Category Archives: Afrika

Giv mig den nu tilbage

Helt ærligt der var en gang, hvor man ikke en gang havde en mobiltelefon. Hvor man kunne forsvinde fra verden i tre uger, fordi man var gået på druk i Malawi og havde andet at gøre end at bevæge sit dovne legeme forbi posthuset for at foretage et opkald (collect call, selvfølgelig) til sine forældre, der var ved at kaste op af angst over, om man var blevet slugt af det sorte kontinent.

Faktisk havde det været ret så smart med en mobiltelefon dengang, for så havde vi kunne sende en beroligende sms samtidig med at vi drak kolde Carlsberg brygget på Malawi-majs og spillede kort med det det halve af den australske og engelske ungdom. På den anden side var der altså også noget ret befriende ved bare at kunne forsvinde, indtil vi var klar til at blive fundet igen.

I juleferien afleverede jeg min bærbare på arbejdet for gud bedre det om jeg skal betale Multimedieskat for at lave mit arbejde, og i øvrigt har vi allerede to computere, hvoraf den enes batteri godt nok er så dårligt at det er en joke at den går under betegnelsen bærbar, og den anden har en løs forbindelse, så man hele tiden skal skrue op og ned for lysstyrken på skærmen for at kunne se billedet. Men altså det er stadig to computere, en til min kæreste og en til mig og nok til at vi kan skændes om, hvem der skal have den store skærm (og det dårlige batteri) og hvem der skal have den lille (og konstant svigtende) skærm.

Og sådan går livet så dejligt i den lille familie, indtil hin aften hvor vi i al mindelighed beslutter os for at bytte apparater og så siger min kæreste: Aih, nu er der ikke mere strøm på. Og så griner vi af hvor dårligt det batteri er (åh, hvad der dog ikke kan more et gammelt ægtepar). Og så rejser jeg mig for at tænde for kontakten. Og så hævder min kæreste at der stadig ingenting sker, og nu er der kun 9 min. strøm tilbage (3 min. in real time). Og så river vi nærmest det hele fra hinanden uden noget sker. Og minutterne går uden der findes en løsning, inden den dør for aldrig mere at vågne op.

Men heldigvis har vi stadig en der virker, og så kan vi jo bare deles og skiftes for hvem gider bruger tusindvis af kroner på en ny computer, når vi kan bruge dem på at holde ferie i Kroatien. Men gu kan vi ej, for når jeg vil tjekke mails, vil han se golf, og det er pisseirriterende, og når han vil se golf, vil jeg gerne skrive et blogindlæg, og det er vildt latterligt. Så nu må børnene tage til takke med 1-stjernede campingpladser i Kroatien for ellers ender det med vi aldrig kommer af sted som en stor familie. So much for low key…

med emneordet , , , , , ,

Så er det alvor

Hold godt øje med den gule bog på billedet – den er sjov, virkelig sjov. Men så er det altså også gjort med det, for resten er, ja, jeg var da vist lige ved at bruge ordet pensum, men så lad os sige must reads for alle, der interesserer sig bare den mindste smule for virkeligheden – altså den rigtige virkelighed på den anden side af, hvilken minister der deltog i hvilket møde, er Mary (altså her royal highness) gravid igen, eller hvilken tandpasta er nu bedst til børnene

Og jeg mener det helt, helt alvorligt. Gør dig selv en tjeneste og læs en (eller måske alle) de her bøger om folkemordet i Rwanda, Mugabes vanvid i Zimbabwe, Ishmaels fortælling om sit liv som børnesoldat i Sierra Leone, fire sydafrikanske fotografers forsøg på at dække apartheids endeligt i starten af 90’erne, eller den fantastiske, superseje sydafrikanske journalist Antjie Krogs dækning af Sandhedskommissionen – en rædselsvækkende og meget personlig beretning.

Jeg har ikke let til tårer, men åh jo, jeg har grædt til hver eneste af de her bøger. Livsbekræftende i al sin gru, fordi der ud af det afrikanske kontinent vokser folk, som ikke lader sig undertrykke af despoter, krig eller sult.

Nå ja, Half of a Yellow Sun er altså også ret underholdende, hvis du får brug for at trække vejret og tørre øjnene undervejs.

med emneordet , ,

Tag den Form og Fitness

Speaking of Africa…

I efteråret var jeg i Kenya på arbejde. Undervejs besøgte vi en lille familieejet kaffefarm. I et hjørne havde familiens søn indrettet sig et seriøst fitnessområde. Den perfekte opskrift på, hvordan man sparer det månedlige kontingent til Form og Fitness. Du får brug for et stykke bar jord, nogle store sten, en stak gamle brædder og et par udslidte cykeldæk.

Vi blev også budt inden for i familiens interimistiske køkken, hvor røgen lå så tyk, at selv ikke Kræftens Bekæmpelse ville kunne trænge igennem.

Til sidst blev vi vist ind i de hellige haller: Værtens lille hus, hvor han boede med sin højgravide kone. Provinsdiskotek go home! Kæmpe fladskærm med on going musikvideoer, giga diskokugle og fuld hammer på anlægget. Der kom ordet målløs for alvor til sin ret.

Røgfyldt køkkener uden skyggen af elektricitet, hjemmestrikkede løsninger og diskokugler – se det er Afrika på en god dag.

med emneordet ,

Afrika-mode

Afrika og mig – altså vi har en ting, os to. Der er vist ikke noget at gøre, når først man har fået den der røde, røde jord og de smukke, smukke jacarandatræer ind under huden.

