Tag Archives: meningsfuldt

11. maj 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger

En telefonsælger der er svær at ryste af

Jeg ved ikke med dig. Men jeg synes ligesom jeg er blevet for gammel (og for meget mor med tunnelsyn i ulvetimen) til at blive ringet op af telefonsælgere, der fem minutter i spisetid liiige vil sælge en forsikring, et avisabonnement eller spørge om, hvilke kaffeshampooremolade jeg bruger. Derfor svarer jeg aldrig på “hemmeligt nummer” (som er det mindst hemmelige tegn på, at der er nogen, der vil sælge dig noget), og hvis jeg alligevel gør, siger jeg venligt Nej tak. Dårligt tidspunkt. Farvel.

Men så i går ringede en kvinde fra Mødrehjælpen. Ikke noget hemmeligt nummer der. Og aldeles overraskende og overrumplende venlig. Hun forklarede, at der lige nu er ventetid hos Mødrehjælpen for kvinder, der bliver udsat for vold, fordi Mødrehjælpen ikke har penge til at udvide deres tilbud, så de kan tage imod de kvinder (og deres børn), som har brug for hjælp.

Jeg var ikke svær at overbevise for det føltes bare instinktivt rigtigt at give et bidrag. Til kvinder, der er udsat for vold, trusler om vold, og som lever med angsten for, hvad der sker, når de forlader den mand, der måske i årevis har udsat dem for overgreb. Det kræver mod og styrke af slags, som fortjener opbakning fra os, der – trods alt – lever et ret ukompliceret liv. Måske har du også lyst til at være med?

med emneordet , , , ,
11. april 2011
2 kommentarer
Anbefalinger, Blomsterballade

Og vi stiller om til haven…

Nej, nej, nej… Tænk så kom solen lige midt i en weekend. Og den skinnede og var varm. Og børnene tog skoene – og bukserne – af  og kravlede ned af de store sten, så de kunne stå med deres små vinterhvide barnefødder i vandkanten. Bagefter gik vi hjem og tog shorts på, og Halfdan blev så glad for gensynet, at han tog dem med i seng og havde dem på, da han stod op. På tørresnoren hang flyverdragterne og vinkede farvel for sidste gang, og handskerne, hvoraf der er et par og en hel masse enlige, fandt tilbage til deres pose i kælderen. Jeg spiste brunch i solen og gravede et nyt bed i haven og stak min uvante fødder ned i de gode gamle Birkenstock.


Nu ligger solcremen på elefanthuernes plads og fra spisebordet kan jeg se både stedmoderblomster, perlehyancinter og anemoner, der blomstrer på terrassen. Goddamn, det er forår, og dagen er tiltaget med mere en seks timer (no wonder, det var mørkt i januar).

Lige om lidt skal vi sidde og søbe hvidvin i aftensolen og glæde os over, at sommeren er så lys og imødekommende.

med emneordet , , , ,
4. april 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Ud af foråret kommer…

Er der noget at sige til, at vi alle sammen begynder at klage og plage en smule i januar for efter sne og nej, hvor er himlen bare høj og flot på en solskinsdag i december, så er der ligesom ikke noget, der slår solsortens kalden og lysets kommen. Det er både ganske vist og temmelig smukt.

Imens forsøger børnene at finde nye ben i hele det der gallashow af lys, som vi pludselig bliver begavet med. Så efter  at have brugt vinteren på at undre sig over, hvorfor vi skulle af sted i børnehave midt om natten, har husets sørøverpirat nu meget svært ved at forstå, hvorfor han skal i seng midt om morgenen. Og eftersom vi ikke er kommet længere end til at skrive “hænge gardin op i børneværelset” på en (uendelig) seddel på opslagstavlen, kan det godt være en lille smule svært at skabe mm-nu skal vi sove-stemning. Mit forsøg med at få et lyseblåt, tyndslidt stræklagen til at gøre det ud for gardin… ja, det kan du nok selv gætte effekten af, men måske er det i virkeligheden også lidt usportsligt at skrue ned for lyset lige når det er kommer tilbage.

