Tag Archives: familie

24. marts 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Når jeg bliver 40

Jeg kan godt lide det tal, 40, og jeg kan særligt godt lide dem, jeg kender, der er trådt ind i det næste årti – mest fordi det får mig til at føle mig så ung, så ung.

Herregud, jeg er jo stadig kun midt i 30’erne, en ren vårunge og stadig i betragtelig afstand fra 40 års krisen. Eller dvs. det troede jeg, indtil jeg læste Gunilla Bergenstens dagbog om året op til hun fylder 40. For måske er det ikke en krise, men tilstand.

Det er virkelig sjovt og ret skræmmende på den der genkendelige måde, og så har hun endda været så venlig at gøre bogen tilgængelig for forældre til små børn. Hvert kapitel er max 1½ side langt, hvilket var kort nok til at jeg lige kunne nå at skimte de sidste ord gennem tågerne, inden jeg faldt i søvn om aftenen.

Jeg er en stor fan af Gunilla Bergensten – og det har jeg sådan set været siden jeg læste Familiens projektleder siger op. Altså hvis ikke det er en bibel… dog med det forbehold at man ikke nødvendigvis bliver en sjovere kæreste af det, altså på kort sigt. Til gengæld sparer man tid og kræfter på lang sigt, lidt ligesom dem, der tror på paradis vel også forestiller sig at dette livs trængsler betaler sig på den anden side – eller i det næste liv, hvis man er med på den vogn.

med emneordet , ,
11. marts 2010
3 kommentarer
Anbefalinger, Farmorbørn, Mig sagde hunden

Dobbeltspejl

Vi havde lige en time, inden vi sku i teateret, min veninde og jeg, så mellem et repræsentativt udsnit af det indiske køkken benyttede vi (for 120. gang) anledningen til at runde universelle emner som: Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så hentede vi billetter, købte slik, slukkede mobilen og gjorde os klar til at tage imod Historien om alt – en fed og underholdende tour de force af monologer, lyd og billeder, der hudflettede den generation, der bruger så meget tid på at tænke over og diskutere Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så tog vi hjem – uden svar, men genkendt som generationen, der forsøger at maksimere lykken på alle planer hele tiden, og som tåler trivialiteter så dårligt, at vi går i selvsving over vasketøj, indkøb og hverdagsskærmydsler. Vi drømmer om et liv uden, om et liv hvor mit liv er noget helt særligt og anderledes fra alt det andet – og i længslen efter det enestående er drømmene endt med at være generiske for en hel generation. Ja, faktisk så generiske, at man kan få støtte fra Statens Kunstråd til at spørge Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og vi forsøgte faktisk at komme op med nogen, der har løst den gordiske knude på mindre dramatisk vis end hovedpersonen i stykket. Men rollemodellerne er sgu svære at få øje på…

med emneordet , , ,
15. februar 2010
3 kommentarer
Farmorbørn

Kom indenfor

Man ser det for sig. Moren (og/eller faren) i døren med de åbne arme: “Kom inden for alle i små troldeunger.” Og de stiller deres støvler i gangen og lægger jakken på bænken fulde af forventning for her er dejligt at være – og dufter gør der også at friskbagte boller og nej, er det ikke, jo sørme, dejlig varm kakao. Lige hvad man trænger til efter en tur på kælkebakken.

Og når de har spist boller og drukket kakao løber de glade ovenpå og leger og latteren runger gennem det lille hjem. De hygger sig sådan, ungerne, så selvfølgelig bliver kammeraterne og spiser aftensmad, inden de kl. syv bliver hentet  glade, trætte og mætte af indtryk og god hjemmelavet mad.

Eller måske ser det snarere således ud:

Søndag. SMS tikker ind kl. 12.30: “A vil gerne lege. Kan Carla lege?” Svar: “C er på vej i svømmehallen med børnene, når h har sovet. Desværre. Lad os finde en anden dag. Knus”

Mandag. 16.10 i børnehaven. Carla: “Må William komme med hjem og lege?” Mor: “Det passer ikke så godt i dag. Lad os finde en anden dag.”

I mine mest optimistiske øjeblikke troede jeg virkelig vi ville blive det der hjem med de åbne døre, hvor børnene bare løb ud og ind – og ikke mindst at jeg kunne rumme det. Men 16.15 er jeg for træt i hovedet til gæster og trætte børn og mulige konflikter, og ugen er ligesom for kort til at det kan være en af de andre dage. Og i weekenden, ja jeg ved ikke, om det bare er os, der lever et actionpacked liv med familiefødselsdag, besøg hos venner og indkøb af almindeligheder som toiletpapir og elsparepærer, men alt for sjældent har vi lige et hul søndag eftermiddag, hvor gerne jeg end ville – eller også er det måske fordi vi ved, at søndag uden program oftest ender i masser af konflikter mellem børnene, mellem de voksne og børnene og ikke mindst mellem forældrene og derfor er søndag med program at foretrække.

Indimellem tænker jeg, at det også er fordi de er så små, børnene. Når de blir større, bliver det lettere, og vi får sikkert mere overskud til at lade dørene stå på vid gab… Mest sandsynligt er det desværre nok, at rummeligheden er noget jeg må ønske mig i næste reinkarnation.

med emneordet ,
6. februar 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Tankeeksperiment

Så er ungerne hældt i flyverdragt og sendt på ekspedition i haven – de har været ude i 10 min. og inde og spørge om jeg kommer ud til dem 5 gange allerede.

Men efter jeg har hørt om familier, hvor børnene uden problemer leger alene i haven i i hvert fald halve timer, har jeg besluttet mig for at vi skal være sådan en familie.  Og i troen på, at det lykkes har jeg lavet en kop kaffe og sat mig med ryggen til vinduet…

med emneordet , , ,
4. februar 2010
1 kommentar
Farmorbørn

Om at være mor for et hus

I 4 år har vi været parcelister, og allerede dengang vi fik købsaftalen burde jeg havde anet uråd. Måske burde der ligefrem være sådan en statslig instans, der vurderede og godkendte en som potentiel huskøber på linie med folk, der vil adoptere. Ikke bare gældsætter man sig for livet, men man får også ansvaret for et monstrum af mursten og tegl, som kræver opmærksomhed og omsorg (og en vognpark af devices til hækkeklipning, græsslåning, sneskrabning and what not).

Nå, men det begyndte ellers meget godt, når jeg selv skal sige det. Jeg forsøgte virkelig at læse købsaftalen, det gjorde jeg, men den var fuld af mærkelige ord og tal. Så kom mødet med banken og snak om rentesatser og kurser. Jeg tror, jeg forstod hvad det gik ud på dengang, men har glemt det igen og har ikke den fjerneste ide om, hvorfor, hvornår og hvordan man konverterer sine lån – kun at at mange snakker om det og at folk (de andre) har sparet flere penge end jeg tjener om året, og det er noget man burde forholde sig til.

Og jeg indrømmer at jeg har sådan lidt barnlig følelse af trods mod at blive revet med ned i parcelistdyndet – og barnligt er lige, hvad det har udviklet sig til, for hver gang der er problemer – hvoraf langt de fleste på mystisk vis handler om vand – ringer jeg til min far. Når vandet pludselig driver ned ad væggen i stuen, fordi vi ikke lige har fået repareret et hul tagrenden og det så lige valgte at blive den vådeste november i mands minde. Når vandet, der kommer ud af vandhanden er 70 grader varmt, og vi ikke kan finde ud af at skrue ned for temperaturen. Når vandet løber i en lind strøm ud af køleskabet og ned på gulvet, og vi er på vej ud for at bruge 5.000 kr på et nyt (det viste sig så at være en brødkrumme, der sad fast i afløbet). Eller når går op for os, at vi efter 4 år i vores eget hus ikke aner, hvor vandmåleren sidder – og i øvrigt får følgende besked, da jeg indberettede forbruget på nettet: “Din indberetning afviger meget fra vores estimerede forbrug. Er du sikker på, at indberetningen er korrekt?”

Jeg håber sgu jeg er en bedre mor for mine børn end jeg er for mit hus for ellers vi kan vist ligeså godt sende bud efter de sociale myndigheder med det samme…

med emneordet , ,
12. januar 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Tirsdag = fridag

Tirsdag er en særlig dag. Det er nemlig min dag – den dag, hvor jeg disponerer fuldstændig over min tid fra jeg går ud af døren om morgenen til jeg kommer hjem igen (altså jeg skal også lige på arbejde i det tidsrum, men altså i det store og hele…).

Det er en af de bedste aftaler, vi har indgået derhjemme. En fri dag til mig og en til dig. En dag, hvor jeg kan arbejde længe (det gør jeg som regel), hvor jeg kan lade op, hvor jeg kan læse bøger, hvor jeg kan shoppe (hvis altså jeg ikke lige netop i dag har glemt koden til mit Visakort – det er så aldrig sket før), hvor jeg kan drikke 10 kopper kaffe med veninderne og sludre om alt. Det er tid i 10. potens.

Altsammen bidrager det til en følelse af at man både kan være mor for to små børn, have overskud til at være kæreste OG tid til at være sig selv. Jeg elsker de dage, og jeg er overbevist om at jeg bliver en bedre mor og kæreste af det. Og vi kender jo alle sammen den gamle sang om at når forældrene er lykkelige…

med emneordet , ,
6. januar 2010
1 kommentar
Orlov

163 dage – er næsten lige om lidt

På den anden side af de bedste forårsmåneder venter fire måneders orlov for hele familien – der er både længe til og ikke så længe til (særligt når man har 163 dage til at spare 100.000 kr. sammen – not so likely, men hey det er jo bare penge, eller hvordan er det nu det er?!). Og nu har vi lejet en autocamper (there goes another 50.000), købt en Europe Road Map og lånt bøger om Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Italien. Det er faktisk ikke så skidt at sidde og drømme om i januar

med emneordet , ,
Nyere indlæg →