Kun sandheden

Man ved bare, at man er sendt ud på forældede forældres deroute, når ens 3-årige taler hjemmevant om at spille wii, inden man selv har så meget som været i nærheden af den der nymodens anordning, som de unge taler så meget om.

Imorgen er der wii-dag i børnehaven, og jeg er den lidt fornærmede forældede forælder, der tænker om de børn ikke havde godt af at komme ud og klatre i træer i stedet for at sidde og glo ind i en 40 tommer stor skærm (og nej, du behøver ikke stille alle de positive vinkler på wii-aktiviteten til rådighed for jeg kender dem godt – har bare lidt svært at ved at sluge virkeligheden).

Jeg burde have anet uråd allerede i forrige uge, da jeg fandt Miss Carla i børnehaven sammen med en kammerat i gang med et hæsblæsende race, hvor hun med stor sikkerhed styrede uden om fiktive hegn og modkørende trafikanter. Så blev man lige overhalet af sit barn over night. WTF?!?!

På den anden side er det måske godt nok, at hun får erfaringer med den teknologiske udvikling ude, for vi kommer næppe til at blive first movers på det område her i huset.

Da alle andre begyndte at købe dvd-afspillere, købte vi et skidesmart tv med indbygget video, som vi aldrig rigtig nåede at få i brug, fordi Blockbuster nogenlunde samtidig holdt op med at udleje videofilm.

Siden har en kollega forbarmet sig over mig, og lånt – eller rettere givet – mig en lidt livstræt dvd-afspiller, der larmer så meget, at vi er nødt til at have en stabel bøger liggende ovenpå maskinen for at kunnne høre lydsporet på filmene. Men hey, vi kan se film igen.

Vi har også købt en fladskærm, som så til gengæld er adskillige tommer mindre end min computerskærm på arbejdet. Det var samtidig med, vi købte nyt anlæg, som erstatning for det B&O-anlæg, vi købte, da vi flyttede sammen (det var brugt og kostede 1.200 kr., og fordi det var vores første fælles investering, aftalte vi, at hvis vi gik fra hinanden kunne den ene købe den andens andel afhængig af bodelingen).

Der var en pladespiller til anlægget, men desværre var der en fejl på pickup-armen, så den kunne kun spille halvt ind på pladen, før den stoppede. Da vi fik det nye anlæg, gik det op for mig, at der faktisk ikke var en hyletone på alle mine cd’er.

I julegave fik jeg en Ipod Shuffle af min søde kæreste, og jeg blev virkelig, virkelig glad for den, for jeg ville elske at høre musik og podcast i toget eller når (hvis) jeg løber – særligt efter jeg lod min gamle mp3-afspiller ligge i motionscentret, og der selvfølgelig var en eller anden klaphat, der stak af med den. Ja, man ska da heller ikke vende ryggen til et øjeblik – eller tage hjem og komme tilbage en uge, eller var det to uger senere… Nå, men altså den der Ipod Shuffle, som er så lille, hvid og fin, ligger stadig i skuffen, fordi jeg ikke kan finde ud af at lægge musik ind på den – eller rettere jeg prøvede og gik i stå.

Og jeg ved allerede, hvor vi er på vej hen – på museum. Langsomt oparbejder vi sådan et ry i børnenes vennekreds, som et af de der eksotiske hjem, som jeg kan huske fra min barndom, hvor forældrene syntes, det kunne være det samme om VM i ’84 blev set i sort-hvid tv eller farver. Og jeg kan sagtens se komikken, men jeg synes stadig de børn skulle løbe ud og rulle sig i noget mudder eller noget…

Inspireret af denne beskrivelse af en mors vej tilbage til working life with kids, må jeg sige, at jeg dagligt står der i institutionen og undrer mig over, hvordan det lader sig gøre? Hvordan kan vi BÅDE være blandt de første, der afleverer (7.30), OG blandt de sidste der henter (16). Hvor er de andre børn henne? Hvad er laver de andre forældre? Hvordan skruer de deres hverdag sammen? Vi har begge fleksible arbejdstider – skiftes til at aflevere og hente, og alligevel sidder vores børn og glor som de sidste hver dag. Er alle forældre på deltid – og hvornår har vi besluttet at presse os selv så meget, at man intet må forvente af sit eget arbejdsliv, mens man har små børn?

Jeg har forlængst besluttet mig for ikke at piske mig selv med dårlig samvittighed over, at børnene skal tilbringe mere end 8 timer om dagen i institutionen. For det første fordi jeg ikke ønsker at gå ned i tid, for det andet fordi det er derude i livet, på jobbet at jeg henter energien til at være bare en smule overskudsagtig mor, og ikke mindst fordi jeg er helt overbevist om, at børnene også hygger sig med deres hverdag. Så sent som i dag fandt jeg Carla på hovedet i udklædningskassen: “Aih, ikke nu. Jeg er slet ikke færdig med at lege.”

Og mange vil sikkert være uenige med mig, men som med så meget andet der har med børn at gøre findes der heldigvis ikke en sandhed, for man vil både kunne finde forskere, der hævder at børnene har bedst af at være ved deres forældre, og dem, der siger, at børn udvikler deres sociale kompetencer i samværet med andre børn. Jeg tror på det sidste – og tror på, at så længe de er trygge der, hvor de er, har børnene godt af at møde verden og lære at knytte venskaber og finde sig til rette i mange sociale sammenhænge. De vokser op i en sindssyg verden, så jo før de lærer at begå sig i den, jo bedre…