Tag Archives: ansvar

Aiiih, hvor piiinligt

Da jeg skrev historieopgave i 2. g, stod min gymnasieveninde og jeg foran spejlet og fjollede – eller jeg var måske den mest fjollede, og nej, hvor var det pinligt, da kliniske Kenneth, hendes lægefar med rene, rene hænder, åbnede døren for at se, hvad vi lavede.

Til mine forældres sølvbryllup glemte mine søskende og jeg at sætte vækkeuret og væltede søvndrukne og halvpåklædte ud til de mange gæster, der var mødt op for at overraske mine forældre på deres 25 års bryllupsdag. Det var vist meningen, at vi skulle være gået foran med et godt eksempel, så det var jo også temmelig pinligt.

Men så fik jeg børn, og så rykkede grænserne sig ligesom markant for, hvad der er pinligt.

Der er selvfølgelig de små hverdagssituationer, hvor ens barn spørger en tyk far i vuggestuen, hvorfor han har en bold på maven. Eller hvor ens søn, mens man har gæster, uopfordret trækker op i ens bluse, fordi han godt lige vil se ens (graviditetstrætte) mave.  Eller hvor ens datter med klar stemme fortæller, at det der er den nye dreng i børnehaven, og han tager altid de andres legetøj – mens hans mor står ved siden. Små situationer, hvor man smiler indforstået til de andre forældre og bliver enige om, at de er da utrolige, de små poder.

Og så er der morgener som i dag, som udfordrer alle definitioner af pinligt…

Det starter med et major battle derhjemme om, hvorvidt det er nødvendigt at tage jakke på for at gå de 100 meter hen til børnehaven, går over en diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at have cykelhjelm på, til et forsøg på at få sit skrigende barn til at blive i garderoben, mens lillebror bliver afleveret.

Men den store kulmination kommer først i børnehaven midt i prime time aflevering med en lind strøm af forældre og børn. Der på gulvet ligger mit barn og skriger. Da det endelig lykkes mig at få hende til at lægge sine madpakker i køleskabet, åbner hun lågen, kyler dem ind på hylden og smækker døren med et brag af dimensioner.

Jeg sveder, jeg smiler indforstået til forældrene (de fleste ser nu ikke så indforstået ud) og til sidst må jeg bære mit hysteriske barn ud på legepladsen, mens hun skriger: “Slip mig. Jeg fryser. Jeg vil ind. Slip mig. Jeg er tørstig. Jeg fryser. Slip.” Flere forældre, flere anstrengte smil. Og det eneste jeg kan gøre er at vente til jeg til sidst kan mærke at hun begynder at slappe af i sin lille krop – og så i øvrigt forsøge at indgå at få trukket sneglespor af hidsig snot ned over mit tøj.

Det fede ved børn er, at når de til sidst giver efter, er der ikke skyggen af nag tilbage. Det svære ved at være forældre er, at følelsen af at have overskredet sine grænser 1000 gange og af at have udstillet sin utilstrækkelighed sidder i kroppen længe efter. Så selvom jeg mandede mig op og både gav knus og fik dobbelt tilbage, synes jeg sgu godt lige hun kunne have sagt undskyld for igen at have udfordret grænserne for, hvad der rent faktisk er pinligt.

med emneordet , , ,

Skønhedsidealer

“Aih, hvor er de smukke, de piger.”

I går zappede jeg forbi Paradise Hotel og blev hængende på samme måde, som når man hører nogen skændes på gaden, og man begynder at stå og rodde i en kasse med hundehalsbånd på trods af man ikke har dyr, bare for at høre miseren til ende – eller det er måske bare mig?!

Miss Carla nåede altså også lige at få et glimt af tidens køns- og ungdomsstereotyper – og selvfølgelig elskede hun de smukke, unge mennesker i al deres plastic-fantastic-glimmer-glans.

Så nu skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg udfordrer de der barbie-skønhedsidealer uden det bliver alt for fodformet, selvom det er fristende…

med emneordet ,

Hvis ikke du synes det med kvinders rettigheder er vigtigt…

så synes jeg du skulle tage og bruget to timer på at se filmen Soraya M. En helt igennem rædselsvækkende sand historie om en iransk kvinde, der bliver stenet ihjel, fordi hendes mand påstår, hun har været ham utro.

Da filmen havde premiere i Danmark kritiserede anmelderne filmen for at være følelsesporno uden væsentlige filmiske overraskelser. Og spørg om jeg tudede, for historien er forfærdelig i al sin dogmatiske uretfærdighed og meningsløshed.

At se en kvinde uretfærdigt dømt ved en mildest talt tvivlsom domstol sige farvel til sine to små døtre, inden hun bliver trukket af sted til steningen er måske følelsesporno, men overgreb mod kvinder verden over foregår jo hele tiden, og det er ikke til at holde ud at blive mindet om.

Så hvis du mener, at 8. marts har mistet sin betydning, synes jeg du skulle ofre et par timer på historien om Soraya M. Eller du kan kaste et blik på følgende liste fra Udenrigsministeriet

  • To millioner piger købes og sælges årligt som sexslaver.[1]
  • I dag er 130 millioner kvinder omskåret, og 2 millioner nye piger risikerer omskæring hvert år.[2]
  • Op mod 60 millioner piger mangler i fødselsstatistikkerne, især i Asien. Det er dels på grund af abort på pigefostre, og dels på grund af drab og mangel på omsorg for nyfødte piger.[3]
  • Næsten hver fjerde kvinde bliver før eller siden udsat for seksuelle overgreb af deres partner – også i industrilandene.[4]
  • I konfliktområder er kvindekroppen inddraget som en del af slagmarken ved systematiske voldtægter, bortførelser og tvungne graviditeter. Det er sket i Rwanda, Bosnien, Østtimor og Sierra Leone.[5]
    Læs fx denne historie fra Information om overgreb i Congo

[1] http://www.unfpa.org/gender/trafficking.htm

[2] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm

[3] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm

[4] WHO 2002, The World Report on Violence and Health http://www.who.int/violence_injury_prevention/violence/global_campaign/en/sexualviolencefacts.pdf

[5] Udenrigsministeriets Kvindestrategi 2004

med emneordet ,

Aih, I er sgu søde

5.127 gæster på bare to måneder. Helt ærligt. Hvad faen ska vi med gækkebreve, julehilsner and what not, når man i stedet kan hælde sin ord ud over så mange mennesker på en gang – og samtidig spare portoen.

Hvis nu jeg var en af der seje håndarbejdsdamer, havde jeg straks kvitteret for jeres tilbagevendende opmærksomhed med et trendy stykke broderi eller noget. Nå, men det er jeg jo så som bekendt ikke.

Desværre har jeg ikke andet at kaste i grams end friskbagt rugbrød og en 10 år gammel historiebog om Thailand (hvilket jeg minder mig om, at den skal jeg nok have pillet af mit cv ved lejlighed – svarer jo efterhånden til at skrive at man sad i elevrådet i 9. klasse).

Så for ikke at tvinge jer ud i et gaveræs, som I dybest set ikke er interesseret i, lover jeg jer til gengæld more of the same. Ord, ord, ord. Stay tuned for more news on nothing…

med emneordet , , ,

Gulp! Jeg er bagud allerede

Man ved bare, at man er sendt ud på forældede forældres deroute, når ens 3-årige taler hjemmevant om at spille wii, inden man selv har så meget som været i nærheden af den der nymodens anordning, som de unge taler så meget om.

Imorgen er der wii-dag i børnehaven, og jeg er den lidt fornærmede forældede forælder, der tænker om de børn ikke havde godt af at komme ud og klatre i træer i stedet for at sidde og glo ind i en 40 tommer stor skærm (og nej, du behøver ikke stille alle de positive vinkler på wii-aktiviteten til rådighed for jeg kender dem godt – har bare lidt svært at ved at sluge virkeligheden).

