Som når Halfdan stiller flodhesten, hesten, giraffen, koen, hunden og elefanten op på række, henter sin elskede guitar og sin grønne skammel, sætter sig til rette og synger: “Det er en sang for alle dyrerne, det er en sang for alle dyrene…”
Lige der løber hjertet over, og man får lyst til at fortælle alverden om det lille vidunder. Det er hermed gjort.
“Aih, hvor er de smukke, de piger.”
I går zappede jeg forbi Paradise Hotel og blev hængende på samme måde, som når man hører nogen skændes på gaden, og man begynder at stå og rodde i en kasse med hundehalsbånd på trods af man ikke har dyr, bare for at høre miseren til ende – eller det er måske bare mig?!
Miss Carla nåede altså også lige at få et glimt af tidens køns- og ungdomsstereotyper – og selvfølgelig elskede hun de smukke, unge mennesker i al deres plastic-fantastic-glimmer-glans.
Så nu skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg udfordrer de der barbie-skønhedsidealer uden det bliver alt for fodformet, selvom det er fristende…
Kald det zen, positive attitude eller et forsøg på at sætte livet lidt i perspektiv, men altså
– Erantis og vintergækker i haven
– Jylland tog sig formiddabel ud i meterhøj sne under weekendens ekskursion.
– Børnene legede 1 time (60 min.) alene i haven.
– Nu sidder de og holder hånd, mens de ser Bamses Billedbog
Carla er for tiden gravid med sin bamse, vi ved ikke, om det blir en pige eller en dreng. Og ja, vores fjernsyn sidder lidt højt, deraf det intelligente udtryk
Alt sammen lægger det et behageligt slør over en af de der weekender, hvor jeg tænker, at mine evner ud i forældreskab er på linie med mine evner ud i vandaflæsning og årsopgørelser… Sådan en weekend, hvor det ville være rart at kunne kigge 20 år ud i fremtiden for at se, om jeg bestod testen, og der kom nogle rimelig omgængelige mennesker ud i den anden ende…
Som sagt var Carla ikke i børnehave i går – kunne med sindsro have afleveret hende kl. 10, da hun begyndte at få farve i kinderne igen, og på den måde kunne vi måske have halveret antallet af eftermiddagens konflikter.
Og jeg var vist ikke den eneste, der synes, at Carla kunne have fået noget ud af nogle timer i børnehaven. For der stod hendes bedste ven i flyverdragten og kaldte på de voksne.
– Men du kan da sagtens selv tage flyverdragten af. Det plejer da ikke være et problem, sagde de.
– Det er fordi Carla plejer at tage den af for mig.
Så der er nok mere end en, der er lettet over, at Miss Carla er tilbage hos Krabberne i dag.
Åh nej, det værst tænkelige er sket: Atomic über-a kid har fået appetitten tilbage og al gang foregår igen i løb. Så mens jeg forsøger at slumre og passivere barnet med tv, leger hun frisør med mit hår, hvisker mig ind i øret hvert 2. minut: “Jeg er sulten.”, og spiller en meget højlydt basun. Gad vide, om man kan aflevere sit barn i børnehave nu?
Når atomic über-a kid kravler ind i min seng kl. 06.14 og sover videre til kl. 7, når hun sidder og stirrer over morgenmaden uden at sige et ord, når hun så endelig taler: “Det føles som om jeg skal kaste op, men det skal jeg ikke. Mine ben ryster, men du kan ikke se det.”, når hun sidder helt stille i sofaen og ser Mette Blomsterberg lave kager i Det søde liv, så behøver man hverken termometer eller læge til at diagnosticere…
Så nu sidder vi under dynerne i sofaen og er syge sammen. Hyggeligt – hvis altså bare man ikke skulle have det så skidedårligt imens.
Jamen, så ved man da at de er godt i gang med sprogudviklingen på legepladsen – og at drengene sætter dagsordnen. Det er jo fristende i ligestillingens navn at introducere tilsvarende synonymer på det kvindelige køn for sin datter, men det er vel ikke min opgave som mor?
Ja, den gode stil fortsætter på dag 2, allerede en succes eftersom jeg med næsten usvigelig sikkerhed kan sige, at der formentlig ikke blir en dag 3 lige med samme – 1. paragraf i Murphys lov for forældre tilsiger at enhver form for pral bliver belønnet med prygl.
Blev kun en lille-bitte-smule utålmodig, da hun efter en ½ time havde skåret en kvart aubergine i en mio. stykker på 1×1 mm – og der havde nok været mere langsigtet pædagogik i at drikke en kop te i ventetiden i stedet for at sende hende ind foran fjernsynet, mens jeg ordnede resten.
Weekendens kusinekomsammen bød også på en slåskamp, altså sådan en, som jeg kan huske fra min egen skolegård – godt nok mellem drengene, men hey pigerne trænger jo ind på drengenes domæne alle steder. Men altså sådan en slåskamp, hvor man ruller rundt, river i hår, og det kan være svært at se, hvor den ene krop ender og den anden begynder… Imponerende syn – og det lykkedes dem faktisk at komme ud af det på egen hånd.
Og så giver sådan en girl fight jo street credit. For ved gårsdagens barselsvisit spidsede husets 7-årige pludselig ører, da jeg fortalte historien. Og bagefter måtte han lige have uddybet under fire øjne: Carla, var det en rigtig slåskamp? Hvorfor kom I op at slås? Hvad sloges I om? Ingen tvivl om at hun lige rykkede en klasse eller to op i anseelse…
Den her weekend er undtagelsen, der bekræfter reglen for vi har kusine Fry (nej, det var ikke Gry) på forlænget weekend, og imorgen debuterer Halfdan som vært for sin bedste ven i vuggestuen, søde Mahie (ja, det var Marie. Halfdan har det bare lidt svært med r’erne).
Nå, men besøg skal jo fejres, og jeg blev selvfølgelig grebet af stemningen og havde arrangeret hvad jeg i al beskedenhed vil kalde den mest fantastiske dag. Først en togtur, så fødselsdagsmorgenmad med kage (ok, jeg havde lige et arrangement på arbejdet, som jeg godt ville vise flaget til, selvom jeg havde fri), efterfulgt af en fantastisk sanseudstilling (virkelig, virkelig fed udstilling, must go hvis du kommer til Odense med børn) og så til sidst cafebesøg…
Der skete følgende: Carla kastede sig ud i dagen med krum hals og en begejstring, hvis ophav vist ikke lader skjule. Kusine Fry, som ellers ikke står tilbage for en udfordring, når hun er på hjemmebane, veg ikke fra min side og på udstillingen tog hun bare min hånd og sagde: “Jeg vil gerne hjem.”
Af sådan en dag kan man (jeg) så lære to ting: 1) At oplevelsesjunkier opfostrer oplevelsesnarkomaner, og 2) at man (jeg) kan komme meget langt med sådan en lidt dogmeagtig tilgang til at have små gæster… således beriget lægger jeg mig på sofaen med informeren resten af weekenden.
P.S. Hvad sker der for Tiger Woods (og os andre)…
Kun sandheden 