Indimellem sker det, at jeg står og venter på toget, og når det så kommer, suser det lige forbi uden at standse ved min station – og sådan er det jo med lyntoget. Det standser ikke mellem Odense og Høje Tåstrup, og det kan måske godt være et problem, når jeg står i Nyborg og venter.
Sådan havde jeg det fx dengang en af mine gamle venner for 3. gang skiftede til et nyt og endnu mere spændende job, mens jeg var på barsel. Farvel. Vi ses. Måske. Og endnu mere, da en gammel studiekammerat blev longlistet til en Cavling samme dag, som jeg sad og lagde juleåbningstider på bibliotekets hjemmeside. Altså jo, jo det sidste har da værdi for mange, rigtig mange faktisk, men jeg får ligesom ikke nogen statuette at prale med. Det gjorde hun så heller ikke, men hun var dog lysår tættere på end jeg nogensinde kommer.
Man kunne jo kalde det misundelse – og måske er det bare, hvad det er. Min kæreste kalder det at være karriereminded, og måske har han ret, når han siger, at hvis man vil rykke sig derhen, hvor lyntoget standser, er man nødt til kun at have sit fokus et sted i stedet for 100. Og lige den del har aldrig været min stærke side – faktisk er jeg bedst til og har det rigtig sjovt med at være mange steder på en gang for så føler jeg ikke, jeg går glip af noget. Eller det er jo så løgn, men det er bare fordi det larmer så meget det der lyntog, at det er svært at lade som ingenting, når det kører forbi.
Kun sandheden 