Tankevækkende svensk undersøgelse, der giver endnu en grund til, at fædrene ikke bare skal have lov, men også ret til at gå på barsel…
Læs artiklen i Information og lad os håbe, at Lykke Friis ser lyset. Vi har brug for det – allesammen.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: et godt link
Årets gave til konfirmanden
This book is a call to question rather than to please. To provoke, to challenge, to dare, to satisfy your own imagination and appetite. To know yourself truly. To take responsibility for who you are, to engage. This book is a call to listen to the voice inside you that might want something different, that hears, that knows, the way only you can hear and know. It’s a call to your original girl self, to your emotional creature self, to move at your speed, to walk with your step, to wear your color. It is an invitation to heed your instinct to resist war, or draw snakes, or to speak to the stars.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kendte en pige, der skulle konfirmeres i år for så ville jeg uden at blinke forære hende den fantastiske bog I am an emotional creature. Den er skrevet af Eve Ensler (mor til Vagina-monologerne) og bør blive for 10’ernes unge kvinder, hvad Kvinde, kend din krop var for kvinder i 70’erne.
Tak til Maren for overhovedet at gøre mig opmærksom på det her gudeskrift, som er både sjovt, provokerende, beskæmmende, tankevækkende og helt og aldeles nødvendigt. Og respekt til Eve Ensler, der giver feminisme nyt liv. Jeg er fan.
Madpakker med star quality
Jeg gentager lige: Alle jer, der er så trætte af, den nationale madpakkeordning i dagsinstitutionerne og hellere vil smøre jeres egne madpakker, altså I burde sådan set smøre mine madpakker også, så børnene kunne få frokost, der var tilberedt med varmt hjerte og kærlighed frem for selvmedlidenhed og tunge suk.
Men inden I kaster jer ud i næste uges rugbrødscirkus, så tjek lige hende der Gwyneth Paltrows nyhedsbrev for hun har nogle ret crispy frokosttips, der giver leverpostejen baghjul:
Day after day, it stares up at you, challenging you in ways you never thought possible, begging for originality: the lunchbox! This week we bring you ideas to change things up with some healthy options that kids love including contributions from two other foodie moms…Tamra Davis and Joni from Joni’s in Montauk.
Du kan læse hele det lækre lunch-box nyhedsbrev her – og så må vi bare håbe at mine børn synes den der rødebededip smager bedre end tomatmakrellen… (og at jeg gider finde blenderen frem søndag aften).
Et ord mere om gråt støv og…
Hvis du også er alvorligt bange for at kaste op næste gang, nogen siger aske, vulkanudbrud, flyveforbud eller Eyjafjallajökull (det sidste måske knap så sandsynligt med mindre du støder på en vaskeægte islænding), så er der hjælp at hente hos Maren.
Jeg kunne ikke være mere enig…
Mor har travlt med at blogge
[Disclaimer! Der bliver holdt giga-gigantisk linkfest i nedenstående tekst. Håber du kommer ædru igennem]
Nu stopper det! Var netop kommet mig over at blive hængt til tørre på Grob sammen med resten af min generation af peak-hungrende, nichesøgende m/k’er. Og nu må jeg så se mig selv – og mange af jer andre i øvrigt (bare fordi det føles bedre at gå ned sammen nogen) – stillet til skue som Mommy blogger i selveste New York Times. Ja, altså ikke mig personligt, men os i fællesskab – 30+ kvinderne, der sidder med snuden i tastaturet i tide og utide.
På unikabarometeret (halleluja) tror jeg efterhånden kun vi her i huset – uvist af hvilken grund i øvrigt – slår ud på navnebarometeret, fordi det mirakuløst lykkedes os at styre uden om først Laura, Sofie og Mathilde og siden Lucas, Mikkel og William i de år, hvor de ellers lå lige til højrebenet.
Og lad os bare få lidt flere lig på bordet med det samme, for det ser ud til at jeg finder vej til statistikkerne og avisspalterne før eller siden
– Bogklubben: Min eneste trøst er, at min bogklub er seks år gammel, men ellers er det lige efter bogen med den læseklub (so to speak)
– Frivilligt arbejde: Laver selvfølgelig også liiiige noget frivilligt arbejde sammen med alle de andre
– Orlov med hele familien. Lige om lidt holder vi orlov – eller for at være mere præcis, vi holder den her orlov for selvfølgelig kom vi bare op med en anden populær plan, efter vi med overbærende suk havde skippet turen til Thailand.
– Vi er i øvrigt også nogle af de der forældre, der inddrager vores børn i alt for mange beslutninger. Fx har jeg længe insisteret på, at Carla selv skal finde tøj frem om morgenen (mit argument er, at jo mere selvhjulpen hun er, jo mere kan jeg ligge på sofaen og læse bøger til mit næste bogklubmøde, og jo mindre er det mig, der skal ringe til SU-styrelsen for hende når hun er flyttet hjemmefra). Men processen har selvfølgelig smittet af på barnet, der tænker: “Inddragelse er godt. Mere inddragelse er bedre.” Så derfor indgår lillebroren nu også i udvælgelsen af lille trøje 1 fremfor lilla trøje 2 og lilla gamacher alene eller sammen med lilla kjole, hvilket har gjort morgenseancen til et veritabelt mareridt.
Fordelen ved, at vi åbenbart er en generation af lemminger, opvejer jo så langt skuffelsen over ikke at være firstmover. For goddamn, det er jo så dejligt at blive bekræftet i at jeg ikke er den eneste mor i universet, der indimellem synes det er lidt synd for mig, at jeg er den voksne…
Snart er det 100 år siden
På mandag fejrer Kvindernes Kampdag 100 års fødselsdag, og siden fik vi stemmeret, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, men hvordan gik det nu ellers lige med ligestillingen? Johanne Mygind gir et godt og tankevækkende bud i dagens Information – mon ikke mange andre kan genkende mønstret?
Pigerne efter drengene
Efter 10 år som feminist er det tid til at gøre status. Drengene er blevet chefer, mens nyfeminister er gået på barsel.
Mød Gretta Larsen fra Odense
Hun landede i min webmail og hendes historie er fantastisk… Hvis du tidligere uopfordret og med held har deltaget i et hollandsk eller måske ligefrem spansk lotteri, så er det her med garanti noget for dig.
P.S. Jeg har en gang vejet 67 kilo uden at se ud som Gretta Før, men hvem ved måske er hun kun 1,4 m høj
En som Bertha
Da min far døde, kom min tante og hentede mig, fordi hun sagde, min mor var for syg til at passe mig. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne være sammen med min mor. Jeg var helt alene. Jeg så hende kun to gange, inden hun døde. Den sidste gang jeg besøgte hende, sagde hun til mig: ”Jeg er meget syg. Jeg skal dø.” Men jeg troede ikke på hende.
En dag kom min onkel og hentede mig fra skole. Han gav mig nogle kiks, men sagde ikke noget. Først da vi kom hjem, fortalte han, at min mor var død. Vi tog ud for at se liget, og det var først der, jeg indså, at hun er død.
Bertha Zimba er 17 år og bor hos sin tante sammen med hendes seks børn. Jeg mødte hende forrige år i november, da jeg var på researchtur til Zambia. Da Berthas tante opgav at betale for hendes skole, fik hun hjælp fra de zambiske pigespejdere gennem det projekt, som De grønne pigespejdere har haft de seneste 10 år med Folkekirkens Nødhjælp og de zambiske pigespejdere, Girl Guide Association of Zambia.
Det projekt har jeg været involveret i, ja faktisk i 10 år nu. Det er genialt, fordi det hjælper de fattigste piger, de mest udsatte piger med at få en skolegang, samtidig med at de får et netværk, og det man med et godt dansk ord kalder lifeskills, så de ikke bare lærer at læse og skrive, men også lærer at passe på sig selv i et land, hvor hver 5. er smittet med hiv.
Når man som jeg har været så heldig at møde piger og kvinder som Bertha, ved man også, hvorfor indsamlingen til Afrikas kvinder i Danmarks Indsamling 2010 giver så god mening.
Læs Berthas historie færdig eller læs flere historier om zambiske piger
Flobberdewotsky
Og nu vi taler om forbrug… de her hollændere er bestemt ikke mainstream. Fede ting – jeg ville gå direkte efter en af deres diaperbags, hvis altså jeg havde brug for en (måske en ide til en barselsgave…)
Kun sandheden 