Blomsterne og bierne igen – for de voksnes skyld

- Nogle af børnene i 3. klasse boller, sagde Miss C til mig, da hun begyndte i skole.

– Hvordan, spurgte jeg med påtaget behersket stemme.

– De kysser med tissekonen og tissemanden.

– Har de tøj på, spurgte jeg sådan lidt overdrevet henkastet.

– Øh ja, selvfølgelig. Havde du regnet med de var nøgne?

Og sådan går det når voksne beslutter sig for at indvie børn i reproduktionens hemmeligheder. Enten har de ikke lyst til at høre sandheden – eller også kender de den allerede. Vi tror hele tiden at børn er ude efter detaljer, når de i virkeligheden efterlyser de store linjer.

Emneord , ,

1/100 Troldtinden

Siden jeg nu (åbenbart) ikke har andet at give mig til, har jeg besluttet mig for at læse 100 bøger i 2015. Det er jo bare en bog sådan ca. hver tredje dag. Easy peasy. For ikke at spænde fuldstændig ben for mig selv, tæller også de bøger, jeg læser for mine børn med i puljen.

troldtindenTroldtinden af Ida Jessen

Årets første bog har jeg fået anbefalet, og vi er nu blevet helt og aldeles fan af Ida Jessens Troldtinden, som er den første historie af fire om Eva og Jan, der bor på en lille ø ud for Norges kyst. Eva er en ret sej pige med sin egen lille båd, som hun sammen med Jan tager på eventyr i. Der viser sig selvfølgelig at være noget meget mystisk ved øen Troldtinden, som de sejler ud til i hemmelighed. “Hende Ida Jessen er ret god til at skrive kapitler, så man lige får lyst til at læse et mere,” sagde Miss C. Så nu fortsætter vi med næste historie De døde skær. Vi skal jo også finde ud af om Eva og Jan måske bliver sådan rigtig kærester snart.

 

Emneord , , ,

Hvor går Bilbo hen efter Ringenes Herre og Hobitten?

På kontor selvfølgelig sammen med Gollum og Gandalf. “More so than a boss, I’m more of a chilled out entertainer.”

Emneord

Hej nye år (og alt det, jeg håber 2015 bringer)

Nå, nyt år. Så starter vi på en frisk med alt det vi ikke nåede sidste år. Jeg for min del kunne jo passende snøre løbeskoene mere en gang om måneden. Bare for at prøve, hvordan det er at dyrke regelmæssig motion. Det ville vel være passende for en kvinde, der har rundet de 40 og nu ser de fysisk mest vitale år ligge bag mig. Fra nu af gælder det bare om at krydse fingre og så mestendels sætte min lid til de bedste af mine gener. Man kan løbe fra meget, men tiden indhenter os alle til sidst. Så jeg satser alle mine nytårsforsætter på det sjove. Guld og glimmer, fest og farver, kulørte drinks og sherry i rigelige mængder. Det er det, jeg ønsker mig allermest af i 2015. Og hvis vi så kan krydre med nogle gode grin, mere ro til at læse og skrive og tid til at være mere sammen med alle de bedste mennesker jeg kender eller endnu har til gode at møde, så skal jeg ikke bede om mere.

Bevares, der er også klima i amokløb, forældede forestillinger om vækst og et folketingsvalg på vej. Alt det har vi lagt i hænderne på folk, der snakker mere end de handler. Det er så deprimerende som det kan være. Derfor må vi starte i det små med at dele mere, spise klogere og samtale mere om den fremtid, der ligger lige foran os. Jeg håber, at vi i 2015 bliver bedre til at tale sammen, at vi tør udfordre os selv og hinanden uden at kaste med sten og spytte på dem, der allerede ligger ned. Vi har brug for at løfte i flok og for at forestille os det umulige, hvis vi overhovedet skal kunne se vores børn i øjnene. Vi har brug for at gentænke det politiske system og for at genopfinde det repræsentative demokrati. Vi kan passende forud for valget hvile lidt ved saglige Hal Kochs ord fra 1946: »[Demokratiers] væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.«

Det er banalt måske, men ikke desto mindre: Det starter med dig og mig, os i fællesskab. Små dryp i det store hav. Bevægelser, der udfordrer det eksisterende. Samtaler, der åbner sig mod verden i stedet for at lukke sig om sig selv og den fortid, vi alt for nemt forfalder til at romantisere. Det nytter, hvis vi gør det sammen. I 2015 holder vi hinanden i hånden og husker på den Lille Prins’ møde med ræven. En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt. Det bliver et godt år.

lille prins

 

Emneord , , , ,

Kommentar: Forpligtende fællesskaber

I stedet for at råbe skældsord efter hinanden kunne det være mere givtigt, hvis vi sammen genopfandt det forpligtende fællesskab. Både i familien, mellem generationer og på tværs af ligusterhækkene

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende, lørdag den 16. august 2014

Det kræver en landsby at opdrage et barn. Bare ikke i Danmark. Her står forældrene alene med ansvaret. Helt alene. ’I har jo selv valgt at få børn.’ ’Hvad havde I regnet med?’ Sådan lyder modargumentet hver gang vi, altså os, den forkælede forældregeneration, forsøger at diskutere, hvordan vi kan skabe større sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv i Danmark.

Interessant er det, at vi har en strategi for, hvordan Danmark gennem ulandsbistanden kan være med til at styrke civilsamfundet i udviklingslande, mens ingen har tænkt på, at vi måske selv kunne have gavn af at tage vores egen medicin. Faktisk er det på høje tid, at vi begynder at diskutere, hvordan vi kan genoplive det lokale, forpligtende fællesskab.

Forestillingen om familien er i dag så indskrænket, at der kun er forældrene og deres børn tilbage. En lille lukket enhed på 1-2-4 voksne og lige så mange børn afhængig af, hvilken model vi hver især har valgt at gøre til vores. Bedsteforældrene har ingen forpligtelser, så snart de har udstået deres værnepligt og sendt deres eget afkom afsted. Alle over 60 har fortjent at tænke på sig selv først og fremmest. Til gengæld er vi, deres børn, heller ikke forpligtet over for dem. Vi skylder dem intet. Ha! Når de bliver gamle og plejekrævende, må de ringe til kommunen. Onkler og tanter figurerer slet ikke som en ressource, og fætre og kusiner er nogen, vi mødes med til gensynsfest en gang om året. Forældre føler sig stressede som aldrig før, men det er der ikke noget at gøre ved for i gamle dage var det meget værre, og når vi har reddet stormen af og bliver kastet op på stranden som forrevne skibsbrudne, skylder vi ikke nogen noget. Hver især har vi derfor mest af alt travlt med at gøre regnskab over, hvem der har eller har haft det hårdest, og derfor har ret til at få lov til at være i fred. Det er et sørgeligt syn på mange måder.

Der var en gang, hvor ’vores børn’ henviste til alle børn i kvarteret eller i gården. Nu hæfter vi kun den betegnelse på vores egne, familiens, børn. Vi har udelukkende ansvaret for dem. Og os selv. Vi tænker vores og taler måske henover hækken om dem lidt nede af vejen, men vi er påfaldende tilbageholdende med at invitere det forsømte barn indenfor. Jeg skal ikke blandes ind i noget. Så vi vender ryggen til kvarterets skæve eksistenser. Ellers tak. Not in my backyard. Vi vil ikke stå til regnskab eller skylde nogen noget, og med tiden er vi blevet så gode til at passe på os selv, at det lokale fællesskab er gået i opløsning. Med mindre du bor i et kollektiv eller et bofællesskab, hvor den fælles forpligtelse er skrevet ind i vedtægterne belemrer vi så vidt muligt ikke andre med vores børn. Vi har jo selv valgt at få dem, så det er jo ikke naboens skyld, at der er intromøde i skolen samme dag, som der er forældremøde i børnehaven. Derfor kæmper vi hver især for at få hverdagen til at hænge sammen så godt som muligt. Vi skynder på børnene og vrisser af hinanden, mens endnu en uge folder sig ud foran os – på legepladsen lader vi måske en ironisk bemærkning falde om, at det igen var en af de morgener, men vi gør det altid med et glimt i øjet. For ingen skal komme og sige, at vi ikke er kompetente, ansvarlige forældre.  Ingen skal tro, at vi ikke kan klare den selv.

