Derfor skal du sige dit job op!

Nå, men nu sidder vi så her. Mit visitkort og jeg. Med roser helt op i numsen – hvis jeg må være så fri. Faktisk tænker jeg, at uanset hvad der sker fra nu af, så har det egentlig været et meget godt boost at sige mit job op.

Åhr, min kollegaer har været søde, givet blomster og gaver og brugt ord som “svær at erstatte” og “uundværlig”. Overvejer helt alvorligt at sætte mig over i et hjørne og spise chokolade og selvfede den lidt.

Men lige nu har jeg bare ikke tid, vel. There’s work to be done. Yeah!

med emneordet , ,

Gotta love it!

Fik jeg sagt, at der er tre dage til – og at jeg glæder mig helt vanvittigt til at betræde nye stier og genoplive gamle drømme… Vi ses derovre

med emneordet , , , , ,

Hvornår begyndte vi at snakke om Gud?

Åh, alle de principper til ingen verdens nytte. Allerede da jeg fandt ud af at mit første barn var en pige, gik jeg ind i kampen mod det lyserøde og kjolerne med hud og hår. Noget med at jeg gerne lære mit barn, at det at være pige er andet end at være lyserød og forklædt som Hello Kitty. Men så kiggede jeg væk et lille bitte øjeblik og pludselig kunne Miss Carla ikke iklædes andet end lilla og lyserød og kjoler, og stor var glæden da 3/4 af hendes julegaver var prydet af den lille japanske killing, der giver mig mareridt, fordi den dukker op alle vegne. Og også på voksne kvinders nattøj. Come on! Så søde er vi da heller ikke…

Nå, men siden jeg tabte kampen mod det lyserøde, har det bare været en lang deroute, hvor jeg også har måtte opgivet mine ret håndfaste holdninger til børn og slik, børn og Disney Sjov, børn og legelande. Bare for at nævne et par stykker.

Mine børn er heller ikke døbt. Fordi seriøst, jeg ville ikke stå og love den præst, at jeg ville opdrage mit barn i den kristne tro. Ikke fordi jeg forsager Jesus og alt hans væsen, men fordi det måske alligevel var et lige lovligt stort løfte for en, der de seneste mange år kun er kommet i kirken for at holde forfest til bryllupper. Men nu er selv den (anti)religiøse bastion faldet, efter jeg i dag hørte følgende ordveksling mellem mine børn, der for tiden er sygeligt optaget af død og sjæl og den højeste retfærdighed.

Carla: Du må ikke snyde. Snyder du?

Halfdan: Nej, nej, jeg snyder ikke.

Carla: Hvis du snyder, Halfdan, så kommer din sjæl op i himlen for at snakke med ham, der har lavet jorden. Han hedder Gud, og han vil ikke have at du snyder.

I give up! Amen!

med emneordet , ,

Et ret entydigt tegn på, at jeg er ved at blive gammel…

Jeg snakker med mig selv. Så er det sagt. I mange år var det mest sådan noget med at være alene hjemme og så gik jeg og sludrede lidt med mig selv om, hvad jeg skulle lave til aftensmad og den slags vigtige sager. Det føltes vel som en form for selskab.

Mens jeg var på barsel, holdt jeg en pause. Altså ikke fordi jeg holdt op med at tale, men når man er sammen med sin baby døgnet rundt, kan man jo bilde sig selv ind, at det er dem, man taler med. Og i øvrigt er det vist også både godt og vigtigt for deres sprogudvikling, at man sætter ord på verden sammen med dem. Selv tak.

Til gengæld betød barslen også, at jeg begyndte at snakke med mit barn og mig selv alle mulige steder. Og lige den del har jeg haft lidt svært ved at give op. Det betyder fx at jeg ofte har lange samtaler med mig selv nede i Netto, mens jeg beslutter om jeg skal købe den ene eller den anden ost. Egentlig er der ikke så mange, der kigger – og for det takker jeg alle de fritidshåndværkere, der har fastmonteret det lille smarte apparat til øret – også selvom der ikke er nogen, der ringer. Og det er vel også passende at takke alle dem (os), der skændes med kæresten, laver indkøbsseddel, sladrer om dem, der kyssede til julefrokosten og betror sig til veninden over telefonen, mens vi står i køen i supermarkedet. Det er ligesom ikke længere helt aparte at gå og sludre uden at have en fysisk samtalekammerat at tale med. Og det gør det unægteligt nemmere for sådan nogle som mig, der ikke taler med nogen. Altså ud over mig selv.

Men der skal ord på for det virker, ikke? Altså den der lillebitte, mikroskopiske bøvs  jeg kom til at slippe fri forleden, mens jeg ventede på den grønne mand ved et fodgængerfelt sammen med alle de andre fredagsshoppere gik åbenbart ikke under kategorien normal, socialt accepteret adfærd. Fornemmede jeg ret hurtigt. Så det sker ikke igen. Promise. (I øvrigt var det et uheld. Seriøst. Selvfølgelig.)

med emneordet , ,

Sådan en vil jeg også ha’

Ok, måske lidt nørdet, men hvis ikke det her er den fineste auto-reply så ved jeg ikke.

Hello,
it´s Little MOO again. I thought you´d like to know, the following items
from your order are now in the mail:

1 x MiniCards (100)

You requested DHL Standard delivery, which means it should reach you
between 5 and 15 business days.

Remember, I´m just a bit of software, so if you have any questions
regarding your order, the best place to start is with our Frequently
Asked Questions. We keep the answers here:
http://www.moo.com/help/faq/

If you´re still not sure, contact customer services, (who are real
people) at:
http://www.moo.com/help/contact-us.html

Thanks for ordering with MOO – we hope you love your order,

Thanks,
Little MOO, Print Robot

MOO
“We love to print”

Og jeg elsker MOO

med emneordet , ,

Er det en lort?

Naih, sikke fin. Hvor er du dygtig! Helt utroligt talent – og så i den alder. Ah-men er det ikke fantastisk hvad børn kan, når bare de får mulighed for at udfolde sig…

Jeg ved ikke med dig, men lige i dag kunne jeg måske godt have tænkt mig enten 1) lidt mere styring på leg-med-ler-aktiviteten i børnehaven eller 2) at kunstværket ikke lå som en ubestemmelig lort i samme blå pose, som i øvrigt bliver brugt til tissebukser og det der er værre. Måske det kunne være blevet en fin udstilling i børnehaven.

Der er trods alt grænser for, hvilke hjemmegjorte kreationer man kan tale op – også selvom man er barnets mor.

med emneordet , , ,

Jeg hiver lige mig selv op…

Åh, januar. Jeg hader det lort! Jeg hader Januars mørke og sjask. Jeg hader den bleghed, der ikke længere lader sig skjule, fordi solen har været væk alt for længe. Og jeg hader Januar-bakterien, som slæber sig gennem kroppen i sneglefart…

Positivt er det selvfølgelig, at der nu er 44 minutters mere lys at gøre godt med. Og at jeg stadig har gang i det der drømmeværksted. Og at min søn leger huspoet og siger ting som: “Min sjæl flyver aldrig op i himlen, for den sidder rigtig godt fast i mit hjerte.”

med emneordet , ,

Tak til tilløbet

De sidste måneder har jeg talt og forklaret og diskuteret og overvejet og vendt fordele og ulemper med stort set alle, der har gidet at høre på mig. Tak for det. Tro mig, jeg er blevet uvurderligt meget klogere.

Men altså jeg ved jo først om den her ide kan flyve og holde sig på vingerne, når jeg holder op med at tale og kommer i gang med at arbejde. Og jeg er klar. Virkelig klar. Så kom bare frit frem 1. februar

P.S. I øvrigt er det interessant at opdage, hvor meget sådan en rask beslutning,  hvor man tager sig selv og sine drømme alvorligt, smitter af på resten af ens liv. Selv børnene er blevet lidt sjovere at være sammen med. Ikke overraskende, måske. Men dog en tanke værd…

 

med emneordet , , ,

Hvad er forskellen på et barn og et kæledyr?

Ja, åbenbart ikke ret meget, hvis man skal tro det her tillæg til Politiken .

Og OMG, hvad er det for et samfund, der har et kæledyrstillæg til en kulturradikal omnibusavis? I understand nothing!?!

med emneordet ,

Mine nye venner

Oh, life is sweet. Indeed.

med emneordet , , ,