Category Archives: The kids

20. april 2010
6 kommentarer
The kids

Mr. Drama Queen

Kun 1½ år siden og alligevel havde jeg fuldstændig glemt det, fortrængt det, tænkt det var en pigeting, men oh no – it’s back. Drama queen-fasen.

Så Halfdan piver, klynker eller skriger, når han:

  • vågner om morgenen, og det ikke er den han kaldte på, der kommer (og så nægter han i øvrigt selv at stå ud af sengen).
  • hans søster taler til ham lige når han er vågnet (indrømmet hun kan være vel energisk but still).
  • han ikke får lov til at bære sin tallerken over til bordet.
  • hans søster tager en vitaminpille før ham.
  • han er tørstig.
  • han er sulten.
  • han skal have skiftet ble.
  • det ikke er hans foretrukne der skifter bleen.
  • han skal have tøj på.
  • han ikke selv får lov at komme tandpasta på tandbørsten.
  • han ikke kan trække sine bukser op over blebagen.
  • han ikke kan få bukserne af.
  • vi spørger om han skal ud og tisse på toilettet.
  • vi ikke spørger om han skal ud og tisse på toilettet.
  • han ikke kan nå sit legetøj.
  • han ikke kan finde sit legetøj.
  • hans legetøj sider fast.
  • han ikke må få en sut.
  • vi ikke går den vej ud af vuggestuen, som han havde forestillet sig.
  • hans søster kommer først (i bad, ind ad døren, ud ad døren, op af trappen, ned af trappen…)
  • han ikke må sidde på skødet af mig, mens jeg spiser.
  • han ikke må spise min mad i stedet for sin egen.
  • han ikke sidder på sin faste plads i sofaen.
  • vi ikke læser den rigtige bog inden han skal sove.
  • han ikke selv vil gå ind i seng.
  • han selv vil gå ind i seng.
  • han ikke vil læse en af de 3000 bøger, han allerede har liggende i sengen.
  • han vil have lyset tændt.
  • han ikke vil have lyset tændt.
  • han ikke må få noget at spise, når han er kommet i seng.

Det bliver alligevel til noget piveri i løbet af en dag.

med emneordet , ,
19. april 2010
4 kommentarer
The kids

Og så er der drengene…

Selvom han har en søster og blevet tvunget og truet igennem 700 far, mor og børn-lege, har han på egen hånd fundet ud af, at det sjoveste (altså ud over guitaren) er at hoppe ud foran sin familie med sit sværd og råbe: HA-HAA! Nu skyder jeg jer!

Eller banke den lille tiger med den store tiger, mens han med grum stemme råber: Og nu spiser jeg dig! Bump – og så er du død.

Ok, så siger vi, at de lærer legene af hinanden, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det lige er drengene, der synes det er sjovt at slås (og slå ihjel) eller hvorfor de synes våben og Spiderman er federe end Hello Kitty og dukkehuse?

Det samme gælder den gode gamle tissemand. Ligger den der penis-forelskelse virkelig i generne eller er det bare, fordi drengene kan se, hvad de har med at gøre? Og hvorfor er det mere ok, at de allerede når de er helt små ligger og hiver i den lille regnorm end når pigerne i samme alder forsøger at finde ud af, hvad der foregår nede i tisseregionen?

Halfdan er ikke bare stolt af sin tissemand, han har også (som de fleste mænd) totalt overvurderet, hvad sådan en relativt lille fyr kan bruges til. Da jeg tog bleen af ham på puslebordet forleden, sagde han: Bang! Nu skyder jeg dig med min tissemand. Nu er du død!

med emneordet ,
17. april 2010
1 kommentar
The kids

It’s a girl!

Lyserøde piger og lyseblå drenge, jeg kan ikke tage det. Det provokerer i den grad min indre indre (og ydre) feminist, at børn skal vokse i kønsstereotype miljøer. Jeg er med på, at reaktion avler modreaktion, men hvordan er det gået til, at vi efter 70’ernes ligemageri har kastet alle vores forestillinger om, hvad drenge og piger er, kan og gør i grams?

