Når man som jeg har en pige på 3 år (eller måske i virkeligheden bare når man har en pige), er den lille lyserøde japanske kanin eller hvad det nu ved navn Hello Kitty det hotteste man overhovedet kan komme i nærheden af. Vi er således igang med den første bølge af formentlig mange – og måske er det min egen skyld først og fremmest.
Efter i tre år at have holdt det lyserøde fra døren forbarmede jeg mig og hjembragte et styk lyserød hue med den famøse Kitty. Det viste sig at starte en flodbølge af merchandise som kulminerede juleaften med kjole, undertøj, nattøj og taske altsammen prydet af selvsamme Kitty.
Og begejstringen er faktisk så stor, at little miss fashion girl aldrig forpasser en chance for at trække ned i bukserne og fremvise de sølvbelagte Hello Kitty-underbukser.
Således også i dag i omklædningsrummet efter svømning, hvor den talkative datter stolt fremviste nattøjet til en ny svømmevenindes mor, som helt oprigtigt svarede: “Ja, den er godt nok fin den lille bamse, du har på trøjen.”
Den mor har min dybeste respekt. Tænk, at det på alle måder er lykkedes hende at holde sig selv og ikke mindst sin datter uden for den første af mange hypes, som børnene (og øjensynligt også deres forældre og nærmeste) i de kommende år vil blive forført af. Et eksempel til efterfølgelse…
Kun sandheden 
Jeg er SÅ træt af den kat. Da den først gav sig til at invaderer børnerummet fandt jeg det egetligt ret charmerne med en japask lille nuttet kat til en forandring, men nu har den lille Kitty siddet på alt muligt børneskrammel i alt for mange år. Jeg gør mit bedste for at undgå den disse dage ligesom jeg forsøger at tilfredstille princesselysterne uden disney. Ikke fordi jeg har et eller andet fint pædagoisk princip, men simpelthen fordi jeg ikke orker at se mere på nogle af delene.