Category Archives: Anbefalinger

Det jeg læste i årets sidste uger

Der er meget godt at sige om tre ugers juleferie i de varme lande. Noget af det gode handler om at rejse med børn, der nu er så store, at jeg faktisk kan nå at læse indtil flere bøger, når jeg har ferie – ligesom i gamle dage.

Så her er hvad jeg nåede:

Josefine Klougart: Om mørke

om-moerke_247789

Klougart er måske en af de dygtigste unge forfattere i Danmark lige nu. Hun skriver som en drøm – det er ikke lettilgængelig litteratur, men man bliver så rigeligt belønnet for sin indsats. Passende selskab til lange aftener i en hængekøje med havet som baggrundsmusik.

Frederik Backman: En mand, der hedder Ove

en mand der hedder ove

Ove, ikke? Han vil egentlig bare gerne være i fred. Faktisk prøver han gennem hele bogen at komme til at tage sit eget liv, men det er ikke helt så let, når alle mulige og allermest umulige mennesker hele tiden vader ind og ud af hans liv. Virkelig underholdende og med plads til overraskelser undervejs. Jeg kamptudede de sidste 20 sider.

Eleanor Catton: The Rehearsal

rehearsel

En lærer bliver fyret, fordi han har haft en affære med en elev. Men måske var den unge pige ikke så meget et offer, som alle de voksne forsøgte at gøre hende til. En virkelig fin roman om ungdomsliv og de første forsøg med at finde sine ben i en spirende seksualitet, hvor alle døre i princippet står åbne. Eleanor Catton har i øvrigt vundet Man Booker Prize 2013 for sin anden roman The Luminaries. Yngste kvindelige modtager af Booker-prisen nogensinde. Sejt!

Og lige inden jeg faldt i søvn i liggestolen, begyndte jeg på feriens sidste bog.

Chrystia Freeland: Plutocrats – The Rise Of The New Global Super-Rich

plutocrats

Chrystia Freeland er finansjournalist, så man kan vel sige at hun ved hvad hun taler om, når hun i bogen beskriver, hvordan verdens allerigeste (de udgør bare 1 procent af verdens befolkning) kun bliver rigere og rigere, mens forskellen mellem verdens rigeste og resten af verden kun bliver større. Perspektiverne er ikke alt for muntre, for det handler ikke kun om penge og jetfly og store huse, men mest af alt om den magt og indflydelse, som de allerrigeste får adgang til via deres penge og lukkede netværk.

Happy New Year!

med emneordet , , , ,

Om julegaver. Om hvordan det er at være fattig. Og om hvorfor internettet (også) er en upålidelig stodder

Jeg ville have skrevet noget om julegaver. Om at give sine børn en rejse til den anden side af jorden – og et nyt fjernsyn – i gave. Om at give gaver som familien kan få fælles glæde af i stedet for små legedimser og digenoter til os hver især.

Imellem tiden læste jeg så et blogindlæg om at være fattig, og så faldt det hele lige som lidt – eller bare fuldstændig – til jorden. Bloggeren er en amerikansk kvinde, som skriver nøgtern og gudsbenådet præcist om det, du ikke har lyst til at vide om, hvordan det er at være på røven i USA.

Det starter sådan her:

Why I Make Terrible Decisions, or, poverty thoughts

There’s no way to structure this coherently. They are random observations that might help explain the mental processes. But often, I think that we look at the academic problems of poverty and have no idea of the why. We know the what and the how, and we can see systemic problems, but it’s rare to have a poor person actually explain it on their own behalf. So this is me doing that, sort of.

Rest is a luxury for the rich. I get up at 6AM, go to school (I have a full courseload, but I only have to go to two in-person classes) then work, then I get the kids, then I pick up my husband, then I have half an hour to change and go to Job 2. I get home from that at around 1230AM, then I have the rest of my classes and work to tend to. I’m in bed by 3. This isn’t every day, I have two days off a week from each of my obligations. I use that time to clean the house and soothe Mr. Martini and see the kids for longer than an hour and catch up on schoolwork. Those nights I’m in bed by midnight, but if I go to bed too early I won’t be able to stay up the other nights because I’ll fuck my pattern up, and I drive an hour home from Job 2 so I can’t afford to be sleepy. I never get a day off from work unless I am fairly sick. It doesn’t leave you much room to think about what you are doing, only to attend to the next thing and the next. Planning isn’t in the mix.

Du kan læse resten af indlægget her

Og bagefter skal du gøre dig selv den tjeneste at læse hendes personlige historie, som Huffington Post efterfølgende har bedt hende skrive.

When people say that I am perhaps not legitimate, it is maybe sort of true if you mean that when I was at the low points I did not have time for blogs and since I do now I am not at the bottom. That is a true thing. But it is untrue if you mean that you think that because I have some knowledge of and access to an intellectual culture higher than my station I must be the average Gawker or Times reader. I am not. There are a lot of us, particularly since the economy collapsed and, well, you read the same news I do. You remember. We remember what it is to be professional a little bit and we have a few close friends who have done well for themselves and a few that haven’t. My closest friends are both living with family. One has chased work all over the country and just can’t seem to find the right door for her foot. One is a single mom of a severely autistic teenaged daughter who has hocked her future to put herself through grad school. And all of it while supporting her family and spotting friends if they were desperate. They are the ones who have done everything correctly. I just happen to have this skill to tell the stories. I didn’t even know it until last week.

Du finder resten af historien her

Længe leve internettet for at kunne netop det: Give stemme til dem, som ellers ingen har! Og så ikke et ord mere om julegaver. Det skulle da lige være, at vi måske allesammen skulle hoste om med en 50’er til fx Mødrehjælpen. I anledning af julen. I det mindste.

NB! Der er dem der siger historien er et scam. Måske har de ret. Måske har de ikke. Eller måske har de bare fat i noget. Du kan læse kritikken flere steder, blandt andet her

Men det betyder ikke, at du ikke skal give en 50’er til Mødrehjælpen. De har stadig fat i den lange ende.

Sidste omgang med hele Danmarks digterdreng

Hvad er der efterhånden mere at sige om Yahya Hassan, som ikke allerede er sagt? Både om digtsamlingen og om Danmarkshistoriens mest omtalte og bedst dækkede poesi-arrangement? 51 journalister i salen, godt en fjerdel af alle de fremmødte (i parentes bemærket: Er de ikke først og fremmest interesseret i kampen, den mulige infight mellem Danmarks nye poetry-darling og de hætteklædte ballademagere? Ville de være her, hvis ikke der var udsigt til ballade?) 

Bag ved muren af bevæbnede betjente og sikkerhedstjek sidder han så, Yahya, i en blød, rød lænestol pakket ind i sikkerhed og ligner den dreng, han vel egentlig stadig er. En dreng, der er blevet Danmarks bedst sælgende digter over en nat. Hans ord er ikke drengede. Hverken digtene eller det han siger der i gymnastiksalen på en skole et stenkast (no pun intended) fra bydelen Vollsmose.

Så hvor kommer de fra, alle de ord? Kloge og nøgterne (og uforsonlige?) betragtninger om livet i ghettoen? Vreden, der hele tiden får ham til at spytte ordene ud, og utålmodigheden, som gør det vanskeligt for ham at høre spørgsmålene fra salen til ende? Det er det store spørgsmål – det er det store under. At en 18-årig dreng, der vokser op i et voldeligt hjem, og som senere springer ud som fuldblodskriminel, kan være så nuanceret, så eftertænksom. Det er måske det, der er det mest fascinerende. Det og den måde han kaster bogstaver hidsigt rundt på siderne i sin digtsamling, så ordene får ny betydning og råber ud til læseren. Os, de ignorante. Os, de intetanende.

Han er blevet kritiseret for af andre muslimer at lægge islam for had. At vende sin tro ryggen, men i går aftes formulerede han med stor overbevisning præcis, hvilken del af islam han tager afstand fra.

”Der findes en gruppe for hvem islam er et sæt af ritualer og påbud, som hver enkelt skal overholde for at være en god muslim. Åndeligheden i religionen er fuldstændig gået tabt, fordi vi først og fremmest bruger religionen til at kontrollere hinanden og udpege syndere og vantro. Jeg forstår ikke, hvordan en gruppe muslimer kan have held med at reducere islam til en åndsforladt ideologi. Hvor er de åndeligt bevidste muslimer, dem, der har et andet forhold til deres religion? Hvorfor tager de ikke ordet?”

Han er 18 år gammel og mandsopdækket døgnet rundt af PET (PET-pædagogerne, kalder han dem selv, selvfølgelig). Han ligner ikke en der har fortrudt, at han tog ordet i sin mund. Eller en, der lader sig flytte rundt med. Yahya Hassan virker tværtimod, som om han fuldt bevidst om, hvad det er for et spil, han er blevet en del af.

131108-digte-770x250-dk

”Jeg står til ansvar for mine digte, men ikke for andres fortolkninger af dem. Det er klart alle har en dagsorden, og,” siger han med stemmen fuld af ironi, ”så har det vist sig at være så utrolig heldigt, at mine digte kan bruges fra højre til venstre. Alle ser ud til at kunne finde noget i min poesi, som kan bekræfte deres egne overbevisninger og meninger. Jeg er ligeglad. Du må bruge mine digte til, hvad du vil, bare du selv står til ansvar for den fortolkning, du lægger ned over dem.”

Faktisk er det noget af det, der fascinerer mig: At han virkelig er ligeglad.

”Jeg kunne have været mere diplomatisk. Det har ikke været mit ønske. Men intention har ikke været at gøre poesien politisk. Det er jer, der gør den politisk – og nu vil have mig til at mene noget om alt muligt.”

”Men hvad vil du gøre? Du sætter fokus på problemerne, men du kommer ikke med nogen løsning,” spørger en kvinde blandt publikum.

Hans svar falder prompte, næsten irriteret: ”Jeg er ikke pædagog, vel? Jeg skal ikke nå ind til jer alle sammen og give jer et kram. Det må du spørge de professionelle om.”

Det er svært at debattere med Yahya Hassan, selvom han flere gange gentager, at han er kommet til Vollsmose, fordi han gerne vil i dialog. Ud af parnasset, ud blandt ”dem, der ligner mig”. Men hver gang en blandt publikum får ordet, afbryder han efter kort tid og skyder tilbage med en geværsalve af ord uden helt at kende spørgsmålet. Han er utålmodig på den måde. Ubarmhjertig. Han spilder ikke tiden, og han tillader helt åbenlyst ikke, at andre spilder hans tid. Og hvis spørgeren forsøger at tage ordet tilbage, råber Yahya Hassan bare højere. Han er klar til kamp. No more bullshit.

Er du et omsorgssvigtet barn? Spørger en kvinde til sidst.

”Omsorgssvigtet, ” svarer han og smager på ordet, inden han fortsætter: ”Ved du hvad, alt det, der er sket. Min barndom. Selvfølgelig var der svigt i min barndom… [pause] Det var dengang. Jeg er videre nu. Der er ikke nogen, der skylder mig en undskyldning. Det er ikke sådan jeg har det.”

Der er ingen, der står i gæld til Yahya Hassan. Det er ikke sådan, han ser på verden. Åbenbart. Og måske er det også det, der gør ham til noget særligt. What you see is what you get. No strings attached? Helt enkelt?

med emneordet , ,

Solen skinner – vi har en vinder

lejemorderensDet er mandag, og så må man godt hoppe i gryden med mundrette hverdagsrim. Og faktisk trak jeg vinderen allerede i lørdags, men i mellemtiden forsvandt weekenden mellem hænderne på mig. Blandt andet fordi jeg var lidt bagud med bogklubbogen, som heldigvis viste sig at være en af den slags, der næsten læste sig selv. Ren Tarrantino på bog, og det er egentlig ikke så ringe et selskab sådan en iskold weekend i november. Så hvis du er ude efter noget absurd action gone religious, er En lejemorders guide til et smukt hjem et fint sted at fordrive tiden.

Hvem vinder Lille Allan – hvem får en trøster?

Søde Nete: Du har vundet bogen. True.

Og søde Amrit, sørme om der ikke er et fint særtryk til dig.

Hiphiphurra og tillykke, de damer.

med emneordet , ,

Universets orden

Jeg tror på det her. På at det du giver kommer tilbage til dig en dag. Ikke i forholdet 1:1. Men i form af en udstrakt hånd, en dør der åbner sig, et lys i mørket. Som regel når du mindst venter det.

med emneordet , , ,

Det er vreden der gør det for mig

Yahya HassanHar fået Yahya Hassans digtsamling i tidlig julegave, og jeg er blæst bagover af alle hans ord. Ikke bare fordi han skriver om alt det ingen tør sige højt, men også fordi han kaster ord rundt på siderne med en energi og vrede, som ellers ikke er danske digtere (eller forfattere) forundt.

Faktisk er der forbavsende lidt vrede i moderne dansk litteratur. Altså sådan rigtig beskidt og uforbeholden vrede. Det er det, jeg godt kan lide ved Yahya Hassans digte. Han er vred, og det har han ikke tænkt sig at pakke ind i blomster og honning. Han er som Michael Strunge var i digtsamlingen Nigger 1-2 (fra 1982 – det er 30 år siden!): Helt og aldeles ubarmhjertig over for systemet, over for sin familie – over for sig selv.

I Nigger 1-2 skrev Michael Strunge:

”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Yahya Hassan skriver (med versaler):

“jeg skulle have været min mors hund i snor

asken er det der ikke længere er

mørket er det der aldrig bliver

men se nu her hvad satan har efterladt

en evig flamme fra sit helvede

Det er vreden, der driver dem begge, og minder os om at ikke alle lever lettilgængelige middelklasseliv med lettilgængelige problemer, der lader sig løse uden skrig. Jeg får lyst til at genlæse Michael Strunge – og til at krydse fingre for, at Yahya Hassan ikke brænder op indefra som Strunge gjorde. Han har fortjent al ære og hæder for sine ord og for at dykke ned i en de mest tabubelagte virkeligheder, vi omgiver os med. Selvom jeg synes vi skal passe meget på med at gøre ham til perker-præmiedigter af den grund.

Niels Lyngsøe har i øvrigt skrevet en virkelig god analyse af Yahya Hassans digtsamling, hvis du er sådan en, der synes det er interessant at gå et spadestik dybere end det umiddelbart sensationelle.

med emneordet , , ,

Mareridtsgaranti – Mød Lille Allan og vind bogen (eller trøstepræmien)

“Gå væk. Du må ikke røre ved mig. Lad være. Gå din vej.”

Miss C havde mareridt forleden. Det har hun ellers aldrig, men hun drømte at en mand havde klædt sig ud som hendes far og først da de kom hen til hans hus indså hun, at det slet ikke var hendes far, men en skummel børnelokker, der ville have hende med ind i sit hus.

Scary stuff. Men sådan er det, når man læser Lille Allan og Dobbeltgængerskolen som godnathistorie. Muhahaha.

Lille-Allan-og-dobbeltgængerskolenI bogen bliver Lille Allan, der bor alene i Urbanplanen med sin far, kidnappet af en mystisk mand med lange gule fingre. Faktisk besvimer han, da han spiser en bakke forgiftede pommes friter, der smager af opvaskemiddel. Da han vågner på igen, befinder han sig på Dobbeltgængerskolen, hvor rige forældre betaler for at deres børn får en håndfuld dobbeltgængere, som er gode til det, deres egne børn ikke er gode til. Ja, det er lidt kompliceret, men også sjovt og finurligt.

Mine børn kan godt lide at historierne både er uhyggelige og sjove, og det er Lille Allan og Dobbeltgængerskolen – ligesom Ærtehalm-bøgerne (som du virkelig skal læse med dine 6-7-8-årige børn).

Som en særlig søndagsservice kan du vinde Lille Allan og Dobbeltgænger skolen, hvis du kaster en kommentar senest på fredag den 22. november. Og hvis du vinder, så har du allerede den første julegave i hus.

Lille Allan printDenne gang er vi faktisk så heldige, at der også er en trøstepræmie, nemlig det fineste særprint af John Kenn Mortensen, der har lavet illustrationer til Lille Allan og Dobbeltgængerskolen.

Særprint betyder, at det ikke kan købes andre steder, og at det kun er dig og en håndfuld (eller to) andre mennesker, der ejer det. I verden.

Så hvad venter du på?

med emneordet , , ,

Morten, din trussetyv

Morten Sabroe. En af de forfattere, der har stået på min bogreol og gloet på mig i årevis uden at vi rigtig kunne blive dus. Men så besluttede han sig for at skrive en satirisk roman om mænd, der taber potensen, eller har alt for meget af den og ikke noget sted at finde forløsning, fordi konen har mere travlt med sin karriere end med at dyrke sex med sin mand.

Jeg læste bogen på en weekend, selvom det i sig selv burde være et umuligt projekt, men nogle gange arter livet i børnefamilien sig helt uventet til de voksnes fordel.

Han har en skarp pen, ham Morten. Både når han beskriver sine medbrødres kamp med og mod potensen, og de dominerende kvinder, som mændene i romanen omgiver sig med. Stakkels mænd tænkte jeg, om hovedpersonen og hans tre venner, der er mere styret af deres nedre regioner end af deres intellekt. En mand skal ikke bare have sex, han skal have masser af det, synes Morten at mene. Og hvis ikke han får det… ja, læs bogen hvis du vil vide hvor galt det kan gå, og hvor patetiske desperate mænd i 40’erne kan blive.

Libido

Morten og jeg blev venner, mens jeg læste Libido. Eller jeg blev venner med ham (det er ikke det samme). Han skriver jo som død og helvede. Eller jeg er i hvert fald ven med Morten, og det kommer jo på mange måder min bogsamling til gode, for måske skulle jeg kaste mig over andre af hans bøger. Men først skal jeg læse den islandske Lejemoderens guide til et smukt hjem. Møde i bogklubben lige om lidt. Håber bare at Hallgrímur Helgasons er lige så saftig og insisterende som satirikeren Sabroe..

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

med emneordet , , , , ,

Tiltrængt opsang fra en klog gammel dame og en bog, du kan vinde (Caitlin Moran it is)

Caitlin Moran. Need I say more? Vanvidskvinde på speed (og jeg elsker det). Feminist om en hals med et komisk talent, som jeg nok synes er temmelig tiltrængt i en verden, hvor alle andre end de særligt dedikerede snerper munden sammen i sur hønserøv, hvis man kommer for skade at bringe emnet ligestilling (i enhver afskygning) op.

Morans helt banale pointe er, at hvis du har en vagina (det lyder ligesom bedre på engelsk – vagina på dansk lyder også som sur hønserøvsmund), og du gerne selv vil bestemme over den, så er du feminist. Punktum. Damen er ikke bare morsom, hun er også klog på sin egen temmelig bramfrie måde (se hende folde sig ud her).

IMG_20130902_193706Bogen, Kunsten at være kvinde, er netop kommet på dansk, og forlaget har været så venlig at sende mig en bog og love, at en af jer også kan vinde den. Men siden jeg nu både har den engelske og den danske udgave, synes jeg bare vi skal sende mit forlagseksemplar ud i verden.

Så meld dig under fanerne, hvis du vil være den lykkelige ejer af Kunsten at være kvinde. Jeg trækker lod på et tidspunkt søndag den 29. september.

Imellemtiden kan du læse det fine interview med Lise Nørgaard, som Berlingske har begået. Damen er 96 og fordelen ved at blive så gammel er, at man kan tillade sig at give kvinder en tiltrængt opsang. Der jo ingen der laver sur hønserøvsmund over en dame på 96. Hun har trods alt livet og erfaringen på sin side. Så lad os slutte med dette fine citat fra en klog gammel dame:

»Det er glimrende, at kvinder har noget at skulle have sagt, og det er meget tilfredsstillende. Jeg er vild med alt det, kvinder har fået. Men de sidder og læser Eurowoman. Har barselsorlov alt for længe. Så keder de sig, men i stedet for at læse en bog og få lidt åndsliv, går de i mødreklubber og taler om bleer, bøvs og bræk. Eller til baby-salmesang og så ligger de her småfede babyer på syv måneder rundt om alteret, mens mødrene bræger som får. Det lyder ad pommern til, og børnene kan jo tage skade for livet.«

 

med emneordet , , , , ,