Tag Archives: respekt

Lots a love

First thing’s first. Den nye regering – lad os lige elske dem lidt, inden de skal i gang med det sure arbejde.

Modigt valg af

  • skatteminister, der er 26. Eftersigende er han en gammel mand inden i, hvilket nok også er nødvendigt for virkelig at brænde for skattepolitik.
  • kulturminister, der er kaospilot. Tal om fornyelse efter Carina Christensen (hvis ikke du allerede har glemt hende) og sportsministeren Brian Mikkelsen.
  • kirke- og ligestillingsministeren, der er mand og af indiske oprindelse og har en udmeldelsesblanket til folkekirkens i jakkelommen (don’t we all).

Og lidt synd for Nicolai Wammen, for alle os, der så Borgen i går, ved nok, at en tillidspost inden for det der Europa-noget ikke ligefrem er en kompliment i sig selv. EU-formandskab eller ej. Og nej, det nytter heller ikke noget, at du prøver at trøste os med den gode gamle sandhed om, at det meste af DK-lovgivning er påvirket af, hvis ikke en direkte konsekvens af, hvad der foregår i EU. Vi vil ikke tro på det.

Det er sgu en stor dag, og det jeg til gengæld gerne vil tro på, er at vi går mod lysere tider. At Danmark bliver for alle igen. Og at Johanne og co holder hele holdet i ørerne, så det ikke bare blir en radikal fest.

Derhjemme tog mit ældste barn mig i hånden i morges efter jeg havde reddet hende ud af en våd seng og givet hende et bad. Kom, sagde hun. Da vi sad i sofaen, gav hun mig et kram og sagde: Jeg elsker dig og far rigtig højt. Også når jeg bliver gal. For det meste er jeg jo slet ikke gal på jer, men på noget helt andet. Jeg elsker jer bare.

Jeg sagde jo det bliver en stor dag, thi verden er fuld af kærlighed og nye muligheder.

med emneordet , , , ,

Hvad tænkte jeg på!

En anmeldelse? Af en bog? Om en kvinde, der mister sin datter og farer vild i sorgen? I dag?

But of course not. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. I dag skal vi jo ikke bekymre os om romaner og fiktive liv. I stedet burde jeg skrive et langt indlæg om demokratiets festdag og om at få kuldegysninger ved synet af Dannebrog, der vejrer ved valgstederne (Jo, Pia K. I dag er det flag mit!). Om at være heldig som ind i helvede, fordi jeg bor i et land, hvor de demokratiske rettigheder ikke er noget, jeg må håbe på og drømme om, men derimod er noget jeg fik drysset ud over havregrøden allerede som barn. Det er sgu da stort. Kæmpestort.

I dag er det dig og mig, der bestemmer. Det er det. Virkelig. Folkets stemme. Rig som fattig. Høj som lav. Alle stemmer tæller. (Kuldegysninger igen.)

[Indsæt her noget nationalsang eller andet højstemt]

P.S. Og nu husker du fandme at stemme. Og du stemmer på de røde. Ikke på Lars. Ingen af dem. Og heller ikke på LA eller DF. Du gør det ikke, for nu skal der ske noget andet. (Mellem os sagt er jeg ikke helt tryg ved hverken Helle eller Villy, men alternativet… det magter jeg ikke.)

med emneordet , , ,

Jeg stemmer på Svend!

Gå lige ind og se dokumentaren om Svend Auken, var! Og så selvom du ikke interesserer dig den mindste smule for hverken dansk politik eller socialdemokratiet.

For det første vil der ske det, at du kommer til at tude en lille bitte smule, fordi det er den smukkeste kærlighedserklæring fra en kvinde, der virkelig, virkelig elskede sin mand.

For det andet vil der ske det, at du kommer til at tude en lille smule, fordi Svend Auken hæver stemmen, knytter næven og bruger ord som medmenneskelighed, fællesskab og lighed med en sådan alvor, at du pludselig kommer i tanke om, at det jo rent faktisk er vigtigt – og gir mening.

For det tredje vil der ske det, at du kommer til at tude en lillebitte smule, fordi du ser, hvor stort et menneske Svend Auken var – og fordi du ikke vil kunne lade være med at tænke, hvilket land Danmark ville have været, hvis han var blevet statsminister.