Jeg håber – og beder til – at Hello Kitty-hysteriet og alt hvad der følger af lyserødt tyl og glitter bare er hvad det ligner: Looks.

At vi husker at lære de seje Spidermen-drenge og de pyntede prinsessepiger, at de kan og må meget mere end det, de traditionelle roller giver dem lov til.

Jeg kunne selvfølgelig have valgt den samme model som det svenske par,  der holdt deres barns køn hemmeligt for at give det mulighed for at vokse op uden andres forventninger til, hvad en pige eller en dreng er.

I stedet forsøger jeg med en mere moderat model og insisterer på at give begge børn dukker og togbaner. Men allerede sidste år da Miss Carla startede i børnehaven, begyndte mit projekt at skride for hun har ikke andet i hovedet end lyserødt tingeltangel.

I dag måtte jeg så kapitulere endeligt for i det fine (lyserøde) gavepapir lå Hello Kitty-sengetøj, prinsessekjoler og glitrende, glimtende barbiedukker, og barnet hyperventilerede af glæde og begejstring. Heldigvis var det fætteren, der havde været med til at vælge kjolen, som derfor blev, ja blå selvfølgelig.

med emneordet , ,
13. april 2010
Skriv en kommentar
The kids

Hvem kommer først?

Der er ligesom et tidspunkt i et barns liv, hvor alt handler om at komme først – først ud af døren, først færdig med at spise, først få tøj på, først bære sin tallerken over.

Den pædagogiske forældre lærer selvfølgelig sit barn, at livet ikke er en konkurrence (det er det så alligevel, men sådan er der så mange sandheder som børnene lever bedst uden – der er jo heller aldrig nogen der har fået behandlingskrævende maveonde af at spise to vitaminpiller, vel?).

Til gengæld har konkurrencemomentet den fordel, at børnene rent faktisk kan komme utrolig hurtig i tøjet og ud af døren, hvis altså ikke lige man er så uheldig at ramme en af nej-lommerne.

Og hvis man som jeg er så heldig at have to børn, kan man med stor succes spille dem ud mod hinanden: “Se, hvor hurtigt Carla fik sine gummistøvler på.” “Hvor flot! Se, Halfdan er næsten færdig med at spise sin aftensmad.” Mulighederne er i princippet kun begrænset af, hvor perfid man vil være over for sine børn, og der synes jeg man bør give selv meget vidde rammer.

For Carla har det vist sig, at konkurrence-elementet spiller ind i alle livets forhold. Ja, faktisk tror jeg, hun har en forestilling om, at voksne bare er børn, der har vundet den ultimative konkurrence om at komme først.

– Mor, hvorfor er far og dig blevet store så hurtige?

– Vi har også være børn lige som dig og Halfdan, så blev vi voksne bagefter.

– Ja, men hvorfor skyndte I jer sådan med at blive voksne?

P.S. Apropos konkurrencer: Husk du kan vinde verdens bedste (dead serious) kaffe

med emneordet ,
11. april 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, The kids

Jeg keder mig

Efter projekt sov-selv, spis-selv, tør-dig-selv er vi gået i gang med pas-dig-selv. Og det har vist sig at være nogenlunde lige så udfordrende som projekt sov-selv.

Reglerne er egentlig ret simple: Når lillebror sover, er der stilletid, hvilket i al sin enkelhed betyder, at forældrene stiller ingen, som overhovedet ingen, former for aktiviteter til rådighed. Og vi er i udgangspunktet ret firkantede, så der skal virkelig være tale om særlige tilfælde (barnet kommer alvorligt til skade eller er beviseligt ved at dø af sult (det er et tænkt eksempel)) for at man kan forvente servicering af nogen art .

Og hvis du spørger den forulempede, er jeg sikker på hun ville sige, at det er et aldeles rædselsfuldt projekt. Den første halve time forløber nogenlunde således:

– Jeg kan ikke finde på andet at lave end frisør. Må jeg børste dit hår? Nej.

– Må jeg se fjernsyn? Nej.

– Jeg kan altså ikke finde på noget. Overhovedet!

– Må jeg se fjernsyn? Nej.

– Jeg kan kun finde på at lege med perler. Vil du helst have de røde eller de gule perler på dit armbånd? Ingen svar.

– Aih, nu SKAL Halfdan altså vågne…

Eftersigende har børn godt af at kede sig – det sku være så godt for kreativiteten. Indtil videre synes jeg nu mest det giver anledning til en masse højlydte protester, som ikke ligefrem yder begrebet stilletid fuld retfærdighed. Men en dag, en skønne dag, er jeg sikker på, at børnene vil takke mig for al den kreativitet, de udviklede i weekenderne mellem 12 og 14.

med emneordet , ,
9. april 2010
1 kommentar
The kids

Nyttemaksimering 3

“Hvis nu hele huset var et badeværelse, så kunne man bare tisse lige når man sku.”

Der kl. 6 om morgenen kan jeg ikke altid gennemskue, om børnene har fat i noget eller bare er totalt langt ude.

med emneordet ,
6. april 2010
1 kommentar
The kids

Sovemønster/monster

Det er da for vildt, at selv når børnene sover, kan man se, hvem de er.

Den lille guitarmand, som kun ville sove i barnevognen, når den stod stille. Som efter 2 år viste sig at sove dobbelt så længe i sin egen seng end i barnevognen (så meget for frisk luft, my ass). Som aldrig er stået ud af sin seng – og som insisterer på altid at skulle hentes ud af sengen om morgen, selvom der ikke er tremmer for. Som bare tager sin bog og sætter sig i sengen og læser, inden han skal sove. Som ligger på siden, sutten i munden, bamsen i hånden og sover som en engel.

Atomic kid, der siden hun var tre måneder, med jævne mellemrum (også kaldet faser) har skreget sig selv i søvn med et lydniveau, der sætter nye standarder for larm. Som i pauserne mellem skrigefaserne stod op 250 gange hver aften, før hun endelig lagde sig til at sove. Som kunne sige “gå en lille tur” nærmest før hun kunne tale, når hun blev lagt i barnevognen, og vi måtte vade kvarteret tyndt før hun besluttede sig for at sove. Som nægter at sove, hvis hun ikke har sine (for tiden to) bamser, lige netop den bestemte bog og et glas vand inden for rækkevidde. Som ligner et havareret fly, når hun ligger på tværs i sengen på maven med ansigtet trykket skævt i madrassen, dynen på gulvet og svedigt hår – selv når hun sover…

med emneordet
31. marts 2010
3 kommentarer
The kids

Classified

Ahm, jeg er lige gået nedenunder… Carla har en legekammerat på besøg, og de er gået op på hendes mikroskopiske værelse (som ikke engang er indrettet som et børneværelse, men mere har karakter af et pulterrum – sorry, det står på to do listen).

Da jeg skulle lægge Halfdan til at sove, gik jeg ind for at sige til dem, at de skulle være stille. De lå i sofaen som to veninder og sagde nærmest i kor: “Vi ligger bare og snakker.” Og så blev jeg nysgerrig for, hvad er det lige to 4-årige piger har så lange, stilfærdige snakke om? Så jeg satte mig lige ind i soveværelset under påskud af at tjekke mail.

– Så trak du mig jo rundt med dine tryllearme.

– Ja, og så grinede jeg med min onde latter. Hahahaaa.

– Og så lavede du pølser på mig.

– Og bagefter tissede jeg på dig.

– Ja, det gjorde du.

