Sindssyge bøger

Standard

Det er mange år siden, jeg læste Einar Mar Gudmundssons Universets Engle. Nu har jeg læste den igen og grüss Got, det jeg er stadig vild med den bog. Faktisk er den næsten blevet bedre . Muligvis fordi jeg er blevet ældre. Noget med dybde og erfaring og man har alligevel set et og andet. Den slags. En fin og meget gribende historie om en mand, der mister forstanden. universets-engle_137262   Historien bliver i øvrigt ikke dårligere af at blive filmatiseret. http://www.youtube.com/watch?v=T7Xtrj3UFB8 Og nu vi taler om sindssyge – om end i en anden, lidt mere stilfærdigt råbende form: Line- Maria Långs næsten nye bog Artiskokhjerte… Suk. Smuk og sørgmodig og fuld af kakelakker og et mildest talt aparte kærlighedseventyr i Paris. Det er virkelig min nye yndlingsbog. Jeg elsker at den er helt stille og på samme tid så voldsom og ustyrlig #lotsalove b-9788763831901-Artiskokhjerte---Line-Maria-Lang-p

Festen og De gyldne laurbær

Standard

tina-fey-amy-poehler-golden-globes-2014-2015-gifs-gifsfln

Det var nu alligevel en meget god fest, den der Laureatfest. Sådan med champagne og en lille tåre i øjenkrogen og dans til baren lukker.

Jeg var ellers meget tæt på at kaste håndklædet i ringen efter jeg kom op at slås med en utroligt lovende glimmerneglelak, der skulle have kastet et glamourøst slør ud over min debut på den røde løber.

Og der var da tidspunkter i løbet af lørdagen, hvor jeg udtænkte exit-strategier, når nu jeg strandede som the odd (wo)man out i et hjørne af festen. Men så trøstede jeg mig selv med, at jeg slet ikke ville få brug for en exitstrategi. Lykkelig er den ukendte, thi hun kan forlade festen i utide uden en sjæl vil undre sig over, hvor hun blev af.

Nåmenselvfølgeliggikdetsletikkesågalt. Til en start var jeg omgivet af gode forlagsdamer og en anden blogger in crime. Oh, den nervøse latter, da direktøren i sin velkomsttale nævnte vores tilstedeværelse. De sociale medier… ven eller fjende? Dernæst er jeg jo i den privilegerede position, at jeg faktisk kender selve festens hovedperson. Vi er måske ikke slyngveninder, men har dog alligevel kendt hinanden længe nok til at have en form for en fælles historie, som gør det trygt og rart at være i hinandens selskab. Så langt, så godt!

Og hvad skete der så til festen? Var der nogen, der kyssede på toilettet? Nogen, der kastede op i blomsterkummen? En eller anden forfattertype, der råbte lidt for højt? [trommesolo]

Jeg ville ønske, der var en håndfuld skandaler eller mere, jeg kunne spice teksten op med, men en af mere tungtvejende grunde til, at jeg ikke arbejder på Se & Hør er, at jeg er så eklatant dårlig til at opstøve skandaler og god sladder. Jeg hører det som regel først, når det forlængst er yesterday’s news. Så hvis der skete noget uhørt til den fest, don’t ask me.

Men altså der var gode taler (og god vin og kolde G&T  - det tæller også i min bog). Lisbeth Zornigs og Anne-Cathrines taler var de mest bevægende. 1000-vis af børn vokser op med svigt og overgreb i en eller anden form, og for mange har Forbandede yngel været et lille plaster på netop det sår. Der er andre, der har det som jeg. Det er værd at huske, ligesom det er værd, at litteratur “kan hele en sjæl”, som aftens Laurbærdronning sagde i sin tale. Hil dig, dame, for de kloge ord!

Det var en fin, fin aften. Rørende at se et menneske få den anerkendelse, hun fortjener mere end nogen. Fremtiden er lys.

Da Anne-Cathrines bog udkom, fik jeg et anmeldereksemplar med posten. Jeg slugte bogen på en weekend, og siden har jeg ikke set den. Bogen altså. Den er taget på turne blandt venner og familie og venners familie og families venner, og hver gang den er på vej hjem, er der en hånd, der griber den og giver sig til at læse. Så hvis du stadig ikke har læst Forbandede yngel, synes jeg, du skal gøre det nu. Det er formentlig hurtigere at bestille den på biblioteket end at låne den af mig.

forbandede yngel

Velkommen i min stue – om at stille sig selv til skue

Standard

I morgen kl. 7 har jeg en aftale med TV2 Nyhederne. Vi skal tale om min kronik og travlhed i børnefamilierne. Og så skal vi se, hvordan en tirsdag tager sig ud i Cirkus Frovin Sylvest. Jeg har selvfølgelig lyst til at rydde op og sætte vintergækker i vaser, inden de kommer. Men jeg sidder på mine hænder. For det handler ikke om pyntepuder eller friske blomster.

