Sommer. Lækker latte. Valrhona chokolade. En god veninde. Tagterrasse. Solnedgang over Københavns tage.
Og bagefter dyb og uforstyrret nattesøvn…
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: nærmest lykkelig
Ren og skær taknemmelighed
Jeg er ikke lige frem den sentimentale type. Nogle vil måske ligefrem kalde mig kynisk. Altså jeg fældede da en tåre, da jeg så The Road. Har i øvrigt også en gang tudet til en dokumentar om en ordblind kvinde, der fik et arbejde. Helt færdig. Hulkende faktisk. Senere viste det sig, at jeg var gravid. Der er en forklaring på alting.
Men man kan jo godt være taknemmelig selvom man er kold i røven. Tror jeg nok. Eller også er jeg blevet sentimental. So be it. For hold kæft, hvor er jeg bare heldig at kende så mange fantastiske kvinder. Som tilmed er mine veninder. Jeg føler mig privilegeret på den der født-med-en-sølvske-i-munden-agtige måde. Altså sådan lidt royal i det, ikke?
Det er ikke bare de der gamle veninder, som jeg har kendt i 2.000 år – og som jeg hænger på resten af mit liv, fordi de ved for meget om mig til at jeg nogensinde tør at slå hånden af dem. Bare i tilfælde af jeg en dag bliver en stor berømthed. Eller har brug for at bilde nogen ind, at mit liv er en lang ren sti. Som om.
Det er også alle dem, jeg næsten lige har mødt. De nye – hvoraf jeg har kendt nogen i 15 år?! For af en eller anden grund er de nye hele den kategori af kvinder, som jeg har støvet op efter gymnasiet. Siger måske alligevel en del om, hvor jeg mentalt holdt op med at tælle. Lidt ligesom når mine forældre taler om 70’erne som om det var i foregårs. I don’t think so. Men det samme kan man jo så efterhånden sige om 90’erne.
Alle som en er begavede, energiske kvinder, som jeg beundrer for at være stærke, utrættelige, overbærende, eventyrlystne, nysgerrige, ærlige, overraskende, opgivende, frustrerede, grinende og helt og aldeles sig selv. Helt ærligt. Det er da værd at vride en tårer over. Hvis altså jeg kunne. På kommando.
Og nu kan du jo så gå psykolog-amok over min sidste kærlighedserklæring, hvis du gider. For mest af alt elsker jeg alle de her kvinder for at være så fulde af ord, at der a.l.d.r.i.g. nogensinde er stille, når vi er sammen. Vi taler Millionøse-metoden bare med ord.
Goddamn, så stik mig dog den kleenex!
Sovetrolde
På en måde ville jeg ønske, at mine børn sov altid. Det er ligesom nemmere at elske dem, når de ligger helt stille, og jeg kan få lov til at være moren, der lægger dynen over dem. Putter dem. Kysser dem. Uden de gør modstand overhovedet.
Og jeg får lyst til at lægge mig op i sengen sammen med dem. Til at omfavne dem til de forsvinder og bliver en del af mig. Til at græde en lille smule, fordi jeg af en eller anden grund bliver så pissesentimental af sovende børn. Men jeg får faktisk også lyst til at vække dem. Fordi de alligevel er sjovest, når de er vågne.
En gang for længe siden talte jeg altid lygtepæle. Hvis jeg kunne nå tre lygtepæle på cykel, inden jeg blev overhalet af en bil, vil alverdens lykke tilflyde mig. Samme tvangstanke har jeg haft med Langebro. Og antallet af trapper i opgangen inden hoveddøren smækkede. Nu er jeg nødt til at kysse mine børn og putte dem på præcis samme måde hver eneste aften, inden jeg går i seng, for ellers…
Jeg har prøvet at lade være, men så ender jeg alligevel med at gå ind og køre mit OCD-lignende ritual af på dem. Bare for en sikkerheds skyld. Sådan er det sgu nok bare at være mor. Man er ligesom nødt til at gøre, hvad det kræver for at få de små sovetrolde i mål.
Nåhr, en baby
Velkommen Ida. Velkommen Cornelia. Velkommen Villads. Velkommen Albertes lillesøster (dine forældre skal lige blive enige om et navn). Og velkommen Marvin, som snart er 5 timer gammel. Det er babyboomende forår med gravide maver og nyfødte babyer en masse. Og jeg bliver sgu så sentimental af alle de nyfødte babyer (jeg sagde sentimental, ikke skruk).
Det handler ikke om de ni måneder, hvor jeg var gæst i min egen krop og jeg i øvrigt blev forfulgt af den tvangstanke, at alle mine ikke-gravide veninder havde tabt sig helt enormt meget og var mere veltrænede end nogensinde før. Det handler heller ikke om timerne med tiltagende veer, hvor jeg var så rasende over, at ingen – som i INGEN – havde været i stand til at formidle hvor f***** ondt det gør, når ens bækken gør klar til at skyde en baby ud i livet. Og det handler i øvrigt slet ikke om at skulle føde en moderkage (nu må I seriøst godt gå væk fra mit underliv) eller om at møde den kække jordemoder: “Nu må du godt gå ud og tisse”, og man tænker: “ALDRIG NOGENSINDE kommer jeg til at lade mit vand igen. ALDRIG.” Eller om at se min krop udstyret med Anni Fønsbys bryster – så meget for at have glædet sig til at ligge på maven igen…
Det der er med babyer, er de første minutter, hvor det der lille væsen, som man både kender og slet ikke ved, hvem er, ligger på ens mave og kigger rundt på verden for første gang. Det er de første dage i osteklokke, hvor det går op for en at man skal være mor til det lille menneske fra nu og i al evighed. Det er den følelse af sammenhørighed, man får, når man kigger på sin kæreste, der nu også er far, og man ved at uanset hvad der sker, så er vi bundet sammen af og i et andet menneske. Det er duften af baby og de varme, trygge 50 cm krop mod en. Det er alle de tårer, der løber ned over ens ansigt, fordi det bare er så uforståeligt, så vildt og så ubegribelig stort.
Lortebleerne, skrigeturene, de søvnløse nætter, bekymringerne, frustrationerne og flitsbuerne misunder jeg dem ikke. Men et turpas til nybagte forældre-osteklokken kunne være dejligt…
Ska jeg læse en bog for dig?
Gid den her ferie aldrig fik ende – og godt der kun er 2½ måned til evighedsferien.
Ikke bare en enkelt morgen, men hver morgen har vi sovet til kl. 7+ – hvilket er to timer mere end vi er vant til, bare hvis du stadig synes det er tidligt.
Og hver morgen tilbyder Carla at læse en bog for Halfdan. Så lægger de sig med deres dyner i hendes seng og læser og snakker og griner…
På et tidspunkt ender det selvfølgelig med pudekamp, råb og ballade. Men når man har fået en ½ time ekstra til at vågne og ligge i ske med sin kæreste, er det lidt lettere at undertrykke den sure mor, lidt lettere at bære over med spildt mælk i sofaen, lidt lettere grine af børnene, når de hellere vil lege gemme end have tøj på. Ferie holder hundrede.
Afrika-mode
Afrika og mig – altså vi har en ting, os to. Der er vist ikke noget at gøre, når først man har fået den der røde, røde jord og de smukke, smukke jacarandatræer ind under huden.
Det er et inferno af livsglæde og fattigdom, latter og håbløshed, gæstfrihed og kaos. Det er høj musik, gæret øl, majsgrød og bananer så søde, at man slet ikke gider spise de bleggule fra Brugsen. Det er et miskmask og kæmpe clash af et kulturmøde mellem ældgamle traditioner og kolonisternes kultursnobberi. Det er sammenhold og survival of the fittest. Det er kaffeborde med småkager fra Karen Wolf og sød, sød te. Det er stærke kvindefællesskaber og sjofle vittigheder, der kan få selv den mest frimodige dansker til at rødme. Det er no nonsens og endeløse høflighedsbesøg hos head of what not. Det er en kærlighed, som skriger på pauser og gensyn. Det er en længsel, man aldrig slipper igen…
Desværre er Afrika alt for langt væk (Signe, hvor er du med den tur til Rwanda?), så nu læser jeg:
– J.M. Coetzees Vanære (virkelig god bog – hurtig læst – VM aktuelt landevalg)
– Den anden hånd af Chris Cleave (blev totalt grebet af historien selvom den indimellem tangerer det poppede)
– Ejersbos Eksil har jeg lige hevet ned fra hylden. Tårnhøje forventninger.
Og nu kommer jeg pludselig i tanke om alle mulige andre totalt heartbreaking historier fra det afrikanske kontinent… Afrika læseliste coming up, men now must sleep. Jeg har morgenvagten i morgen…
Solskinsdag
Hvis denne lørdag er en forsmag på min påskeferie, kan jeg bare sige, at jeg har nogle geniale dage i vente (glemt er allerede 05.15 og med al min kendskab til Nemesis’ lunefulde humør har jeg jo allerede spændt ben for mig selv med dette indlæg, hvilket må siges at være ret dumt, når jeg skal være alene med begge børn i morgen).
Dejlig brunch, lang forårsgåtur i skoven og en idyllisk eftermiddag med børn så søde, som man ellers kun tør drømme om.
Carla og jeg lavede fødselsdagsinvitationer – mønsterbarnet valgte selv motivet til kortet og klippede koncentreret fredstegn ud i et væk – se det er jo et barn efter sin mors smag. Så cyklede vi efter frimærker og sendte invitationerne af sted. Og da vi bagefter stod og skar kartofler ud sammen ved køkkenbordet, lignede vi formentlig en af de der stylede familier omgivet af lutter harmoni og blød, blød candyfloss.
Og nu er idyllen dokumenteret, så jeg har et sted at finde trøst, hvis resten af ferien bliver en lang konflikt og lort med lort på…
Et pragteksemplar
Hvad er det lige for et center, der bliver aktiveret så snart folk roser ens barn som fx når min kæreste ringer til mig, efter han har været til kontrol med familiens (nu officielt tidligere) ørebarn?
For det var ikke bare gået fint, faktisk havde lægen aldrig set nogle ører, der var blevet så flotte efter en periode med mellemørebetændelse og dræn – og hvor var det bare utroligt, at han var kommet igennem vinteren uden problemer. Lød jo nærmest som om her var et fortilfælde, som burde publiceres i Nature eller hvor læger nu gør af deres groundbreaking resultater.
Der er noget tragikomisk over den stolthed, som får en til at koge over af begejstring over at have skænket verden så stor en gave – uanset om det handler om barnets evner med saks og papir eller som nu to trommehinder.
It’s the little things…
Som når Halfdan stiller flodhesten, hesten, giraffen, koen, hunden og elefanten op på række, henter sin elskede guitar og sin grønne skammel, sætter sig til rette og synger: “Det er en sang for alle dyrerne, det er en sang for alle dyrene…”
Lige der løber hjertet over, og man får lyst til at fortælle alverden om det lille vidunder. Det er hermed gjort.
Håndholdt weekend
Om lidt tager jeg min kæreste i hånden og checker ind på hotel – 48 timer til at være kærester, sove længe, spise brunch, læse aviser, se film, spise lækker mad, holde mere i hånd, shoppe, hænge ud på cafeer og drikke kaffe og snakke, snakke, snakke uden at blive afbrudt af skingre barnestemmer og små hænder, der hiver i tøjet.
Og hvis det nu skulle vise sig at være en rigelig optimistisk plan, vil jeg også være godt tilfreds med bare at holde i hånd i himmelsengen…
Kun sandheden 