– Tsssssssssssss…

Så nu er jeg altså gået nedenunder for jeg kan helt ærligt ikke lige kan overskue, hvad det nu er for noget – og jeg har selvfølgelig helt vildt meget lyst til at gå op og spørge om vi skal bage en kage, lave perler eller noget mere sådan børne-agtigt.

med emneordet ,
27. marts 2010
2 kommentarer
Orlov, The kids

05.15

Vi har været vågne i snart tre timer og er nu i gang med perleplader og modelervoks.

Er liige lidt panisk angst over at skulle begynde dagene så tidligt, når vi om tre måneder holder orlov og skal tilbringe 10 uger i en autocamper. Hvordan er det lige man aktiverer/pascificerer atomic kid på så få kvadrameter uden at vække hele campingpladsen? Jeg forudser, at vi kommer til at flytte campingplads mange, mange gange…

med emneordet , ,
23. marts 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Aiiih, hvor piiinligt

Da jeg skrev historieopgave i 2. g, stod min gymnasieveninde og jeg foran spejlet og fjollede – eller jeg var måske den mest fjollede, og nej, hvor var det pinligt, da kliniske Kenneth, hendes lægefar med rene, rene hænder, åbnede døren for at se, hvad vi lavede.

Til mine forældres sølvbryllup glemte mine søskende og jeg at sætte vækkeuret og væltede søvndrukne og halvpåklædte ud til de mange gæster, der var mødt op for at overraske mine forældre på deres 25 års bryllupsdag. Det var vist meningen, at vi skulle være gået foran med et godt eksempel, så det var jo også temmelig pinligt.

Men så fik jeg børn, og så rykkede grænserne sig ligesom markant for, hvad der er pinligt.

Der er selvfølgelig de små hverdagssituationer, hvor ens barn spørger en tyk far i vuggestuen, hvorfor han har en bold på maven. Eller hvor ens søn, mens man har gæster, uopfordret trækker op i ens bluse, fordi han godt lige vil se ens (graviditetstrætte) mave.  Eller hvor ens datter med klar stemme fortæller, at det der er den nye dreng i børnehaven, og han tager altid de andres legetøj – mens hans mor står ved siden. Små situationer, hvor man smiler indforstået til de andre forældre og bliver enige om, at de er da utrolige, de små poder.

Og så er der morgener som i dag, som udfordrer alle definitioner af pinligt…

Det starter med et major battle derhjemme om, hvorvidt det er nødvendigt at tage jakke på for at gå de 100 meter hen til børnehaven, går over en diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at have cykelhjelm på, til et forsøg på at få sit skrigende barn til at blive i garderoben, mens lillebror bliver afleveret.

Men den store kulmination kommer først i børnehaven midt i prime time aflevering med en lind strøm af forældre og børn. Der på gulvet ligger mit barn og skriger. Da det endelig lykkes mig at få hende til at lægge sine madpakker i køleskabet, åbner hun lågen, kyler dem ind på hylden og smækker døren med et brag af dimensioner.

Jeg sveder, jeg smiler indforstået til forældrene (de fleste ser nu ikke så indforstået ud) og til sidst må jeg bære mit hysteriske barn ud på legepladsen, mens hun skriger: “Slip mig. Jeg fryser. Jeg vil ind. Slip mig. Jeg er tørstig. Jeg fryser. Slip.” Flere forældre, flere anstrengte smil. Og det eneste jeg kan gøre er at vente til jeg til sidst kan mærke at hun begynder at slappe af i sin lille krop – og så i øvrigt forsøge at indgå at få trukket sneglespor af hidsig snot ned over mit tøj.

Det fede ved børn er, at når de til sidst giver efter, er der ikke skyggen af nag tilbage. Det svære ved at være forældre er, at følelsen af at have overskredet sine grænser 1000 gange og af at have udstillet sin utilstrækkelighed sidder i kroppen længe efter. Så selvom jeg mandede mig op og både gav knus og fik dobbelt tilbage, synes jeg sgu godt lige hun kunne have sagt undskyld for igen at have udfordret grænserne for, hvad der rent faktisk er pinligt.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →