det en dråbe i havet i forhold til de mere end 3.000 pædagoger, der er sparet væk fra institutionerne de seneste år.

Og hvorfor tror du ikke på det vi andre ser? Hvorfor er du bange for virkeligheden? Og hvad sker der med børnene? Ikke de stærke. Men alle dem, der ikke kan overleve i den junglelov, der hersker i institutionerne, når der er alt for mange børn og alt for få voksne? Hvad sker der med dem, der kun taler med en voksen 3 minutter om dagen? Tror du, de vokser op og bliver ressourcestærke, veluddannede samfundsborgere? Eller bliver de mon bare nye fine tal i en helt anden tabel? Tabertabellen. Hvad tror du, Benedikte? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Kan vi være det bekendt? Synes du? Helt ærligt?

med emneordet , , , ,
21. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Amalie is in the house #2

Nå, men hun er jo en stædig stodder, min datter. Så det kan godt være jeg lykkedes med at tie hendes kommende deltagelse i MGP ihjel, men måske har jeg virkeligheden virkelig skudt mig selv i foden, for nu plager hun så i stedet om:

  • Noget musik, hvor det kun er Medina, der synger.
  • At tjene penge til en Nintendo ved at stille sig op og synge ude på fortovet.

Som den wanne-be økomor, jeg er, anerkender jeg selvfølgelig, at det er utrolig flot, at min datter arbejder på at blive økonomisk uafhængig. Jeg er bare meget i tvivl om, jeg som det helt lille bitte mennesker jeg i virkeligheden er, kan rumme at det skal foregå i umiddelbar nærhed af min bopæl.

med emneordet , , ,
17. marts 2011
1 kommentar
Farmorbørn

En af putningens naturlove

Lige efter aftensmaden leger børnene rigtig godt. Faktisk det bedste tidspunkt på dagen. Det er så hyggeligt – altså indtil det kammer over, og de begynder at lege jorden er giftig i reolen eller hoppe trampolinspring fra spisebordet. Det er startsignalet til, at det er tid til nattøj og tandbørstning. Så lader vi som om børnene rydder deres legetøj op inden de skal i seng.

Og så går vi op – halvvejs oppe af trappen, kommer vi i tanke om at de skal tisse, og at vi har glemt bamserne, og at vi skal have vand med op.  Ned igen. Anden gang på trappen begynder børnene at skændes om, hvis tur det er til at bestemme, hvilken bog vi skal læse – og hvor vi skal sidde og læse.

Så læser vi, og så putter vi og drikker vand og udleverer bamser og siger godnat og bytter bøger og finder riddere og drikker mere vand og siger godnat igen og tænder lys og bytter bøger og slukker lys og åbner døre og siger godnat for sidste gang.

Og når jeg kommer ned, er kl. halv otte, og jeg tænker at det faktisk er ok. Mens jeg sætter vand over til te, begynder det ene eller det andet barn at råbe. Først ignorerer jeg det, men til sidst er jeg alligevel nødt til at gå op af trappen for tredje gang for at give vand og udlevere bamser og sige godnat og bytte bøger og finde riddere og give mere vand og sige godnat igen og tænde lys og bytte bøger og slukke lys og åbne døre og sige et sidste sammenbidt godnat.

Når jeg kommer ned, er kl. 10 minutter i otte, og så gik der endnu en gang en time med at få børnene til at sove, tevandet er blevet koldt, og der er krimier i tv igen.

med emneordet , , , , ,
9. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Amalie is in the house

– Vi skal ringe til MGP på lørdag, sagde Miss Carla til mig forleden.

Hvorefter jeg pædagogisk gik i gang med at forklare, at MGP er en enkeltstående event, som afholdes en gang om året. Man kan naturligvis ikke bare ringe til dem om lørdagen.

– Hvis du vil stemme på dem, der synger, skal du ringe, når de optræder. Så det må vi vente med til næste år.

– Nej. Det er ikke det. De siger på Ramasjang, at man skal ringe til dem, hvis man vil være med i MGP. Og det vil jeg gerne!

Kære Gud, giv mig styrke. Til ikke at sende mit tonedøve barn videre til statsradiofonien. Til ikke at ende som Amalies lidt for friske mor.

med emneordet , , , ,
23. februar 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen

Give me a f***ing break!

Har siddet og skrevet billedtekster til orlovsbilleder, som skal give hele familien 15 min’s of fame i lokal/regionalavisen på lørdag. Det trak sgu tænder ud. At blive trukket igennem sådan et lille frisk potpourri fra paradis, hvor solen skinner på hvert eneste freaking billede (vi viser jo ikke billeder af regnvejr i avisen, vel). Og varmt var det også. VARMT! Blev der sagt.

Og det kunne jo så passende være et vink med vognstank til Mr. Weather om at tage sit sne og sine frostgrader og tage tilbage til Nordnorge. Jeg gider ikke mere.

Jeg vil sidde i haven og grille og drikke den sidste flaske rosevin fra Slovenien og blive brun på benene. Og jeg vil have sommergæster og glade børn, der hviner i soppebassinet. Og jeg vil i gang med at lave den terrasse, hvor alle festlighederne skal foregå. Så kom nu med det der forår… Vinen er allerede lagt på køl. I kid you not.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →