Om lidt tager jeg min kæreste i hånden og checker ind på hotel – 48 timer til at være kærester, sove længe, spise brunch, læse aviser, se film, spise lækker mad, holde mere i hånd, shoppe, hænge ud på cafeer og drikke kaffe og snakke, snakke, snakke uden at blive afbrudt af skingre barnestemmer og små hænder, der hiver i tøjet.
Og hvis det nu skulle vise sig at være en rigelig optimistisk plan, vil jeg også være godt tilfreds med bare at holde i hånd i himmelsengen…
Jeg blir bare aldrig, som i nogensinde, træt af det her musik
Når jeg er ved at kaste op over synge-pixibøger (hvad faen er det også for en genre) eller pege-hvad-laver-børnene-mon-der-hos-lægen-bøger (ved ikke hvorfor børnene elsker det, når jeg ikke gør), plejer Kim Fupz Aakesons bøger at være en god redningsplanke.
Vores nye yndlingsbog er Damen, der elskede sin dreng – om en mor, der er så bange for at der skal ske hendes dreng noget, at hun spærrer ham inde i et fuglebur, og drengen vokser sikkert op – som due. Og jeg skal love for at Rasmus Bregnhøj ikke lægger fingrene imellem, når han illustrerer forældres irrationelle angst.
Tegningen er i øvrigt en næsten tro kopi af, hvordan det så ud sidste forår, da miss Carla faldt ud af vinduet fra første sal.
Jeg hørte et skrig (en anelse mere panisk end de skrig, der normalt forhindrer enhver for tavshed i at indfinde sig her på matriklen), løb op af trappen og der hang mit 3-årige barn ud af vinduet – ikke med en snor om halsen, men i sin gule/lillastribede trøje, som med næsten guddommeligt held havde sat sig fast i en af hasperne. På sengen under vinduet sad en ny legekammerat, der var på besøg for første (og eneste) gang.
Efter det fik jeg faktisk også lyst til at købe et fuglebur til mine børn, så jeg aldrig mere skulle bekymre mig om dem. Og måske er det derfor både Carla og jeg er blevet så glade for den bog…
så synes jeg du skulle tage og bruget to timer på at se filmen Soraya M. En helt igennem rædselsvækkende sand historie om en iransk kvinde, der bliver stenet ihjel, fordi hendes mand påstår, hun har været ham utro.
Da filmen havde premiere i Danmark kritiserede anmelderne filmen for at være følelsesporno uden væsentlige filmiske overraskelser. Og spørg om jeg tudede, for historien er forfærdelig i al sin dogmatiske uretfærdighed og meningsløshed.
At se en kvinde uretfærdigt dømt ved en mildest talt tvivlsom domstol sige farvel til sine to små døtre, inden hun bliver trukket af sted til steningen er måske følelsesporno, men overgreb mod kvinder verden over foregår jo hele tiden, og det er ikke til at holde ud at blive mindet om.
Så hvis du mener, at 8. marts har mistet sin betydning, synes jeg du skulle ofre et par timer på historien om Soraya M. Eller du kan kaste et blik på følgende liste fra Udenrigsministeriet
[2] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm
[3] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm
[4] WHO 2002, The World Report on Violence and Health http://www.who.int/violence_injury_prevention/violence/global_campaign/en/sexualviolencefacts.pdf
[5] Udenrigsministeriets Kvindestrategi 2004
Vi havde lige en time, inden vi sku i teateret, min veninde og jeg, så mellem et repræsentativt udsnit af det indiske køkken benyttede vi (for 120. gang) anledningen til at runde universelle emner som: Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og så hentede vi billetter, købte slik, slukkede mobilen og gjorde os klar til at tage imod Historien om alt – en fed og underholdende tour de force af monologer, lyd og billeder, der hudflettede den generation, der bruger så meget tid på at tænke over og diskutere Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og så tog vi hjem – uden svar, men genkendt som generationen, der forsøger at maksimere lykken på alle planer hele tiden, og som tåler trivialiteter så dårligt, at vi går i selvsving over vasketøj, indkøb og hverdagsskærmydsler. Vi drømmer om et liv uden, om et liv hvor mit liv er noget helt særligt og anderledes fra alt det andet – og i længslen efter det enestående er drømmene endt med at være generiske for en hel generation. Ja, faktisk så generiske, at man kan få støtte fra Statens Kunstråd til at spørge Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og vi forsøgte faktisk at komme op med nogen, der har løst den gordiske knude på mindre dramatisk vis end hovedpersonen i stykket. Men rollemodellerne er sgu svære at få øje på…
8. marts. 100 år. Fødselsdag for kvinders rettigheder and what’s new. Ja, der er jo dem, der hævder, at vi lige så godt kan lægge dagen i graven for nu er der ikke noget at kæmpe for mere. Wrong, sir jeg bare. WRONG WRONG WRONG.
Jeg er træt, træt, træt af at høre, at problemet er
– at kvinder ikke gider karrieren.
– at al den snak om karriere undertrykker de kvinder, der har valgt en anden vej.
– at mulighederne er der, men at kvinderne ikke gør brug af dem.
Men værst af alt er det at vi individualiserer problemerne, når der er så mange åbenlyse strukturelle barrierer for at skabe ligestilling mellem kønnene.
100 år er gået, og nu forsøger vi at bilde hinanden ind at det da faktisk går meget godt. Vi har stemmeret. Vi er kommet ind på arbejdsmarkedet. Alle muligheder er åbne, hvis bare vi vil.
Men helt ærligt er det jo beskæmmende, at det har taget os 100 år at nå hertil – og ikke mindst at vi stiller os tilfredse med, at vi både kan pege på Stine Bosse og Lisbeth Knudsen som kvindelige chefer, og at vi alle sammen kender i hvert fald en mand, som har taget helt op til fire måneders barsel, og at vi på den baggrund samstemmende siger, at mænd tager en større og større andel af barslen.Men hey, i snit holder mænd i følge Danmarks Statistik 3,8 ugers barsel, og det tal ligger – uanset hvad vi kan fremdrive af enkelteksempler – fast og har gjort det i årevis. Det samme gælder kvindelige topchefer – mændene sidder stadig på mere end 90 procent af de poster, og heller ikke det tal ændrer sig med lynets hast.
Så derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor der er så meget modvilje mod at
– øremærke halvdelen af barslen til mænd.
Kvinder har jo ikke ret til at være på barsel et år, og hvis vi mener, at mænd har lige ret til at være sammen med deres børn, må vi også give dem mulighed for at få del i barselen. Idag er erfaringen at mænd kun tager en forlænget ferie, når barnet kommer til verden, fordi de oftest tjener mest, fordi det ikke er velanset i mange brancher, og fordi “han ikke så godt kan være væk i flere måneder med det job, han har?!” Det sidste argument er jo kun holdbart, fordi manden er mand, for hvis nu det havde været en kvinde, ville der være fundet en løsning, uanset hvor besværligt det havde været.
– at vi ikke indfører kvoter for kvinder på topposter og i bestyrelser, som man har gjort i Norge og Sverige – bare som forsøg.
Helt ærligt, hvor længe vil vi vente på at forandringerne sker af sig selv? Vil jeg vælges til et job, fordi jeg er kvinde? Ja, det vil jeg gerne, rigtig gerne faktisk. For det første er masser af mænd jo netop blevet valgt til deres jobs på grund af deres køn (kronprins-fænomenet) igennem tiden, uden de tilsyneladende har haft de store kvaler med det. For det andet fordi jeg tror på der er masser af talentfulde kvinder derude, som vi bliver nødt til at gøre plads til for at få det fulde udbytte af den samlede talentmasse. Jeg synes simpelthen det er patroniserende at antage at vi vil se en storm af ukvalificerede kvinder indtage toplederposter og bestyrelser, bare fordi vi sætter mål for ligestillingen.
Er det lykkelige liv så en toppost, er modspørgsmålet? Næ, alle må vælge deres vej uanset om man drømmer om at komme til tops eller om at være sammen med sine familie. For mig handler det om, at alle uanset køn har lige adgang og lige ret, og jeg har ikke noget problem med, at vi regulerer os til ligestilling. For når jeg kigger bagud, kan jeg ikke se, at der er andre måder at gøre op med det, Hanne-Vibeke Holst kalder, de patriakalske strukturer, vi alle sammen, mænd og kvinder, ligger under for.
En af de seje gamle feminister Hanne Dam sagde så rigtigt (og selverkendende) i et interview i Information i weekenden, at en af de store fejl hendes generation af feminister begik var at kaste sig ind på arbejdsmarkedet på mændenes præmisser – i stedet for at udfordre de eksisterende strukturer. For måske kunne man også tænke sig, at hvis man i højere grad indrettede arbejdsmarkedet efter livsfaser end efter køn, at der ville blive bedre plads til både mænd og kvinder både på jobbet og derhjemme.
Mit mål er ikke at kvinder skal til magten alle steder, men at adgangen til magten er lige for begge køn, uanset om det gælder stolene i mødelokalerne eller indkøb af flyverdragt til ungerne. Det betyder, at både mænd og kvinder er nødt til at give køb på magten både ude og hjemme, hvis vi mener ligestillingen alvorligt. Og enhver kan se, at det ikke kommer til at ske med det søde – så derfor er jeg en varm fortaler for at vi med politisk regulering tvinger os selv og hinanden til at kaste os ud i kampen for ligestilling på ny.
På mandag fejrer Kvindernes Kampdag 100 års fødselsdag, og siden fik vi stemmeret, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, men hvordan gik det nu ellers lige med ligestillingen? Johanne Mygind gir et godt og tankevækkende bud i dagens Information – mon ikke mange andre kan genkende mønstret?
Pigerne efter drengene
Efter 10 år som feminist er det tid til at gøre status. Drengene er blevet chefer, mens nyfeminister er gået på barsel.
For et år siden tabte jeg mit hjerte til Nick Cave – fatter simpelthen ikke, hvordan jeg kom igennem gymnasiets Strunge-tungsind uden ham, ok sidespor. Jeg så Thomas Bangs Nick Cave-teaterkoncert på Edison og blev blæst bag ud af lokalet, hvirvlet rundt og landede lidt ved siden af mit gamle jeg.
Og nu har jeg også mødt den mildest talt afstumpede og aldeles frastødende Bunny Munro, der er hovedperson i Caves seneste roman.
Det er en sindssyg historie om en mand, der er rejsende i cremer og skønhedsprodukter, og som kun har øl, fisse og drugs i hovedet – i en hver forstand. Det ender hans kone med at begå selvmord over, og Bunny forsøger at øse af al sin visdom til sin 9-årige søn, hvilket hverken går godt eller stille af.
Det er en frastødende fortælling om et ækelt menneske og i bedste Cave-stil er der ikke noget lys for enden af tunnellen. Det er en sort, sort fortælling og undervejs var jeg næsten ved at give op, fordi jeg ikke kunne rumme, at den lille Bunny Junior skulle bære rundt på al sin ensomhed og sorg over at have mistet sin mor helt alene. Men den er også absurd morsom, bestialsk og misundelsesværdigt godt skrevet (og oversat), så hvis du ikke er alt for sart – eller bornert – er det her et must read. Lidt kinky action til os, der ikke faldt i krimigryden som barn – og for trætte mødre, der leder efter en bog, der kan holde dem vågne, og som ikke lugter alt for meget af bleskift, madpakker og andre skønne hverdagspligter. Af sted til boghandlen eller biblioteket, hvis du altså ikke glemte at afbestille den i bogklubben som jeg…
Hindbærfromage med makronflødeskum og revet nougat holder. Punktum.
Det gør billede af hindbærfromage med makronflødeskum og revet nougat så til gengæld ikke. Sorry.
Kun sandheden 