Man må gerne græde over spildte børn

bogcollage

Vanen tror slog jeg et stort brød op, da jeg til en middag i januar annoncerede, at i 2015 vil jeg læse 100 bøger (åh, hahaha … but why). Jeg synes selv det lød ret realistisk, fordi jeg jo (næsten) hver aften læser for mine børn, og gode børnebøger tæller mindst ligeså meget som voksenbøger. Desværre skete der nærmest umiddelbart efter det, at vi begyndte at læse Harry Potter. Så nu er der kun mig og mine egne bøger tilbage.

Efter 3½ måned er jeg på 19/100 (?!?!). Her er de tre seneste – som jeg i øvrigt vil anbefale til alle.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr er helt ny og meget, meget fin. Jeg er ellers helt og aldeles færdig med 2. Verdenskrig. Ikke flere film. Ikke flere historier. Done. Over and out. Men Alt det lys vi ikke ser (som Doerr har skrevet på  i 10 år!) er både en bog om 2. Verdenskrig og så slet ikke. For den er måske mest af alt en bog om børn og deres drømme. En blind pige, der ser verden – og dermed krigen – i farver. Og forældreløse Werner, der elsker radioer, og tror han har fundet en genvej til lykken, da han bliver optaget på en af værnemagtens drengeskoler. Virkeligheden er både bitter og barsk, som enhver der er blevet voksen og kynisk jo allerede ved.

Det er ikke en historisk roman i traditionel forstand, og jeg elsker, at bogen ikke bare er fortælling, men også sprog, som man kan dvæle ved undervejs. Som fx sætningen ‘Far ryger så mange cigarettter, at han til sidst selv bliver til aske.’

Inden jeg læste Alt det lys vi ikke ser græd jeg til Monster af Patrick Ness. Det er vist egentlig en ungdomsbog, men hey, sorg og den vrede, der følger i halen på sorgen, behøver man ikke være unge for at forstå. Det er en tænderskærende historie om en dreng, der oplever ensomhed, sorg og vrede, som tre uadskillelige følgesvende, og om voksne, der tror de skåner barnet, som allerede ved mere end dem. Der skal et monster til at vise ham vej gennem virvarret, og den der ikke græder til sidst har et hjerte af sten. OBS! Tegninger i bogen er fantastiske – også selvom du slet ikke er sådan en der læser tegneserier.

Og i går slugte jeg så Felicia forsvandt af Felicia Feldt. Bogen blev kaldt et usentimentalt karaktermord på en af børneopdragelsesguruen Anna Wahlgreen. Da bogen udkom i 2011 nægtede Wahlgreen alt – og jeg forstår hvorfor efter at have læst hendes datters erindringsnedslag. For hvis bare en brøkdel af den barndom, Felicia husker, er sand, er det så gruopvækkende, at jeg slet ikke forstår, at Wahlgreen kan leve med sig selv, og det hun har udsat sine seks børn for. Det giver sig selv, at det ikke er opløftende læsning, men Felicia Feldt skriver godt og viser med sine spring i tid, hvordan oplevelser fra barndommen sætter spor længe, længe efter – og at uanset overgrebene er det svært at give helt slip på kærligheden til sin mor.

Og nu, tilbage til bøgerne, der er ikke et sekund at spilde. En bog hver 3. dag fra nu af, og så er jeg i mål.

Emneord , ,

Vi svigter de udsatte børn

De er ikke svære at få øje på, de udsatte børn. Alligevel er de overladt til sig selv, mens de langsomt går til grunde. Men hvorfor er vi egentlig så lang tid om at fjerne børn fra forældre, der åbenlyst ikke formår at tage vare på deres børn?

20150330_130635

Hun er bare 8 år gammel. En uge er hun i skole. En uge er hun ikke. Hun smiler, lidt reserveret, når jeg møder hende. Hun ved, hun ikke kan komme hjem, før hun har fundet sine sko, for der er ikke andre sko at tage på end dem hun har smidt væk. Og der er dage, hvor hun må spørge sine klassekammerater om de vil dele deres madpakke med hende, fordi hun ikke selv har nogen.

