Tag Archives: børn

3. april 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Bare jeg ikke får et grimt barn

Det kunne faktisk ikke blive mere abstrakt. Vi besluttede os for at få et barn. Jeg blev gravid som i nærmest instantly. Sad og stirrede på den der skæbnesvangre streg på graviditetstesten og kunne ikke finde ud af, om jeg skulle vække min kæreste, eller om det var at gøre for meget ud af det. Det var så vildt, at alle – selv lægen – bare troede på mig, når jeg sagde jeg var gravid.

Jeg var glad, men også lidt presset over, hvad det der lille væsen ville komme til at betyde for mit og vores liv. Og mens jeg forsøgte at koble de ekstra kilo på maven (og brysterne og maven og ansigtet) til et lillebitte menneske, der voksede, begyndte jeg også at tænke over, hvad det mon var for et myr, jeg skulle være mor til.

Tænk, hvis det var et grimt barn. Skiløjet. Kalveknæet.

Så blev jeg scannet og pludselig gik det op for mig, at det slet ikke var det, det handlede om. For tænk, hvis barnet manglede et ben, en finger, havde en hjertefejl eller måske en hjerneskade.

På den anden side af de positive nyheder om et sundt og raskt barn, begyndte jeg at værdsætte det gennemsnitlige. Sikke en lettelse at fosteret så ud til at være som børn er flest.

Åh, men hvad så hvis det var et dumt barn. Ikke uintelligent (heller ikke så godt), men bare sådan uinteressant. Hvad nu hvis det blev et ugideligt barn. Initiativløst. Et barn som skulle nødes til alting. Og sådan fortsatte det i samfulde 36 uger indtil Carla blev født.

Nu kan jeg se, at jeg burde havde tænkt helt anderledes. Efter fire år som mor til atomic kid og hendes lillebror havde det vist været mere på sin plads at tænke:

– Bare det ikke bliver et barn med et meget lille søvnbehov, som vågner kl. 5 om morgenen uanset sengetid.

– Bare det ikke bliver et barn, som har meget svært ved at falde i søvn om aftenen.

– Bare det ikke bliver et barn, som sover virkelig dårligt om natten

– Bare det ikke bliver et barn, som er hyperaktivt.

– Bare det ikke bliver et barn, der ikke har tålmodighed til at se fjernsyn.

– Bare det ikke bliver et barn, som har et helt overdrevent temperament.

– Bare det ikke bliver et barn, som snakker konstant.

– Bare det ikke bliver et barn, der spørger alle om alt.

– Bare det ikke bliver et barn, der larmer så man tror man er ved at blive sindssyg.

Indimellem tænker jeg helt ærligt at sådan en lille indadvendt fætter, som kunne sidde og nørkle med noget lego, eller som kun modvilligt lod sig trække væk fra fjernsynet, eller som lige kunne tage en time eller to mere, når han kom ind i forældrenes seng, ville være at foretrække.

Så kunne jeg fx være sådan en, der lød sådan lidt søvndrukken, hvis folk ringede før kl. 10 i weekenden for at spørge om mine børn kunne lege – og jeg kunne sige: “Ved du hvad [gaaab]. Vi sidder lige og spiser morgenmad, må jeg ringe til dig lidt senere, når ungerne er kommet til sig selv.” I stedet for at være hende, der sender smser til de andre forældre kl. 8 om søndag morgen for at høre, om deres børn kan lege snarest.

med emneordet , , ,
2. april 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Min første ferie

Det her er min første rigtige ferie. I 4 år har ferierne mere haft karakter af en arbejdslejr end en retreat, hvor man vender revitaliseret tilbage til hverdagen. Faktisk, har det været lidt af en befrielse af komme tilbage på arbejde, hvor man kunne tænke på 1-2-3 tanker i forlængelse af hinanden og gøre en opgave færdig, før man gik i gang med en anden.

