Der var engang, hvor jeg stod op kl. 7 for at møde på arbejdet kl. 8. Nu møder jeg på arbejdet kl. 7, altså jeg er jo oppe alligevel. Ligesom. Til gengæld skinner solen, og Baresso serverer tidlig morgenkaffe, så jeg kan næste bilde mig selv ind, at det er helt normalt.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Category Archives: Mig sagde hunden
Blind passager
Gad vide, hvad det siger om spændingskurven i mit liv, når jeg to gange dagligt forsøger at undgå at vise billet, når konduktøren kommer gennem toget?
Jeg får næsten hjertebanken, når jeg hører sætningen: “Nye rejsende?” Ren suspense, for nu vil det vise om de kan huske, hvem der allerede har fremvist gyldige rejsedokumenter…
Eftersom jeg tager toget frem og tilbage på arbejde hver dag, har jeg allerede et ret pålideligt statistisk belæg for at hævde, at de ikke har den fjerneste ide om, hvem der er nytilkomne. Men altså en gang i mellem sker det faktisk, at konduktøren bliver stående ved min plads og venter på, at jeg finder mit slidte og altid gyldige månedskort frem.
Living life on the edge…
Jeg kan ikke høre dig
Jeg arbejder hjemme, altså som i arbejder, mens jeg sender lange blikke ud i haven, hvor solen skinner og alt er et inferno af forår. Der lugter af nyslået græs, fuglene synger, og det føles faktisk en lille smule lunt.
Så man skal formentlig ikke være professor i arbejdsmoral for at forudse, hvor Excel-ark og tusindvis af små fedtede noter befinder sig på listen over mest attraktive gøremål mandag eftermiddag kl. 15.
Prøver at dulme abstinenserne med India Arie (sikker vinder hver gang), mens jeg laver en kande te mere og taster og taster, så klokken snart bliver fire… Tik. Tik. Tik.
Bare læreren ser mig
Fredag aften var jeg til møde sammen med 40 andre voksne mennesker, som alle er veluddannede, og de fleste enten meget tæt på eller et stykke over pensionsalderen. Ingen af os får penge for at sidde til møde fredag aften – vi gør det allesammen fordi vi synes det der med verdens fattigste både er vigtigt og interessant.
En gang om året starter vi med middag, hvilket i de senere år har gjort møderne særligt udfordrende for mig, fordi jeg bliver så tipsy af det glas vin, jeg drikker under maden, at jeg bruger den første time af mødet på at blive ædru. Temmelig patetisk – og også ret trist for den, der drømmer om at drikke drinks (dvs. mere end en) på Kastanien Alle i Berlin om føje tid…
Som sagt er der ingen ussel mammon involveret – det gir vi til de fattige, selvfølgelig (eller latte og sandaler). I stedet får vi lov til at sidde og kloge os på dette og hint – og jeg mener virkelig kloge os, lige så meget som jeg mener dette og hint eftersom der både er dem, der trækker de tunge teoretiske skyts op ad tasken, dem der godt kan lide at høre sig selv snakke (mig blandt andet), og dem, der med største ildhu kaster sig over tegnsætning og sætningskonstruktioner i hver eneste tekst, der bliver lagt foran dem.
Da tågerne langsomt lettede i mit hoved i fredags, gik det op for mig, at mens vi sidder og snakker og snakker, så glorierne næsten skygger for udsynet, har vi allesammen faktisk kun en ting i hovedet; nemlig os selv. For hver gang en af os blev færdige med at tale, skete der præcis det samme: Det selvtilfredse smil og så det slet skjulte håb om, at nogen vil anerkende vores guldkorn.
Så der sad vi 40 voksne mennesker og ventede på at få ros af læreren, præcis som i skolen – også selvom vi godt vidste, at der slet ikke var en lærer. Og så undrer man sig over, hvorfor ens børn hele tiden råber: Se mig!
A pleasant surprise #3
Sørme om ikke jeg lige var heldig at vinde en dejlig kogebog (til samlingen) ovre hos Milles mad, så nu er det tid til at kaste sukkeret overbord (skal bare lige være færdige med de lakridser, jeg købte i kiosken efter frokost, men det plejer heldigvis at gå ret hurtigt) og generobre taljen (hahahahahahaaaa).
Som sagt god stime jeg er inde i, selvom lotto-gevinsten gik til en håndværker (clearly not me). Men hey, mange bække små giver måske ikke 35 mio. i banken, men til gengæld løbende glæde, som sikkert også er nemmere at håndtere.
Drømmehave
Om tusind år når børnene står og smører madpakker til deres små poder og undrer sig over, hvor weekenden blev af, vil jeg lave mig en kop te og kaste mig veltilfreds i sofaen efter en laaaang dag i haven.
For hver søndag vil jeg gå rundt med min solhat med bred skygge og klippe lidt i roserne, luge ukrudt og plukke årets første anemoner under æbletræet.
Og hvis jeg taber målet af syne undervejs, kan jeg jo slå op i min nye havebog (sponsoreret af vildnis og gammel cykel), for det er i sandhed en bog med mange fantastiske billeder (jeg er lidt for doven til at læse plantebeskrivelser med tips til pleje og gødning).
Tror faktisk også jeg vil spise et kæmpe stykke kage der i sofaen, når nu tidens tand alligevel har sat sine spor på både mig og haven. Bare for at fejre de endeløse søndage forpligtelser af nogen art.
Og vinderen er…
Nu har jeg siddet med min lille fedtede hånd og skrevet røde navne på små sedler. Rode, rode, rode rundt. Lukke øjnene og trækkke, trække, trække et navn op af sofaen. Mine damer og herrer, vinderen af verdens bedste højlandskaffe direkte importeret fra Kenya er: LINE
Hvis du sender mig din adresse, er det kaffe på vej til dig på mandag: suzettefrovin@mail.dk
Og så skal jeg lige bage 50 boller, lave to lagkager og bage en brunsviger (hører sig til på disse breddegrader), inden det første af flere fødselsdagsbrag i anledning af at det er fire år siden jeg blev mor for første gang… eller nåhr nej, der er vist ingen gaver for svie og smerte, men til gengæld barbie-dukker og udklædningskjoler en masse til the atomic kid.
Mig? Jeg er forfatter, skuespiller, rejsende i le creatife
Schy! Nu skal du ikke stikke mig den der plade med, at det er så dejligt at være blevet ældre. Man hviler mere i sig selv og higer ikke så meget efter andres anerkendelse eller drømmer om at være noget særligt som i ovre i den der kreative skole, hvor man udfolder sit talent til fulde.
Klart, der er da nogle dage (særligt dem med harakiri-agtige kærestesorger og weltschmerz), jeg ikke drømmer mig tilbage til. Men hold kæft, hvor er jeg blevet doven med alderen. Doven med drømmene, mener jeg. For kalenderen er sådan set fuld nok.
Der kommer ligesom et tidspunkt, hvor man kapitulerer og nærmest kun har hånlig latter til overs for de der teenagedrømme om tage livtag med scenekunsten eller kaste sig ud i noget digter-agtigt bohemelivsstil. Helt ærligt! Mig? Tror nok lige det er godt, jeg i stedet fik børn, hus ved vandet og et fast job. For det andet… det fører jo ikke rigtig til noget, vel?
Men det værste er ikke, at jeg tabte drømmene. Det værste er, at jeg er blevet kynisk af have hænderne fulde af børneopsparinger, pensionsinvesteringer, forsikringspapirer, garantibeviser og feriesedler til børnehaven. Kynisk på andres – de unges – vegne.
Og det er ikke bare trist, det er sgu også temmelig patetisk. For i virkeligheden ville jeg ønske, jeg havde noget tilbage af det der who-gives-a-shit. Så ville jeg nemlig gøre, som den teenagepige, jeg så hos boghandleren i dag: “Hej. Jeg leder efter en helt bestemt notesbog. Da jeg var 14 besluttede mig for at skrive ti notesbøger med mine tekster. Nu mangler jeg bare en. Det er fordi jeg kunstner.”
A pleasant surprise #2
Jeg prøver lige igen:
Hvis vi ser bort fra dengang jeg 10 år gammel lavede Danmarks (sic!) flotteste bogmærke (triple-sic!) og vandt Danmarksspillet og en flot lyseblå nylontaske, har jeg kun vundet en eneste konkurrence.
Har lige vundet et gavekort til etsys danske kusine amio.dk, så vi ses.
Jeg skal ud og investere min opsparing (ha!) i lottokuponer, mens den der heldige port stadig er åben… Tror lige jeg skynder mig også at kaste mit held efter kogebogen Sunde tanker ovre hos Milles Mad, bare hvis nu det der lotto-noget fejler.
A pleasant surprise
Hvis vi ser bort fra dengang jeg 10 år gammel lavede Danmarks (sic!) flotteste bogmærke (triple-sic!) og vandt Danmarksspillet og en flot lyseblå nylontaske, har jeg kun vundet en eneste konkurrence.
Det er 3½ år siden, og jeg var lige blevet mor, hus- og haveejer. Så for ligesom at holde stilen vandt jeg en haveplan – altså en tegning af den ultimative have tænkt og akvarelmalet af en havearkitekt.
Tror nok min kæreste var både overrasket over og – lad os sige – uforberedt på, at vi derefter selv skulle både grave og investere tusindvis af kroner i at realisere papirdrømmene.
Som et plaster på såret hedder den officielle historie idag, at han gravede det meste af haven ud – fint med mig, jeg har ikke brug for den mindste credit for, at jeg mestendels gravede de bede selv med en 6 mdr. baby i maven…
Efterfølgende kom havedamen forbi og tog billeder og skrev en artikel til sit haveblad om det unge, uerfarne – udi have forstås – par.
I dag kom posten så med den fineste havebog af havedamen, Laila Sølager, herself. Hvorfor sender hun sin nye bog til mig? Mig bekendt er vi ikke blevet close friends eller noget efter akvareltegning og artikelskrivning, selvom jeg elsker hendes/min have.
Men så fandt jeg billedet fra vores have i bogen – og hvad skal man nu mene om, at det, hun har valgt at fremhæve fra vores lille frimærke, ikke er alle de bede, jeg gravede ud med tyk mave og plukveer, men det der tiny-lille-bitte hjørne, vi aldrig blev færdige med, og hvor der stod en gammel cykel, som skulle have været på lossepladsen for længe siden?
Kun sandheden 