Category Archives: Sandheden

26. april 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Jeg kan ikke høre dig

Jeg arbejder hjemme, altså som i arbejder, mens jeg sender lange blikke ud i haven, hvor solen skinner og alt er et inferno af forår. Der lugter af nyslået græs, fuglene synger, og det føles faktisk en lille smule lunt.

Så man skal formentlig ikke være professor i arbejdsmoral for at forudse, hvor Excel-ark og tusindvis af små fedtede noter befinder sig på listen over mest attraktive gøremål mandag eftermiddag kl. 15.

Prøver at dulme abstinenserne med India Arie (sikker vinder hver gang), mens jeg laver en kande te mere og taster og taster, så klokken snart bliver fire… Tik. Tik. Tik.

med emneordet , , ,
25. april 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Bare læreren ser mig

Fredag aften var jeg til møde sammen med 40 andre voksne mennesker, som alle er veluddannede, og de fleste enten meget tæt på eller et stykke over pensionsalderen. Ingen af os får penge for at sidde til møde fredag aften – vi gør det allesammen fordi vi synes det der med verdens fattigste både er vigtigt og interessant.

En gang om året starter vi med middag, hvilket i de senere år har gjort møderne særligt udfordrende for mig, fordi jeg bliver så tipsy af det glas vin, jeg drikker under maden, at jeg bruger den første time af mødet på at blive ædru. Temmelig patetisk – og også ret trist for den, der drømmer om at drikke drinks (dvs. mere end en) på Kastanien Alle i Berlin om føje tid…

Som sagt er der ingen ussel mammon involveret – det gir vi til de fattige, selvfølgelig (eller latte og sandaler). I stedet får vi lov til at sidde og kloge os på dette og hint – og jeg mener virkelig kloge os, lige så meget som jeg mener dette og hint eftersom der både er dem, der trækker de tunge teoretiske skyts op ad tasken, dem der godt kan lide at høre sig selv snakke (mig blandt andet), og dem, der med største ildhu kaster sig over tegnsætning og sætningskonstruktioner i hver eneste tekst, der bliver lagt foran dem.

Da tågerne langsomt lettede i mit hoved i fredags, gik det op for mig, at mens vi sidder og snakker og snakker, så glorierne næsten skygger for udsynet, har vi allesammen faktisk kun en ting i hovedet; nemlig os selv. For hver gang en af os blev færdige med at tale, skete der præcis det samme: Det selvtilfredse smil og så det slet skjulte håb om, at nogen vil anerkende vores guldkorn.

Så der sad vi 40 voksne mennesker og ventede på at få ros af læreren, præcis som i skolen – også selvom vi godt vidste, at der slet ikke var en lærer. Og så undrer man sig over, hvorfor ens børn hele tiden råber: Se mig!

med emneordet
24. april 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Sandheden

Man ved, man er mor…

  • når man skal ringe til nogen og finder kontaktpersoner som P:-)tptl og T52atkt5mdmwnwm i sin telefon.
  • når man finder to tigere i sin taske.
  • når man har brugt sin handske til at tørre næse på sit barn og en uge senere undrer sig over, hvorfor handsken er helt klistret sammen, når man prøver at tage den på.
med emneordet
19. april 2010
Skriv en kommentar
As if, Sandheden

Kære i Kristus

Jeg har fået en mail, som kommer til at sætte nye standarder for, hvordan jeg forventer folk henvender sig til mig – også selvom du ikke har 2.500 dollars at dele ud af.

Med venlig søster i Kristus

Kære i Kristus,

denne e-mail, som du gør maj den gode Gud velsigne dig i Jesu navn

Vi hilser Dem på vegne af vor Herre Jesus Kristus, vor Herre, at jeg er fru Lilian Morgan Republik Kuwait, hvor jeg var sammen med Mr. Steven Morgan, som arbejdede med Kuwait ambassade i Elfenbenskysten i ni år, før han døde i 12 / 01/2009 . Vi blev gift i elleve år uden et barn. Han døde efter kort tids sygdom, der varede kun fire dage. Før sin død var vi begge født på ny kristen. Siden hans død besluttede jeg ikke at gifte sig igen eller ikke får et barn uden for mit hjem, over for hvilket Bibelen er.

Da min afdøde mand var i live, han deponerede beløb på 2,5 00 $ millioner dollars af statens tiltrådte en bank i Abidjan Cote d’Ivoire Vestafrika. I øjeblikket disse penge stadig befinder sig i banken. For nylig, min læge fortalte mig ikke til at tage de næste otte måneder som følge af kræft problem.

Enhver, der generer mig mest, er min køresyge. Vide min tilstand besluttede jeg at donere denne fond til en velgørende organisation, der vil bruge disse penge den måde jeg vil mandar vedlagt. Jeg ønsker en organisation, der bruger denne fond til børnehjem, skoler, kirker, enker, at udbrede Guds ord og stræber efter at Guds hus er vedligeholdt. Bibelen gjort os til at forstå, at “salig er den hånd, der giver.”

Jeg tog denne beslutning, fordi jeg ikke har nogen børn, der vil arve dette penge, og min mand familie er ikke kristne, og jeg ønsker ikke min mand bestræbelser på at blive brugt af folk, der ikke tror på gud.

Jeg ønsker ikke en situation, hvor disse penge vil blive brugt i en djævelsk måde. Det er derfor, jeg tager denne beslutning. Jeg er ikke bange for døden derfor ved jeg, hvor jeg går. Jeg ved, at jeg vil være i brystet af Herren. Den Exodus 14 v 14 siger, at “hr. kampen min sag, og jeg vil gennemføre min fred.”

Jeg behøver ikke nogen telefonisk kommunikation i denne forbindelse på grund af mit helbred dermed tilstedeværelsen af min mands familie omkring mig altid. Jeg ville ikke have dem til at vide om denne udvikling. Med Gud så alt er muligt. Så snart du modtager dit svar, jeg vil give dig kontakt banken i Abidjan Cote d’Ivoire Vestafrika.

Vi offentliggør også et brev, at du forsøger den nuværende modtageren af denne fond fra Justitsministeriet, Cote d’Ivoire. Jeg ønsker dig og kirken altid rogaran for mig, fordi Herren er min hyrde. Min lykke er, at jeg levede et liv værd en kristen.

Hvem ønsker at tjene Herren skal tjene ham i ånd og sandhed. Vær altid bede sammen med alle dine liv. Du kan kontakte e-mail ovenfor, skal enhver forsinkelse i Deres svar vil give mig hjemmesiden på sourcing anden kirke for dette samme formål. Sørg for at handle i overensstemmelse hermed som angivet nedenfor.

De vente med at modtage dit svar hurtigst.

Fortsæt i Herren velsignet.

Med venlig søster i Kristus,

Søster Lilian Morgan

med emneordet , ,
6. april 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Skoleret

Jeg gjorde det virkelig i den bedste mening. Promise. Kun det bedste er godt nok til mine børn. Det siger sig selv. Selvfølgelig har de små genier fortjent creme de la creme i alle livets forhold. Næsten ingen slik. Slet, slet ingen sodavand – onde, onde sodavand. Parabener? I think not. Og øko-alt muligt, ja det gir sig selv.

Ok, jeg indrømmer, at jeg ikke har tjekket op på alting. En del beslutninger tages jo også ud fra min uovertrufne moder-intuition og fingerspitzgefühl. I min alder og med fire år som mor har jeg trods alt også en del erfaring at trække på.

Så jeg har selvfølgelig ikke det mindste imod de årlige kontrol besøg hos læger og tandlæger. Mig? Præmie-moren? Hvad skulle jeg frygte?

Indtil i dag hos tandlægen – Halfdans første besøg. Sååå dygtig, kravlede op i stolen, åbnede munden. Alt var perfekt inkl. sutteoverbidet. Skyndte mig selvfølgelig at sige (hvad sandt var, for jeg kunne ikke finde på at lyve over for myndighederne), at han selvfølgelig kun bruger sut, når han skal sove eller er meget ked af det (og når han ser fjernsyn, og når han leger ovenpå hvor sutterne ligger og når forældrene er lidt trætte, men der er jo ingen grund til at gå i detaljer – pointen er at han stort set ikke bruger den sut).

Bagefter fik han en ballon, en tandbørste og en lille tube Zendium tandpasta.

– Bruger I børnetandpasta derhjemme, spurgte tandlægen.

– Ja, det gør vi selvfølgelig, og det er sådan en øko-en, svarede jeg selvsikkert.

– Uden flour!

– Ja!, nu totalt selvsikker for flour kan vi ikke lide.

Sur – nej, måske snarere skuffet tandlægemund.

– Ja, de er jo blevet utrolige populære de seneste år. Desværre ser vi også, at børn, som ellers får sund kost, kommer og har utrolig mange huller. Og det er altså fordi de bruger tandpasta uden flour.

Slemme, slemme mor, som nu ikke kan finde ud af om øko-valg går forud for farverig Postmand Per-tandpasta med wunder-nul-huller-middel…

med emneordet , ,
11. marts 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Aih, I er sgu søde

5.127 gæster på bare to måneder. Helt ærligt. Hvad faen ska vi med gækkebreve, julehilsner and what not, når man i stedet kan hælde sin ord ud over så mange mennesker på en gang – og samtidig spare portoen.

Hvis nu jeg var en af der seje håndarbejdsdamer, havde jeg straks kvitteret for jeres tilbagevendende opmærksomhed med et trendy stykke broderi eller noget. Nå, men det er jeg jo så som bekendt ikke.

Desværre har jeg ikke andet at kaste i grams end friskbagt rugbrød og en 10 år gammel historiebog om Thailand (hvilket jeg minder mig om, at den skal jeg nok have pillet af mit cv ved lejlighed – svarer jo efterhånden til at skrive at man sad i elevrådet i 9. klasse).

Så for ikke at tvinge jer ud i et gaveræs, som I dybest set ikke er interesseret i, lover jeg jer til gengæld more of the same. Ord, ord, ord. Stay tuned for more news on nothing…

med emneordet , , ,
21. februar 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Nyttemaksimering

Nu begynder det at ligne noget…

Fordelen lige nu er, at man kan få børnene til at hjælpe (med noget der rent faktisk er en hjælp) uden modydelser – bare fordi det er hyggeligt at være sammen, eller fordi det på mærkværdigvis er lykkes at gøre fx støvsugeren så attraktiv, så det i sig selv er en belønning at røre ved den. Ligesom det at blive sendt i kælderen efter toiletpapir er at sammenligne med en tur i tivoli…

Til gengæld er hjælpen ikke altid så pålidelig, fordi man ikke kan være sikker på de gider hjælpe, når man har brug for det (eller ikke selv gider), eller at de fuldfører opgaven, fordi de undervejs bliver hvirvlet ind i en eller anden sindssyg tiger- eller krokodille-leg.

Men snart kommer det kommercielle aspekt ind i billedet, og så bliver det for alvor sjovt. For med lommepenge som lokkemiddel kan man jo også stille krav til kvaliteten og omfanget af opgaven. Første opgave der står foran udlicitering her er badeværelset…

med emneordet , , ,
14. februar 2010
Skriv en kommentar
Sandheden

Memory lane

Skulle egentlig bare (eller bare er så så meget sagt eftersom det har taget mig det meste af et år efterhånden) have fremkaldt nogle billeder – sådan lidt show off til opslagstavlen fra ja det seneste år bliver det så…

Men så kom jeg til at bladre i billederne fra før vi fik børn, hvilket føles som et liv siden, men det er altså kun fire år, og så blev jeg lige ramt af gamle minder og nej-hvor-så-jeg-godt-ud-dengang (læs tynd og mindre træt). Og jeg er da ikke for fin til at dele et par billeder fra den sidste tur som Casper og Suzette (med fem mdr. gamle Carla i maven). Der er sgu da meget pænt i Sydafrika…

Så blond og solbrun (stadig med god samvittighed) og fuld af ungdommelig friskhed (ak ja, at leve i lykkelig uvidenhed om a-barnets ankomst og energiniveau).

Men jeg har stadig ikke fået bestilt billeder, og nu er der vist en anden der skal se Vinter-OL eller noget…

5. februar 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Bazarkaffe

Da jeg efter 10 år flyttede fra vidunderlige Vesterbro til landsbyen Islands Brygge, savnede jeg mere end noget andet min grøntsagsmand nede på hjørnet. Ofte cyklede jeg en tur til Vesterbro bare for at besøge min gamle mellemøstlige frugt og grøntmand – og også lidt for at få billige tomater, overmodne ananas og et glas lime-gulerods-ingefær-pickles, som jeg aldrig fik spist, men som så godt ud i køleskabet, hvis hele Feldthaus-cirkusset skulle komme forbi og gætte min bolig (as if eftersom jeg hverken er kendt for at kunne synge, danse eller ride dressur – eller for at være kendt overhovedet).

I den del af provinsen, hvor jeg bor nu er der havudsigt, men ingen eksotisk, palæstinensisk-tyrkisk-syrisk- inspireret grøntsagspusher – og en cykeltur til Vesterbro er at betragte som en sommerferie-aktivitet (for cykelentusiaster).

Heldigvis kan jeg indimellem få et lille fix. For bag min arbejdsplads ligger en bazar (og det er ikke et navn, jeg har fundet på), hvor man både kan købe frisk koriander (det kunne man så aldrig hos min connection på Halmtorvet), frosne falafler og kæmpestore caffe latter (I like). Så kan man lige sidde der og drikke kaffe og få et skud af sit gamle liv, inden man skal hjem og smøre madpakker.

med emneordet , ,
24. januar 2010
1 kommentar
Sandheden

Er jeg med i skjult kamera?

Vi bruger ikke høreværn hjemme hos os, men det burde vi nok, for jeg er helt sikker på at vi for længst har overskredet Arbejdstilsynets grænse for hvor meget støj der må være i private hjem (og hvis ikke de har lavet sådan en anbefaling, synes jeg de sku gå igang snarest, for det er formentlig en af de væsentligste grunde til forældres momentane sindssyge)… Nå, men jeg ved ikke, hvordan det er lykkes os at opforstre 2 stk. børn, der tilsammen kan skabe så meget larm, at jeg til enhver tid ville foretrække en skinger dødsmetalkoncert frem for de 2 ud 4 søndag formiddage, hvor lydniveauet når nye højder.

And believe you me, jeg har prøvet at råbe ligeså højt som dem for ligesom at illustrere lydniveauet (didn’t work), har prøvet at sætte noget stille musik på for at skabe den der hey-hvor-har-vi-det-rart-stemning (didn’t work), har prøvet at ignorere det i håb om at det ville gå over af sig selv (didn’t work at all)…

Og så er der den sure mor med øjenbrynene placeret helt omme i nakken tilbage. Ikke lige det billede jeg havde af mig selv og min kommende familie dengang på en bro i Cambridge, da vi besluttede os for at sætte børn i verden, men synes heller ikke ligefrem det flød med advarsler om det virkelige familieliv i det biblioteket af pjecer og hæfter, man har tasken fuld af som kommende mor og nybagt forældre.

Jeg er seriøst ved at være moden til at spille familiecase i et af de der se-hvor-ringe-de-andre-forældre-er-vi-henter-en-ekspert-ind-programmer tirsdag aften. Send bare hele styrken nu vi er igang

← Ældre indlæg
Nyere indlæg →