Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: held i uheld
Enden på hotelhistorien
Hej Suzette..
Det viser sig at vi kunne aligevel tilbyde dig, som først bestilt, en plads på Aarhus City Sleep-In, Havnegade 20…Så du skal som planlagt bo på din bestilling.Beklager den ståhej der har været omkring bestillingen men alt er i orden fra nu…Hav en god dag…
Går ud fra det betyder, at han har solgt kollegieværelset til en anden, der er glad for at sige tak.
Ting man må formode
1. At gummistøvleproducenterne har nogle vildt sjove statusmøder, hvor de kvartal efter kvartal undrer sig over, hvordan det gik til, at alle pludselig synes det var vildt smart at gå rundt i gummistøvler. Særligt begejstret må de være for dem, der introducerede hipster-gummistøvlen til shorts.
2. At de har nogle vildt sjove statusmøder på Café Europa, hvor de kvartal efter kvartal undrer sig over, at kunderne – finanskrise eller ej – villigt betaler 47 kroner for en latte (altså kaffe med mælk).
3. At hjernen befinder sig i en form for undtagelsestilstand i de år, man får børn. Jeg mener, nu kan jeg ikke forestille mig noget mere mærkværdigt i mit liv end en graviditet og en baby. Den gang, for syv år siden, tænkte jeg nærmest ikke på andet.
4. At jeg er en god-nok-mor, når mit yngste barn siger: “Mor, vil du høre en hemmelighed? Gustav og mig, vi gemte os for de voksne ovre i børnehaven igår, og så viste vi røv til hinanden. Den, der viste røv, skulle holde øje med, at de voksne ikke kom og så at vi havde taget bukserne af.”
5. At alle børn viser røv til hinanden. Eller gerne vil. Jeg er bare lidt usikker på, hvad de kigger på og hører mig selv sige mærkværdige ting som: “I må bare ikke stikke noget op i numsen på hinanden.” Af barnets ansigtsudtryk fremgår det, at det ikke lige var det der var formålet, så det…
Nu forstår jeg bedre den ansigtsoperation
Mærkelige ting er sket med Melanie Griffiths ansigt siden 1996, hvor hun mødte latinoloveren Banderas og indspillede filmen Two Much (hvis du forstår sådan en lille en), som Hollywood Reporter kaldte en Screwball comedy. Den lidt for store overlæbe. De lidt for stramme kinder. Og de lidt for kattejammer-agtige øjne.
Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.
Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)
Kan du følge mig?
Endnu et fastelavnsbaghold
Via min mobil lykkedes det mig så at oploade dagens udklædningsfabuleren to gange. Og siden jeg ikke kan slette indlægget uden også at slette kommentarerne, gør vi i stedet sådan: Så, hvis du vil læse dagens kloge tekst, så er det her det sker
Endnu et fastelavnsbaghold
Det er det samme hvert år. Først er det jul og næste gang jeg åbner øjnene er det fastelavn. Hvordan når I andre overhovedet 1) at udtænke et kostume som matcher børnenes ønsker, og 2) at have hele udstyret klar til tøndeslagning and what not? Det lykkes aldrig for mig. Aldrig! Min undskyldning er at jeg ikke har en symaskine men der er sikkert dem der vil sige det er et spørgsmål om planlægning og prioritering. Men hey, til gengæld er mine børn efterhånden ret gode til at improvisere over højtiden. Læring og kreativitet i hverdagsklæder. Bilder jeg mig ind!
Miss Carla kører for 3. år i træk et tema over lyserødt kjoleskrud fra HM. Denne gang tilsat noget fehalløj med lange, florlette tyl-rottehaler. Stor begejstring.
Og familiens magelige lillebror jublede over at han helt lovligt og uden overtalelse kunne beholde nattøjet på og med hjælp fra et styk nøgleringspels (også fra de hellige svenske modehaller) tog han af sted som leo/gepard. Endnu større begejstring.
Så voila! Vi klarede den endnu engang. Eller rettere de klarede den. Og selvfølgelig skal I ikke snydes for resultatet
Nå ja, der var så lige et barn der havde pudset næse i min telefon. You can’t win them all…
Mand møder ungt bryst
Bryster går aldrig af mode – uanset om man er til camping eller Berlinale
(Billedet er med forlov og undskyld på forhånd fra Berlingske)
Ville du have troet på det? Ville jeg?