Det er ikke bare den mest rørende skildring af en mand, der står med det ene ben i graven og alligevel nægter at give op og lægge sig til at dø. Det er også en af de mest inspirerende film, jeg har set i lang tid om en mand, der brænder så meget for verden, at han aldrig tillader sig selv at give op. Det kunne den nye generation af politikere – og alle vi andre i øvrigt – godt tage ved lære af.

med emneordet , , , ,

Til ære for…

Det er kvinder som mig, der snakker og snakker og snakker. Og så er der kvinder som Gloria Steinem, der rykker verden et andet sted hen…

Jeg er den største fan og den dokumentar om hende, som netop har fået premiere, er en meget, meget fin reminder om, hvorfor 1970’erne trods alt var et vigtigt årti for kvinder (og mænd).

Se, den hvis du får chancen…

Og læs den her fine kommentar til filmen

med emneordet , , , ,

Tomgang, hverdagssnak og sproglige talenter

Her har du svaret på, hvorfor Helle Helle er god – og på hvad det er hun kan med alle de ord, der syner af ingenting.

Scene 1

”Nå, skal du smage en?”

”Ja, men så lad mig da det.”

”Det er jo ikke for tøsedrenge.”

”Er der nogen, der har sagt jeg er en tøsedreng, da?”

Han rejste sig op og rodede i poserne på hylden over sæderne, man kunne se et stykke af hans mave der, hvor skjorten ikke helt kunne nå ned i bukserne mere, han pustede lidt, da han rakte dåsen frem.

”Værsgo.”

”Nå, hold da op. Det er en ordentlig omgang. En julebryg.”

”Jamen, vi er jo også i jul-i.”

Scene 2

”Hvad koster linserne?”

”Fem en halv.”

”Hvad koster hindbærsnitterne?”

”Også fem en halv.”

”Så tror jeg, jeg tager en hindbærsnitte.”

Bagerpigen tog den forreste hindbærsnitte med tangen og lagde den i en pose, hun lod posen stå åben, damen stod stadig og kiggede.

”Hvad koster napoleonshattene?”

”Seks kroner.”

”Seks kroner ligeud?”

”Ja.”

”Så tror jeg også jeg tager en napoleonshat.”

Den første snak er fra toget i morges. Den anden er fra Dette burde skrives i nutid skrevet af dronningen af creepy hverdagsdramaer.

 

med emneordet , , , ,

Gemmer du dig også ved floden?

Nå, men jeg har så brugt de to sidste dage på at lave interviews med burmesiske børn, der er smuglet over grænsen til Thailand for at tale med os. Det er sådan set første gang de er i Thailand, og de har hverken pas eller identifikationspapirer. Det lokale politi ved, de er her, men ellers er det bare med ikke at gøre så meget væsen af sig. Det er i øvrigt også første gang for flere af dem, at de ser byer med asfalterede veje eller prøver at køre i bil. De har gået en dag (morgen til aften) gennem junglen, sejlet tre timer over floden og kørt yderligere et par timer i bil for at komme her til. Bare for at tale med os. Og det meste af tiden sidder de jo egentlig bare og venter. På at tale med os.

image

De er søde, men også lidt svære at tale med. Både fordi de ikke forstår engelsk, men også fordi de er meget høflige og helst vil svare rigtigt på spørgsmålene. Og spørgsmålene er svære at stille, og endnu svære at svare på, når man ikke er vokset op et samfund, hvor ens forældre, lærer og alle de andre voksne hele tiden inddrager en i alverdens beslutninger. Eller beder en om at have en holdning til alt mellem himmel og jord. Fx gik det sådan her:

Mig: Hvad laver du så, når du kommer hjem fra skole?

Pigen: Så arbejder jeg i rismarken sammen med mine forældre, og bagefter laver jeg aftensmad.

Mig: Hvad kan du bedst lide?

Pigen: At lave mad.

Mig: Hvorfor?

Pigen, efter laaaaaaaaaang pause, usikkert smil: Det ved jeg ikke.

Børnene bor i landsbyer i den del af Burma, der hedder Karenstate. Selvom de har en form for selvstyre, patruljerer det burmesiske militær jævnligt i området.