Derfor er det så vanskeligt at diskutere nye løsninger for, hvordan vi kan skabe balance mellem arbejds- og familieliv. Ingen af os ønsker at blive involveret i mere eller tage ansvar for flere. Vi har enten reddet stormen af og har nu for travlt med golf og yoga, som alle ved er en menneskeret, eller også lider vi druknedøden i de rørte vande mellem bleer, vasketøj og søvnløse nætter. Bare ærgerligt, Sonny-Boy. Hvis du har et problem, må du sgu klare det selv, det gjorde vi andre, og hvis du virkelig er sådan en klynkemarie, må du ringe til kommunen (men først når du lover, at du aldrig mere bager speltboller til dine unger).

Det kræver en landsby at opdrage et barn. Jeg ville ønske, vi kunne starte der. At vi kunne genskabe de lokale fællesskaber, åbne dørene på vid gab og lade ungerne, også dem med det uglede hår og snotnæser, være velkomne alle steder. Jeg ville ønske, at vi ikke var så hårde ved hinanden. At vi var knap så skadefro og mere imødekommende. At vi i stedet begyndte at drage omsorg for hinanden. At vi rakte hånden ud mod småbørnsforældrene og stillede en gryderet på trappen eller tilbød at hente ungerne en lørdag morgen og være sammen med dem et par timer. Jeg ville ønske, at vi turde involvere os i stedet for at råbe ind i hovedet på hinanden: Det har du kraftedeme selv valgt, så nu må du bare tage det sure med det søde uanset hvor mange gange du er ved at segne undervejs. Jeg ville ønske, at vi ville begynde at se børnene som en fælles investering i fremtiden. Det vi giver, er det vi får tilbage, men så længe ingen af os giver noget, er der kun et rungende sort hul at råbe om hjælp ind i.

Emneord , ,

Farvel min ven – nekrolog over et usædvanligt venskab

Naboen og jegI sommerferien mistede jeg en ven. En af dem, der har kendt mig næsten altid. En af dem, man ikke kan forestille sig at være foruden. 37 års venskab blev det til. Ret præcist.

Han var 105 og et halvt, da han døde. Når man fylder 100, får de halve år igen betydning, fordi tiden er vigtig og mere porøs end nogensinde. Han tog det som en mand det med de 100 år. ”Det bliver min sidste fødselsdag. Nu gider jeg ikke invitere til fest mere. Nok er nok.” Han holdt sit løfte.

Vi mødte hinanden, da jeg var næsten tre. Det var sommer. Det er et af de minder, vi deler. Det første møde. Mig på gyngestativet, ham bøjet over jordbærplanterne på den anden side af hækken. Det var sådan samtalen startede mellem et lille barn og en gammel mand. Han havde mistet sin kone, solgt sit husmandssted og var flyttet til byen. Klar til en ny start. Jeg var flyttet ind i et hus, som min far selv havde bygget, og min mor var højgravid med min lillebror. Den sommer tog livet en ny drejning for os begge to. Han skulle vænne sig til at være alene, og jeg skulle vænne mig til at være storesøster. Vi begyndte at tale sammen i det små, om hvor tæt man egentlig kan komme på himlen på sådan en gynge, og om hvordan solvarme jordbær smager, når man spiser dem direkte fra planten.

Da jeg startede i skole, flyttede vi tilbage til min mors barndomsland. I det hus, hvor hun var født og vokset op. Vi boede bogstavelig talt derude, hvor kragerne vender. Lige der hvor asfalten sluttede og markvejen begyndte. Der var ingen nabo i baghaven, og slet ikke en, der lignede min. Selv nu 37 år senere omtaler jeg ham som Naboen. I bestemt ental. For mig har der aldrig været andre naboer end ham.

Hver sommer i de næste mange år, tilbragte vi en uge sammen. Jeg cyklede de seks kilometer, der var mellem mit hus og hans. Det føltes som en anden verden, når jeg krydsede den sidste bakke og trillede ind i hans indkørsel. Solen skinnede, som den altid gør i barndommens land, og jeg faldt hurtigt ind i hans genkendelige og trygge dagsrytme.

Morgenmad kl. 8 med Medova-te og to stykker franskbrød med smør og syltetøj. Så en gåtur, altid den samme tur, langs syrenhegnene med udsigt over markerne. Vi gik ud til enden af vejen og stod lidt og så ud over det bakkede landskab. ”Se,” sagde han og pegede på et syrenhegn et stykke ude. ”En gang var der en jernbane der.” Han bukkede sig ned og pegede hen over min skulder, så jeg kunne følge ruten henover markerne. I det fjerne kunne vi skimte havet. Det var store, uendelige vidder for et barneøje.