Jeg burde have anet uråd allerede i forrige uge, da jeg fandt Miss Carla i børnehaven sammen med en kammerat i gang med et hæsblæsende race, hvor hun med stor sikkerhed styrede uden om fiktive hegn og modkørende trafikanter. Så blev man lige overhalet af sit barn over night. WTF?!?!

På den anden side er det måske godt nok, at hun får erfaringer med den teknologiske udvikling ude, for vi kommer næppe til at blive first movers på det område her i huset.

Da alle andre begyndte at købe dvd-afspillere, købte vi et skidesmart tv med indbygget video, som vi aldrig rigtig nåede at få i brug, fordi Blockbuster nogenlunde samtidig holdt op med at udleje videofilm.

Siden har en kollega forbarmet sig over mig, og lånt – eller rettere givet – mig en lidt livstræt dvd-afspiller, der larmer så meget, at vi er nødt til at have en stabel bøger liggende ovenpå maskinen for at kunnne høre lydsporet på filmene. Men hey, vi kan se film igen.

Vi har også købt en fladskærm, som så til gengæld er adskillige tommer mindre end min computerskærm på arbejdet. Det var samtidig med, vi købte nyt anlæg, som erstatning for det B&O-anlæg, vi købte, da vi flyttede sammen (det var brugt og kostede 1.200 kr., og fordi det var vores første fælles investering, aftalte vi, at hvis vi gik fra hinanden kunne den ene købe den andens andel afhængig af bodelingen).

Der var en pladespiller til anlægget, men desværre var der en fejl på pickup-armen, så den kunne kun spille halvt ind på pladen, før den stoppede. Da vi fik det nye anlæg, gik det op for mig, at der faktisk ikke var en hyletone på alle mine cd’er.

I julegave fik jeg en Ipod Shuffle af min søde kæreste, og jeg blev virkelig, virkelig glad for den, for jeg ville elske at høre musik og podcast i toget eller når (hvis) jeg løber – særligt efter jeg lod min gamle mp3-afspiller ligge i motionscentret, og der selvfølgelig var en eller anden klaphat, der stak af med den. Ja, man ska da heller ikke vende ryggen til et øjeblik – eller tage hjem og komme tilbage en uge, eller var det to uger senere… Nå, men altså den der Ipod Shuffle, som er så lille, hvid og fin, ligger stadig i skuffen, fordi jeg ikke kan finde ud af at lægge musik ind på den – eller rettere jeg prøvede og gik i stå.

Og jeg ved allerede, hvor vi er på vej hen – på museum. Langsomt oparbejder vi sådan et ry i børnenes vennekreds, som et af de der eksotiske hjem, som jeg kan huske fra min barndom, hvor forældrene syntes, det kunne være det samme om VM i ’84 blev set i sort-hvid tv eller farver. Og jeg kan sagtens se komikken, men jeg synes stadig de børn skulle løbe ud og rulle sig i noget mudder eller noget…

med emneordet , ,

Der er stadig plads på barrikaderne

8. marts. 100 år. Fødselsdag for kvinders rettigheder and what’s new. Ja, der er jo dem, der hævder, at vi lige så godt kan lægge dagen i graven for nu er der ikke noget at kæmpe for mere. Wrong, sir jeg bare. WRONG WRONG WRONG.

Jeg er træt, træt, træt af at høre, at problemet er

– at kvinder ikke gider karrieren.

–  at al den snak om karriere undertrykker de kvinder, der har valgt en anden vej.

–  at mulighederne er der, men at kvinderne ikke gør brug af dem.

Men værst af alt er det at vi individualiserer problemerne, når der er så mange åbenlyse strukturelle barrierer for at skabe ligestilling mellem kønnene.

100 år er gået, og nu forsøger vi at bilde hinanden ind at det da faktisk går meget godt. Vi har stemmeret. Vi er kommet ind på arbejdsmarkedet. Alle muligheder er åbne, hvis bare vi vil.

Men helt ærligt er det jo beskæmmende, at det har taget os 100 år at nå hertil – og ikke mindst at vi stiller os tilfredse med, at vi både kan pege på Stine Bosse og Lisbeth Knudsen som kvindelige chefer, og at vi alle sammen kender i hvert fald en mand, som har taget helt op til fire måneders barsel, og at vi på den baggrund samstemmende siger, at mænd tager en større og større andel af barslen.Men hey, i snit holder mænd i følge Danmarks Statistik 3,8 ugers barsel, og det tal ligger – uanset hvad vi kan fremdrive af enkelteksempler – fast og har gjort det i årevis. Det samme gælder kvindelige topchefer – mændene sidder stadig på mere end 90 procent af de poster, og heller ikke det tal ændrer sig med lynets hast.

Så derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor der er så meget modvilje mod at

– øremærke halvdelen af barslen til mænd.

Kvinder har jo ikke ret til at være på barsel et år, og hvis vi mener, at mænd har lige ret til at være sammen med deres børn, må vi også give dem mulighed for at få del i barselen. Idag er erfaringen at mænd kun tager en forlænget ferie, når barnet kommer til verden, fordi de oftest tjener mest, fordi det ikke er velanset i mange brancher, og fordi “han ikke så godt kan være væk i flere måneder med det job, han har?!” Det sidste argument er jo kun holdbart, fordi manden er mand, for hvis nu det havde været en kvinde, ville der være fundet en løsning, uanset hvor besværligt det havde været.

– at vi ikke indfører kvoter for kvinder på topposter og i bestyrelser, som man har gjort i Norge og Sverige – bare som forsøg.

Helt ærligt, hvor længe vil vi vente på at forandringerne sker af sig selv? Vil jeg vælges til et job, fordi jeg er kvinde? Ja, det vil jeg gerne, rigtig gerne faktisk. For det første er masser af mænd jo netop blevet valgt til deres jobs på grund af deres køn (kronprins-fænomenet) igennem tiden, uden de tilsyneladende har haft de store kvaler med det. For det andet fordi jeg tror på der er masser af talentfulde kvinder derude, som vi bliver nødt til at gøre plads til for at få det fulde udbytte af den samlede talentmasse. Jeg synes simpelthen det er patroniserende at antage at vi vil se en storm af ukvalificerede kvinder indtage toplederposter og bestyrelser, bare fordi vi sætter mål for ligestillingen.

Er det lykkelige liv så en toppost, er modspørgsmålet? Næ, alle må vælge deres vej uanset om man drømmer om at komme til tops eller om at være sammen med sine familie. For mig handler det om, at alle uanset køn har lige adgang og lige ret, og jeg har ikke noget problem med, at vi regulerer os til ligestilling. For når jeg kigger bagud, kan jeg ikke se, at der er andre måder at gøre op med det, Hanne-Vibeke Holst kalder, de patriakalske strukturer, vi alle sammen, mænd og kvinder, ligger under for.

En af de seje gamle feminister Hanne Dam sagde så rigtigt (og selverkendende) i et interview i Information i weekenden, at en af de store fejl hendes generation af feminister begik var at kaste sig ind på arbejdsmarkedet på mændenes præmisser – i stedet for at udfordre de eksisterende strukturer. For måske kunne man også tænke sig, at hvis man i højere grad indrettede arbejdsmarkedet efter livsfaser end efter køn, at der ville blive bedre plads til både mænd og kvinder både på jobbet og derhjemme.

Mit mål er ikke at kvinder skal til magten alle steder, men at adgangen til magten er lige for begge køn, uanset om det gælder stolene i mødelokalerne eller indkøb af flyverdragt til ungerne. Det betyder, at både mænd og kvinder er nødt til at give køb på magten både ude og hjemme, hvis vi mener ligestillingen alvorligt. Og enhver kan se, at det ikke kommer til at ske med det søde – så derfor er jeg en varm fortaler for at vi med politisk regulering tvinger os selv og hinanden til at kaste os ud i kampen for ligestilling på ny.

med emneordet , ,

On the bright side

Kald det zen, positive attitude eller et forsøg på at sætte livet lidt i perspektiv, men altså

– Erantis og vintergækker i haven

– Jylland tog sig formiddabel ud i meterhøj sne under weekendens ekskursion.

– Børnene legede 1 time (60 min.) alene i haven.

– Nu sidder de og holder hånd, mens de ser Bamses Billedbog

Carla er for tiden gravid med sin bamse, vi ved ikke, om det blir en pige eller en dreng. Og ja, vores fjernsyn sidder lidt højt, deraf det intelligente udtryk

Alt sammen lægger det et behageligt slør over en af de der weekender, hvor jeg tænker, at mine evner ud i forældreskab er på linie med mine evner ud i vandaflæsning og årsopgørelser… Sådan en weekend, hvor det ville være rart at kunne kigge 20 år ud i fremtiden for at se, om jeg bestod testen, og der kom nogle rimelig omgængelige mennesker ud i den anden ende…

med emneordet , ,

Hov, hvor blev den ekstra hånd af?

Som sagt var Carla ikke i børnehave i går – kunne med sindsro have afleveret hende kl. 10, da hun begyndte at få farve i kinderne igen, og på den måde kunne vi måske have halveret antallet af eftermiddagens konflikter.

Og jeg var vist ikke den eneste, der synes, at Carla kunne have fået noget ud af nogle timer i børnehaven. For der stod hendes bedste ven i flyverdragten og kaldte på de voksne.

– Men du kan da sagtens selv tage flyverdragten af. Det plejer da ikke være et problem, sagde de.

– Det er fordi Carla plejer at tage den af for mig.

Så der er nok mere end en, der er lettet over, at Miss Carla er tilbage hos Krabberne i dag.

med emneordet ,

Det umuliges kunst

Inspireret af denne beskrivelse af en mors vej tilbage til working life with kids, må jeg sige, at jeg dagligt står der i institutionen og undrer mig over, hvordan det lader sig gøre? Hvordan kan vi BÅDE være blandt de første, der afleverer (7.30), OG blandt de sidste der henter (16). Hvor er de andre børn henne? Hvad er laver de andre forældre? Hvordan skruer de deres hverdag sammen? Vi har begge fleksible arbejdstider – skiftes til at aflevere og hente, og alligevel sidder vores børn og glor som de sidste hver dag. Er alle forældre på deltid – og hvornår har vi besluttet at presse os selv så meget, at man intet må forvente af sit eget arbejdsliv, mens man har små børn?

Jeg har forlængst besluttet mig for ikke at piske mig selv med dårlig samvittighed over, at børnene skal tilbringe mere end 8 timer om dagen i institutionen. For det første fordi jeg ikke ønsker at gå ned i tid, for det andet fordi det er derude i livet, på jobbet at jeg henter energien til at være bare en smule overskudsagtig mor, og ikke mindst fordi jeg er helt overbevist om, at børnene også hygger sig med deres hverdag. Så sent som i dag fandt jeg Carla på hovedet i udklædningskassen: “Aih, ikke nu. Jeg er slet ikke færdig med at lege.”

Og mange vil sikkert være uenige med mig, men som med så meget andet der har med børn at gøre findes der heldigvis ikke en sandhed, for man vil både kunne finde forskere, der hævder at børnene har bedst af at være ved deres forældre, og dem, der siger, at børn udvikler deres sociale kompetencer i samværet med andre børn. Jeg tror på det sidste – og tror på, at så længe de er trygge der, hvor de er, har børnene godt af at møde verden og lære at knytte venskaber og finde sig til rette i mange sociale sammenhænge. De vokser op i en sindssyg verden, så jo før de lærer at begå sig i den, jo bedre…

med emneordet , ,

Av min pik!

Jamen, så ved man da at de er godt i gang med sprogudviklingen på legepladsen – og at drengene sætter dagsordnen. Det er jo fristende i ligestillingens navn at introducere tilsvarende synonymer på det kvindelige køn for sin datter, men det er vel ikke min opgave som mor?

med emneordet , ,