Der er sikkert nogen, der bliver sure (igen) og kalder mig forkælet (igen). Det er ok. Jeg ved godt, jeg er priviligeret. Jeg ved godt, det er en fase. Jeg ved godt, at om tre år er det hele glemt (for mit vedkommende). Jeg ved godt, at der er mange i Danmark, der har det meget værre end mig, og endnu flere i verden, der har det meget værre end børnefamilier i Danmark. Og jeg ved godt, det er meget vi selv kan gøre.

Kronik-Politiken

Min pointe er, at jeg er ved at løbe tør for ideer: Jeg kan fx slet ikke ikke kan forestille mig, hvordan vores liv hang sammen, hvis vi ikke netop var så priviliget. Hvis vores arbejde ikke var fleksibelt. Hvis ikke jeg boede et sted i Danmark, hvor huslejen ikke æder det meste af lønnen.

For mig handler det ikke længere kun om, hvad vi selv kan gøre. Dig og mig, hver for sig. Det handler om at skabe en ramme omkring familielivet, så det ikke bare er en fase, hvor det først og fremmest handler om at overleve. Det kan ingen af os gøre alene. Det må vi gøre i fællesskab. Ligesom vi som samfund skaber rammer om alle mulige andre dele af livet.

Det, der undrer mig mest, er vreden. Der er så meget vrede i debatten. Det forstår jeg stadig ikke. Børnefamilier må ikke brokke sig. “Du har selv valgt,” siger de vrede, og det er jo sandt for langt de fleste af os. Men betyder det virkelig, at jeg ikke må undre mig over, at balancen mellem familie- og arbejdsliv tilsyneladende er så svær at ramme for så mange? Betyder det, at jeg ikke må foreslå, at vi prøver at skrue livet lidt smartere sammen i de år, hvor de små har brug for os og fylder meget i vores liv? Betyder det, at jeg bare skal bide tænderne sammen og vente på det går over?

Vi ses i fjernsynet snart. Og indtil da kan du læse kronikken her (hvis du nu gik glip af den i oktober)

Der sidder en mand i et tog

Standard

Mand i toget trækker en murstensbog op ad sin blå REMA 1000-pose. Det en biblioteksbog. Jeg frygter ikke historiens dom hedder den. Han stiller en hvid vand fra Brugsen på bordet og ser indgående,  næsten overrasket, på min computer.

“Hvor får du strøm til den der?”

Jeg peger på strømstikket over mit sæde.

“Næh, det er smart.”

Jeg pakker mine høretelefoner ud.

“Skal du måske se en film?”

“Jeg skal høre musik, mens jeg arbejder.”

“Musik? Det er smart. Så kan du høre Mozart, mens du arbejder.”

Pause.

“Jeg tror også den er bærbar, min computer derhjemme. Bærbar… Det er egentlig et af de eneste ord, hvor man ikke bruger en engelsk betegnelse til den slags udstyr. Ja, jeg var da selv lige ved at sige portabel.”

Vi griner.

Så kommer billetkontrolmanden. Min belæste ven rejser på rejsekort.

“Det koster kun 14 kroner. Det er simpelthen så billigt. En almindelig billet koster 70. Bortset fra jeg ikke kan købe en almindelig billet på det her tidspunkt, for DSB kan kun sælge mig en rejse over Tølløse, selvom det tog slet ikke kører om aftenen. Man føler det næsten, som om man er med i en kafkask roman en gang i mellem.

Vi griner igen.

Jeg hører ikke Mozart, men Lana del Rey.

Jeg tror, han ville kunne lide hende. Jeg tror, han ville blive positivt overrasket over, at hun ligesom Mozart kan lægge stemme og stemning til hans kafkaske rejse tilbage til Vestsjælland, mens han vender sider i biografien om DSB’s generaldirektør under besættelsen.

“Fortsat god rejse,” siger han, da han rejser sig og stiger af i Slagelse.

Jeg nikker. Og smiler. “I lige måde.”

Hvor sørgelig må en godnathistorie være?

Standard

Den seneste tid har vi læst godnathistorier, der virkelig har trukket tårer. Fine, fine historier om børn, der mister. En bror. En mor. En der er meget tæt på, og historierne handler om tiden bagefter. Om tomrummet og om at finde en ny mening.

Brødrende løvehjerte

Brødrene Løvehjerte. Klassikeren, som jeg har glædet mig så meget til at læse for mine egne børn. Nu er de endelig store nok. Jeg hulkede mig gennem de første kapitler, og børnene holdt vejret, mens de to Løvehjerte-brødre står sammen i tykt og tyndt.

……………………………………..

Hole_Stian__Annas_himmel_LO_res_150_dpi_RGB

Stian-Hole_Annas-himmel_konkylien

Annas himmel. Jeg elsker Stian Holes børnebøger. Ikke mindst for hans smukke, eventyrlige og drømmende collager. Annas Himmel handler om Anna, der har mistet  sin mor, og nu er hun på vej til begravelsen med sine far. Hun er bare ikke helt klar til at tage af sted og sige farvel. Fin, næsten sprød historie.

……………………………………..

drengen-der-gik-baglaens_211909

Drengen der gik baglæns. Jeg har stadig til gode at se Thomas Vinterbergs Oscarvindende kortfilm. Men bogen, læs bogen med dine børn. Der er masser at tude over i historien, hvor Andreas mister sin storebror Mikkel. Andreas forsøger at fylde tomrummet ud ved at tale med Mikkel og ved at slå sig tre gange på brystet og undlade at træde på stregerne. Slutningen, hvor Andreas beslutter sig for at give slip på sin bror, var virkelig hjerteskærende. For mig i hvert fald.

Jeg elsker den måde bøger kan åbne for det, der er svært at tale om. Den måde tegninger, illustrationer og collager kan beskrive det ordene ikke kan. Jeg elsker at vi kan læse bøger sammen, som sætter spor både i dem og i mig.

……………………………………..

Ding dong super duper sing song (Sådan er kapitalismen…)

Standard

Hvor var du den dag SF gik i opløsning? Hvad lavede du den dag, staten solgte sig selv til en iskold kapitalfond, fordi sådan er det nu med penge. Man må tage dem, man kan få.

Jeg gik ud og drak en kop kaffe. Og prøvede et par støvler i cognacbrun læder (sagde ekspedienten). Jeg købte dem ikke, selvom de var sat ned fra 1.995 til 499. Det virkede ikke som den rigtige beslutning i den aktuelle politiske situation.

I stedet diskuterede jeg autencitet med nogen på Facebook. Hvem er det mest autentiske menneske, lød spørgsmålet. Nu ærgrer det mig, at jeg ikke svarede Bjarne Corydon. For han jo helt og aldeles kold i røven på en meget autentisk måde. Han egner sig godt til at herske over et fyrstedømme, hvor han ikke skal tage hensyn til hverken pøbel eller kritiske røster. Han kan bare halshugge dem alle sammen, fordi det er ham der bestemmer. Punktum. Jeg har en gang hørt ham fortælle vittigheder og få en hel sal til at grine, fordi han jo bare er sådan lidt kejtet dreng, der har fået lov til at nørde lidt med tal i Finansministeret. Det virkede til gengæld ikke specielt autentisk.

Og SF, de døde fordi de ikke var autentiske. Var det ikke sådan det var. Vi grinede af de gamle socialister i deres store sweatre, men i sidste ende var det vel socialisterne så mange af os længtes efter. Dem der ville noget mere end blot at lefle for de storkapitelen og de hurtige penge. Vi ville skabe et samfund med plads til alle – et samfund hvor vi fordeler ressourcerne efter en model hvor dem der har mest, giver lidt mere til dem der ikke har noget. Ikke fordi vi ville stjæle fra de rige, men fordi vi var nogen, der helst ville bo i land, hvor uligheden ikke vokser. Vi vidste at det var godt for alle, selvom dem med de højeste trækprocenter brokkede sig og truede med at forlade landet.

Derfor stemte vi på dem. På SF. Derfor hyldede vi Villy og hele hans følge af unge politikere, som nok skulle pifte partiet lidt op. Men så kom magten og spændte ben. Ingen talte om at forvalte magten, men kun om at sidde på magten. Det var der ikke så meget fremsyn i, og socialisterne måtte hele tiden gå på kompromis. Sådan er det, hvis man vil sidde på magten, sagde de. Og så gik de i opløsning.

Nu er der kun Enhedslisten tilbage, og dem er vi lidt bange for. For de er rigtige socialister. Og i deres principprogram står der noget om revolution. Det er der altid nogen, der bruger som en rød klud, når de kommer lidt for godt i gang ovre på venstrefløjen. Revolution? Er det virkelig det I vil?

Hvis du spørger mig i dag? Lige præcis i dag, hvor vi mod bedre vidende kastede en femtedel af statens energiselskab i hænderne på en af de mest kontroversielle kapitalfonde? Så er jeg faktisk ikke i tvivl. Lad bare revolutionen komme. Jeg er klar. Vil du se folk dø, spørger du? Selvfølgelig ikke, svarer jeg og ryster på hovedet, fordi du tænker, at revolution kun kan tolkes som en gentagelse af Den franske revolution. Eller den russiske. Død og ødelæggelse.