Det er en kaotisk historie om et barn, der midt i 2. klasse måske er på vej mod sit 4. skoleskift. ”Jeg vil allerhelst bare blive her. Jeg gider ikke starte på en ny skole igen,” sagde hun en dag til mig. Jeg er langt fra den klogeste i den sag, som hendes liv er i fuld gang med at udvikle sig til, men jeg er tæt nok på til at se, at her er et barn, vi burde tage os af før det er for sent. Et udsat barn bøjet i neon.

De rette foranstaltninger

Vi taler om barnets tarv, og om hvor vigtigt samarbejdet med forældrene er, men vi gør langt fra nok for at sikre, at alle børn kan vokse op i trygge omgivelser, hvor de voksne passer på børnene og ikke omvendt. Barnets Reform gjorde det lovpligtigt at inddrage og høre udsatte børn, men i praksis viste en undersøgelse fra 2014, at 39 procent af børnene hverken høres eller for alvor inddrages i beslutninger, der får store konsekvenser for deres liv.

Samtidig vægrer vi os mod at tvangsfjerne børnene. Vi hævder, at det ikke er den bedste løsning, men sandheden er også, at en anbringelse er dyr for kommunerne. På langt sigt er det imidlertid ikke svært at regne ud, at en tidlig indsats er en investering, som vil kunne give barnet mulighed for at lære at indgå i normale, sociale relationer og samtidig skabe den ro, der er nødvendig for, at barnet kan koncentrere sig i skolen.

Problemet er ikke børnene, men derimod at vi ikke handler, når vi møder forældre, som ikke vil samarbejde. Vi kan underrette og finde passende foranstaltninger og lave aftaler om, at i morgen bliver alting bedre herfra og til verdens ende, uden det nogensinde får nogen effekt. Fordi forældrene af alverdens forståelige og uforståelige grunde ikke kan eller vil tage forældreansvaret på sig.

Imens taber børnene i det sociale spil, fordi de kun sporadisk er i skole og sjældent deltager i fødselsdage og aldrig har legeaftaler. De taber i det faglige spil, fordi de ingen opbakning har derhjemme og ressourcerne i skolen er for små til at tage sig af den enkelte i det omfang, som det udsatte barn kan have brug for. Det på trods af, at forskningen viser, at en god skolegang har afgørende betydning for, at udsatte børn kan bryde den sociale arv.

Når man ser et barn, der mistrives, kan man gøre sin pligt og skrive en underretning til kommunen. Når man skriver, balancerer man på en knivsæg velvidende, at de to mennesker, der burde være forældre for barnet, kommer til at læse det, man skriver. Jeg har flere gange skrevet til kommunen, og jeg har talt med lærerne på skolen om mine bekymringer. Svaret er enslydende (næsten mekanisk): Vi hører, hvad du siger. Vi er opmærksomme på barnet. Vi har taget initiativ til de rette foranstaltninger. De har alle sammen tavshedspligt. Det respekterer jeg, selvfølgelig, men at se et barn falde tungt mod afgrunden, mens de voksne snakker er det mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.

Ansvaret er vores

80% af alle børn, der vokser op i plejefamilier, er tilfredse med at vokse op i en anden familie (SFI, 2015). Vores forestilling om, at anbringelser er den næstbedste løsning er altså langt fra sandheden for alle børn. Der findes desuden en række alternativer til anbringelse, og der er fx gode erfaringer med en massiv indsats i familien, hvor den socialrådgiver, der bliver tilknyttet familien, har beslutningskompetence og økonomisk råderum til at foretage de nødvendige beslutninger, som kan skabe ro og tryghed omkring barnet.

Uanset hvilken løsning vi vælger, skylder vi børnene, at vi gør noget. Vi skylder dem, at vi navigerer i det kaos, mange af dem hver eneste dag forsøger at finde en vej igennem. Når vi i stedet igen og igen tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets, så reproducerer vi den sociale arv. Og nok så vigtigt: Vi forhindrer barnet i at udvikle sig til et livsdueligt menneske, der tror på, at verden er et godt sted at være for os alle.

Jeg ser et af disse børn, en 8-årig i frit faldt. Snart er hun helt forsvundet. Til en ny skole, en ny kommune og nye foranstaltninger. Om 15 år vil vi måske klandre hende for, at hun ikke fik en uddannelse, selvom det i virkeligheden var os, der forspildte alle chancer for at gribe hende, mens tid var.

Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. marts 2015

Emneord , ,

Tømmermandsramt far overser børns behov

Spejderledermor overser børns behov

Byrådsmedlem overser børns behov

Sliksultne forældre overser børns behov

Landmand-far overser børns behov

Eksamensramt mor overser børns behov

Fodboldtrænerfar overser børns behov

Sygeplejerske-mor overser børns behov

Bagerfar overser børns behov

Læseheste-forældre overser børns behov

Søndagssløve forældre overser børns behov

Fisker-far overser børns behov

Skifteholdsforældre over børns behov

Voksne med et liv overser børns behov (senest iflg. Kristeligt Dagblad). Eller også er det virkelige problem, at vi har besluttet, at voksne med børn skal bruge al deres vågne fritid på at have øjenkontakt med deres børn. Aldrig må børnene opleve, at de skal underordne sig de voksnes liv eller præmisser. Aldrig må de voksne ønske sig fred og ro til at passe deres arbejde eller deres egne interesser. Aldrig må de voksne sætte sig selv før børnene.

Altid må de voksne gå foran med et godt eksempel iført cykelhjelm og faktor 50. Ingen slik. Ingen røg. Ingen junk. ‘Moar,’ råber barnet. Den gode mor slipper straks, hvad hun har i hænderne. Intet kan være vigtigere end at give sit barn øjeblikkelig opmærksomhed og nærvær. En sund sjæl i et sundt legeme går balancegang på dydens smalle sti.

Vi higer efter ’det almindelige’ og dømmer hinanden på de mindste ting. Dem, der træner for meget. Dem, der læser for lidt. Dem, der sætter grænser for deres børn. Dem, der ikke gør. Som om vi forestiller os, at vi ved at jagte det almindelige, det normale, kan forsikre os mod alle de ubehageligheder og uforudsigeligheder, livet har det med at byde på.

Børn har fortjent at se deres voksne danse i natten og høre dem lagt ned af latter. Så lad os koncentrere os om at skabe plads til mere af det fremfor at pege fingre af, hvordan vi hver især forsøger at styre gennem hverdagen. Lad os huske hinanden på, at vi alle sammen gør det så godt, vi kan – og at børn, almindelige børn, der vokser op i almindelige familier, som der trods alt er flest af, er langt mere robuste end vi forestiller os. Vi gør det så godt, vi kan. Hvorvidt det er nok, ved vi først langt senere. Der findes ingen forsikring mod forældre, der var for meget eller for lidt. Så lad os i stedet lære børnene, at livet er fuldt af ups and downs. Derfor handler det om at danse, mens man kan. Børn og voksne. Sammen og hver for sig.

Emneord , , ,

En storslået mandag

Hvor fin den mandag med Familiepolitisk Konference blev. Gode og inspirerende oplæg fra nogle af landets fremmeste forskere og praktikere, og en enkelt afstikker til Sverige. Dennis Kristensen, formand for FOA, afbrød overenskomstforhandlingerne for at komme over og holde 15 min. oplæg. LO arbejder på et familiepolitisk udspil, og 9 politikere fra 9 forskellige partier, der alle uden undtagelse var enige om, at det familiepolitiske område trænger til mere end en kærlig hånd. Her er min velkomst (hvis du dør for at se mig optræde eller bare vil høre, hvorfor vi overhovedet inviterede til den konference).

Alt gik op i en højere enhed. 1½ års vedholdenhed bar frugt. Jeg følte mig meget taknemmelig den dag. Nu ser vi fremad, som man siger. Vi starter med barnets sygedage. Håber jeg.