Men den her ferie – ok, jeg har måske ikke sovet hele formiddage væk, men det forudsætter jo så på en eller anden måde også næsten, at man går i seng efter midnat, og træerne vokser trods alt ikke ind i himlen. Men altså jeg har mødtes med min fantastiske bogklub, set film, læst bøger og avis, set veninder og slappet af i forårssolen. Det sidste lod sig helt overraskende gøre, da begge børn pludselig var hooket op med legekammerater i kvarteret…

Altså jeg sir bare det går fremad – og det er jo ikke, fordi babyer ikke er søde. Der bare noget virkelig befriende i at komme ud af babyland og ind en verden, hvor børnene (eller i hvert fald en ud 2) selv kan tage tøj på, gå på toilettet og fremfor alt sover om natten. Så i anledning af højtiden: Halleluja!

med emneordet , , , ,
31. marts 2010
3 kommentarer
The kids

Classified

Ahm, jeg er lige gået nedenunder… Carla har en legekammerat på besøg, og de er gået op på hendes mikroskopiske værelse (som ikke engang er indrettet som et børneværelse, men mere har karakter af et pulterrum – sorry, det står på to do listen).

Da jeg skulle lægge Halfdan til at sove, gik jeg ind for at sige til dem, at de skulle være stille. De lå i sofaen som to veninder og sagde nærmest i kor: “Vi ligger bare og snakker.” Og så blev jeg nysgerrig for, hvad er det lige to 4-årige piger har så lange, stilfærdige snakke om? Så jeg satte mig lige ind i soveværelset under påskud af at tjekke mail.

– Så trak du mig jo rundt med dine tryllearme.

– Ja, og så grinede jeg med min onde latter. Hahahaaa.

– Og så lavede du pølser på mig.

– Og bagefter tissede jeg på dig.

– Ja, det gjorde du.

– Tsssssssssssss…

Så nu er jeg altså gået nedenunder for jeg kan helt ærligt ikke lige kan overskue, hvad det nu er for noget – og jeg har selvfølgelig helt vildt meget lyst til at gå op og spørge om vi skal bage en kage, lave perler eller noget mere sådan børne-agtigt.

med emneordet ,
30. marts 2010
1 kommentar
Farmorbørn

Pyha!

Efter tre – eller var det fire – dage med totalt eksemplariske børn, som svarede med et smil, når jeg bad dem lade være med at kravle op i vindueskarmen eller ikke gad at lægge puslespil, som spiste deres aftensmad med begejstring (mmm, der er også champignoner i) og som sov både middagslur og lige til kl. 7 om morgenen, er vi nu heldigvis tilbage i normaltilstanden. Og gudskelov for det – det andet gør mig sgu både nervøs og stresset.

Altså nu har jeg endelig lært at navigere efter børn, der brokker sig, når aftensmaden kommer på bordet (pizza  og pasta undtaget), børn, der bliver uvenner når deres lege (helt forudsigeligt) bliver alt for vilde, børn, der kaster sig ned på gulvet med hysteriske skrig som afrikanske kvinder ved en begravelse, når de får nej. Det er ikke fordi, det er nemt, men det er forudsigeligt – hvorimod det andet… jeg blir rastløs og rundtosset af det, for når jeg ikke skal irettesætte, trøste eller henslæbe lørdagen i zombietilstand efter alt for lidt søvn, hvad er det så lige jeg skal. Hvad er det så for en forældre jeg skal være – en der bager kage? En der bygger ridderborge? En der bare ligger og læser på sofaen, mens børnene leger?

Så jeg fik næsten lyst til at kramme børnene efter de havde haft den første konflikt i dag – alt er ved det gamle, og jeg blir ikke arbejds- eller identitetsløs lige med det samme. Pyha!

med emneordet , , ,
27. marts 2010
2 kommentarer
Farmorbørn

Solskinsdag

Hvis denne lørdag er en forsmag på min påskeferie, kan jeg bare sige, at jeg har nogle geniale dage i vente (glemt er allerede 05.15 og med al min kendskab til Nemesis’ lunefulde humør har jeg jo allerede spændt ben for mig selv med dette indlæg, hvilket må siges at være ret dumt, når jeg skal være alene med begge børn i morgen).

Dejlig brunch, lang forårsgåtur i skoven og en idyllisk eftermiddag med børn så søde, som man ellers kun tør drømme om.

