Tag Archives: overload

21. februar 2012
1 kommentar
As if, Brokkekassen

Bilka og mig – we’re on a break

Jeg får hjertebanken allerede mens jeg parkerer bilen på  parkeringspladsen. Når jeg støder ind i den første kran af en indkøbsvogn begynder jeg at svede. Og derfra går det så egentlig bare ned ad bakke. Konklusionen er egentlig meget enkel: Jeg hader Bilka. Virkelig hader. Det er shopping, når det er værst. Virkelig. Og 10.000 kr. spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg så ikke bare bliver væk?

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

med emneordet , , , , ,
18. februar 2012
Skriv en kommentar
As if

Nu forstår jeg bedre den ansigtsoperation

Mærkelige ting er sket med Melanie Griffiths ansigt siden 1996, hvor hun mødte latinoloveren Banderas og indspillede filmen Two Much (hvis du forstår sådan en lille en), som Hollywood Reporter kaldte en Screwball comedy. Den lidt for store overlæbe. De lidt for stramme kinder. Og de lidt for kattejammer-agtige øjne.

Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.

Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)

Kan du følge mig?

med emneordet , , ,
19. januar 2012
3 kommentarer
As if

Det dobbelte land (sig igen, at der ikke er fattige i Danmark)

Jeg ønsker mig en ny mælkeskummer og et spisebord. Jeg gad altså også virkelig godt på en storby-veninde-tur til foråret. Og så kunne det jo være ret så fint med en ny terasse, en havebruser og den slags… Sådan er der så meget.

Forleden drømte jeg om at flytte til Orø og tilbragte det meste af dagen på Boligsiden. Og så gik det op for mig, at man kan købe huse til 200.000 kr. alle mulige steder i Danmark. Så måske man skulle have sig et sommer-lege-jeg-keder-mig-lidt-i-provinsen-hus?

Jeg klikkede lidt rundt, optændt af min indre tilbudsjæger og den hellige forbrugsild, men efterhånden begyndte jeg at få en ret dårlig smag i munden.

For Boligsiden dokumenterer det vi godt ved, men ikke må sige: Udkantsdanmark findes. Det samme gør de marginaliserede. Og de fattige (jo, de gør så!).

De bor lige her:

Alle billeder er fra virkelige boligannoncer. Det billigste hus koster 165.000.

med emneordet , , , ,
15. januar 2012
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Hilsen fra speltland

Det startede sådan set allerede i morges, hvor jeg stod op og lavede morgenmad til verdens sødeste børn, som havde sovet usædvanligt længe.

Så gik jeg en lang tur i solen langs stranden med en veninde og kom tilbage med røde kinder og fuld af forventninger til foråret og alt det gode, der venter forude.

Jeg slog lige en dej sammen da jeg kom hjem. Så vi kan bage pølsehorn sammen, ungerne og jeg, når ridderen vender hjem igen. Miss Carla og jeg spillede spil og spiste hjemmelavde kokostrøfler. Ikke et ondt imellem os, og bagefter gik hun i gang med at lege, mens jeg skar grøntsager ud og gjorde kødet klar til sådan en ret, der skal stå og boble hele eftermiddagen i ovnen.

Og nu tror jeg så jeg vil gå ud og røre en surdej sammen. Må jeg minde om at klokken er 14.17. Men sådan er det i Speltland, mentalt overskud, glade børn, friskbagt brød og simreretter hele vejen til banken. Godt det er mandag i morgen…

 

med emneordet , , ,
12. januar 2012
3 kommentarer
Brokkekassen, Farmorbørn, Mig sagde hunden

God freaking morgen

Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?

Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af  husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.

Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.

Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Skal jeg smadre dig med den bog her?

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.

 

med emneordet , , ,
30. december 2011
2 kommentarer
As if

Og hvad kan vi så lære af julen

1. At vi begynder at hyle i november over alt det vi skal nå inden jul, og så er det hele overstået på en weekend. Christmas high – Christmas low.

