Kun sandheden

Jeg satte mig ind i et tog og kørte mod syd og bagefter lidt mod øst. Destination:  Neukölln, Berlin. Toge er verdens fineste transportmiddel. Virkelig.

I Berlin skulle jeg skrive. Og jeg skrev. På den diæt af kaffe med rigeligt med mælk og croissanter. Måske ikke så tysk, but hey who’s counting.

Det tyrkiske marked ved Maybauschufer er så lokalt at det er svært ikke at føle sig hjemme – og misunde dem, der fylder tasken med friske grøntsager, feta og og blomster i store buketter.

Det særlige, uforklarlige ved Berlin er at alt er pænt. Selv det der ikke er.

Og vaser fyldt med markblomster på toiletterne. Det er også pænt, selvom man selvfølgelig ikke sidder på toilettet og tager billeder af blomster. Det ville jo være sygt på en måde at instagramme sit liv på den måde.

Og kølediskene er pæne med iskolde læskedrikke på snorlige rækker. Jeg er og bliver en Bionade Ingwer-Orange-fan.

Kanalen på grænsen mellem Neukölln og Kreuzberg er en hilsen til Dronning Louises Bro og søerne i Kbh. Jovist, I er smarte, men se lige os. Vi sidder i den stille sol og drikker øl og sludrer (sludrer, ikke råber) og spiller petantaque til langt ud på natten.

Restauranten Sauvage er the place to go hvis man elsker paleo og stenaldermad (same-same). Det gør jeg så ikke, ved jeg nu. Så fint et sted, men jeg kunne bedst lide silden og mindst pannacottaen, der var lavet uden sukker men til gengæld med masser af basilikum. Don’t get it.

Så mange små butikker, der har åbent når de har åbent og lukket når de holder fri. Og gallerier med mærkværdige udstillinger. Og cafeer og isbutikker fulde af mennesker der mødes.

Tempelhof er Berlins gamle lufthavn, som nu er forvandlet til en gigantisk park intakt med landingsbaner under alles. Cool, og godt tænkt af byplanlæggerne og politikerne at overlade så storslået et rum til sine indbyggere.

Og i den ende af parken (eller rettere på et mindre areal i midten af den ene ende af parken) er der 100 små nyttehaver. Sådan helt uorganiseret og vildtvoksende på alle måder.

Det er de mindste ting, småbitte afvigelser fra det normale, der gør Berlin det hele værd

Som en silhuet af en mand, der får selskab af to papirsmænd, og som deler væg med

en farvestrålende, vandret eksplosion af plakater for en sensommerfestival

Og så lige pludselig er det hele forbi, tiden er gået, uret tigger. Der er en kun en kop kaffe og en time at skrive i tilbage. Det er tid til at pakke ned og sige farvel

Og det går man bedst på en af broerne over kanalen, hvor man kan stå og hænge et øjeblik, mens man tænker at den tager sig pæn ud på alle tider af døgnet, men særligt lige inden solen forsvinder helt

Og før man ved af det, sidder man i et tog igen. Man glæder sig over at Danmark tager så pænt imod, at København forsøger at stå distancen, at sommeren viser sig fra sin bedste side. Det gør det lettere at sige farvel. På gensyn. Vi ses. Den perfekte start på sommerferien