Carla og jeg lavede fødselsdagsinvitationer – mønsterbarnet valgte selv motivet til kortet og klippede koncentreret fredstegn ud i et væk – se det er jo et barn efter sin mors smag. Så cyklede vi efter frimærker og sendte invitationerne af sted. Og da vi bagefter stod og skar kartofler ud sammen ved køkkenbordet, lignede vi formentlig en af de der stylede familier omgivet af lutter harmoni og blød, blød candyfloss.

Og nu er idyllen dokumenteret, så jeg har et sted at finde trøst, hvis resten af ferien bliver en lang konflikt og lort med lort på…

med emneordet , , , ,
27. marts 2010
2 kommentarer
Orlov, The kids

05.15

Vi har været vågne i snart tre timer og er nu i gang med perleplader og modelervoks.

Er liige lidt panisk angst over at skulle begynde dagene så tidligt, når vi om tre måneder holder orlov og skal tilbringe 10 uger i en autocamper. Hvordan er det lige man aktiverer/pascificerer atomic kid på så få kvadrameter uden at vække hele campingpladsen? Jeg forudser, at vi kommer til at flytte campingplads mange, mange gange…

med emneordet , ,
26. marts 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Et pragteksemplar

Hvad er det lige for et center, der bliver aktiveret så snart folk roser ens barn som fx når min kæreste ringer til mig, efter han har været til kontrol med familiens (nu officielt tidligere) ørebarn?

For det var ikke bare gået fint, faktisk havde lægen aldrig set nogle ører, der var blevet så flotte efter en periode med mellemørebetændelse og dræn – og hvor var det bare utroligt, at han var kommet igennem vinteren uden problemer. Lød jo nærmest som om her var et fortilfælde, som burde publiceres i Nature eller hvor læger nu gør af deres groundbreaking resultater.

Der er noget tragikomisk over den stolthed, som får en til at koge over af begejstring over at have skænket verden så stor en gave – uanset om det handler om barnets evner med saks og papir eller som nu to trommehinder.

med emneordet , ,
25. marts 2010
2 kommentarer
Farmorbørn

Ude af øje, ude af sind

I går så jeg en brystpumpe på apoteket og så kom det alt sammen tilbage til mig. Overspændte bryster, ammeindlæg og endeløse timer i sofaen med et barn, der bare spiste og spiste og spiste. Sværest synes jeg det var 2. gang, fordi jeg allerede havde glemt, at i starten går den ene amning nærmest over i den anden – og det der med at sidde og læse imens blev aldrig til noget, for i starten gjorde det så ondt, at jeg måtte tage mig en dyb indånding og med tårer i øjnene virkelig, virkelig tro på, at det her om ikke andet var til barnets bedste, og senere spiste de så hurtigt, at jeg nærmest ikke nåede at sætte mig til rette.

Dengang føltes det helt naturligt at sidde og hive sine fordele frem over for venner, familie, kollegaer og folk, man aldrig havde mødt – på cafeer, i toget, til middage. Og nu kan jeg nærmest ikke forestille mig noget grænseoverskridende end at flashe mine kvindelige atributter (faktisk havde jeg lagt et ammebillede af mig selv på, men ahr, jeg synes sgu alligevel det blir for meget af det gode…).

Og da jeg så brystpumpen gik det op for mig, hvor hurtigt man lægger alt bag sig. Jeg har for længst glemt, hvornår børnene begyndte at sove igennem om natten. Jeg kan ikke længere mærke, hvordan det var at blive vækket hver time natten igennem for at amme. Jeg kan kun svagt huske de mange aftener, hvor jeg gik rundt med et utrøsteligt barn på armen og følte mig snydt, fordi netop jeg havde fået det barn. Og smerterne fra fødslen…  seriøst, det eneste jeg kan huske er, at jeg  anden gang blev nærmest panisk angst, da jeg fik veer, fordi jeg havde glemt at det gjorde SÅ ondt.

Måske er det derfor man godt kan blive sådan lidt kynisk over for nybagte forældres trængsler – helt ærligt det går jo over (forlængst har man glemt, at man bare gerne vil høre, at det man oplever er helt normalt). Og samtidig ved jeg jo, at det med sikkerhed må være tiden der har lagt et slør ud over hukommelsen, når min mor hævder, at jeg sov igennem lige fra vi kom hjem fra hospitalet.  Lidt ligesom det allerede – 4 år efter – er lykkedes mig at konstruere en historie om, at jeg var tilbage på min normalvægt fem dage efter jeg havde født?!?!

med emneordet , ,
23. marts 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Aiiih, hvor piiinligt

Da jeg skrev historieopgave i 2. g, stod min gymnasieveninde og jeg foran spejlet og fjollede – eller jeg var måske den mest fjollede, og nej, hvor var det pinligt, da kliniske Kenneth, hendes lægefar med rene, rene hænder, åbnede døren for at se, hvad vi lavede.

Til mine forældres sølvbryllup glemte mine søskende og jeg at sætte vækkeuret og væltede søvndrukne og halvpåklædte ud til de mange gæster, der var mødt op for at overraske mine forældre på deres 25 års bryllupsdag. Det var vist meningen, at vi skulle være gået foran med et godt eksempel, så det var jo også temmelig pinligt.

Men så fik jeg børn, og så rykkede grænserne sig ligesom markant for, hvad der er pinligt.

Der er selvfølgelig de små hverdagssituationer, hvor ens barn spørger en tyk far i vuggestuen, hvorfor han har en bold på maven. Eller hvor ens søn, mens man har gæster, uopfordret trækker op i ens bluse, fordi han godt lige vil se ens (graviditetstrætte) mave.  Eller hvor ens datter med klar stemme fortæller, at det der er den nye dreng i børnehaven, og han tager altid de andres legetøj – mens hans mor står ved siden. Små situationer, hvor man smiler indforstået til de andre forældre og bliver enige om, at de er da utrolige, de små poder.

Og så er der morgener som i dag, som udfordrer alle definitioner af pinligt…

Det starter med et major battle derhjemme om, hvorvidt det er nødvendigt at tage jakke på for at gå de 100 meter hen til børnehaven, går over en diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at have cykelhjelm på, til et forsøg på at få sit skrigende barn til at blive i garderoben, mens lillebror bliver afleveret.

Men den store kulmination kommer først i børnehaven midt i prime time aflevering med en lind strøm af forældre og børn. Der på gulvet ligger mit barn og skriger. Da det endelig lykkes mig at få hende til at lægge sine madpakker i køleskabet, åbner hun lågen, kyler dem ind på hylden og smækker døren med et brag af dimensioner.

Jeg sveder, jeg smiler indforstået til forældrene (de fleste ser nu ikke så indforstået ud) og til sidst må jeg bære mit hysteriske barn ud på legepladsen, mens hun skriger: “Slip mig. Jeg fryser. Jeg vil ind. Slip mig. Jeg er tørstig. Jeg fryser. Slip.” Flere forældre, flere anstrengte smil. Og det eneste jeg kan gøre er at vente til jeg til sidst kan mærke at hun begynder at slappe af i sin lille krop – og så i øvrigt forsøge at indgå at få trukket sneglespor af hidsig snot ned over mit tøj.

Det fede ved børn er, at når de til sidst giver efter, er der ikke skyggen af nag tilbage. Det svære ved at være forældre er, at følelsen af at have overskredet sine grænser 1000 gange og af at have udstillet sin utilstrækkelighed sidder i kroppen længe efter. Så selvom jeg mandede mig op og både gav knus og fik dobbelt tilbage, synes jeg sgu godt lige hun kunne have sagt undskyld for igen at have udfordret grænserne for, hvad der rent faktisk er pinligt.

med emneordet , , ,
22. marts 2010
4 kommentarer
The kids

It’s the little things…

Som når Halfdan stiller flodhesten, hesten, giraffen, koen, hunden og elefanten op på række, henter sin elskede guitar og sin grønne skammel, sætter sig til rette og synger: “Det er en sang for alle dyrerne, det er en sang for alle dyrene…”

Lige der løber hjertet over, og man får lyst til at fortælle alverden om det lille vidunder. Det er hermed gjort.

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →