“Er du med i vores konkurrence?”
Jeg er lige trådt ind i Fitness World, Form & Fitness eller hva det nu hedder det sted, hvor jeg er medlem. Jeg betaler trofast (længe leve PBS), men kommer der så sjældent at jeg når at glemme hvad stedet faktisk hedder. Og når man bor i en mindre by som jeg handler overvindelsen ikke bare om almindelig træghed, men også om at det kan være ret grænseoverskridende at møde forældre fra institutionen og andre man er på hej med, når man står der i sit 8 år gamle træningstøj (altså det var dengang jeg cyklede jeg ved ikke hvor mange km til og fra arbejde og løb 14 km tre gange om ugen – det gjorde jeg faktisk, men hey så blev jeg gravid x 2 og derfra skal man vel være tidligere OL-deltager for rigtig at komme tilbage til sin gamle form… bilder jeg mig selv ind).
Hvorom alt er. Nu står jeg der endelig for første gang siden jul og bliver spurgt om den der konkurrence. Og mit svar illustrerer med al tydelighed en af mine største svagheder. Ret beset kunne jeg jo bare have sagt: “Nej, jeg har ikke hørt om den og er faktisk heller ikke interesseret.” I stedet sir jeg med alt for meget overskud i stemmen: “Nej, hvad er det for en konkurrence. Det lyder spændende.” Spændende? Goddamn. Nå, men nu ER jeg så med i konkurrencen – jeg fik aldrig spurgt hvad jeg kan vinde, men jeg skal helst have tabt et kilo inden for den næste måned. Og de holder selvfølgelig øje med mig og vejer mig igen om måned. Say what?!
Ikke nok med at jeg fik syn for sagen (vidste godt at min egen vægt ikke var helt pålidelig, men hey vi var efterhånden blevet ret gode venner). Jeg ved heller ikke om jeg er klar til den slags forpligtende fællesskab med mit fitnesscenter, som nu holder mig under observation, mens de lokker med præmier. Måske jeg bare skulle melde mig ud…
Kun sandheden 