Gad vide om jeg havde haft så travlt med at få børn, hvis nogen havde fortalt mig dette (og husk det er bare et eksempel blandt mange):
Fredag aften. I er på vej hjem fra svømning. Du sveder, for det gør man altid når man har været i svømmehallen. Nu står du i din varme vinterjakke på McD med to Happy Meals på en bakke, mens dit ene barn sidder på toilettet med dårlig mave og lort på bukserne. Dit andet barn tilbyder at hjælpe med at fylde cola i kopperne, mens du håndterer toiletbesøget.
Når du kommer tilbage fra toilettet, hvor den mindste stadig sidder på tønden, løber der en stille svedperle ned over tindingen, og foran dig står den store i en sø af cola og siger: Måske er det smartere at komme is i koppen, før man kommer cola i.
Ville jeg havde troet på den historie? Ville du?
Eller ville jeg mon bare have grinet højt og tænkt, at sådan en mor ville jeg aldrig blive – hverken hende, der belønnede mine børn med fastfood, eller hende, der ville lade tingene komme ud af kontrol?
Problemet med Speltland
Hvor får du alt det overskud fra – og så i januar, spørger du? Og dertil må jeg naturligvis svare i overensstemmelse med sandheden, at det skam ikke er lutter lagkage at bruge en weekend i Speltland:
- For det første. Det er ret krævende at være sammen med sine børn, når man ikke skal skælde ud eller være konfliktmægler. Hvad skal de overhovedet med en mor, hvis det går så fint med at lege og tale sig frem til fornuftige løsninger på egen hånd?
- For det andet. Man bliver ret så oppustet efter tre dages hjemmelavet trøffel-pizza-trøffel-pølsehorn-trøffel-simret-diæt.
- For det tredje. Man læser Claus Meyers bagebog fra ende til anden og beslutter sig for kun at bage brød med fordej, gærede æbler og ølandshvedemel. Som om det er en realistisk ambition i fuldtidsarbejdende far-mor-konstellation.
- For det fjerde. Surdejen skal boble i tre dage, før den er klar, og alle ved jo, at ingen kan være i Speltland så længe.
Derfor var det også næsten en befrielse, at slow food-måltidet gik op i hat og briller. Det ene barn indledte måltidet med et: “Åh nej, ikke pasta igen.” (Så meget for at koge pasta med det ene formål at please barnet) Det andet barn messede under hele arrangementet: “Jeg vil have pesto – og hvis jeg ikke kan få pesto, så vil jeg have ketchup. Det er ikke dig, der bestemmer, at man ikke kan spise ketchup til det her. Det kan man da selv bestemme.” Så blev det ene barn sendt på værelset, mens det andet blev ved med at glide ned af stolen og ind under bordet, mens de voksne legede aih-sikke-dejlig-mad.
Alt er ved det gamle. Heldigvis. For enhver ved jo, at Speltland ikke findes i virkeligheden. Nogen, der vil arve en jomfruelig surdej og fem økologiske æbler?
5 ting, jeg heldigvis ikke vidste før jeg fik børn
1. At der var 4 år, hvor nattesøvn ikke en gang var noget, jeg drømte om, simpelthen fordi jeg aldrig sov længe nok ad gangen til at nå drømmeland.
2. At jeg ville vænne mig til at sidde på toilettet med åben dør, fordi der alligevel hele tiden var et barn, der skulle spørge om noget/fortælle noget/vise noget – eller bare se på mig imens.
3. At det værste ved at føde ikke var selve fødslen, men derimod der hvor jordemoderen kækt sagde: Og så skal vi lige af med moderkagen også. WTF?
4. At der var et tidspunkt, hvor jeg kunne lugte, om det var mit barn blandt 10 andre, der havde lort i bleen.
5. At det ville være mine børn, der legede råbende fange-gemmeleg i Kvickly, mens alle de andre, som før var mig, rystede overbærende på hovedet over, at jeg overhovedet havde taget mine børn med ud at handle.
Kun sandheden 