2. At vi køber gaver til en hel hær, men får selv kun fire tilbage, hvoraf 2½ er lavet af små ubehjælpsomme barnehænder.

3. At vi taler stolpe op og stolpe ned om julehjælp og varme tæpper og hjemløse og udsatte familier, men resten af året glemmer vi, at de fattige stadig er på røven.

5. At risengrød ikke er en delikatesse bare fordi det er jul.

6. At der altid – AL-TID – er for mange pakker til børnene.

7. At der altid – AL-TID – er for meget mad.

8. At vi sjældent savner gran, glögg eller gris, når hele balladen er overstået.

9. At vi er så glade, når vi når jævndøgnet for nu går vi igen mod lysere tider. Men januar er et ødeland, februar den koldeste, mest trøstesløse måned, og foråret kommer aldrig i marts.

10. At vi lover os selv, at næste år skal det være anderledes, mere enkelt, mindre mad, færre arrangementer, næsten ingen gaver. Og i november starter hele hysteriet forfra.

Og så selvfølgelig, at idyllen aldrig lader sig iscenesætte:

med emneordet , ,
13. december 2011
1 kommentar
Brokkekassen, The kids

Dør en ridder, når man skyder ham i hjertet?

Kl. 04.26 i morges

Barnet: Moar, er det ikke rigtigt, at når man skyder en ridder i hjertet, så dør han?

Moar: Mm-m

Barnet: Hvis man lige skød en bue ind i hjertet på ham, så dør han, fordi hjertet holder op med at slå. Er det ikke rigtigt?

Barnet igen: MOR!

Moar: Mm-m

Barnet: Men det er svært at skyde en ridder i hjertet, for han har jo rustning på. Og han har jo også et skjold. Og man kan jo ikke skyde en bue igennem en rustning og et skjold på samtidigt. Er det ikke rigtigt?

Moar: Du skal lægge dig til at sove.

Barnet: Men er det ikke rigtigt at rustningen og skjoldet er lavet af jern, og det er det hårdeste der findes i verden? Moar?!?!

Moar: Schyyy

Kl. 04.37

Barnet: Moar, hvad var det nu det hed det bjerg, hvor Jesus hang på korset?

Moar: Golgata

Barnet: Golgata, det ligger meget langt væk. Er det ikke rigtigt? Det er syd på, ikke?

Moar: Mm-m

Barnet: Hvad hedder det sted sydpå? MO-AR!

Moar: Israel

Barnet: Og vi flyver henover bjerget, når vi skal til Egypten. Er det ikke rigtigt?

Moar: Mm-mmm. SCHYYYYY!

04.42

Barnet: Hvad skete der med de soldater, der fangede Jesus? Blev de slået ihjel?

Moar: De døde vel til sidst.

Barnet: Fordi der var nogen, der slog dem ihjel?

Moar: Vel bare fordi de blev gamle og døde ligesom gamle mennesker gør.

Barnet: Men der er ikke nogen af dem, der lever mere, vel? For det var noget der skete i gamle dage, er det ikke rigtigt?

04.43

Barnet: Hvornår var gamle dage? Er det mere end 22 år siden?

On and on, lige til kl. 06.04. Og så under morgenmaden.

Barnet: Moar, jeg er bare så træt!

Tell me about it!

 

med emneordet , ,
9. november 2011
2 kommentarer
Brokkekassen, Farmorbørn

Det vi leger #4

Nå, men det var de tagrender, vi kom fra. De er nu på plads og meget, meget flotte (tør man sige andet for 15.000 kr.). Indrømmer at billeddokumentation måske ville være på sin plads, fordi I sikkert er ved at dø af spænding over, hvordan sådan en stålfætter tager sig ud…

Muligvis havde tømren lige været på kursus i mersalg, for han benyttede selvfølgelig lejligheden til bare sådan en passant at nævne, at det tag jo nok ikke holdt evigt. Eller det var faktisk ikke, hvad han sagde. Han sagde: Det tag holder ikke mere end en 2-3 år. Det har jo mange år på bagen efterhånden, og hvis vi skifter taget, skifterne vi også lægterne, så de bliver dobbelt så brede som nu. (Som om det var en attraktion i sig selv, selvom de lægter har holdt på taget i snart 100 år uden problemer.)

