Når jeg om aftenen kryber ned under min varme dyne, kan jeg slet ikke se meningen med at børn skal falde i søvn i deres egen seng. Det er jo genialt, at de ligger og koger nogle timer under min dyne, så den er dejlig varm, når jeg rammer madrassen – herefter må de selvfølgelig ind i deres egen seng, ellers får man jo ikke lukket et øje. Særligt fordi – og jeg ved ikke om det er genetisk bestemt – børnene altid ender under min dyne, på min hovedpude, så jeg må ligge og klamre mig til sengekanten for ikke at falde ud over kanten. Lige der mellem 11 og 5 er jeg ikke super storsindet, og slet ikke når barnet begynder at ligge og pludre: “Mor, jeg har fået lagkage. Jeg har fået lagkage. Lagkage, mor. Jeg har fået lagkage.”
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: børn
Uno Due Tres (eller hva det nu hedder)
Efter en weekend – eller i hvert fald søndag – fra Helvede vendte alle i dag revitaliseret hjem fra hhv. arbejde og institution.
Miss Carla i en mindre vulkanagtig udgave og far og mor med ny energi og to vidt forskellige forslag til, hvordan vi minimerer udbrudene fra den temperamentsfulde dame. Lad mig bare i parentes bemærket sige, at weekenden blandt andet bød på en lidt for overbevisende IKEA-test af vores køkken – i reklamen er det godt nok en teenager, der går amok, men husets 3-årige gennemførte testen med lige så meget power, og køkkenet holdt præcis som de lover i reklamen (det var dagens positive betragtning).
Nå, men altså vi er selvfølgelig landet på føle-føle-løsningen fra mor og den meget konkrete, håndgribelige fra far. I al sin enkelhed er min aftale med Carla nu, at vi forsøger at komme ud af eskalerende konflikter med øjenkontakt og dybe indåndinger (lykkedes allerede under aftensmaden) og de gode gamle pudeslag, når der ikke er nogen vej tilbage (bare for at undgå alt for mange kast med inventar og smækken med døre). Og far kom så med UNO-spillet?! Ja, det havde jeg så ikke set komme, men metoden – altså at sætte sine børn til at spille UNO – skulle efter sigende været afprøvet med gode resultater af en kollega og mor til tre.
UNO, pudeslag og dybevejrtrækninger – det lyder sgu som noget fra en dårlig film om desperate forældre, men lad mig sige det sådan, at jeg ville overveje – OVERVEJE – at invitere Carl Mar Møller og B.S. Christiansen inden for, hvis de hævdede at have de vise sten, og det er jo også en form for desperation.
Lige til en tåre
Vi elsker Alfons Åberg og læser og læser og så var det jeg faldt over en 30 år gammel bog af Fru Gunilla Bergstrøm: Lille Lulu Lykkepot om at få en handicappet datter og søster. Den er skrevet på de fineste vers – børnene holdt ikke til mere end et par sider, men jeg blev hængende og blev sgu helt rørt.
En dag kom psykologen tilbage,
han så alvorligt på
Lulu og sagde:
Noget er ikke rigtigt
(han sagde det forsigtigt.)
Lulu er ikke som de andre små,
hun er et barn I må passe på.
Han sagde det som det var
til Lasse og mor og far:
Lulu er fin, hendes hjerte banker,
men hun kan kun tænke bittesmå tanker.
Og selvom han ikke sagde mer’
så tænkte de alle tre sådan hér:
Den, der er lissom Lulu,
anderledes og sær,
regner folk ikke for noget
andet end… til besvær.
Dybt inden
vokser et skrig:
Er Lulu sær?
Er du sikker?
Og manden kigger
på Lulu og nikker.
Ja, med tanker så bittesmå
er verden nok svær at forstå.
Nej,
åh nej,
du må ikke sige…!?
At vores pige…?!
Nej,
åh nej
… det er ikke sandt.
Vi KAN ikke tro det…
VIL ikke tro det…
Lulu, som er så sød og go’
Men vi vidste det jo godt
inderst inde,
for vi var jo ikke blinde.
Regelbrud
Scene: En veloplagt mor og to lattermilde børn på 3 og 2 på en snedækket græsplæne. Børnene samler sne i deres små hænder og kaster det hvinende mod deres mor. Moren ler hjerteligt, samler barmhjertige snebolde op og kvitterer med bløde kast, der får børnene til at grine helt ned i maven. En far går forbi med sit trætte børn. Moren smiler til ham og tænker: “Se, hvor meget overskud jeg har. Se, hvor vi leger frit i vores familie. Se, hvor meget vi elsker hinanden.”
——————
Jeg var moren, og ja, jeg blev lidt kåd af al den opmærksomhed, så den næste snebold, jeg samlede sammen var betydeligt større end de andre. Jeg holdt mig selvfølgelig til de aftalte regler om ikke at skyde i hovedet og sendte en snebold på størrelse med en god håndbold af sted i nakken på 3-årige Miss Carla.
Hvordan ku jeg vide, at hun ville vende sig om i det øjeblik, den ramte… nu leger vi ikke den leg mere hjemme hos os.
Flobberdewotsky
Og nu vi taler om forbrug… de her hollændere er bestemt ikke mainstream. Fede ting – jeg ville gå direkte efter en af deres diaperbags, hvis altså jeg havde brug for en (måske en ide til en barselsgave…)
Hello kitty
Når man som jeg har en pige på 3 år (eller måske i virkeligheden bare når man har en pige), er den lille lyserøde japanske kanin eller hvad det nu ved navn Hello Kitty det hotteste man overhovedet kan komme i nærheden af. Vi er således igang med den første bølge af formentlig mange – og måske er det min egen skyld først og fremmest.
Efter i tre år at have holdt det lyserøde fra døren forbarmede jeg mig og hjembragte et styk lyserød hue med den famøse Kitty. Det viste sig at starte en flodbølge af merchandise som kulminerede juleaften med kjole, undertøj, nattøj og taske altsammen prydet af selvsamme Kitty.
Og begejstringen er faktisk så stor, at little miss fashion girl aldrig forpasser en chance for at trække ned i bukserne og fremvise de sølvbelagte Hello Kitty-underbukser.
Således også i dag i omklædningsrummet efter svømning, hvor den talkative datter stolt fremviste nattøjet til en ny svømmevenindes mor, som helt oprigtigt svarede: “Ja, den er godt nok fin den lille bamse, du har på trøjen.”
Den mor har min dybeste respekt. Tænk, at det på alle måder er lykkedes hende at holde sig selv og ikke mindst sin datter uden for den første af mange hypes, som børnene (og øjensynligt også deres forældre og nærmeste) i de kommende år vil blive forført af. Et eksempel til efterfølgelse…
Kun sandheden 