En af pigerne fortalte med stille stemme og et roligt blik:

“En aften, da mørket var faldet på, kom soldaterne. Jeg var i vores bambushytte med min far og mor og mine søskende. Min mor sagde til os, at vi skulle være stille, så soldaterne ikke opdagede os. Min far fandt en sæk ris, mens min mor bandt min bror på 2 år fast på ryggen. Min mindste lillebror var to måneder, ham tog hun i armene, og så løb vi alt, hvad vi kunne, hele familien. Vi gemte os ved floden, hvor vi sov på madrasser, som vi lavede af bananblade. Soldaterne byggede en lejr i vores landsby, så vi kunne ikke komme tilbage. Nu bor vi i en anden landsby. Jeg er bange for, at soldaterne kommer for, hvis de ser os, skyder de os eller tager os med. Dem, de tog med fra min gamle landsby, har jeg ikke set siden.”

Vi har stadig ikke fået bestilt et hotel til sommerferien eller købt sandaler til børnene. Jeg har heller ikke fået gravet terrassen i haven færdig eller fået kopieret familiefotos til børnehaven. Men… ikke?

med emneordet , , , ,

Skæbnens huskekage

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg temmelig full of myself (for nu at sige det mildt). På den der jeg går i utroligt løse gevandter, har set lyset og venter nu bare på at nogen ser mit enestående talent-måde. Lad mig bare sig, at jeg venter stadig…

I min klasse gik der en pige, som vi (altså os, der havde vores på det rene, alting på det tørre, var nede med de fede og havde lommerne fulde af koffeinpiller, som kunne holde os oprejst fra torsdag til søndag)… Forfra: I min klasse var der en pige, som stak temmelig meget ud. Hun havde talte flydende spansk foruden et formfuldendt tysk og engelsk. Hun var stjernegod til at analysere, hun kunne synge, og selvfølgelig blev hun bedre til at bøje de latinske verber end alle os andre tilsammen. Dengang syntes vi det var hende, der var lige smart nok. Tænk, at hun ikke gad at drikke sig ned i fadøl til en 5’er på det lokale værtshus om torsdagen. Hun kunne ikke tåle røg og insisterede på, at der ikke blev røget inden for, når klassen mødtes (Øh, hvad? Som om? Kan man nu ikke engang få lov til at rulle sig en cigaret på den gode gamle Samson-tobak og nyde den i fred?). Og når det var fuldmåne kunne hun ikke sove. Helt ærligt. Kom nu ind i kampen. Live a little.

Efter gymnasiet begyndte vi at ses lidt gennem en fælles ven, og jeg undrede mig over, at netop hun ikke strøg direkte videre på universitet og brugte alle sine talenter der. I stedet kastede hun sig ud i noget maleri (og var selvfølgelig stjernedygtig til det). Hun overvejede vist at søge ind på Kunstakademiet, men skrev så i stedet en ansøgning til Forfatterskolen og kom ind. Efter nogle år begyndte hun at uddanne sig sprogofficer (nåh, det gik måske ikke så godt med skriveriet) og lærte at tale russisk på ingen tid. Derefter videre til Afghanistan (forestiller mig hun lærte at tale pashto i flyet), hvor hun som en af de første så potentialet i at forsvaret gjorde noget for de afghanske kvinder. Fik en pris og skrev en bog om det arbejde. Og nu har hun gudhjælpemig fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for sit litterære talent. Who’s laughing now, little miss wannabe hjemmerullet hippie?

med emneordet , , ,

En telefonsælger der er svær at ryste af

Jeg ved ikke med dig. Men jeg synes ligesom jeg er blevet for gammel (og for meget mor med tunnelsyn i ulvetimen) til at blive ringet op af telefonsælgere, der fem minutter i spisetid liiige vil sælge en forsikring, et avisabonnement eller spørge om, hvilke kaffeshampooremolade jeg bruger. Derfor svarer jeg aldrig på “hemmeligt nummer” (som er det mindst hemmelige tegn på, at der er nogen, der vil sælge dig noget), og hvis jeg alligevel gør, siger jeg venligt Nej tak. Dårligt tidspunkt. Farvel.

Men så i går ringede en kvinde fra Mødrehjælpen. Ikke noget hemmeligt nummer der. Og aldeles overraskende og overrumplende venlig. Hun forklarede, at der lige nu er ventetid hos Mødrehjælpen for kvinder, der bliver udsat for vold, fordi Mødrehjælpen ikke har penge til at udvide deres tilbud, så de kan tage imod de kvinder (og deres børn), som har brug for hjælp.

Jeg var ikke svær at overbevise for det føltes bare instinktivt rigtigt at give et bidrag. Til kvinder, der er udsat for vold, trusler om vold, og som lever med angsten for, hvad der sker, når de forlader den mand, der måske i årevis har udsat dem for overgreb. Det kræver mod og styrke af slags, som fortjener opbakning fra os, der – trods alt – lever et ret ukompliceret liv. Måske har du også lyst til at være med?

med emneordet , , , ,

Hvorfor er det vigtigt at vinke?