Hjemme igen lavede han middagsmad til os – jeg sad i vindueskarmen og kiggede på, mens han panerede det hakkede skinkekød fra Brugsen og stegte krebinetter og kogte blomkål og kartofler fra haven. Kl. 12, mens Rådhusklokkerne rungede fra radioen på radiatoren, satte vi os ved det lille bord i køkkenet og spiste i tavshed, mens Ole Emil Riisager læste nyheder op. Bagefter hældte vi friskplukkede jordbær vendt i sukker i dybe tallerkener og spiste dem andægtigt med rigeligt fløde.

Vi vaskede op sammen inden middagssøvnen. Fra køkkenvinduet kunne vi se blommetræet. Det var et Victoriablommetræ med store rødgule frugter. Plantet det år, han flyttede ind i huset. Det voksede meget hurtigere end mig.

Jeg lagde kabale og læste noveller i Familie Journalen, mens han sov. En gang lavede jeg en opskriftbog til mig selv. Hver eftermiddag den ferie klippede jeg opskrifter ud og limede ind i et hæfte til det bugnede af lagkager og ovnretter og 80’er-forretter. På midtersiden var en opskrift med kogt blomkål med hvid sauce og rejer. Det var den første ret, jeg lavede, da jeg flyttede hjemmefra mange år senere. Jeg kan stadig huske, da jeg lagde blomkålen i kurven i Netto på Frederikssundsvej, 2400 NV.

Om eftermiddagen kørte vi en tur ud i sommerlandet og så på kirker og gamle gårde og gravhøje. Han fortalte mig om gamle dage og om en verden, der en gang havde været meget lille. Selv havde han aldrig været længere væk hjemmefra end han kunne cykle. En sommer mellem 1. og 2. verdenskrig cyklede han op ad Hærvejen til han ramte Limfjorden, så cyklede han hjem igen. En anden gang cyklede han til København. Det tog 12 timer inkl. færge og frokostpause.

Når vi var på tur, havde vi en kurv med kaffe, hjemmebagt kringle og gul sodavand med. Nogle gange tog vi færgen til Tyskland og købte marsbarer og karameller i store poser og en flaske Gammel Dansk (”den er god til gaver”) og sukker (”der er altid nogen, der vil købe en pose”). Om sommeren sejlede færgen kl. to. Den dag sprang vi middagsluren over, så vi kunne nå frem og tilbage inden aftensmaden. Vi kørte hjem af de stille landeveje med solen i ryggen. Hjemme ved sofabordet spiste vi rugbrødsmadder med leverpostej og rullepølse og en ostemad til dessert. Efter maden spillede vi kort og så fjernsyn. Kl. 10 gik vi i seng. Sådan gik der hurtigt en uge.

Da jeg for tre år siden besøgte min ven, min nabo, var noget forandret. Han var træt på en måde, jeg ikke havde set ham træt på før. Udmattet. Mæt af dage. Efter frokosten bad han mig om at hjælpe ham i seng. Han kunne knap stå på sine ben, og jeg måtte hjælpe ham tøjet af, inden jeg puttede ham under dynen. Han var det mindste menneske. Skind og ben. Han tog min hånd, alle hans kræfter var samlet i den hånd, mens han med tårer løbende ned ad kinden så på mig. ”Tak.” Sagde han. ”Tak, fordi du kom i dag. Tænk en gang, hvor heldige vi to har været. Hvem skulle have troet, at vi kunne blive ved med at finde på noget at tale om.” ”Vi har været meget heldige.” Svarede jeg og lagde dynen ekstra tæt om hans kolde fødder.

Jeg var sikker på, at jeg sagde farvel til ham den dag, og jeg græd i bilen hjem. Og på en måde blev den dag vores afsked med det venskab og den fortrolighed, der knyttede os så tæt sammen. Kort tid efter kom han på plejehjem. Det forlængede hans liv med tre år, men jeg husker ham for det han var, og det vi havde, inden han druknede i plejehjemmets stillestående vand. Fra lænestolen, hvor han nu var parkeret, lignede alle dage hinanden. Han mistede orienteringen og interessen for det liv, som han ellers så grådigt havde grebet ud efter. ”Hvis nogen ville stille et glas med sovepiller på mit natbord, skulle jeg nok selv spise dem.” Sagde han en dag til mig. Jeg forstod ham. 1000 dage er længe at vente på døden, når man er klar til at sige farvel.

I starten af juli holdt hans hjerte op med at slå. Døden var udramatisk og nådig, som den skal være, når man har overlevet to verdenskrige og set finanskriser og forbrugsfester komme og gå. Når man har elsket og mistet og stået model til det meste. Når man næsten er det eneste menneske tilbage, man kender.

Det er vemodigt at give slip på sin ældste ven. Der er så mange minder, der forsvinder med ham. Så mange historier, der holder op med at eksistere, når der ikke er en til at lytte og grine, mens den anden fortæller. Så mange steder, som ikke giver mening, når de ses med to i stedet for fire øjne. Og i den seneste tid har jeg mærket savnet som en ny og ukendt følelse. Jeg savner ham. Det overrasker mig, at netop den følelse står så rent.

Jeg bar ham i min venstre hånd ud af kirken. Jeg holdt om kistens håndtag med et fast greb præcis som jeg husker det føltes, når han holdt min hånd, når vi gik tur. Jeg tænkte på dengang, jeg sad i vinduet i hans køkken med knæene helt oppe under hagen, og han grinede: ”Du er snart for stor til at sidde i det vindue.” Han klappede mig venskabeligt på låret, mens han sagde det. Alting har sin tid.

Vores venskab var et lille uforudsigeligt hul i universet. Et barmhjertigt stjerneskud. Jeg savner at sidde i det vindue. Jeg savner hans store, varme hånd, der holder fast om min. Jeg savner hans usentimentale blik på verden. Jeg savner. At sige farvel til et ældgammelt menneske er så rigtigt, som det kan være. At sige farvel til en ven er så vemodigt og ensomt, at det næsten ikke er til at bære.

Emneord ,

Sommerferielæsning 1: Det smukkeste, jeg har læst længe

Lea_hole_NATTEVAGT_MARKETING_FINAL_WEB-72-DPI_RGB

Den bedste børnelitteratur gør også voksne klogere, og sådan havde jeg det, da jeg læste Synne Leas sprøde digte til børn. Jeg elsker forfattere, der tager børn alvorligt og skriver til dem som mennesker snarere end børn.

Når mor græder, græder hun bare

fordi hun er glad, siger far.

Det er når hun smiler

at det er umuligt

at vide hvad hun tænker på.

Stian Hole (ham med Garman) har illustreret bogen, og hans billeder er som altid så poetiske og drømmende, at jeg får lyst til at flytte ind. Nattevagt er den fineste børnebog, jeg længe har læst. Den står på min ønskeseddel, og den burde stå på din også.

Først ler

min ven, så ler

jeg.

Så bliver latteren

lang nok.

Jeg kan vikle den

tre gange rundt om halsen,

og få den til at varme

den halve vinter.

Emneord , ,

Mig og Marquez

Jeg sidder i en kibbutz syd for Tel Aviv. Det er i efteråret 1993, få måneder før en højreradikal amerikansk-israelsk jøde skyder 29 palæstinensere og sårer 125, da han ene mand angriber en moske i Hebron på Vestbredden. Jeg forstår ikke helt, hvor anspændt situationen er i området. Det kommer først senere. Da jeg er tilbage i Danmark igen, mindre naiv og med det hele lidt mere på afstand. Jeg er lige fyldt 19 og er rejst til Israel alene. Det var sådan jeg forestillede mig livet efter gymnasiet. Rejse ud i verden alene.

I kibbutzen bor jeg sammen med en håndfuld danskere, et par canadiere, nogle amerikanere og ret så mange sydafrikanere. Vi er en umage flok.

Hver morgen ti minutter i fem står jeg op. Ti minutter senere møder jeg ind i i køkkenet, hvor jeg laver morgenmad. Den skal være klar klokken syv. Vi hælder hytteost op i fem liters skåle. Koger havregrød og æg og skærer forårsløg og salat og peberfrugt.

Jeg arbejder sammen med en sydafrikansk pige. Dale hedder hun. Hun er ligesom de andre sydafrikanere sendt til Israel af sine forældre. Hun er hvid, tilhører den pæne sydafrikanske middelklasse, som måske/måske ikke støttede op om apartheid.