Det er et inferno af livsglæde og fattigdom, latter og håbløshed, gæstfrihed og kaos. Det er høj musik, gæret øl, majsgrød og bananer så søde, at man slet ikke gider spise de bleggule fra Brugsen. Det er et miskmask og kæmpe clash af et kulturmøde mellem ældgamle traditioner og kolonisternes kultursnobberi. Det er sammenhold og survival of the fittest. Det er kaffeborde med småkager fra Karen Wolf og sød, sød te. Det er stærke kvindefællesskaber og sjofle vittigheder, der kan få selv den mest frimodige dansker til at rødme. Det er no nonsens og endeløse høflighedsbesøg hos head of what not. Det er en kærlighed, som skriger på pauser og gensyn. Det er en længsel, man aldrig slipper igen…

Desværre er Afrika alt for langt væk (Signe, hvor er du med den tur til Rwanda?), så nu læser jeg:

– J.M. Coetzees Vanære (virkelig god bog – hurtig læst – VM aktuelt landevalg)

– Den anden hånd af Chris Cleave (blev totalt grebet af historien selvom den indimellem tangerer det poppede)

– Ejersbos Eksil har jeg lige hevet ned fra hylden. Tårnhøje forventninger.

Og nu kommer jeg pludselig i tanke om alle mulige andre totalt heartbreaking historier fra det afrikanske kontinent… Afrika læseliste coming up, men now must sleep. Jeg har morgenvagten i morgen…

med emneordet , , , ,

Hvis ikke du synes det med kvinders rettigheder er vigtigt…

så synes jeg du skulle tage og bruget to timer på at se filmen Soraya M. En helt igennem rædselsvækkende sand historie om en iransk kvinde, der bliver stenet ihjel, fordi hendes mand påstår, hun har været ham utro.

Da filmen havde premiere i Danmark kritiserede anmelderne filmen for at være følelsesporno uden væsentlige filmiske overraskelser. Og spørg om jeg tudede, for historien er forfærdelig i al sin dogmatiske uretfærdighed og meningsløshed.

At se en kvinde uretfærdigt dømt ved en mildest talt tvivlsom domstol sige farvel til sine to små døtre, inden hun bliver trukket af sted til steningen er måske følelsesporno, men overgreb mod kvinder verden over foregår jo hele tiden, og det er ikke til at holde ud at blive mindet om.

Så hvis du mener, at 8. marts har mistet sin betydning, synes jeg du skulle ofre et par timer på historien om Soraya M. Eller du kan kaste et blik på følgende liste fra Udenrigsministeriet

  • To millioner piger købes og sælges årligt som sexslaver.[1]
  • I dag er 130 millioner kvinder omskåret, og 2 millioner nye piger risikerer omskæring hvert år.[2]
  • Op mod 60 millioner piger mangler i fødselsstatistikkerne, især i Asien. Det er dels på grund af abort på pigefostre, og dels på grund af drab og mangel på omsorg for nyfødte piger.[3]
  • Næsten hver fjerde kvinde bliver før eller siden udsat for seksuelle overgreb af deres partner – også i industrilandene.[4]
  • I konfliktområder er kvindekroppen inddraget som en del af slagmarken ved systematiske voldtægter, bortførelser og tvungne graviditeter. Det er sket i Rwanda, Bosnien, Østtimor og Sierra Leone.[5]
    Læs fx denne historie fra Information om overgreb i Congo

[1] http://www.unfpa.org/gender/trafficking.htm

[2] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm

[3] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm

[4] WHO 2002, The World Report on Violence and Health http://www.who.int/violence_injury_prevention/violence/global_campaign/en/sexualviolencefacts.pdf

[5] Udenrigsministeriets Kvindestrategi 2004

med emneordet ,

En som Bertha

Da min far døde, kom min tante og hentede mig, fordi hun sagde, min mor var for syg til at passe mig. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne være sammen med min mor. Jeg var helt alene. Jeg så hende kun to gange, inden hun døde. Den sidste gang jeg besøgte hende, sagde hun til mig: ”Jeg er meget syg. Jeg skal dø.” Men jeg troede ikke på hende.

En dag kom min onkel og hentede mig fra skole. Han gav mig nogle kiks, men sagde ikke noget. Først da vi kom hjem, fortalte han, at min mor var død. Vi tog ud for at se liget, og det var først der, jeg indså, at hun er død.

Bertha Zimba er 17 år og bor hos sin tante sammen med hendes seks børn. Jeg mødte hende forrige år i november, da jeg var på researchtur til Zambia. Da Berthas tante opgav at betale for hendes skole, fik hun hjælp fra de zambiske pigespejdere gennem det projekt, som De grønne pigespejdere har haft de seneste 10 år med Folkekirkens Nødhjælp og de zambiske pigespejdere, Girl Guide Association of Zambia.

Det projekt har jeg været involveret i, ja faktisk i 10 år nu. Det er genialt, fordi det hjælper de fattigste piger, de mest udsatte piger med at få en skolegang, samtidig med at de får et netværk, og det man med et godt dansk ord kalder lifeskills, så de ikke bare lærer at læse og skrive, men også lærer at passe på sig selv i et land, hvor hver 5. er smittet med hiv.

Når man som jeg har været så heldig at møde piger og kvinder som Bertha, ved man også, hvorfor indsamlingen til Afrikas kvinder i Danmarks Indsamling 2010 giver så god mening.

Læs Berthas historie færdig eller læs flere historier om zambiske piger

med emneordet , , ,