Med lidt held får vi streget gardinet fra to-do-listen en gang i november, hvor man alligevel ikke kan se, om det er nat eller dag, og så kunne vi egentlig lige så godt vente til lyset kommer tilbage igen. For det utrolige er jo at mønstret gentager sig hvert eneste år. Både det med at lyset kommer igen, og det med, at vi slet ikke kan lade være med at have lange samtaler om, hvor dejligt det er, at det igen er lyst om aftnen, og at alting gror, og at nu kommer varmen. Banalt, men dog meningsfuldt for enhver på de her breddegrader.

med emneordet , , , ,
26. marts 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden, SOmeone to love, The kids

Alt kan købes for penge…

Også kærlighed… Og for 40 kr. er der direkte adgang til min søns ridderhjerte. Efter jeg overrakte ham to bæreposer med playmobilguld fra det lokale loppemarked, har det ikke skortet på komplimenter som Du er den bedste mor, og Du er flot, mor, meget flot! Ah… hvad to gyldne mønter ikke kan gøre for idyllen sådan en smuk forårsdag.

image

image

image

med emneordet , ,
20. marts 2011
3 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Hvad børn gør ved en

Der er sgu mange ting, der er underligt ved at få børn. Jeg forstår stadig ikke, at jeg på en gang kan længes så vildt meget efter tid alene, og så samtidig savne terroristerne så afsindigt, når de ikke er her. Som nu i går fx. Så ligger man der i sin kæmpestore seng helt alene – ikke så meget som et lillebitte åndedræt kan man høre. Der er bare stille. Helt stille. Nærmest angstprovokerende stille.

Der er også det der med deres små varme kroppe, som jeg hele tiden har lyst til at kramme. Og abstinenserne, når jeg ikke kan stikke næsen ned i deres hår og dufte til dem. Og deres smil når de kigger på mig og næsten snubler over ordene, fordi der er så meget at fortælle fra det sidste døgn.

Der er selvfølgelig også det forunderlige i at have glædet sig så meget til, de kommer hjem og så starte med at skælde ud. Bare ligesom for at komme ind i gængen igen. Og det helt fantastiske i, at de altid kan trække en tilbage til rimeligheden, når de kigger på en og siger: Du må ikke skælde mig ud med den høje stemme, for så er det ligesom om jeg græder lidt inde i hovedet.

med emneordet , , ,
19. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Status på alene hjemme

Siden kl. to i eftermidddags har jeg set:

  • Superclásico (2011)
  • Odd Man Out (1947)
  • Brokeback Mountain (2005)

Det bedste ved den første var musikken, og ellers kan man godt blive lidt træt af Anders W. Bertelsen og Paprika Steen som Anders W. Bertelsen og Paprika Steen. Egentlig ikke så morsomt.

Det bedste ved den anden var, at den var skruet gedigent godt sammen – og at den holdt, selv med 64 år på bagen.

Det bedste ved den sidste var, at der ikke er nogen i den historie, der er lykkelige. Meget rørende, selvom jeg ikke synes det holdt, at Heath Ledger døde per postkort.

Fælles for dem er, at alle tre film handler om mænd, der drømmer om et liv, de ikke kan få. Muligvis fordi jeg ikke har andet at gå op i, men det var da en lille kuriøsitet, at der ligefrem og tilfældigvis var et fælles tema.

Og lad mig så i øvrigt tilføje. at sidst jeg så tre film i streg, var i det forrige årtusinde. Dengang vi gik i kiosken efter film og movieboks og lå i sengen hele dagen og spiste chips og drak cola og røg smøger for at få bugt med tømmermændene. Dengang hvor vi sprang friske ud af sengen 23.13, når de sidste rulletekster løb over skærmen for at tage et bad og gå i byen – igen.

Nu drikker jeg danskvand (med tranebærsmag, bevares), mens jeg halvsover til genudsendelser i tv og overvejer at gå i seng uden at børste tænder. 23.13 er langt over min sengetid.

med emneordet , ,
8. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Noget nyt under solen

Egentlig har jeg bare lyst til at sige det samme som sidste år, fordi det stadig er sandt. Også selvom det nu også er synd for mændene. I det hele taget er det vist bare synd for os alle sammen. Mændene. Kvinder. Børnene. Familierne. Og alle dem, der er uden for.

Måske er det finanskrisen skyld. Jeg ved det ikke, men jeg synes det mudrer billedet noget, at vi synes det er så synd for mændene, at vi ikke længere skal tale om, hvor mange kvinder rundt om i verden, der dagligt bliver udsat for overgreb af den ækleste art. Alene fordi de er kvinder.

Ligesom de blå er trætte af at det er elitens kvinder, der råber højest om kvinders ret, så er jeg så træt, så træt af at de blå ikke kan se ud over deres egne hornbriller. Fordi du og jeg føler os dejligt befriet og ligestillet. Og fordi alle vi kender har det på samme måde. Så er det jo ikke det samme som at alle kvinder har lige ret og adgang og respekt. Det mindste vi kan gøre er da i det mindste at give en lille smule af vores overskud til dem, der ikke har den samme stemme som os.

med emneordet , ,
3. marts 2011
2 kommentarer
The kids

Snobberne er den nye sort

De er både dekadente, affekterede, alkoholiserede og måske lige vel Hellerup-pastel-klædte, men de er søde. Ved hinanden. Og selvom det kan virke temmelig overfladisk med al den ros, så bliver jeg altså helt blød i knæene, når min søn laver en Fritz på mig. Han er inde i en rigtig god gænge, hvor han flere gange om dagen kigger på mig med sine store, mørke øjne og med fistelstemme siger:

Mor, du er sød
[kunstpause]

Du er så sød, at jeg næsten ikke kan lade være med aldrig at flytte fra dig
[kunstpause]

Må jeg gi dig et kys
[kunstpause]

Sød!

 

Det er muligt, det er alt for sleazy og bryder alle regler for, hvordan man giver et godt kompliment. Men goddamn, det virker!

med emneordet , , ,
28. februar 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Gode råd til debuterende miljøaktivister

Når man ser på sig selv med nye øjne, vælter klicheerne pludselig ud af skabene. Således gik det til i dag, da jeg fik besøg af en journalist fra the local newspaper, fordi jeg er så pissetræt af, at NCC’s stenknusere vælter støv ind over børnehavens legeplads.

Alt godt – og jeg var endda lige hoppet ud af joggingbuksen og havde frisket min daggamle mascara op for ikke at se alt for alternativ ud. Men efter han var gået, tænker jeg, at det måske også kunne have gjort noget godt for min troværdighed som lille sårbar borger over for den store onde kapital, hvis jeg

– ikke havde valgt at stille min debut som hævekurve-bager til skue på køkkenbordet.

– havde lagt de to dokumentarfilm om overfiskeriets konsekvenser og olieindustriens sande ansigt i skuffen i stedet for på spisebordet.

– havde stillet naturmedicinen, de gyldne Echiacea-dråber, min tro væbner ud i kampen mod vinterens ubehag, ind i skabet.

Og når han så spørger, hvad mit største ønske er, er det nok heller ikke så hensigtsmæssigt at sige, at jeg gerne vil have at de lukker lortet og flytter et andet sted hen. Nåede heldigvis at grine overbærende af mit selv og sige noget i retning af, at de selvfølgelig ikke er onde bare fordi de tjener penge…

Selvom det er en stor fed løgn, som vi har dyrket de sidste 20 år, altså det med at kapitalisme er godt, og virksomhederne er søde – de laver jo planer for social ansvarlighed og alt muligt, ikke?

Tjek oliefilmen Crude eller Why we fight om det amerikanske militær og våbenindustrien eller Michael Moores film Capitalism – a love story, så ved du jeg har ret! Man må bare ikke sige det, vel?

med emneordet , , ,
28. februar 2011
1 kommentar
Anbefalinger

Klar til 8. marts

Jeg har købt billet. For det kan godt være at Lykke Friis vil afskaffe 8. marts, men jeg synes nu stadig der er en del at kæmpe for – og en del at fejre.

Og derfor har jeg altså købt billet. Til en forrygende aften på Den sorte diamant i selskab med all-time feministen Erica Jong, der synes at nutidens kvinder, altså dig og mig, har alt for travlt med at kramme vores børn og tilfredsstille deres behov i stedet for vores egne.  Ahem, ik? Eller nej?

Sikkert er det i hvert, at Erica Jong ikke er enig med mange mødre i vores generation, som tror på, at vi godt kan kramme vores børn – og realisere vores egne drømme.

Lone Hørslev kommer også. Og hun er også sej – en gave til sproget.

8. marts. Det er lige om lidt. Og måske ses vi på Den sorte diamant

 

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →