Der er ting, man ved er løgn, og så er der ting, man virkelig ville ønske var løgn. Den her Borgerservice-video fx, som fortæller hvor langt ude vi efterhånden er i jagten på sociale bedragere. Tænk, at bo i et velfærdssamfund, hvor præmissen er, at vi alle er løgnere og bedragere til det modsatte er bevist. Hold. Nu. Kæft.
“Ask a girl why she doesn’t want to travel alone and the answer’s always the same: because she’s a girl. No one ever asks for specifics; it’s all too often assumed that gender is enough of a boundary. The undertone, of course, is ‘safety’ – it’s just not safe for a gal to pull on her backpack and explore the big bad world herself. Women are apparently more susceptible to crime because they’re weak, eminently rape-able, and fairly unthreatening. Never mind that the demographic most at risk of crime is actually young males.”
Hvordan tør du rejse alene? Tag ikke fejl af spørgsmålet, for det handler ikke så meget om at rejse alene, som det handler om at rejse alene som kvinde. Som om det, at jeg er kvinde gør mig særligt sårbar eller udsat.
Svaret er, at jeg ikke oplever det handler om køn, men om at tænke sig om, som dette indlæg fra the Vagenda meget fint beskriver.
“There is a certain little something innate to human beings (well, most) and women are no exception to this trait of the species; it’s called common sense. I know, I know, it’s crazy, but this little thing is what makes the internet safety-tip fever seem so inane. With a little sprinkle of common sense anyone, no matter their gender, would have to be very unlucky to fall into severe danger on their travels.”
Det handler snarere om, at når man rejser, taber man indimellem sine principper af syne, og så ender man fx med at sidde i en grænseby fuld af overgearede og
liderlige mænd uden lokal valuta på lommen en mørk lørdag aften eller med at skyde genvej gennem et øde boligkvarter i et område, hvor man ved, man ikke burde være eller med at insistere på at gå hjem en mørk nat for at spare penge til en taxa. For nu bare at nævne tre eksempler fra mit virkelige liv.
Jeg er blevet bestjålet to gange i mit 20 år lange rejseliv, ikke fordi jeg var kvinde, men fordi – ja, faktisk fordi jeg ikke tænkte mig om. That simple.
Da jeg sidste forår rejste med natbus fra Yangon til det sydlige Burma, kom en mand på min egen alder hen og spurgte mig, om jeg ville have det bedre med at sidde ved siden af hans kone på busturen, for så ville han gerne bytte plads. Og da vi holdt pause undervejs, hjalp de andre passagerer mig med at bestille mad, og en kvinde gav mig sin adresse, så vi kunne drikke te sammen, når jeg kom frem. Jeg vil næsten sige, at vi nåede at blive venner på den tur – selvom vi kun talte sammen i 20 minutter. Da vi nåede frem, sørgede buschaufføren for et ekstra stop ved hotellet, så jeg ikke skulle stå alene langs en mørk landevej og vente på en taxa. Alt det uden vi på nær ganske få engelske gloser havde et fælles sprog.
Alle burde rejse alene. Mindst en gang i sit liv. Til Thyborøn eller Argentina. Det er egentlig lige meget. Det handler om at udfordre sig selv, være alene med sig selv, få det fulde ud af det her ene lillebitte liv og smide alle de bekymringslister, der fungerer som en dårlig undskyldninger, overbord. Hellere i dag end i morgen. For husk, hvad en klog, gammel kvinde en gang sagde:
‘“Life’s journey is not to arrive at the grave safely, in a well preserved body, but rather to skid in sideways, totally worn out, shouting “Holy shit, what a ride!”
“If you think you are too small to make a difference, try sleeping with a mosquito.”
Bilreklamer… har du seriøst nogensinde fået lyst til at købe en ny bil, fordi du har set en sexy lady give den gas gennem den namibiske ørken eller på smalle bjergveje med havudsigt på Mallorca? Ikke rigtig, vel. Måske fordi det ikke er dit liv, og fordi du ligesom mig er blevet for gammel og har fået for mange børn til at forestille sig, at det Thelma og Louise-agtige liv med faste bryster og vinden i håret rent faktisk matcher dit liv.
Men så var det de fik en ny ide henne hos Fiat – og det er den første bilreklame, jeg frivilligt har set til ende. To gange. Indtil videre. Se, der kan vi tale ren målgruppe og klar identifikation helt ind i bunden af moderskabet med.
Hør den selv og fortæl mig, om du ikke fik en lille smule lyst til at sætte dine unger ind på bagsædet og kører en tur ud mod solnedgangen.
Miss Carla vil gerne i fjernsynet. Det sagde hun i weekenden efter have set MGP 2012-musikvideoer på computeren nonstop i tre timer (selvom vi slet, næsten ikke, ser fjernsyn hjemme hos os, natürlich). Allerhelst vil hun synge. På en scene. Men hun kan også godt danse. Eller spille guitar. Eller klaver. Det er først i 2014, siger hun, for de har fundet dem, der skal med i MGP 2013, så der er jo tid til at øve. Både på sang og dans og guitar og klaver – og moren tænker, at der kan blive brug for netop det, altså at øve sig, for jeg vil ikke sige, at hun dags dato behersker nogen af kundskaberne til fulde.
Så gik det hverken værre eller bedre end at hun havde sin nye ven fra skolen på besøg, og at det var hendes far der hentede, og at han er en musikertype af en art, og at han sagde: Jeg har allerede tilbudt A at skrive en MGP-sang til hende, men hun vil ikke være med. Det kan være vi kan overtale hende, så kan I synge sammen.
Han kunne lige så godt have skudt koffein direkte ind i årerne på min datter. Det her er min drømmedag, hyperventilerede barnet og fortsatte så i upbeat tempo: Hvad tror du sangen skal handle om – den skal nok handle om veninder hvis vi skal synge sammen – hvad synes du jeg skal have på til audition – hvad tror du jeg gør hvis de kommer op på skolen og fortæller os at vi skal med til MGP – tror du så ikke lige jeg må sige: “Aih, må jeg ikke godt lige skrige lidt.” – aih, har du ikke lyst til at tale lidt mere om MGP og hvad der sker hvis vi skal være med…
2014. 14 måneder. Stjernedrømme in the making – eller i frit fald. Vi får se.
Jeg er et listemenneske. Sådan en, der mener, at alt egner sig til at blive placeret på en liste (sommerferie, toiletpapir, deadlines). Og som tilmed bilder sig selv ind, at livet bliver lettere og mere overskueligt med lister. Selvom de tit forsvinder og først dukker op igen, når det egentlig kan være lige meget. Men selv det er måske også en pointe – at alting lever deres eget liv, når først det er sat på liste. Nummerisk eller i punktform. Det betyder mindre.
Og fordi jeg nu er nærmest dogmatisk med de lister, har jeg selvfølgelig forlængst lavet en liste over dos and don’ts for mit arbejdsliv i 2013 – og allerede glemt hvor jeg har lagt den. Men da jeg lavede listerne, så min lille business nogenlunde sådan ud i mit hoved.
Længe leve 2013! Du bliver et godt år. Jeg ved det allerede.
Hvor cool er det her? Bøger lavet af sten. Til reolen. I haven. Kom forår. Kom lyse nætter.
[Billeder og begejstring allernådigst lånt fra Light Reading Melbourne]
Nogle gange kan man godt savne sin mor. Rigtig meget endda. Faktisk så meget at det gør temmelig ondt i et lille 6-årigt hjerte. Nuhr…
“I don’t really want to become normal, average, standard. I want merely to gain in strength, in the courage to live out my life more fully, enjoy more, experience more. I want to develop even more original and more unconventional traits”
Anaïs Nin, The Diary of Anaïs Nin, Vol. 1: 1931-1934
Når nu den 6-årige insisterer på at rydde op efter aftensmaden. Helt alene. “Sæt jer bare ind i stuen. Jeg skal nok klare det. Det er meget sjovere end at dække bord.” Hvad er det så jeg, moren, laver mellem aftensmad og puttetid?
Kun sandheden 