Den revolution, jeg længes efter, handler ikke om døde mennesker, men om tyndslidte systemer. Om et opgør med den blinde og naive tilbedelse af vækst som det eneste parameter, vi kan tage beslutninger ud fra. Om et opgør med det demokratiske dødvande, som betyder at politikerne ikke længere repræsenterer dig og mig, men først og fremmest sig selv. Om det visionsløse politiske klima, hvor alle tænker på magten, før de tænker på fremtiden. Vores børn. Den verden, vi overlader til dem. Og nu vi er i gang synes jeg vi skal kræve, at beslutninger ikke længere tages henover hovedet på befolkningen eller hastes igennem, som om vi er en flok uvidende får. Borgerinddragelse. Medindflydelse. Repræsentation. Fine ord at navigere efter i et demokratisk farvand.

Det er sådan set bare den revolution jeg længes efter i dag. I al beskedenhed. Jeg er ligeglad med, hvem du stemmer på – og hvordan du forestiller dig fremtiden. Bare du forestiller dig den, og har lyst til at kæmpe for den. Og diskutere den med os andre. Så lover jeg at lytte – også selvom jeg måske ikke er enig.

breaking you

Og til dig der ikke orker revolutionen, eller som egentlig synes det går meget godt, er her en lille sang, som ikke gør nogen fortræd. 

Hun kom her med jetfly
fra San Franciscos flower power by
Jeg fik ikke sagt noget
for hun stak næsen op i sky.

Hun var i ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det smarte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Jeg løb gennem byen
jeg søgte hver shop og tøjbutik.
For mig var det lykken
hvis jeg det samme udstyr fik.

Helt ægte ding dong,
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det smarte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Jeg ledte og spurgte
jeg blev nervøs for jeg fik nemlig stress.
Til sidst løb jeg hjemad
og syed’ selv mit flower-dress

Se mig i ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det smarte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Så gik jeg til party
helt sikker på jeg skabte sensation.
Hvad tror I der skete?
Jeg tror der var en million.

I ægte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det samme ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Der stod jeg i mit skønne ding dong
super duper sing song fini mini flower power tøj

Det var en rigtig dårlig ding dong
super duper sing song fini mini flower power tøj

Så jeg går aldrig mer i ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Det var en rigtig dårlig ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj.

Downey thank you

Gratis gummibåde til alle når Den store oversvømmelse kommer

Standard

Hvordan forklarer man klimaforandringerne for en 6-årig? Gør man overhovedet? Når nu han spørger? Skal man så ikke fortælle sandheden? Om hvorfor det er vigtigt at passe på naturen og miljøet?

Jeg løj ikke første gang han spurgte, og nu er det jo på alle måder for sent (både med at lyve og med at pynte på sandheden): Men hvornår begynder isen at smelte? Ikke lige nu vel? Vi er døde når vandet stiger, ikke?

Og sikke en dødssyg fremtid at overrække sit barn, når man må svare: Isen smelter nu. Og vandet stiger. Det går ikke hurtigt, men det stiger.

Hvad kan vi gøre ved det, spørger han.

Bruge mindre strøm, køre mindre i bil, flyve mindre. Den slags, men vi er nødt til at være mange der gør det, hvis vi virkelig skal gøre noget godt for naturen, svarer jeg.

Så hvorfor holder vi så ikke op med at køre i bil? Hvorfor cykler vi ikke bare? Eller tager toget? Vil han vide.

Det er ikke så simpelt, desværre, svarer jeg. Det er lidt som når Carla og dig ikke kan blive enige. Dem, der bestemmer i verden kan heller ikke blive enige. De vil ikke gøre noget, hvis de andre ikke også lover at gøre noget.

Det er da åndssvagt, når vi allesammen ender med at drukne, konstaterer han tørt, og jeg må give ham ret. Det er temmelig åndssvagt.

Hvor bliver der først oversvømmet? Og hvor skal alle de mennesker, der må flygte, så bo henne? Og hvad hvis de drukner? spørger han så. Alle burde have en gratis gummibåd, så de kan komme væk når vandet kommer

I morges, mens vi stred os gennem sneen på vej til skole, spurgte han:

Er du død, når oversvømmelserne kommer?

Ja, det er jeg nok, sagde jeg så.

Jeg gider ikke være her alene, når de åndssvage oversvømmelser kommer, sagde han. Jeg håber også bare jeg er død, når det sker.

Så, hvad siger I, leaders of the f****** world, sku vi ikke se, om vi kunne gøre noget ved de klimaændringer? Status quo er vel det mindst ringe, vi kan tilbyde vores børn. Og ellers gratis gummibåde til alle. De venter, børnene.

Rising water level

Image Credit: Flickr, go_greener_oz