Åh, det her det er sjovt! At se sig selv i ord. Prøv selv på wordle.net
Åh, det her det er sjovt! At se sig selv i ord. Prøv selv på wordle.net
I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.
Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:
Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.
Sikke dejligt der er ude på landet. Eller nede i Egypten. Eller hvor det nu er de flyver en hen, når man har tastet solskin og ferie ind i Google.
Solen skinner. Himlen er blå. Vandet lunkent. Maden marineret i olie. Og nætterne iskolde, men det gør slet ikke noget, for der er nogen, der redder ens seng og lægger håndklæderne pænt på solstolene og vasker de beskidte tallerkener og og spiller Uno med mit damp-barn seks timer om dagen. Og alt det, man køber skriver man på regningen, så det ikke føles som om man bruger en krone – før den sidste dag. Hvad med mere vil du have? Jeg spørger bare?
Jeg var ellers meget tæt på at mane mig selv op i det sure hjørne. Først kom jeg nemlig til at tage en andens computer i security i lufthavnen. Det blev ham den svenske ejer sådan set ret så sur over, da han passede mig op inde i parfumeafdelingen (selvom jeg prøvede at forklare ham, at det jo også var ret heldigt for mig at han havde opdaget det). Senere tog det 350 år at komme igennem paskontrollen i Charterland, med mindre altså man ville betale for at stå i VIP-køen. Og det ville vi så ikke, så vi ventede og svedte i vintertøjet og hev vores mest overskudsagtige forældrefigur op af lommen. På hotellet var der selvfølgelig en dame, der ved en fejl tog vores kuffert med til freaking Luxor. Så gik jeg over gaden for at købe en tandbørste, en løbepromade og en deodorant, the essentials, og blev tørret noget så grundigt af charter-apotekeren, der sjovt nok næsten ikke forstod, hvad jeg sagde. Dyyyyb indånding.
Men så blev det morgen dag 2 og så skete der dette:
Og da vi nåede den sidste dag, var det så fint, at vi også havde nået mætningspunktet for, hvor længe man kan opholde sig på det samme hotel, spise den samme mad og sove med hovedet på 30 cm høje hovedpuder.
Jeg læste 1½ bog på den ferie, for så store er mine børn nemlig nu. Jeg var ikke på nettet en eneste gang. Jeg sendte kun 5 sms’er. Og jeg tog ingen billeder. Det må siges at være noget af en uskik, så den allersidste aften lige inden solen gik ned, hev jeg mine børn med ned på stranden og tog idylliske billeder af legende børn med blå himmel og Det røde hav som baggrund. For sådan kan der også se ud i Charterland, hvis altså man gider at bevæge sig uden for hotellets svingdøre – og det gjorde vi så ikke. For det er ikke det der er meningen med den slags ferie. Hvis du spørger mig.

1. At de aldrig sætter deres lys under en skæppe, og derfor med stor overbevisning siger ting som: For jeg ER jo Superman!
2. At de aldrig spilder tiden, og derfor springer ud af sengen og starter dagen med et: Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg skal lave, hvis jeg er den eneste der er vågen!
3. At de er detaljerorienterede og gode til at sætte ord på observationer som: Hans far er jo ikke så høj. Han er mest tyk.
4. At de er gode til at huske og ikke for fine til at stille spørgsmål som: Nå, men er det her så den fødselsdagsgave I skylder mig?
5. At de er gode til at læse andre og ikke har en øvre grænse for, hvor meget candyfloss man kan kaste ud over en afskedsseance, og derfor siger ting som: Jeg-elsker- dig-mor-du-er-den-sødeste-mor-der-findes-og-jeg-elsker-dig-så-meget-og-synes-du-er-meget-smuk-og-den-dejligste-jeg-kender-farvel-smukke-søde-mor.
Aih, hvor gad jeg egentlig godt være sådan her:
| Kids Who Are Gift-less are Gifted
Posted: 06 Dec 2011 09:50 AM PST Post written by Leo Babauta.When I wrote about my family doing the No New Gifts Holiday Challenge, I received a couple comments that I was a Grinch:
and
While I was touched by the concern for my kids, I am not worried:
The reaction of my kids when I talked to them (once again) about not buying presents? They completely understood my anti-consumerism reasoning, and they were excited to come up with new ideas. Honestly. I was really proud of them when I sat down with them (individually and in groups) and talked about these ideas — they didn’t look disappointed at all, they in fact happily thought of some cool things we could do together. Some ideas they’re excited about doing this Christmas instead of buying new gifts:
And this is just the start of the ideas we’ve come up with. Sure, buying gifts is a holiday tradition — but is it the only possible tradition? Can’t we create new ones? My kids are not deprived. In fact, I think our family is very lucky, and I hope to show others that creativity, fun, giving, and family bonding are amazing things that you can do without being a participant in the usual consumerism. |
Bunken med bøger, jeg SKAL/VIL læse NU, vokser og vokser og vokser. For der er jo ikke timer nok, vel?

Jeg bedriver en lille nebengeschäft som husanmelder for Betty Nansen Teateret, og denne gang var jeg mere end begejstret. Læs her hvorfor:
Han kigger ud på os. Henover os. Lader sig suge ind i sit maleri. Ind i den røde farves mangfoldighed. Med smøgen som sin tro følgesvend. Han trækker røg ned i lungerne, og kniber øjnene sammen. Lægger hovedet på skrå. Mens han ser. Beskuer. Iagttager. Som om han ser det hele for første gang. Selvom maleriet er hans eget. Selvom han selv har lagt den røde farve med netop de strøg, der nu viser sig for ham. Han er tilfreds med det han ser. Måske. Og da hans nye, unge assistent Ken træder ind i rummet, trækker han ham hen foran maleriet. Tvinger ham til at se. Og til at sætte ord på det, han ser. Men det er svært. Både fordi Kens øje endnu ikke er trænet i at se på kunsten med kunstnerens øjne, og fordi hans mester, maleren Mark Rothko, ikke lader ham se med sine egne øjne, men hele tiden forsøger at fortælle ham, hvad han skal se. Og fordi det er svært at være mere end én i rum, hvor malerens ego gennemsyrer alt. Alt. Selv lægger Rothko ikke skjul på, at det er sådan det er. Alt i dette rum handler om mig. MIG! Ordene nærmest spyttes ud i hovedet på den intetanende assistent, der forsøger at skabe mening både i kunsten og i det absurde ansættelsesforhold, han er havnet i.
Intet andet eksisterer end maleriet! Rothko brøler sig gennem sin rablende monolog, hvor alt er et udråbstegn. Assistenten, der spilles tøvende sikkert af Thure Lindhardt, forsøger at holde begge ben på jorden, mens han gang på gang bliver blæst bagover af Flemming Enevoldsens maniske og mageløse kunstner. Og ikke bare er han kunstner, han er selve inkarnationen af kunsten, forstår man. For han tilhører den generation, der væltede kubismen af pinden og viste verden, at kunsten er andet og mere end figurative elementer på et lærred. Og det var et opgør, der var på sin plads, forstår man. For Rothko tordner løs mod de generationer af malere, Rembrandt, Picasso, Mattise, som han står på skuldrene af. Kunsten er en konstant tilstand af disharmoni mellem fornuftens kraft og det mirakuløse, råber han, så den unge assistent må dukke sig for ikke at blive slået af hvert eneste ord, der kommer ud af den flegmatiske læremesters mund. Kunsten er et smertefuldt møde både for kunstneren og for beskueren. Sådan skal det være. Sådan er det.
Men for Rothko er det også noget andet. Noget meget mere banalt, og det er der kampen står. For selvom Rothko for længst er blevet anerkendt for sin kunst og tjener gode penge på sit talent, så er han alligevel blevet forført af sin egen forfængelighed. Han har sagt ja til at male fire malerier til jetsettets nye in-sted, restaurant Four Seasons, der ligger i toppen af en nybygget skyskraber i New York. Han, der foragter de nye popkunstnere som Warhol og Lichtenstein for at give folk det, de vil have, i stedet for at udfordre dem. Ligegyldige sofastykker, kalder han deres værker, mens han stædigt fastholder, at hans værker til Four Season er alt andet end det.
Selvfølgelig lurer vanviddet under overfladen. Snart råber den store kunstner, snart kaster han hidsigt og ustoppeligt med malerbøtter og pensler efter sin assistent, og snart slår han en rablende latter op, der er mere uhyggelig end raseriet. Og lige der, hvor jeg begyndte at tænke, at Thure Lindhardts KEn bare var en statist, en væg at spille bold op af, lige der, slår Lindhardt til og træder i karakter. Og det er det, der er så fantastisk ved ham, at hans smukke uspolerede ansigt gang på gang narrer en med sin sødme. Efter to år får Ken endelig nok og så vælter sandhederne ud. Verdens dyreste sofastykker, kalder han Rothkos bestillingsarbejde og fortsætter med at stikke sine sandheder ind alle de steder, hvor det gør mest ondt.
Og det er det, der bærer stykket igennem. De hæsblæsende monologer, hvor der mumles og grines og råbes og skriges, mens sveden hagler af den store kunstner og hans assistent. De er et fantastisk makkerpar, Enevoldsen og Lindhardt, for de kan begge forføre publikum, så man et øjeblik glemmer, at det bare er en scene, et nedslag, en fortælling og intet andet. De spiller som død og helvede, og måske Enevoldsen især, der fylder Rothkos store ego ud uden tøven. Han tager det meste af scenen, fordi det er sådan det må være, mens Lindhardts assistent må tage til takke med den sparsomme plads, der er tilbage, når mesteren trækker vejret eller kortvarigt forlader atelieret.
Hen imod slutningen taber stykket lidt pusten, for der skal findes en udgang, en afslutning. Og den ligger måske ikke helt lige for. Det er svært at komme fra hæsblæsende til klapsavler på to minutter. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere smækken med dørene. Et sidste brøl fra Rothko. Et udråbstegn, som rungede godt i salen bagefter. I stedet bliver det til en stille resignation, som ikke er helt overbevisende.
Jeg er sat i verden for at få dit hjerte til at holde op med slå, siger Rothko, da han skal forklare Ken, hvorfor han er kunstner. Og der var faktisk et øjeblik, hvor mit hjerte stod helt stille. Hvor jeg ikke trak vejret. For slutningen til trods så er det umuligt ikke blive suget ind i Flemming Enevoldsens og Thure Lindhardts betagende kammerspil og den euforiske fortælling om kunstens nerve og tragedie.
Jeg burde måske forklare, hvad jeg fik tiden til at gå med i Thailand. Men nu taler alting for sig selv i stedet, og det er bedre. For jeg var nemlig så heldig at få lov til at være den voksne på en tur, hvor der slet ikke var brug for voksne, fordi jeg var af sted med seks unge, som var så seje, at de klarede sig fint ud mig.
Når der går Kongerne af Marienlyst-depression i forestillingerne om, hvad fremtidige generationer dog kan bidrage med, så er det godt at blive begavet med de mindre sensationslystne fra samme generation.
Jeg er fuld af beundring og begejstring – og faktisk en lille smule mormor-agtig rørt over, hvor fantastiske de hver især er. Fremtiden er deres – og den er lys. Just saying.
Listen over løfter, der ikke blev til noget er lang. Men jeg trøster mig med, at vi stadig har Johanne (og Per Clausen – tak for den til åbningsdebatten igår, Mr.), og at SF vel snart har nået den bund, som De radikale ramte for år tilbage og derfra må det gå fremad.
Men det her er noget, der bliver til noget: Øremærkning af barsel til mænd.
About bloody time.
Så tillykke til alle jer fædre in spe. Snart får I ret til at være sammen med arvingen. En ret vi andre (altså kvinderne) har haft i årevis. Et vigtigt skridt for at sikre lige vilkår for alle uanset køn. Hurra.
Se, hvad jeg fandt i lommen på en gammel cowboyjakke, som jeg har overbevist mig selv om, er topsmart. Igen. Blå Sorbits. Jamen, det er jo verdens bedste tyggegummi fra dengang V6 var for tandlæger og Stimorol noget fra 80’erne.

En dag var den pludselig væk Sorbitsen. Jeg forstod aldrig hvor den blev af og har ikke spist tyggegummi siden. I protest.
Der er tre stykker tilbage. Mindst holdbar til 170507. Oh, I miss you…
(Den brune var ellers også god.)