Hun landede i min webmail og hendes historie er fantastisk… Hvis du tidligere uopfordret og med held har deltaget i et hollandsk eller måske ligefrem spansk lotteri, så er det her med garanti noget for dig.
P.S. Jeg har en gang vejet 67 kilo uden at se ud som Gretta Før, men hvem ved måske er hun kun 1,4 m høj
Hindbærfromage med makronflødeskum og revet nougat holder. Punktum.
Det gør billede af hindbærfromage med makronflødeskum og revet nougat så til gengæld ikke. Sorry.
“Er du med i vores konkurrence?”
Jeg er lige trådt ind i Fitness World, Form & Fitness eller hva det nu hedder det sted, hvor jeg er medlem. Jeg betaler trofast (længe leve PBS), men kommer der så sjældent at jeg når at glemme hvad stedet faktisk hedder. Og når man bor i en mindre by som jeg handler overvindelsen ikke bare om almindelig træghed, men også om at det kan være ret grænseoverskridende at møde forældre fra institutionen og andre man er på hej med, når man står der i sit 8 år gamle træningstøj (altså det var dengang jeg cyklede jeg ved ikke hvor mange km til og fra arbejde og løb 14 km tre gange om ugen – det gjorde jeg faktisk, men hey så blev jeg gravid x 2 og derfra skal man vel være tidligere OL-deltager for rigtig at komme tilbage til sin gamle form… bilder jeg mig selv ind).
Hvorom alt er. Nu står jeg der endelig for første gang siden jul og bliver spurgt om den der konkurrence. Og mit svar illustrerer med al tydelighed en af mine største svagheder. Ret beset kunne jeg jo bare have sagt: “Nej, jeg har ikke hørt om den og er faktisk heller ikke interesseret.” I stedet sir jeg med alt for meget overskud i stemmen: “Nej, hvad er det for en konkurrence. Det lyder spændende.” Spændende? Goddamn. Nå, men nu ER jeg så med i konkurrencen – jeg fik aldrig spurgt hvad jeg kan vinde, men jeg skal helst have tabt et kilo inden for den næste måned. Og de holder selvfølgelig øje med mig og vejer mig igen om måned. Say what?!
Ikke nok med at jeg fik syn for sagen (vidste godt at min egen vægt ikke var helt pålidelig, men hey vi var efterhånden blevet ret gode venner). Jeg ved heller ikke om jeg er klar til den slags forpligtende fællesskab med mit fitnesscenter, som nu holder mig under observation, mens de lokker med præmier. Måske jeg bare skulle melde mig ud…
Da min far døde, kom min tante og hentede mig, fordi hun sagde, min mor var for syg til at passe mig. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne være sammen med min mor. Jeg var helt alene. Jeg så hende kun to gange, inden hun døde. Den sidste gang jeg besøgte hende, sagde hun til mig: ”Jeg er meget syg. Jeg skal dø.” Men jeg troede ikke på hende.
En dag kom min onkel og hentede mig fra skole. Han gav mig nogle kiks, men sagde ikke noget. Først da vi kom hjem, fortalte han, at min mor var død. Vi tog ud for at se liget, og det var først der, jeg indså, at hun er død.
Bertha Zimba er 17 år og bor hos sin tante sammen med hendes seks børn. Jeg mødte hende forrige år i november, da jeg var på researchtur til Zambia. Da Berthas tante opgav at betale for hendes skole, fik hun hjælp fra de zambiske pigespejdere gennem det projekt, som De grønne pigespejdere har haft de seneste 10 år med Folkekirkens Nødhjælp og de zambiske pigespejdere, Girl Guide Association of Zambia.
Det projekt har jeg været involveret i, ja faktisk i 10 år nu. Det er genialt, fordi det hjælper de fattigste piger, de mest udsatte piger med at få en skolegang, samtidig med at de får et netværk, og det man med et godt dansk ord kalder lifeskills, så de ikke bare lærer at læse og skrive, men også lærer at passe på sig selv i et land, hvor hver 5. er smittet med hiv.
Når man som jeg har været så heldig at møde piger og kvinder som Bertha, ved man også, hvorfor indsamlingen til Afrikas kvinder i Danmarks Indsamling 2010 giver så god mening.
Læs Berthas historie færdig eller læs flere historier om zambiske piger
Det har været vinter (altså som i sne og frost, blæst og fyninger, fyninger og blæst, frost og sne) i fem uger nu, og jeg magter det virkelig ikke mere. ..
Hvis jeg en gang til skal læse så meget så meget som en sætning om, hvor mange gange Falck er rykket ud, se en udsendt rapporter stå i strid modvind dækket af sne, eller høre mere om, hvor mange biler der ligger i vejkanten bliver jeg nødt til at lade mig langtidssygemelde.
Tænk bare, hvis de canadiske medier skulle holde den danske sne-melding kadence fra oktober til april…
Synes lige jeg var lidt småsløj igår – feber og sån. Ville være blevet i min seng i dag, men så var der lige en opgave, der ikke kunne vente (og hvem vil ikke gerne dyrke sin egen uundværlighed), så jeg tog af sted alligevel på en blanding af frisklavet latte og panodiler. Og tænk, jeg har det allerede meget bedre, hvilket jo så enten kan skyldes at pillerne holder meget længere end forventet eller at man faktisk kan arbejde sig ud af det meste. Ved ikke helt, hvad der er at foretrække?
Gad vide, om de sociale myndigheder har pligt til at gribe ind, hvis de blir opmærksomme på, hvor tit jeg i et anfald af hverdagsstress ender med at give børnene pasta og pølser, som de elsker, og derfor spiser uden ballade.
I dag insisterede jeg på at de spiste hhv. 4 tomater og 4 skiver rød peber undervejs. Det må da tælle som et plus i bogen
Jeg elsker bøger og har gjort det siden I don’t know when – og ligeså meget jeg elsker at læse dem, ligeså meget elsker jeg at eje flotte, gode, lækre bøger. Hver aften falder jeg i søvn med en bog i hånden, hvilket er ret naivt, fordi jeg aldrig når at læse mere end en halv side, før jeg falder om. Så det der redder min læselyst er den daglige togtur frem og tilbage på arbejde – i dag blev jeg færdig med den fineste lille og ret sjove debutroman Føtexsøen. En overbevisende fortælling om en ung dansk/egyptisk piges forfatterdrømme og evige trængsler med sin parcelhusmor og pølsevognsfar. Det sidste gir en del problemer for faren i det muslimske miljø, hvor mange undrer sig over, hvordan man kan være pølsevognsejer og muslim. Kan virkelig anbefales – om ikke andet fordi den er hurtigt læst…
Og så har jeg altid – altid som i mit voksne liv – haft et soft spot for kogebøger. Der er så mange særligt engelsksprogede, som er så smukke at man må købe dem alene for det. Den reelle anvendelsesværdi er i virkeligheden meget lav, fordi sort risotto og langtidsbraseret bøf-et-eller-andet passer meget dårligt ind i småbørnsfamilielivets formåen. Det gør til gengæld min nye fetich, nemlig børnebøger. Så mange fantastiske fortællinger og flotte bøger – jeg er bare ikke så meget for, at børnene skal fedte siderne med deres små tykke fingre…
Når jeg om aftenen kryber ned under min varme dyne, kan jeg slet ikke se meningen med at børn skal falde i søvn i deres egen seng. Det er jo genialt, at de ligger og koger nogle timer under min dyne, så den er dejlig varm, når jeg rammer madrassen – herefter må de selvfølgelig ind i deres egen seng, ellers får man jo ikke lukket et øje. Særligt fordi – og jeg ved ikke om det er genetisk bestemt – børnene altid ender under min dyne, på min hovedpude, så jeg må ligge og klamre mig til sengekanten for ikke at falde ud over kanten. Lige der mellem 11 og 5 er jeg ikke super storsindet, og slet ikke når barnet begynder at ligge og pludre: “Mor, jeg har fået lagkage. Jeg har fået lagkage. Lagkage, mor. Jeg har fået lagkage.”
Efter en weekend – eller i hvert fald søndag – fra Helvede vendte alle i dag revitaliseret hjem fra hhv. arbejde og institution.
Miss Carla i en mindre vulkanagtig udgave og far og mor med ny energi og to vidt forskellige forslag til, hvordan vi minimerer udbrudene fra den temperamentsfulde dame. Lad mig bare i parentes bemærket sige, at weekenden blandt andet bød på en lidt for overbevisende IKEA-test af vores køkken – i reklamen er det godt nok en teenager, der går amok, men husets 3-årige gennemførte testen med lige så meget power, og køkkenet holdt præcis som de lover i reklamen (det var dagens positive betragtning).
Nå, men altså vi er selvfølgelig landet på føle-føle-løsningen fra mor og den meget konkrete, håndgribelige fra far. I al sin enkelhed er min aftale med Carla nu, at vi forsøger at komme ud af eskalerende konflikter med øjenkontakt og dybe indåndinger (lykkedes allerede under aftensmaden) og de gode gamle pudeslag, når der ikke er nogen vej tilbage (bare for at undgå alt for mange kast med inventar og smækken med døre). Og far kom så med UNO-spillet?! Ja, det havde jeg så ikke set komme, men metoden – altså at sætte sine børn til at spille UNO – skulle efter sigende været afprøvet med gode resultater af en kollega og mor til tre.
UNO, pudeslag og dybevejrtrækninger – det lyder sgu som noget fra en dårlig film om desperate forældre, men lad mig sige det sådan, at jeg ville overveje – OVERVEJE – at invitere Carl Mar Møller og B.S. Christiansen inden for, hvis de hævdede at have de vise sten, og det er jo også en form for desperation.
Kun sandheden 