Nu er det hele, måske, ved at falde fra hinanden, i Sydafrika forstås, og forældrene frygter at det første frie valg bliver startskuddet til et blodigt opgør med de hvide undertrykkere. Så galt går det langt fra, ved vi nu, men dengang var det bedst at være på den sikre side.

Dale ønsker sig et par træsko med hælkap og er overvældet over moden i Tel Aviv. Banalt måske, men når man vokser op i et af verdens mest lukkede lande, som Sydafrika på det tidspunkt har været, er der meget man ser for første gang.

Israel er ikke et valg for de sydafrikanske børn. Det er den eneste mulighed. Det eneste land, der ikke har bakket op om boykot og embargo. Israel er de hvide børns ven det efterår.

Selv er jeg bare sådan en happy-go-lucky ung dansk kvinde for hvem det langsomt åbenbarer sig, at verden er både stor og temmelig uforudsigelig.

I Israel rejser unge mænd og kvinde ud af landet for at undgå værnepligten. De drømmer ikke om at lade livet for kampen mod palæstinenserne. Flere af de sydafrikanske drenge har set ting hverken børn eller voksne bør se. De er fyldt til randen med følelser, som man ikke kan rejse væk fra. Traumatiserede er de vel mest af alt.

Om aftenen laver vi bål og spiller musik på en skrattende ghettoblaster, mens vi drikker israelsk vodka, som vi køber på ration i kibbutzens købmandsbutik. Vi bliver som regel fulde. Der er tit nogle af sydafrikanerne, der græder. Eller bliver vrede. Aggressive. Det er overvældende og uhåndterbart med alle de følelser og al den baggage de har med. Det er meget større end alt hvad jeg føler og har oplevet.

En aften er det for en gangs skyld et dansk par op at slås. De råber ad hinanden, og de græder. Mest ham. Til sidst kaster hun , en marmorfigur, vi har købt sammen i Egypten, i hovedet på ham. Han har et blåt øje næste morgen ved morgenmaden. De skal flytte sammen når de kommer hjem.

Jeg føler mig som en letvægter i selskab med de andre. Der er ingen voksne til at hjælpe os, når det koger over, så vi prøver at trøste og dulme vreden og angsten så godt vi kan. Det er meget mærkeligt at være vidne til og en del af. Men vi bliver også venner på en måde som jeg ikke siden har været venner med nogen.

Det er i kibbutzens lille undselige bibliotek, jeg møder Gabriel Garcia Marquez. Der er otte hylder med engelsksprogede bøger. Jeg må låne to ad gangen. 100 års ensomhed er den første rigtige roman, jeg nogensinde læser på engelsk. I starten går det langsomt. Jeg læser hver dag, når jeg har fri fra køkkenet og indtil det bliver aften. Jeg er færdig efter en uge og haster videre til Kærlighed i koleraens tid. Det er en magisk verden, der åbner sig.

Siden har jeg læst stort set alt, hvad Marquez har skrevet, men 100 års ensomhed er stadig min favorit.

Måske er det lyden og duften af en fremmed himmel, det storslåede temperament eller den måde ordene falder. Måske er det historien i sig selv. Den storslåede fortælling, som siden fik mig til at elske Åndernes hus (Isabel Allende) og den roman, der stadig ligger nummer på min private hitliste Midnatsbørn (Salman Rushdie).

I kibbutzen blev Marquez mit helle. Det sted, hvor nogle andre tog sig af de store følelser og vodkafester. Han var en pause og en lettelse, præcis som den bedste litteratur er det.

For mig vil Gabriel Garcia Marquez for altid være koblet til det efterår, den vinter, hvor solen lagde sig blødt over de røde barakker i min kibbutz. Hans romaner vil altid minde mig om det sparsomme lys fra mit natlampe og om de tidlige morgener med alt for lidt søvn i kroppen. For mig vil 100 års ensomhed altid være fortællingen om en rejse. Til et andet land. Hvorfra jeg kom tilbage. Lettet og beriget.

Emneord , , , ,

Sindssyge bøger

Det er mange år siden, jeg læste Einar Mar Gudmundssons Universets Engle. Nu har jeg læste den igen og grüss Got, det jeg er stadig vild med den bog. Faktisk er den næsten blevet bedre . Muligvis fordi jeg er blevet ældre. Noget med dybde og erfaring og man har alligevel set et og andet. Den slags. En fin og meget gribende historie om en mand, der mister forstanden. universets-engle_137262   Historien bliver i øvrigt ikke dårligere af at blive filmatiseret. http://www.youtube.com/watch?v=T7Xtrj3UFB8 Og nu vi taler om sindssyge – om end i en anden, lidt mere stilfærdigt råbende form: Line- Maria Långs næsten nye bog Artiskokhjerte… Suk. Smuk og sørgmodig og fuld af kakelakker og et mildest talt aparte kærlighedseventyr i Paris. Det er virkelig min nye yndlingsbog. Jeg elsker at den er helt stille og på samme tid så voldsom og ustyrlig #lotsalove b-9788763831901-Artiskokhjerte---Line-Maria-Lang-p

Emneord , ,

Festen og De gyldne laurbær

tina-fey-amy-poehler-golden-globes-2014-2015-gifs-gifsfln

Det var nu alligevel en meget god fest, den der Laureatfest. Sådan med champagne og en lille tåre i øjenkrogen og dans til baren lukker.

Jeg var ellers meget tæt på at kaste håndklædet i ringen efter jeg kom op at slås med en utroligt lovende glimmerneglelak, der skulle have kastet et glamourøst slør ud over min debut på den røde løber.

Og der var da tidspunkter i løbet af lørdagen, hvor jeg udtænkte exit-strategier, når nu jeg strandede som the odd (wo)man out i et hjørne af festen. Men så trøstede jeg mig selv med, at jeg slet ikke ville få brug for en exitstrategi. Lykkelig er den ukendte, thi hun kan forlade festen i utide uden en sjæl vil undre sig over, hvor hun blev af.

Nåmenselvfølgeliggikdetsletikkesågalt. Til en start var jeg omgivet af gode forlagsdamer og en anden blogger in crime. Oh, den nervøse latter, da direktøren i sin velkomsttale nævnte vores tilstedeværelse. De sociale medier… ven eller fjende? Dernæst er jeg jo i den privilegerede position, at jeg faktisk kender selve festens hovedperson. Vi er måske ikke slyngveninder, men har dog alligevel kendt hinanden længe nok til at have en form for en fælles historie, som gør det trygt og rart at være i hinandens selskab. Så langt, så godt!

Og hvad skete der så til festen? Var der nogen, der kyssede på toilettet? Nogen, der kastede op i blomsterkummen? En eller anden forfattertype, der råbte lidt for højt? [trommesolo]

Jeg ville ønske, der var en håndfuld skandaler eller mere, jeg kunne spice teksten op med, men en af mere tungtvejende grunde til, at jeg ikke arbejder på Se & Hør er, at jeg er så eklatant dårlig til at opstøve skandaler og god sladder. Jeg hører det som regel først, når det forlængst er yesterday’s news. Så hvis der skete noget uhørt til den fest, don’t ask me.

Men altså der var gode taler (og god vin og kolde G&T  – det tæller også i min bog). Lisbeth Zornigs og Anne-Cathrines taler var de mest bevægende. 1000-vis af børn vokser op med svigt og overgreb i en eller anden form, og for mange har Forbandede yngel været et lille plaster på netop det sår. Der er andre, der har det som jeg. Det er værd at huske, ligesom det er værd, at litteratur “kan hele en sjæl”, som aftens Laurbærdronning sagde i sin tale. Hil dig, dame, for de kloge ord!

Det var en fin, fin aften. Rørende at se et menneske få den anerkendelse, hun fortjener mere end nogen. Fremtiden er lys.

Da Anne-Cathrines bog udkom, fik jeg et anmeldereksemplar med posten. Jeg slugte bogen på en weekend, og siden har jeg ikke set den. Bogen altså. Den er taget på turne blandt venner og familie og venners familie og families venner, og hver gang den er på vej hjem, er der en hånd, der griber den og giver sig til at læse. Så hvis du stadig ikke har læst Forbandede yngel, synes jeg, du skal gøre det nu. Det er formentlig hurtigere at bestille den på biblioteket end at låne den af mig.

forbandede yngel

Emneord , , , , ,
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 582, der følger denne blog