Du kan se hele konferencen her

fampolkonf

Emneord , ,

Det handler ikke om mig. Det handler om os. Og om børnene

Jeg fødte Miss C i 2006. Halfdan blev født 16 måneder senere. De første år var hårde på en måde, hvor jeg hverken havde tid eller overskud til at reflektere over livet som børnefamilie. Det handlede om overlevelse først og fremmest. Vi halsede gennem ugen, afleverede søvndrukne børn i institutionen og hentede dem ud på eftermiddagen. Hver dag smurte vi seks madpakker, tre til hver. Aftensmaden bestod mest af pasta, gryderetter fra fryseren og havregryn. Der var ikke noget glamourøst over den hverdag. Når børnene lå i deres senge, faldt jeg som regel om i sofaen uden anden tanke end at jeg bare ville lades i fred til det blev morgen igen – eller jeg blev vækket om natten. Det var en periode, min kæreste og jeg stred os igennem sammen. De fleste knus og kys gik til børnene. Vi trak store veksler på det fællesskab, vi havde etableret før vi fik børn, og eksperternes råd om at sætte tid af til også at være kærester var så absurd en joke, at vi end ikke orkede at grine af den. For os var det ikke et spørgsmål om prioriteringer, men om at tiden og det menneskelige overskud ikke slog til. Et romantisk get away var ikke en luksus, vi kunne tillade os i den periode. Det var ikke ond vilje. Det var bare sådan livet var. Vi brokkede os ikke, men jeg følte mig skyldig. Utiltrækkelig. Talentløs.

I 2010 holdt jeg fire måneders orlov med min familie. På det tidspunkt var børnene hhv. 3 og 4 år. De første uger var ulidelige, fulde af konflikter, børn og voksne der hele tiden kom på tværs af hinanden. Råben og skrigen.  Det føltes som at stå i en storm af kaos uden at jeg havde den mindste anelse om, hvordan jeg skulle løse problemerne. Faktisk var det det mest angstprovokerende: At vi tilsyneladende slet ikke kunne finde ud af at være sammen 24 timer i døgnet. På mit job havde jeg kontrol. Sammen med min familie var jeg ude af kontrol. På tynd is ganske enkelt.

Og så, efter tre uger, tunede vi endelig ind på samme kanal. Jeg lærte mine børn at kende. Det lyder vanvittigt egentligt, men i løbet af de måneder så jeg endelig og for første gang, hvem det er jeg faktisk er mor til. Det gjorde hverdagen lettere og sjovere. Tiden gav overskud til bare at være sammen, men tiden gav os også mulighed for at lære hinanden at kende og tilpasse os hinanden. Langsomt faldt vi i hak.

Jeg tror ikke, vi er en generation af uduelige forældre, men jeg tror, vi er en generation af fortravlede forældre, som har alt for lidt tid til at være sammen med vores børn til hverdag, og derfor får børnene et umætteligt behov for at blive set af os, når vi endelig er under samme tag, og derfor tøver vi med at tage alle konflikterne i de der tre timer, der er fra børnene bliver hentet til de ligger i deres senge.

Vi er en generation af famlende forældre, fordi fællesskabet er blevet skyllet ud med badevandet. For mange af os er det tætte bånd mellem generationerne i familierne ikke længere en realitet. Vi bor længere væk fra hinanden. Vi føler os ikke forpligtede på og af hinanden. Det betyder, at vi har mindre føling med hinanden, og den erfaringsudveksling der tidligere var på tværs af generationer findes stort set ikke mere. Vi blander os ikke hinandens liv, og vi spørger ikke hinanden til råds mere.

Vi er holdt op med at mærke, hvad der er rigtigt for vores børn, fordi vi ikke har tiltro til os selv som forældre. I stedet pisker vi os selv med usikkerhed og angst for at fejle: Hvad nu hvis jeg lader mit barn sove for længe i dobbeltsengen, ødelægger jeg så mit ægteskab, eller skader jeg mit barn? Hvad hvis jeg ikke kan få amningen til at fungere, eller jeg hellere vil give mit barn flaske, får mit barn så allergi? Forkæler jeg min baby, hvis jeg går tur, når han skal sove. Skader jeg hans ryg, hvis jeg sætter ham i en vippestol, mens jeg laver mad, og ødelægger jeg hendes tænder, hvis hun ikke stopper med at bruge sut, når hun fylder tre. Vi spørger eksperterne i stedet for at spørge os selv, fordi vi er bange for at fejle på en af de mest uforudsigelige arenaer i livet.

I lang tid følte jeg mig alene med alle de følelser, men så begyndte jeg at tale med andre forældre (og undrede mig over, at jeg ikke havde gjort det noget mere). Langsomt begyndte der at tegne sig et mønster. Jeg var ikke alene. Jeg var en del af en generation af forældre, der kæmpede for at holde hovedet oven vande i et gigantisk nul-sums-spil.

Derfor er i dag en særlig dag. I dag har vi nemlig samlet nogle af de klogeste og mest visionære mennesker til konference på Christiansborg. I dag skal vi forestille os det umulige; nemlig hvordan vi kan skabe rammer omkring den moderne familie, som giver mulighed for at vi hver især kan finde en passende balance mellem familie og arbejde. Jeg tror på det er muligt, alene fordi alternativet, status quo, ikke er til at holde ud.

Foto Familiepolitisk Konference

Emneord , , ,

De der venner man ikke kender – i virkeligheden

Kan man overhovedet kalde mennesker, man aldrig har mødt, for ens venner? Giver det mening at man bekymrer sig om mennesker eller glædes med dem, når man aldrig har givet hinanden et kram? Hvis det gælder i cyberspace, gælder det så også i virkeligheden?

Der er mennesker, jeg føler mig forbundet med, mennesker som jeg på en eller anden måde tænker på som venner, selvom vi aldrig har mødt hinanden. Mennesker, hvis liv jeg har været en del af eller i hvert fald fulgt gennem flere år, og som jeg med tiden har fundet en form for fællesskab med på de sociale medier, Facebook især. Det er mennesker, jeg griner sammen med, som jeg kan diskutere med, som jeg kan dele artikler og bøger med, og som jeg kan spørge om hjælp.

Det forunderlige er, at jeg ofte taler mere med dem i løbet af en uge, end jeg taler med de fleste af de venner, jeg mødes med i virkeligheden. Og alligevel føles det mærkeligt, næsten naturstridigt at kalde dem for venner, for hvordan kan jeg overhovedet vide, om vi er venner. Når man bliver venner ude i virkeligheden, giver det sig selv, at der er en form for gensidig overenskomst: Vi er venner, fordi vi har kendt hinanden så og så længe, fordi vi går i biografen sammen, fordi vi mødes og snakker over kaffe, fordi vi inviterer hinanden til fest. Med de virtuelle venner er der ikke nødvendigvis den overenskomst. Næsten tværtimod. Det er muligt, at jeg tænker du er min ven uden at du gør det samme. Derfor har jeg ikke ret til at involvere mig i dit liv på samme måde, som jeg gør med mine gamle venner. Jeg ved jo dybest set ikke – sådan for alvor – om du har lyst til at jeg er der for dig, eller du helst er fri. Derfor er jeg tilbageholdende med at skrive til dig, hvis du har det svært for måske synes du det er mærkeligt – eller ligefrem intimiderende – at jeg – en fremmed, du aldrig har mødt – pludselig skriver, at jeg tænker på dig.

Der er mennesker, jeg efterhånden har kendt så længe på de sociale medier, at det mest oplagte var, at vi mødes i virkeligheden. Men jeg er også bange for at udfordre skæbnen for, hvad nu hvis det viser sig at vi er gode sammen i cyberspace, men et odd couple i virkeligheden? Kan vi så vende tilbage til skærmen og bare være venner der, eller har vi så tabt det hele på gulvet?

Men der er virkelig mennesker, jeg savner, når de pludselig ikke længere er at finde i min virtuelle hverdag. Der er mennesker, som jeg faktisk bekymrer mig om, hvis de pludselig bliver stille i mange dage ad gangen. Den her klumme beskriver meget fint, hvorfor vi ikke ved, hvad vi skal gøre med de virtuelle venskaber.  For jeg kan bare ikke kalde på dig selvom jeg har lyst. Hvor er du? Er du ok? Hvornår kommer du tilbage? De sociale spilleregler på nettet er nogle andre end dem, vi navigerer efter i virkeligheden. Eller måske er det bare noget jeg bilder mig ind.

I hvert fald ved jeg, at de mennesker, som måske/måske ikke er min venner, føles virkelige og vigtige, selvom jeg dybest set ikke ved, om det bare er mig der har det sådan.

Emneord ,

Blomsterne og bierne igen – for de voksnes skyld

– Nogle af børnene i 3. klasse boller, sagde Miss C til mig, da hun begyndte i skole.

– Hvordan, spurgte jeg med påtaget behersket stemme.

– De kysser med tissekonen og tissemanden.

– Har de tøj på, spurgte jeg sådan lidt overdrevet henkastet.

– Øh ja, selvfølgelig. Havde du regnet med de var nøgne?

Og sådan går det når voksne beslutter sig for at indvie børn i reproduktionens hemmeligheder. Enten har de ikke lyst til at høre sandheden – eller også kender de den allerede. Vi tror hele tiden at børn er ude efter detaljer, når de i virkeligheden efterlyser de store linjer.

Emneord , ,

1/100 Troldtinden

Siden jeg nu (åbenbart) ikke har andet at give mig til, har jeg besluttet mig for at læse 100 bøger i 2015. Det er jo bare en bog sådan ca. hver tredje dag. Easy peasy. For ikke at spænde fuldstændig ben for mig selv, tæller også de bøger, jeg læser for mine børn med i puljen.

troldtindenTroldtinden af Ida Jessen

Årets første bog har jeg fået anbefalet, og vi er nu blevet helt og aldeles fan af Ida Jessens Troldtinden, som er den første historie af fire om Eva og Jan, der bor på en lille ø ud for Norges kyst. Eva er en ret sej pige med sin egen lille båd, som hun sammen med Jan tager på eventyr i. Der viser sig selvfølgelig at være noget meget mystisk ved øen Troldtinden, som de sejler ud til i hemmelighed. “Hende Ida Jessen er ret god til at skrive kapitler, så man lige får lyst til at læse et mere,” sagde Miss C. Så nu fortsætter vi med næste historie De døde skær. Vi skal jo også finde ud af om Eva og Jan måske bliver sådan rigtig kærester snart.

 

Emneord , , ,

Hvor går Bilbo hen efter Ringenes Herre og Hobitten?

På kontor selvfølgelig sammen med Gollum og Gandalf. “More so than a boss, I’m more of a chilled out entertainer.”

Emneord

Hej nye år (og alt det, jeg håber 2015 bringer)

Nå, nyt år. Så starter vi på en frisk med alt det vi ikke nåede sidste år. Jeg for min del kunne jo passende snøre løbeskoene mere en gang om måneden. Bare for at prøve, hvordan det er at dyrke regelmæssig motion. Det ville vel være passende for en kvinde, der har rundet de 40 og nu ser de fysisk mest vitale år ligge bag mig. Fra nu af gælder det bare om at krydse fingre og så mestendels sætte min lid til de bedste af mine gener. Man kan løbe fra meget, men tiden indhenter os alle til sidst. Så jeg satser alle mine nytårsforsætter på det sjove. Guld og glimmer, fest og farver, kulørte drinks og sherry i rigelige mængder. Det er det, jeg ønsker mig allermest af i 2015. Og hvis vi så kan krydre med nogle gode grin, mere ro til at læse og skrive og tid til at være mere sammen med alle de bedste mennesker jeg kender eller endnu har til gode at møde, så skal jeg ikke bede om mere.

Bevares, der er også klima i amokløb, forældede forestillinger om vækst og et folketingsvalg på vej. Alt det har vi lagt i hænderne på folk, der snakker mere end de handler. Det er så deprimerende som det kan være. Derfor må vi starte i det små med at dele mere, spise klogere og samtale mere om den fremtid, der ligger lige foran os. Jeg håber, at vi i 2015 bliver bedre til at tale sammen, at vi tør udfordre os selv og hinanden uden at kaste med sten og spytte på dem, der allerede ligger ned. Vi har brug for at løfte i flok og for at forestille os det umulige, hvis vi overhovedet skal kunne se vores børn i øjnene. Vi har brug for at gentænke det politiske system og for at genopfinde det repræsentative demokrati. Vi kan passende forud for valget hvile lidt ved saglige Hal Kochs ord fra 1946: »[Demokratiers] væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.«

Det er banalt måske, men ikke desto mindre: Det starter med dig og mig, os i fællesskab. Små dryp i det store hav. Bevægelser, der udfordrer det eksisterende. Samtaler, der åbner sig mod verden i stedet for at lukke sig om sig selv og den fortid, vi alt for nemt forfalder til at romantisere. Det nytter, hvis vi gør det sammen. I 2015 holder vi hinanden i hånden og husker på den Lille Prins’ møde med ræven. En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt. Det bliver et godt år.

lille prins

 

Emneord , , , ,
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 616, der følger denne blog