Når jeg om aftenen kryber ned under min varme dyne, kan jeg slet ikke se meningen med at børn skal falde i søvn i deres egen seng. Det er jo genialt, at de ligger og koger nogle timer under min dyne, så den er dejlig varm, når jeg rammer madrassen – herefter må de selvfølgelig ind i deres egen seng, ellers får man jo ikke lukket et øje. Særligt fordi – og jeg ved ikke om det er genetisk bestemt – børnene altid ender under min dyne, på min hovedpude, så jeg må ligge og klamre mig til sengekanten for ikke at falde ud over kanten. Lige der mellem 11 og 5 er jeg ikke super storsindet, og slet ikke når barnet begynder at ligge og pludre: “Mor, jeg har fået lagkage. Jeg har fået lagkage. Lagkage, mor. Jeg har fået lagkage.”
Reklamer
