Tag Archives: børn

Er du syg?

Dejlig weekend, tror jeg nok lige. Koncert med store fadøl og pommes frites på vejen hjem. Brunch med alle de gode venner, vi ser alt for sjældent. Verdens længste gåtur med tømmermænd gennem København.

Ret præcis beskrivelse af den fysiske følelse af tømmermænd... creepy Copenhagen

En obskur lille udstilling på et undseeligt galleri på Vesterbro. Hjem og lure den et par timer på hotellet. Dejlig mad på Le Le. God film i Vester Vov Vov. Og så sove, sove, sove, sove. Søndag nåede vi lige kaffe og gennemtrawling af BÅDE søndagspolitiken – og berlingeren, inden vi kom hjem til glade børn og bedsteforældre.

Åhr, hvor man elsker sine børn efter sådan en tur i drømmeland. Og åhr, hvor man elsker sine forældre, når det viser sig, at Halfdan både har kastet op og haft den onde diarrhea og stort set været vågen hele natten sammen med morfar.

I går aftes kastede Carla så op, inden hun gik i seng. Værst tænkelige tidspunkt – for er  hun så mon syg i morgen? Og hvor hurtigt efter hun er stået op, kan man beslutte sig for om hun skal blive hjemme eller skal af sted?

Da Halfdan havde fortalt den første historie om en bænkebidder, der hopper højt op i luften og vupti så spiser den mig, var vi enige om, at han var fit for fight til vuggestue.

Carla sov længe nok til at vi burde overveje om hun skulle af sted. Ligbleg så hun ud, da hun endelig kom ned. Og vi forsøgte at diagnosticere os ud af situationen på engelsk for ikke at vække frøkenens drama queen.

Så vi blev enige om, at hun vist ikke helt var sig selv, men udsigten til en hjemmedag og et besøg på farens arbejde gav straks betydeligt mere farve i kinderne og hendes selvtilfredse smil, da lillebror blev skippet af sted til institutionen, slog vist ligesom fast, at hun nok hverken var voldsomt plaget af feber eller maveonde… men så var det ligesom for sent. For det går jo ikke at aflevere et barn i børnehave, som meget vel kunne finde på at åbenbare, at hun faktisk var for syg til at være der.

med emneordet ,

Velkommen til Guantanamo

I denne uge har vi indkaldt vores to ypperste fangevogtere, begge eksperter i søvntotur.

De fordeler vagterne mellem sig, således at den mindste sætter fangerne under pres fra 23.59 til 02.04. Imellem kortere og længere seancer med gråd og råben læser han højt af Peter Pedal.

Herefter er der ro i cellerne frem til 04.30, hvor den store fangevogter tager over. Det første kvarter går med at forlange morgenmad, og hvis fangerne ikke makker ret, gribes der til mere rabiate metoder, som involverer længere meget højlydte tudeseancer og trampen i gulvet.

Vagten løber frem til 05.45. Begge fangevogtere går nu til ro, mens fangerne jages ud af cellerne 10 minutter senere vha. elektroniske hjælpemidler.

De foreløbige resultater er gode: Fangerne ser tiltagende mere trætte ud og har ikke energi til at skælde ud eller modsætte sig fangevogternes krav. Det forventes, at fangerne inden for kort tid vil være villige til at imødekomme fangevogternes krav om total underkastelse.

med emneordet , ,

Gulp! Jeg er bagud allerede

Man ved bare, at man er sendt ud på forældede forældres deroute, når ens 3-årige taler hjemmevant om at spille wii, inden man selv har så meget som været i nærheden af den der nymodens anordning, som de unge taler så meget om.

Imorgen er der wii-dag i børnehaven, og jeg er den lidt fornærmede forældede forælder, der tænker om de børn ikke havde godt af at komme ud og klatre i træer i stedet for at sidde og glo ind i en 40 tommer stor skærm (og nej, du behøver ikke stille alle de positive vinkler på wii-aktiviteten til rådighed for jeg kender dem godt – har bare lidt svært at ved at sluge virkeligheden).

Jeg burde have anet uråd allerede i forrige uge, da jeg fandt Miss Carla i børnehaven sammen med en kammerat i gang med et hæsblæsende race, hvor hun med stor sikkerhed styrede uden om fiktive hegn og modkørende trafikanter. Så blev man lige overhalet af sit barn over night. WTF?!?!

På den anden side er det måske godt nok, at hun får erfaringer med den teknologiske udvikling ude, for vi kommer næppe til at blive first movers på det område her i huset.

Da alle andre begyndte at købe dvd-afspillere, købte vi et skidesmart tv med indbygget video, som vi aldrig rigtig nåede at få i brug, fordi Blockbuster nogenlunde samtidig holdt op med at udleje videofilm.

Siden har en kollega forbarmet sig over mig, og lånt – eller rettere givet – mig en lidt livstræt dvd-afspiller, der larmer så meget, at vi er nødt til at have en stabel bøger liggende ovenpå maskinen for at kunnne høre lydsporet på filmene. Men hey, vi kan se film igen.

Vi har også købt en fladskærm, som så til gengæld er adskillige tommer mindre end min computerskærm på arbejdet. Det var samtidig med, vi købte nyt anlæg, som erstatning for det B&O-anlæg, vi købte, da vi flyttede sammen (det var brugt og kostede 1.200 kr., og fordi det var vores første fælles investering, aftalte vi, at hvis vi gik fra hinanden kunne den ene købe den andens andel afhængig af bodelingen).

Der var en pladespiller til anlægget, men desværre var der en fejl på pickup-armen, så den kunne kun spille halvt ind på pladen, før den stoppede. Da vi fik det nye anlæg, gik det op for mig, at der faktisk ikke var en hyletone på alle mine cd’er.

I julegave fik jeg en Ipod Shuffle af min søde kæreste, og jeg blev virkelig, virkelig glad for den, for jeg ville elske at høre musik og podcast i toget eller når (hvis) jeg løber – særligt efter jeg lod min gamle mp3-afspiller ligge i motionscentret, og der selvfølgelig var en eller anden klaphat, der stak af med den. Ja, man ska da heller ikke vende ryggen til et øjeblik – eller tage hjem og komme tilbage en uge, eller var det to uger senere… Nå, men altså den der Ipod Shuffle, som er så lille, hvid og fin, ligger stadig i skuffen, fordi jeg ikke kan finde ud af at lægge musik ind på den – eller rettere jeg prøvede og gik i stå.

Og jeg ved allerede, hvor vi er på vej hen – på museum. Langsomt oparbejder vi sådan et ry i børnenes vennekreds, som et af de der eksotiske hjem, som jeg kan huske fra min barndom, hvor forældrene syntes, det kunne være det samme om VM i ’84 blev set i sort-hvid tv eller farver. Og jeg kan sagtens se komikken, men jeg synes stadig de børn skulle løbe ud og rulle sig i noget mudder eller noget…

med emneordet , ,

On the bright side

Kald det zen, positive attitude eller et forsøg på at sætte livet lidt i perspektiv, men altså

– Erantis og vintergækker i haven

– Jylland tog sig formiddabel ud i meterhøj sne under weekendens ekskursion.

– Børnene legede 1 time (60 min.) alene i haven.

– Nu sidder de og holder hånd, mens de ser Bamses Billedbog

Carla er for tiden gravid med sin bamse, vi ved ikke, om det blir en pige eller en dreng. Og ja, vores fjernsyn sidder lidt højt, deraf det intelligente udtryk

Alt sammen lægger det et behageligt slør over en af de der weekender, hvor jeg tænker, at mine evner ud i forældreskab er på linie med mine evner ud i vandaflæsning og årsopgørelser… Sådan en weekend, hvor det ville være rart at kunne kigge 20 år ud i fremtiden for at se, om jeg bestod testen, og der kom nogle rimelig omgængelige mennesker ud i den anden ende…

med emneordet , ,

Hov, hvor blev den ekstra hånd af?

Som sagt var Carla ikke i børnehave i går – kunne med sindsro have afleveret hende kl. 10, da hun begyndte at få farve i kinderne igen, og på den måde kunne vi måske have halveret antallet af eftermiddagens konflikter.

Og jeg var vist ikke den eneste, der synes, at Carla kunne have fået noget ud af nogle timer i børnehaven. For der stod hendes bedste ven i flyverdragten og kaldte på de voksne.

– Men du kan da sagtens selv tage flyverdragten af. Det plejer da ikke være et problem, sagde de.

– Det er fordi Carla plejer at tage den af for mig.

