Om lidt tager jeg min kæreste i hånden og checker ind på hotel – 48 timer til at være kærester, sove længe, spise brunch, læse aviser, se film, spise lækker mad, holde mere i hånd, shoppe, hænge ud på cafeer og drikke kaffe og snakke, snakke, snakke uden at blive afbrudt af skingre barnestemmer og små hænder, der hiver i tøjet.
Og hvis det nu skulle vise sig at være en rigelig optimistisk plan, vil jeg også være godt tilfreds med bare at holde i hånd i himmelsengen…
Vi havde lige en time, inden vi sku i teateret, min veninde og jeg, så mellem et repræsentativt udsnit af det indiske køkken benyttede vi (for 120. gang) anledningen til at runde universelle emner som: Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og så hentede vi billetter, købte slik, slukkede mobilen og gjorde os klar til at tage imod Historien om alt – en fed og underholdende tour de force af monologer, lyd og billeder, der hudflettede den generation, der bruger så meget tid på at tænke over og diskutere Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og så tog vi hjem – uden svar, men genkendt som generationen, der forsøger at maksimere lykken på alle planer hele tiden, og som tåler trivialiteter så dårligt, at vi går i selvsving over vasketøj, indkøb og hverdagsskærmydsler. Vi drømmer om et liv uden, om et liv hvor mit liv er noget helt særligt og anderledes fra alt det andet – og i længslen efter det enestående er drømmene endt med at være generiske for en hel generation. Ja, faktisk så generiske, at man kan få støtte fra Statens Kunstråd til at spørge Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og vi forsøgte faktisk at komme op med nogen, der har løst den gordiske knude på mindre dramatisk vis end hovedpersonen i stykket. Men rollemodellerne er sgu svære at få øje på…
8. marts. 100 år. Fødselsdag for kvinders rettigheder and what’s new. Ja, der er jo dem, der hævder, at vi lige så godt kan lægge dagen i graven for nu er der ikke noget at kæmpe for mere. Wrong, sir jeg bare. WRONG WRONG WRONG.
Jeg er træt, træt, træt af at høre, at problemet er
– at kvinder ikke gider karrieren.
– at al den snak om karriere undertrykker de kvinder, der har valgt en anden vej.
– at mulighederne er der, men at kvinderne ikke gør brug af dem.
Men værst af alt er det at vi individualiserer problemerne, når der er så mange åbenlyse strukturelle barrierer for at skabe ligestilling mellem kønnene.
100 år er gået, og nu forsøger vi at bilde hinanden ind at det da faktisk går meget godt. Vi har stemmeret. Vi er kommet ind på arbejdsmarkedet. Alle muligheder er åbne, hvis bare vi vil.
Men helt ærligt er det jo beskæmmende, at det har taget os 100 år at nå hertil – og ikke mindst at vi stiller os tilfredse med, at vi både kan pege på Stine Bosse og Lisbeth Knudsen som kvindelige chefer, og at vi alle sammen kender i hvert fald en mand, som har taget helt op til fire måneders barsel, og at vi på den baggrund samstemmende siger, at mænd tager en større og større andel af barslen.Men hey, i snit holder mænd i følge Danmarks Statistik 3,8 ugers barsel, og det tal ligger – uanset hvad vi kan fremdrive af enkelteksempler – fast og har gjort det i årevis. Det samme gælder kvindelige topchefer – mændene sidder stadig på mere end 90 procent af de poster, og heller ikke det tal ændrer sig med lynets hast.
Så derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor der er så meget modvilje mod at
– øremærke halvdelen af barslen til mænd.
Kvinder har jo ikke ret til at være på barsel et år, og hvis vi mener, at mænd har lige ret til at være sammen med deres børn, må vi også give dem mulighed for at få del i barselen. Idag er erfaringen at mænd kun tager en forlænget ferie, når barnet kommer til verden, fordi de oftest tjener mest, fordi det ikke er velanset i mange brancher, og fordi “han ikke så godt kan være væk i flere måneder med det job, han har?!” Det sidste argument er jo kun holdbart, fordi manden er mand, for hvis nu det havde været en kvinde, ville der være fundet en løsning, uanset hvor besværligt det havde været.
– at vi ikke indfører kvoter for kvinder på topposter og i bestyrelser, som man har gjort i Norge og Sverige – bare som forsøg.
Helt ærligt, hvor længe vil vi vente på at forandringerne sker af sig selv? Vil jeg vælges til et job, fordi jeg er kvinde? Ja, det vil jeg gerne, rigtig gerne faktisk. For det første er masser af mænd jo netop blevet valgt til deres jobs på grund af deres køn (kronprins-fænomenet) igennem tiden, uden de tilsyneladende har haft de store kvaler med det. For det andet fordi jeg tror på der er masser af talentfulde kvinder derude, som vi bliver nødt til at gøre plads til for at få det fulde udbytte af den samlede talentmasse. Jeg synes simpelthen det er patroniserende at antage at vi vil se en storm af ukvalificerede kvinder indtage toplederposter og bestyrelser, bare fordi vi sætter mål for ligestillingen.
Er det lykkelige liv så en toppost, er modspørgsmålet? Næ, alle må vælge deres vej uanset om man drømmer om at komme til tops eller om at være sammen med sine familie. For mig handler det om, at alle uanset køn har lige adgang og lige ret, og jeg har ikke noget problem med, at vi regulerer os til ligestilling. For når jeg kigger bagud, kan jeg ikke se, at der er andre måder at gøre op med det, Hanne-Vibeke Holst kalder, de patriakalske strukturer, vi alle sammen, mænd og kvinder, ligger under for.
