Efter en vinter med utætte tagrender og snerydning i de tidlige morgentimer kom jeg pludselig i dag i tanke om, hvorfor i alverden det nu er at jeg en gang var så begejstret for tanken om fast ejendom – det er jo hverken de røde mursten eller tag over hovedet, der tæller, men det her – lige uden for vinduerne i MIN have.
5.127 gæster på bare to måneder. Helt ærligt. Hvad faen ska vi med gækkebreve, julehilsner and what not, når man i stedet kan hælde sin ord ud over så mange mennesker på en gang – og samtidig spare portoen.
Hvis nu jeg var en af der seje håndarbejdsdamer, havde jeg straks kvitteret for jeres tilbagevendende opmærksomhed med et trendy stykke broderi eller noget. Nå, men det er jeg jo så som bekendt ikke.
Desværre har jeg ikke andet at kaste i grams end friskbagt rugbrød og en 10 år gammel historiebog om Thailand (hvilket jeg minder mig om, at den skal jeg nok have pillet af mit cv ved lejlighed – svarer jo efterhånden til at skrive at man sad i elevrådet i 9. klasse).
Så for ikke at tvinge jer ud i et gaveræs, som I dybest set ikke er interesseret i, lover jeg jer til gengæld more of the same. Ord, ord, ord. Stay tuned for more news on nothing…
I fuldstændig tråd med tidens trend (spørg bare den royale kommentator Emilia van Hauen og hendes crowd) ønskede jeg mig selvfølgelig ikke noget så usselt som materielle gaver til jul.
Nej, jeg vil sgu ha oplevelser, fællesskab og kreativ udfoldelse (ligesom 60+erne), og jeg er så heldig, at min kæreste ved, hvad der skal til for at gøre mig fuldstændig blød i knæene.
Så af sted til arty-farty selvrealisering inkl. full day off med mig, og nej, jeg drømmer ikke om at kunne leve af mine værker – selvom det kunne være corny nok med mit eget studio med udsigt over Københavs tage, ja eller i et gammelt nedlagt mejeri, som jeg selv havde sat i stand.
Det er bare fordi jeg synes det er så skidesjovt – og dejligt at tage hovedet under armen nogle timer, og så har jeg heldigvis fundet mig en lærer, som er så sindssygt god til at rose mig, så jeg i glimt har overvejet om jeg måske alligevel kunne slå mig ned som mig ned i bedste bohemestil laaaangt ude på landet, hvor hele familien kunne løbe rundt i flagrende gevandter og realisere og forsyne sig selv.
Ikke overraskende har jeg papir og tegneudstyr en masse liggende i skabet, men jeg synes bare det er så svært passe et liv som boheme ind mellem 9-4, madpakker og what not. Men derfor skal I selvfølgelig ikke snydes – og husk nu at jeg er til fals 0g salg for ussel mammon, hvis du bare aldrig har set mage…
Jeg fik endda en lille souvenir med hjem begået af den for real arty-farty dame, der rent faktisk havde det kunstnermejeri, hvor jeg legede boheme for en dag. Sikke mild man tager sig ud i akvarel.
Jeg er færdig med at træne i weekenden, aldrig mere. Fra nu af vil jeg kun frekventere motionscentret om formiddagen – sammen med pensionisterne.
Da jeg stod i omklædningsrummet og prøvede at komme til mig selv igen, kom en ældre dame hen til mig.
– Jeg gik på løbebåndet ved siden af dig. Sig mig engang hvor længe kan du løbe i det tempo.
– En halv time, sagde jeg og prøvede at få vejrtrækningen ned i et normalt leje
– Hvor langt løber du så?
– 5,5 km
– Ahm, det er simpelthen utrolig flot, og du løb virkelig stærkt. Meget flot!
Derefter strøg jeg lige over Føtex og fyldte kurven med grønne sager og frosen frugt. For fra nu af skal jeg kun leve af smoothies, sunde nødder og grove grøntsager – og jeg kan ligeså godt sige det med det samme, Lene Hansson og Chris MacDonald, I får kamp til stregen for pensionisterne elsker mig, og vi ved nok, hvor mange der blir af dem i fremtiden.
Farvel til koffein, kulhydrater og cola - nu skal mit potentiale leves ud! Nå ja, købte også lige sådan nogle fodpuder (th) til min nye støvler, som er så høje, at jeg får utrolig ondt i fødderne, når jeg har dem på - og faktisk ikke kan gå så langt i dem. Ret praktisk med børn.
Da jeg efter 10 år flyttede fra vidunderlige Vesterbro til landsbyen Islands Brygge, savnede jeg mere end noget andet min grøntsagsmand nede på hjørnet. Ofte cyklede jeg en tur til Vesterbro bare for at besøge min gamle mellemøstlige frugt og grøntmand – og også lidt for at få billige tomater, overmodne ananas og et glas lime-gulerods-ingefær-pickles, som jeg aldrig fik spist, men som så godt ud i køleskabet, hvis hele Feldthaus-cirkusset skulle komme forbi og gætte min bolig (as if eftersom jeg hverken er kendt for at kunne synge, danse eller ride dressur – eller for at være kendt overhovedet).
I den del af provinsen, hvor jeg bor nu er der havudsigt, men ingen eksotisk, palæstinensisk-tyrkisk-syrisk- inspireret grøntsagspusher – og en cykeltur til Vesterbro er at betragte som en sommerferie-aktivitet (for cykelentusiaster).
Heldigvis kan jeg indimellem få et lille fix. For bag min arbejdsplads ligger en bazar (og det er ikke et navn, jeg har fundet på), hvor man både kan købe frisk koriander (det kunne man så aldrig hos min connection på Halmtorvet), frosne falafler og kæmpestore caffe latter (I like). Så kan man lige sidde der og drikke kaffe og få et skud af sit gamle liv, inden man skal hjem og smøre madpakker.
Altså det føles lidt som, når jeg har besluttet sig for at vente med oprydning efter 2 x atomic kids og lige har sat mig sofaen i mine tyndslidte joggingbukser med knæ og en plettet t-shirt og taget den første bid af en mellemgod købepizza for at se Baronessen flytter ind og så ringer det på døren. Jeg når lige at slukke for fjernsynet (som så i øvrigt kan ses fra gaden) og prøver febrilsk (og forgæves) at ligne en million. Jeg sparker vasketøjet ind under bænken og forsøger at dække for den blepose, jeg heller ikke fik ekspederet videre ud i skraldespanden, mens jeg åbner døren… og selvfølgelig er det ikke en af de der venner man har kendt i tusind år, selvfølgelig er det ham faren fra institutionen der lige ville aflevere… eller en fjern tante, der lige ville kigge forbi, når nu de endelig er på de kanter…
Bare for at sige at sådan har jeg haft det, siden Maren linkede til min blog. Tak af hjertet for de søde ord, Maren – og velkommen til alle de uventede gæster. Jeg havde bagt en kage, hvis jeg havde vist I kom. Håber vi ses igen.
Fordelen ved at børnene indimellem stadig vågner kl. 5 (og at Halfdan kun sover en time i vuggestuen) er, at de begge to er så basket, at der er fuldstændig ro på stuerne inden kl. halv 8 – og at vi måske får lov til at sove lidt længere i morgen.
Så nu er her helt, helt stille for jeg er alene hjemme – og ligeså meget som jeg elsker selskab, ligeså meget elsker jeg at være alene i mit hjørne af sofaen, hvor puderne efterhånden har formet sig præcist efter min krop, med en friskbrygget latte (genial julegave til kæresten, hvis jeg selv skal sige det) og en god film på skærmen (som jeg tilmed for penge for at se og anmelde). Livet er indimellem på sin egen stilfærdige måde helt perfekt…
Kun sandheden 