Så der er nok mere end en, der er lettet over, at Miss Carla er tilbage hos Krabberne i dag.

med emneordet ,

Det bedste termometer update

Åh nej, det værst tænkelige er sket: Atomic über-a kid har fået appetitten tilbage og al gang foregår igen i løb. Så mens jeg forsøger at slumre og passivere barnet med tv, leger hun frisør med mit hår, hvisker mig ind i øret hvert 2. minut: “Jeg er sulten.”, og spiller en meget højlydt basun. Gad vide, om man kan aflevere sit barn i børnehave nu?

med emneordet ,

Det bedste termometer

Når atomic über-a kid kravler ind i min seng kl. 06.14 og sover videre til kl. 7, når hun sidder og stirrer over morgenmaden uden at sige et ord, når hun så endelig taler: “Det føles som om jeg skal kaste op, men det skal jeg ikke. Mine ben ryster, men du kan ikke se det.”, når hun sidder helt stille i sofaen og ser Mette Blomsterberg lave kager i Det søde liv, så behøver man hverken termometer eller læge til at diagnosticere…

Så nu sidder vi under dynerne i sofaen og er syge sammen. Hyggeligt – hvis altså bare man ikke skulle have det så skidedårligt imens.

med emneordet

Det umuliges kunst

Inspireret af denne beskrivelse af en mors vej tilbage til working life with kids, må jeg sige, at jeg dagligt står der i institutionen og undrer mig over, hvordan det lader sig gøre? Hvordan kan vi BÅDE være blandt de første, der afleverer (7.30), OG blandt de sidste der henter (16). Hvor er de andre børn henne? Hvad er laver de andre forældre? Hvordan skruer de deres hverdag sammen? Vi har begge fleksible arbejdstider – skiftes til at aflevere og hente, og alligevel sidder vores børn og glor som de sidste hver dag. Er alle forældre på deltid – og hvornår har vi besluttet at presse os selv så meget, at man intet må forvente af sit eget arbejdsliv, mens man har små børn?

Jeg har forlængst besluttet mig for ikke at piske mig selv med dårlig samvittighed over, at børnene skal tilbringe mere end 8 timer om dagen i institutionen. For det første fordi jeg ikke ønsker at gå ned i tid, for det andet fordi det er derude i livet, på jobbet at jeg henter energien til at være bare en smule overskudsagtig mor, og ikke mindst fordi jeg er helt overbevist om, at børnene også hygger sig med deres hverdag. Så sent som i dag fandt jeg Carla på hovedet i udklædningskassen: “Aih, ikke nu. Jeg er slet ikke færdig med at lege.”

Og mange vil sikkert være uenige med mig, men som med så meget andet der har med børn at gøre findes der heldigvis ikke en sandhed, for man vil både kunne finde forskere, der hævder at børnene har bedst af at være ved deres forældre, og dem, der siger, at børn udvikler deres sociale kompetencer i samværet med andre børn. Jeg tror på det sidste – og tror på, at så længe de er trygge der, hvor de er, har børnene godt af at møde verden og lære at knytte venskaber og finde sig til rette i mange sociale sammenhænge. De vokser op i en sindssyg verden, så jo før de lærer at begå sig i den, jo bedre…

med emneordet , ,

Av min pik!

Jamen, så ved man da at de er godt i gang med sprogudviklingen på legepladsen – og at drengene sætter dagsordnen. Det er jo fristende i ligestillingens navn at introducere tilsvarende synonymer på det kvindelige køn for sin datter, men det er vel ikke min opgave som mor?

med emneordet , ,

Helt til grin

Jeg kan faktisk godt huske det selv. Når min bror og jeg lavede den der usynlige mur omkring os, hvor ingen voksne kunne komme ind, uanset hvor meget de skældte og smældte. Vi var sammen mod resten af verden og helt usårlige – en virkelig god følelse, MEN GODDAMN HVOR ER DET DOG BELASTENDE, NÅR ENS EGNE BØRN GØR DET SAMME MOD EN.

Det starter altid med et særligt blik og et indforstået smil fra den ene til den anden: “Er du klar? Os mod dem.”

I går begyndte det allerede under maden, og da vi kom ind i den afgørende spurt mod nattøj og tandbørstning, havde jeg allerede truet med ikke at læse godnathistorie og med mulig inddragelse af fredagsslikket – uden resultat overhovedet.

Tværtimod. Hver gang jeg ligesom forsøgte at træde i karakter, kiggede de bare på hinanden og skreg af grin på den der lidt hysteriske, overgearede måde. Så da Halfdan til sidst slog mig i hovedet med en ble, tog jeg bleen og kylede den tilbage i hovedet på ham og råbte STOP SÅ! Meget voksen reaktion – skidegod rollemodel. Og rigtig fedt at få følgende kommentarer med på vejen.

Halfdan: Man må ikke råbe og kaste med tingene.

Carla: Man kan altså godt tale pænt til hinanden, selvom man er sur.

ARGH!

med emneordet , , ,