Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: anbefaling
Kvinde, tør du rejse alene?
“Ask a girl why she doesn’t want to travel alone and the answer’s always the same: because she’s a girl. No one ever asks for specifics; it’s all too often assumed that gender is enough of a boundary. The undertone, of course, is ‘safety’ – it’s just not safe for a gal to pull on her backpack and explore the big bad world herself. Women are apparently more susceptible to crime because they’re weak, eminently rape-able, and fairly unthreatening. Never mind that the demographic most at risk of crime is actually young males.”
Hvordan tør du rejse alene? Tag ikke fejl af spørgsmålet, for det handler ikke så meget om at rejse alene, som det handler om at rejse alene som kvinde. Som om det, at jeg er kvinde gør mig særligt sårbar eller udsat.
Svaret er, at jeg ikke oplever det handler om køn, men om at tænke sig om, som dette indlæg fra the Vagenda meget fint beskriver.
“There is a certain little something innate to human beings (well, most) and women are no exception to this trait of the species; it’s called common sense. I know, I know, it’s crazy, but this little thing is what makes the internet safety-tip fever seem so inane. With a little sprinkle of common sense anyone, no matter their gender, would have to be very unlucky to fall into severe danger on their travels.”
Det handler snarere om, at når man rejser, taber man indimellem sine principper af syne, og så ender man fx med at sidde i en grænseby fuld af overgearede og
liderlige mænd uden lokal valuta på lommen en mørk lørdag aften eller med at skyde genvej gennem et øde boligkvarter i et område, hvor man ved, man ikke burde være eller med at insistere på at gå hjem en mørk nat for at spare penge til en taxa. For nu bare at nævne tre eksempler fra mit virkelige liv.
Jeg er blevet bestjålet to gange i mit 20 år lange rejseliv, ikke fordi jeg var kvinde, men fordi – ja, faktisk fordi jeg ikke tænkte mig om. That simple.
Da jeg sidste forår rejste med natbus fra Yangon til det sydlige Burma, kom en mand på min egen alder hen og spurgte mig, om jeg ville have det bedre med at sidde ved siden af hans kone på busturen, for så ville han gerne bytte plads. Og da vi holdt pause undervejs, hjalp de andre passagerer mig med at bestille mad, og en kvinde gav mig sin adresse, så vi kunne drikke te sammen, når jeg kom frem. Jeg vil næsten sige, at vi nåede at blive venner på den tur – selvom vi kun talte sammen i 20 minutter. Da vi nåede frem, sørgede buschaufføren for et ekstra stop ved hotellet, så jeg ikke skulle stå alene langs en mørk landevej og vente på en taxa. Alt det uden vi på nær ganske få engelske gloser havde et fælles sprog.
Alle burde rejse alene. Mindst en gang i sit liv. Til Thyborøn eller Argentina. Det er egentlig lige meget. Det handler om at udfordre sig selv, være alene med sig selv, få det fulde ud af det her ene lillebitte liv og smide alle de bekymringslister, der fungerer som en dårlig undskyldninger, overbord. Hellere i dag end i morgen. For husk, hvad en klog, gammel kvinde en gang sagde:
‘“Life’s journey is not to arrive at the grave safely, in a well preserved body, but rather to skid in sideways, totally worn out, shouting “Holy shit, what a ride!”
Gangnamstyle for udkørte mødre med store drømme
Bilreklamer… har du seriøst nogensinde fået lyst til at købe en ny bil, fordi du har set en sexy lady give den gas gennem den namibiske ørken eller på smalle bjergveje med havudsigt på Mallorca? Ikke rigtig, vel. Måske fordi det ikke er dit liv, og fordi du ligesom mig er blevet for gammel og har fået for mange børn til at forestille sig, at det Thelma og Louise-agtige liv med faste bryster og vinden i håret rent faktisk matcher dit liv.
Men så var det de fik en ny ide henne hos Fiat – og det er den første bilreklame, jeg frivilligt har set til ende. To gange. Indtil videre. Se, der kan vi tale ren målgruppe og klar identifikation helt ind i bunden af moderskabet med.
Hør den selv og fortæl mig, om du ikke fik en lille smule lyst til at sætte dine unger ind på bagsædet og kører en tur ud mod solnedgangen.
Kloge ord om forandring og notesbøger
Alle burde være fan af Joan Didion. Jeg er. Hendes bog Et år med magisk tænkning er fantastisk. Og nu har jeg bestilt hendes essaysamling Slouching Towards Bethlehem fra 1968, hvor blandt andet disse fine ord er at finde:
[T]he point of my keeping a notebook has never been, nor is it now, to have an accurate factual record of what I have been doing or thinking. That would be a different impulse entirely, an instinct for reality which I sometimes envy but do not possess.
Mageløse ord
Fuld af beundring bøjer jeg mig i sandet. Sarah Kay er fantastisk. Fuld af ord. Magiske og mageløse ord.
Nogen burde invitere Sarah Kay og hendes Project Voice til Danmark
Jeg ville gerne have skrevet det her
Patriarchy is not men. Patriarchy is a system in which both women and men participate. It privileges, inter alia, the interests of boys and men over the bodily integrity, autonomy, and dignity of girls and women. It is subtle, insidious, and never more dangerous than when women passionately deny that they themselves are engaging in it. This abnormal obsession with women’s faces and bodies has become so normal that we (I include myself at times—I absolutely fall for it still) have internalized patriarchy almost seamlessly. We are unable at times to identify ourselves as our own denigrating abusers, or as abusing other girls and women.
Men æren tilfalder skuespilleren Ashley Judd, der har været en tur igennem mediemøllen. Og siden du nu spørger, så synes jeg det er noget af det mest begavet der er sagt om køn og objectificering i lang, lang tid.
Overspringshandling #100
Åh, det her det er sjovt! At se sig selv i ord. Prøv selv på wordle.net
Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg har været på charterferie
Sikke dejligt der er ude på landet. Eller nede i Egypten. Eller hvor det nu er de flyver en hen, når man har tastet solskin og ferie ind i Google.
Solen skinner. Himlen er blå. Vandet lunkent. Maden marineret i olie. Og nætterne iskolde, men det gør slet ikke noget, for der er nogen, der redder ens seng og lægger håndklæderne pænt på solstolene og vasker de beskidte tallerkener og og spiller Uno med mit damp-barn seks timer om dagen. Og alt det, man køber skriver man på regningen, så det ikke føles som om man bruger en krone – før den sidste dag. Hvad med mere vil du have? Jeg spørger bare?
Jeg var ellers meget tæt på at mane mig selv op i det sure hjørne. Først kom jeg nemlig til at tage en andens computer i security i lufthavnen. Det blev ham den svenske ejer sådan set ret så sur over, da han passede mig op inde i parfumeafdelingen (selvom jeg prøvede at forklare ham, at det jo også var ret heldigt for mig at han havde opdaget det). Senere tog det 350 år at komme igennem paskontrollen i Charterland, med mindre altså man ville betale for at stå i VIP-køen. Og det ville vi så ikke, så vi ventede og svedte i vintertøjet og hev vores mest overskudsagtige forældrefigur op af lommen. På hotellet var der selvfølgelig en dame, der ved en fejl tog vores kuffert med til freaking Luxor. Så gik jeg over gaden for at købe en tandbørste, en løbepromade og en deodorant, the essentials, og blev tørret noget så grundigt af charter-apotekeren, der sjovt nok næsten ikke forstod, hvad jeg sagde. Dyyyyb indånding.
Men så blev det morgen dag 2 og så skete der dette:
- Kufferten kom tilbage og vi fik 500 gode danske kroner for ulejligheden.
- Børnene debuterede i poolen, og jeg lagde mig til rette i solstolen.
- Damp-barnet opdagede børneklubben, og der tilbragte hun det meste af ferien med spil og perleplader og skattejagt.
- Det andet barn boede enten under vandet i poolen eller under et håndklæde på solstolen med Angry Birds som et værdigt underholdningstilbud.
- Der var gratis is og frokost til børnene, og på den måde slap vi lige for restaurant-jeg-kan-ikke-lide-maden-helvede der midt på dagen.
- De fik to legekammerater og det gik rigtig godt (hvis vi lige glemmer den scene på trampolinen, hvor min søn kastede sig over sin nye ven og gav ham en ordentlig omgang prygl, så jeg måtte mase mig gennem det mikroskopiske hul i nettet og hive mit barn ud ved benet og undskylde mange gange over for hans mor, som jeg på det tidspunkt ikke en gang vidste, hvad hed. Nice!).
Og da vi nåede den sidste dag, var det så fint, at vi også havde nået mætningspunktet for, hvor længe man kan opholde sig på det samme hotel, spise den samme mad og sove med hovedet på 30 cm høje hovedpuder.
Jeg læste 1½ bog på den ferie, for så store er mine børn nemlig nu. Jeg var ikke på nettet en eneste gang. Jeg sendte kun 5 sms’er. Og jeg tog ingen billeder. Det må siges at være noget af en uskik, så den allersidste aften lige inden solen gik ned, hev jeg mine børn med ned på stranden og tog idylliske billeder af legende børn med blå himmel og Det røde hav som baggrund. For sådan kan der også se ud i Charterland, hvis altså man gider at bevæge sig uden for hotellets svingdøre – og det gjorde vi så ikke. For det er ikke det der er meningen med den slags ferie. Hvis du spørger mig.
Opsamling
1) Poul hed han, ham der hentede den døde plæneklipper. Han havde en magen til derhjemme, som også var død. Så han håbede, at hvis han tog det bedste fra dem hver, kunne det blive til en, der virker igen. Egentlig smart nok. Og temmelig ecofriendly – hvis altså ikke lige han havde kørt 130 km med trailer for at hente maskineriet.
2) Status på suppekuren er, at jeg holdt i 5 dage (ok, 4½) og med usædvanlig stor selvdisciplin befriede mit korpus for 3 kg (ok, 2,6 kg). 5 dage uden sukker og koffein, og min krop kunne godt lide det, men igår kom den til at spise en plade chokolade til frokost, så nu er vi på en måde tilbage til status quo. Opskriften er her, hvis du selv vil prøve.
3) Vi har besluttet os for at bruge 25.000+ på nye tagrender (med 15 års garanti), en undervognbehandling og vinterudstyr til børnene. Se, det som en praktisk oplysning, hvis du overvejer at investere i en kernefamilie.
4) Det blev ikke til islandsk nordlys i september, fordi det er hverdag hele tiden, og feriepauser ikke kommer af sig selv, men er noget der kræver benhård planlægning og prioritering.
5) I går lagde mit ældste barn alt vasketøjet på tørrestativet sirligt sammen. Det ser pænere ud end når jeg gør det. På torsdag fylder mit yngste barn fire, så nu er vi vel ved at være klar til en 3’er (det var for sjov, mor).
Kun sandheden 