Gå bare direkte til kassen. Så er du klar til en sjov og sikker weekend med back-up…
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Det vi leger #3
Sidste vinter opdagede vi at der løb vand ned af væggen i stuen. Det er åbenbart det der sker, når tagrenderne er 200 år gamle, og vandet løber ud alle andre steder end i nedløbsrøret.
I dag kom der en tømrer og kiggede på det problem, der åbenbart ikke bare lader sig lappe – og nu vil han også sende en murer, som først skal reparere alle revnerne i muren (“Når der er hul i tagrenden, så bliver der revner i væggen, når vandet trækker ind og fryser.” “Oh, I see.”).
Der er også noget med nogle tagsten, der skal sikres, fordi de er begyndt at glide ned og lægge sig i tagrenden (de steder, hvor den stadig holder dem tilbage).
Næst efter bilen er fast ejendom ved gud det største sorte hul, vi hælder penge i. Alle de dejlige penge, vi kunne bruge til at rejse jorden rundt, konverterer vi nu til zinktagrender og cement. Good gracious.
Jeg gider ikke lege den her leg alligevel!
(Og jeg fatter stadig ikke, om det er meningen jeg skal vide noget om alt det her bare fordi jeg har købt et hus i et øjebliks redebyggerus.)
Det vi leger #2
I marts gik jeg i gang med at grave ud til en terrasse. Bare en lillebitte en på et sted i haven, hvor der er sol hele tiden (forudsat den nogensinde kommer til at skinne igen, selvfølgelig). Processen er simpel. Først fjerner man græs og jord, så kører man sand på, planerer og lægger fliser. Af den overskydende jord lavede jeg en vold – eller gik i gang med at lave en vold. Nu ser det sådan ud (det er volden til højre):
Til foråret kommer min bror og ordner det med jorden og sandet og fliserne.
(Og jeg fatter ikke, hvor de kæmpestore blomster, der er dobbelt så høje som min høj, kommer fra. En ukrudtsbusk?)
Det, vi leger #1
I et år har jeg gloet på en ledning ved børnenes seng, som min far har lavet. “Ja, jeg trak lige en ledning, så kan I jo bare sætte natlamperne op, når I finder dem, I vil have.” Et år, hvor jeg bildte mig selv ind, at det var svært at finde lige præcis den rigtige børnenatlampe.
I virkeligheden var det fordi jeg ikke kunne greje, hvordan den ledning, min far “lige” havde trukket, skulle forenes med lampens ledning.
I weekenden kom han og satte lamperne op.
(Og jeg fatter stadig ikke det med ledningerne.)
5 ting, jeg ikke fatter uanset hvor meget jeg prøver
Jeg er nærmest holdt op med at trække vejret, siden det valg blev udskrevet. Både fordi jeg ikke magter hvis Lars og hans crew skal drikke guldøl den 15. september. Og fordi jeg heller ikke ved, om jeg tror på/magter/er overbevist om, at det blir bedre med Helle og Villy. Lad os bare sig, at det har næsten har udviklet sig til en personlig skriveblokade på linie med det, der eftersigende foregår på det såkaldte boligmarked.
Så tillad mig at fordrive ventetiden med en lille top 5 over ting og sager, som min hjerne åbenbart (også) er for lille til at rumme.
1) Coops sindssyge PlusPointsystem og deres endeløse mails om at jeg bare er 150 kr. fra at rykke op på PlusTrin en mia. Pyramidespil, sir jeg bare. Døm selv
2) Stilheden på et plejehjem. Er det mon sådan døden er? Angstprovokerende stille? Og den blomst, der har fået lov til at stå og tørre helt ind i vasen på bordet – er det et forvarsel om, hvad der sker med dem, der flytter ind?
3) Hungersnøden på Afrikas Horn. 110 mio. kr. og seks tv-værter og en komiker i havnen og så taler vi ikke mere om det. Helt seriøst, har der ikke været ildevarslende stille siden i lørdags? Og kunne man forestille sig at en af de 278 daglige målinger på om Helle eller Lars fører, kunne bytte plads med lidt nyt fra de sydlige himmelstrøg.
4) De rige. Hvorfor er vi ikke mere forargede over, at de rigere bliver rigere, selvom der er freaking finanskrise (som så lige er blevet aflyst)? Og hvorfor undrer vi os ikke over, at der kun er en vej frem til lykken – og det er flere penge, mere forbrug, flere penge, mere forbrug, selvom vi alle sammen ved, at jorden en dag går under af netop den grund. Jeg har sagt det før, men du skal altså virkelig se Inside Job og gør det før den 15. september. For måske får du lyst til at sætte dit kryds et andet sted.
5) Nåh ja, og så lige den der detalje med at universet udvider sig. Så verden er blevet større? Eller er det en anden verden? Eller er det bare i teorien? Eller noget der ligger lysår foran os eller bag os?
Vi bringer en meddelelse (måske er den til dig)
Her er noget andet, jeg aldrig bliver træt af: Offentlig meddelelser til borgerne skrevet af en, der helt sikkert ved hvad han taler om. Det gør vi andre bare ikke – heller ikke selvom det står i Information…
Man skulle fandme tro det var juleaften
Bankpakker. Boligpakker. Redningspakker. Jeg kaster op, hvis der kommer en eneste pakke mere, som skal redde nogen. Midlertidigt.
Tillad mig i al beskeden at foreslå tre ting:
1) At vi/nogen laver en form for en langsigtet, overordnet, gennemgribende plan, der måske ligefrem havde karakter af en nytænkende, fremtidssikret reform af en art (kunne fx være de politikere, vi har stemt på – selvom jeg har glemt med hvilken begrundelse).
2) At landets såkaldte statsminister holder op med at spille kostbar og i stedet får udskrevet det valg i en helvedes fart. Det kunne jo tænkes at det (også) var derfor at boligmarkedet står i stampe, og landets befolkning går rundt med apatiske blikke.
3) At du sætter dig ned og ser Inside Job og så taler vi lige om den der finanskrise (også nr. 2) igen – og om hvem det er der holder røven oppe på hvem, om det er synd for de rige, og om der er udsigt til at de frie markedskræfter redder verden.
Kendis, kendis. Sig mig, hvem du er
Åh, hvor blir jeg aldrig færdig med at undre (og brokke mig) over mærkværdige, udvandede kendisprogrammer som fx 4-Stjerners Middag, hvor ikke en gang programomtalen gir mig en ide om, hvem det er Kanal 5 har inviteret ind i mit fjernsyn.
Selv jubeloptimister kan møde muren
Det er august for fuck sake. Og mørkt som i november. I øvrigt er jeg gennemblødt fordi jeg havde glemt at det ikke længere er muligt at bevæge sig uden for en dør uden at være klædt i plastik. Det er jo ved at udvikle sig til en virkelig dårlig katastrofefilm. Og jeg hader katastrofefilm. Som i afskyr. Så nu gir I mig noget Indian Summer – og det ska være lige nu. Ellers flytter jeg hjemmefra for efter 14 ugers nonstop nedbør, kan jeg bare sig at regn er ikke lige mig.
Kun sandheden 