En lille replik til i går. Jeg er med på, at vi allesammen er en generation af forældre, som næsten ikke kan få nok at vores eget afkom, og som er ved at dø ved tanken om, at de ikke allerede fra fødslen bliver udfordret, stimuleret og får mulighed for at udvikle deres fulde potentiale. Nogle mere end andre – jeg synes ikke selv, jeg er så slem, men sådan har vi det nok allesammen.

Så hvorfor betyder det så noget, at vi kan vinke farvel om morgen, at der nogen, der kan tørre røv på børnene, eller at der nogen, der læser en bog med børnene? Hvorfor er det så slemt, at de skal hjælpes ad, eller ikke altid kan komme i første række? Hvorfor råber vi op bare, fordi institutionslivet ikke er state of the art? Fordi vi er forkælede?

Nej, jeg forsøger at lave en lille smule ballade, fordi jeg oplever, at det mere eller mindre er jungleloven, der hersker i børnenes hverdag. Og ja, en del af problemerne kunne da sikkert løses, hvis hverdagen i institutionerne blev organiseret anderledes, men en hel del handler  også om ressourcer, om 3.000 pædagoger, der pludselig mangler i institutionerne – om udhuling af et tilbud, som gerne skulle give børnene en god start på livet. Som gerne skulle lære dem sociale kompetencer. Som gerne skulle give dem en stimulering og et samvær med voksne, som ikke alle børn er sikre på at få, når de kommer hjem.

Jo, jeg synes da forældrenes fortællinger fra institutioner rundt om i landet er skræmmende. Helt vildt, fordi det skred, der er sket, har fundet sted over så kort tid. Men jeg synes faktisk det er endnu mere skræmmende, at forskningen bakker mine værste formodninger op; nemlig at hvis ikke vi giver børnene et godt liv de første seks år af deres liv, så er det temmelig meget op ad bakke resten af livet. Undersøgelser viser, at et godt institutionsliv giver børnene bedre uddannelser og højere indtægter, kønsforskellene udlignes, og den sociale arv brydes.

Og helt alvorligt, det er altså ikke mine egne børn, jeg frygter for. For jeg er jo en af dem, der er i fare for at overstimulere snarere end at understimulere mine børn. Dem, jeg synes, vi skal bekymre os om er alle de børn, der ikke ligner vores. Dem, som nogle kalder Hold-kæft-familierne, hvor der ikke er meget samtale om middagsbordet, og hvor børnene bliver lidt for gode til at underholde sig selv. De børn, hvor det med de sproglige færdigheder måske ikke ligger lige for. De børn, der ikke altid ved, hvilket ben de skal stå på – og som ikke kan finde ud af råbe op, når de bliver trådt over tæerne af mine børn. Det er sgu dem, vi skylder at give et indholdsrigt og trygt liv i institutionen, så de er rustet til de liv og de forventninger, der venter uden for legepladsen. Både fordi det betaler sig på lang sigt, og fordi det, vi tilbyder vores børn lige nu, er uanstændigt. Ganske enkelt.

med emneordet , , ,

Noget nyt under solen

Egentlig har jeg bare lyst til at sige det samme som sidste år, fordi det stadig er sandt. Også selvom det nu også er synd for mændene. I det hele taget er det vist bare synd for os alle sammen. Mændene. Kvinder. Børnene. Familierne. Og alle dem, der er uden for.

Måske er det finanskrisen skyld. Jeg ved det ikke, men jeg synes det mudrer billedet noget, at vi synes det er så synd for mændene, at vi ikke længere skal tale om, hvor mange kvinder rundt om i verden, der dagligt bliver udsat for overgreb af den ækleste art. Alene fordi de er kvinder.

Ligesom de blå er trætte af at det er elitens kvinder, der råber højest om kvinders ret, så er jeg så træt, så træt af at de blå ikke kan se ud over deres egne hornbriller. Fordi du og jeg føler os dejligt befriet og ligestillet. Og fordi alle vi kender har det på samme måde. Så er det jo ikke det samme som at alle kvinder har lige ret og adgang og respekt. Det mindste vi kan gøre er da i det mindste at give en lille smule af vores overskud til dem, der ikke har den samme stemme som os.

med emneordet , ,