En af de seje gamle feminister Hanne Dam sagde så rigtigt (og selverkendende) i et interview i Information i weekenden, at en af de store fejl hendes generation af feminister begik var at kaste sig ind på arbejdsmarkedet på mændenes præmisser – i stedet for at udfordre de eksisterende strukturer. For måske kunne man også tænke sig, at hvis man i højere grad indrettede arbejdsmarkedet efter livsfaser end efter køn, at der ville blive bedre plads til både mænd og kvinder både på jobbet og derhjemme.
Mit mål er ikke at kvinder skal til magten alle steder, men at adgangen til magten er lige for begge køn, uanset om det gælder stolene i mødelokalerne eller indkøb af flyverdragt til ungerne. Det betyder, at både mænd og kvinder er nødt til at give køb på magten både ude og hjemme, hvis vi mener ligestillingen alvorligt. Og enhver kan se, at det ikke kommer til at ske med det søde – så derfor er jeg en varm fortaler for at vi med politisk regulering tvinger os selv og hinanden til at kaste os ud i kampen for ligestilling på ny.
På mandag fejrer Kvindernes Kampdag 100 års fødselsdag, og siden fik vi stemmeret, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, men hvordan gik det nu ellers lige med ligestillingen? Johanne Mygind gir et godt og tankevækkende bud i dagens Information – mon ikke mange andre kan genkende mønstret?
Pigerne efter drengene
Efter 10 år som feminist er det tid til at gøre status. Drengene er blevet chefer, mens nyfeminister er gået på barsel.
Om et øjeblik slukker jeg computeren, køber en latte i Baresso, stempler mit togkort og sætter mig ind i toget. Så fisker jeg min bog op af tasken og lukker verden ude, indtil jeg lander på Østerport St.
Jeg tager rulletrappen op, håber på, at solen holder helt til Kbh og nyder larmen af storby og udsigten over søerne, mens jeg går op mod Århusgade, hvor jeg skal mødes med en veninde. Vi spiser mad, drikker kaffe og snakker og snakker og snakker lidt om børn og en masse om alt det vi gerne vil med vores liv og så lidt om børn igen. Senere går vi op til Øster Fælled Torv til teatret Republique og håber på, at det stykke, vi bestilte billetter til i september, er tiden værd.
Sent, sent i aften tager jeg toget hjem og i morgen er jeg pissetræt, fordi jeg har sovet for lidt når vækkeuret ringer klokken seks. Til gengæld har jeg fået tanket op på den sociale konto, og det er hele den efterfølgende lange onsdag værd.
Der er to hemmeligheder bag den dag; nemlig den uundværlige og uvurderlige tirsdagaftale og et teaterabonnement med billetter til en hel sæson. Åh gud, hvor jeg elsker det koncept.
Ja, så er det så man ønsker at man var sådan et langt ude love child, at ens oldemor havde haft en heftig affære med en af de spanske soldater på Koldinghus hin nat for 200 år siden, som så siden hen havde givet mig bare en en lille smule sydlandsk glød.
Men nu er det desværre bare sådan, at jeg i den grad er sat sammen ikke bare af danske, men fynske kromosomer så langt tilbage at jeg kunne sælge mig selv til forskning på linie med den islandske befolkning. Og jeg kan bare melde, at folk som os i særlig grad er ramt af den afsky, vi nu alle føler (eller bør føle) for solarier takket være Kræftens Bekæmpelses kampagne Sluksolariet.
Oh my God! Kan det virkelig være meningen, at alle mødre (eller nu kan jeg jo bare tale for mig selv til en start) slet ikke kan få lov til at grille sig væk fra bare nogle af de spor, som tre års søvnunderskud ubarmhjertigt har trukket hen over mit ansigt? Hvis jeg nu lover at bruge faktor 100 og kun lige lader den kunstige sol efterlade en mild glød (tro mig, der skal ikke så meget til) mon så ikke det går?
Miss Carla er faldet i søvn på min mave efter Disneysjov og jeg kan ikke nå fjernbetjeningen så nu er jeg nødt til at se x-factor – bare hvis du ser mit navn blandt de andre 2 mio.
Da min far døde, kom min tante og hentede mig, fordi hun sagde, min mor var for syg til at passe mig. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne være sammen med min mor. Jeg var helt alene. Jeg så hende kun to gange, inden hun døde. Den sidste gang jeg besøgte hende, sagde hun til mig: ”Jeg er meget syg. Jeg skal dø.” Men jeg troede ikke på hende.
En dag kom min onkel og hentede mig fra skole. Han gav mig nogle kiks, men sagde ikke noget. Først da vi kom hjem, fortalte han, at min mor var død. Vi tog ud for at se liget, og det var først der, jeg indså, at hun er død.
Bertha Zimba er 17 år og bor hos sin tante sammen med hendes seks børn. Jeg mødte hende forrige år i november, da jeg var på researchtur til Zambia. Da Berthas tante opgav at betale for hendes skole, fik hun hjælp fra de zambiske pigespejdere gennem det projekt, som De grønne pigespejdere har haft de seneste 10 år med Folkekirkens Nødhjælp og de zambiske pigespejdere, Girl Guide Association of Zambia.
Det projekt har jeg været involveret i, ja faktisk i 10 år nu. Det er genialt, fordi det hjælper de fattigste piger, de mest udsatte piger med at få en skolegang, samtidig med at de får et netværk, og det man med et godt dansk ord kalder lifeskills, så de ikke bare lærer at læse og skrive, men også lærer at passe på sig selv i et land, hvor hver 5. er smittet med hiv.
Når man som jeg har været så heldig at møde piger og kvinder som Bertha, ved man også, hvorfor indsamlingen til Afrikas kvinder i Danmarks Indsamling 2010 giver så god mening.
Læs Berthas historie færdig eller læs flere historier om zambiske piger
Kun sandheden 