Jeg hviskede forsigtigt: Og hvor meget koster det så?

Han: Ahr, nu må du ikke hænge mig op på det, men slag på tasken er i omegnen af 140 tusinde.

Ved du, hvad jeg gjorde? Jeg parkerede den overflødige information i det der mørke moseområde af hjernen, hvor alting forsvinder for altid. Og besluttede mig for ikke at nævne samtalen for min kæreste med et eneste ord.

Men selvfølgelig blev han passet op af tømren igår.

Tømrer: Som jeg sagde til din kone, så skal I nok til at tænke på nyt tag.

Så nu ligger den beslutning fint som en lille lort, der bare lugter mere og mere, jo længere vi venter…

med emneordet , ,
1. november 2011
3 kommentarer
Chancen

Nu dør jeg af skræk (men jeg vil selvfølgelig gerne vinde)

Det foregik nogenlunde sådan her:

Jeg var på et kursus, hvor underviseren fortalte, at han havde en skrivegruppe, som han mødtes med. Bagefter skrev jeg til ham for at høre hvordan det fungerede, fordi jeg gerne ville have noget faglig sparring på det jeg laver. Så skrev han, at jeg var velkommen i deres gruppe – hvis altså jeg skrev fiktion. Så skrev jeg til ham at det gjorde jeg (oh ho-hooo, som i små bitte stykker tekst, jeg aldrig har vist til en levende sjæl). Og så skrev han at jeg jo kunne komme til en slags prøvemøde, hvor jeg havde min egen tekst med. Så satte jeg mig ned og skrev historien om Morten. Jeg ved ikke hvor den kom fra for den dag havde jeg slet ikke nogen ideer til noget som helst. Lad os bare sige, at jeg på en måde startede fra en ende af og arbejdede mig frem mod slutningen. That simple (ha-ha-ha).

Dagen før vi skulle mødes i skrivegruppen, læste jeg om en novellekonkurrence på nettet. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Og det er ikke falsk beskedenhed. Men nu fremstår det mere som et bagholdsangreb på mig selv. Så altså, jeg sendte novellen ind. Og glemte seriøst alt om det.

De kunne godt lide historien i skrivegruppen, og jeg var ret så lettet over, at min debut ikke faldt helt til jorden.

I nat vågnede jeg klokken et, og jeg ved ikke hvorfor jeg tjekkede min mail, som i jeg vågner ALDRIG om natten og tjekker ALDRIG mail om natten. Men så lå der en mail: Tillykke din novelle er nomineret!

Gulp!

(788 noveller, og jeg er blandt de 25 udvalgte. Total crazy hvis du spørger mig.

Nå, men den næste måned kan du stemme på den novelle du bedst kan lide (som måske er min?). Og de 5 noveller der får flest stemmer går videre til finalen. Vindernovellen bliver udgivet og måske transformeret til en kortfilm. Det er sandt!

Så hvis du har lyst til at bidrage til spændingen, kan du læse min ellers hemmelige novelle og stemme på mig her: http://www.kortoggodt.info/2010/profil.asp?id=432 )

med emneordet , , , , ,
28. oktober 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Det der er tilbage…

Nu gælder det virkelig om at holde fast i resterne. For jeg har allerede kolde tær og deadlines, der puster mig nakken. Og en cykel, der skal hentes hos cykelsmeden, og en pakke på posthuset og en liste med alle dem, jeg burde ringe til og skrive til og ses med. Og jeg har også et par børn, der skal svømning, og som har legeaftaler i weekenden. Og det er 1000 år siden nogen har gjort rent, og der mangler aftensmad og morgenmad og mælk. Og der er nogen, der har fødselsdag, og skorstenen skal fejes. Og postkassen skal i jorden og vasketøjet er begyndt at kravle ud af skabet.

Tre dage tog det. Før hverdagen fandt mig. Og selvom det er meget populært at elske lige netop den, så bliver vi nok aldrig helt så gode venner, som man måske kunne ønske sig. Nogen, der gir en flybillet til drømmeland?

image

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →