Da jeg skrev historieopgave i 2. g, stod min gymnasieveninde og jeg foran spejlet og fjollede – eller jeg var måske den mest fjollede, og nej, hvor var det pinligt, da kliniske Kenneth, hendes lægefar med rene, rene hænder, åbnede døren for at se, hvad vi lavede.
Til mine forældres sølvbryllup glemte mine søskende og jeg at sætte vækkeuret og væltede søvndrukne og halvpåklædte ud til de mange gæster, der var mødt op for at overraske mine forældre på deres 25 års bryllupsdag. Det var vist meningen, at vi skulle være gået foran med et godt eksempel, så det var jo også temmelig pinligt.
Men så fik jeg børn, og så rykkede grænserne sig ligesom markant for, hvad der er pinligt.
Der er selvfølgelig de små hverdagssituationer, hvor ens barn spørger en tyk far i vuggestuen, hvorfor han har en bold på maven. Eller hvor ens søn, mens man har gæster, uopfordret trækker op i ens bluse, fordi han godt lige vil se ens (graviditetstrætte) mave. Eller hvor ens datter med klar stemme fortæller, at det der er den nye dreng i børnehaven, og han tager altid de andres legetøj – mens hans mor står ved siden. Små situationer, hvor man smiler indforstået til de andre forældre og bliver enige om, at de er da utrolige, de små poder.
Og så er der morgener som i dag, som udfordrer alle definitioner af pinligt…
Det starter med et major battle derhjemme om, hvorvidt det er nødvendigt at tage jakke på for at gå de 100 meter hen til børnehaven, går over en diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at have cykelhjelm på, til et forsøg på at få sit skrigende barn til at blive i garderoben, mens lillebror bliver afleveret.
Men den store kulmination kommer først i børnehaven midt i prime time aflevering med en lind strøm af forældre og børn. Der på gulvet ligger mit barn og skriger. Da det endelig lykkes mig at få hende til at lægge sine madpakker i køleskabet, åbner hun lågen, kyler dem ind på hylden og smækker døren med et brag af dimensioner.
Jeg sveder, jeg smiler indforstået til forældrene (de fleste ser nu ikke så indforstået ud) og til sidst må jeg bære mit hysteriske barn ud på legepladsen, mens hun skriger: “Slip mig. Jeg fryser. Jeg vil ind. Slip mig. Jeg er tørstig. Jeg fryser. Slip.” Flere forældre, flere anstrengte smil. Og det eneste jeg kan gøre er at vente til jeg til sidst kan mærke at hun begynder at slappe af i sin lille krop – og så i øvrigt forsøge at indgå at få trukket sneglespor af hidsig snot ned over mit tøj.
Det fede ved børn er, at når de til sidst giver efter, er der ikke skyggen af nag tilbage. Det svære ved at være forældre er, at følelsen af at have overskredet sine grænser 1000 gange og af at have udstillet sin utilstrækkelighed sidder i kroppen længe efter. Så selvom jeg mandede mig op og både gav knus og fik dobbelt tilbage, synes jeg sgu godt lige hun kunne have sagt undskyld for igen at have udfordret grænserne for, hvad der rent faktisk er pinligt.
Kun sandheden 