

Først læste jeg Lone Hørslevs Sorg og Camping og bagefter Erlend Loes Stille dage i Mixing Part. Og når man har gjort det, ville man egentlig bare ønske, man havde stiftet familie og lade sig binde sammen af de der unger, som jo er langt mere forpligtende end hvide kjoler og fælles ringe i guld. Det med børnene er jo faktisk til-døden-jer-skiller uanset hvad der sker fra nu af.
Begge bøger fortæller satirisk og tragikomisk om mennesker, der ikke har lyst til at være der, hvor de er. Om mennesker, der drømmer om at leve et andet liv end det, der står midt. Om mænd og kvinder, der taler sammen og alligevel næsten systematisk taler forbi hinanden. Og en hel masse om at længslen efter det græs, der eftersigende skulle være grønnere på den anden side.
Det kunne have været både trist og temmelig tungt at slæbe sig igennem, men både Hørslev og Loe er kløgtige, dygtige ordmennesker og satirikere, der tør at bide fra sig. Så det er virkelig trist, men også meget, meget morsomt og så temmelig tankevækkende. Jeg gad for eksempel godt vide, hvor mange af de mænd, jeg kender, der har haft våde drømme om Nigella Lawson?
Jeg ved ikke med dig. Men jeg synes ligesom jeg er blevet for gammel (og for meget mor med tunnelsyn i ulvetimen) til at blive ringet op af telefonsælgere, der fem minutter i spisetid liiige vil sælge en forsikring, et avisabonnement eller spørge om, hvilke kaffeshampooremolade jeg bruger. Derfor svarer jeg aldrig på “hemmeligt nummer” (som er det mindst hemmelige tegn på, at der er nogen, der vil sælge dig noget), og hvis jeg alligevel gør, siger jeg venligt Nej tak. Dårligt tidspunkt. Farvel.
Men så i går ringede en kvinde fra Mødrehjælpen. Ikke noget hemmeligt nummer der. Og aldeles overraskende og overrumplende venlig. Hun forklarede, at der lige nu er ventetid hos Mødrehjælpen for kvinder, der bliver udsat for vold, fordi Mødrehjælpen ikke har penge til at udvide deres tilbud, så de kan tage imod de kvinder (og deres børn), som har brug for hjælp.
Jeg var ikke svær at overbevise for det føltes bare instinktivt rigtigt at give et bidrag. Til kvinder, der er udsat for vold, trusler om vold, og som lever med angsten for, hvad der sker, når de forlader den mand, der måske i årevis har udsat dem for overgreb. Det kræver mod og styrke af slags, som fortjener opbakning fra os, der – trods alt – lever et ret ukompliceret liv. Måske har du også lyst til at være med?

Jeg er her. Lige nu. Megafedt. Og ud over det sædvanlige i provinsen. Dobbelt-like.

Morgen på kontoret. Hej hverdag og deadlines og nye spændende opgaver…
Nej, nej, nej… Tænk så kom solen lige midt i en weekend. Og den skinnede og var varm. Og børnene tog skoene – og bukserne – af og kravlede ned af de store sten, så de kunne stå med deres små vinterhvide barnefødder i vandkanten. Bagefter gik vi hjem og tog shorts på, og Halfdan blev så glad for gensynet, at han tog dem med i seng og havde dem på, da han stod op. På tørresnoren hang flyverdragterne og vinkede farvel for sidste gang, og handskerne, hvoraf der er et par og en hel masse enlige, fandt tilbage til deres pose i kælderen. Jeg spiste brunch i solen og gravede et nyt bed i haven og stak min uvante fødder ned i de gode gamle Birkenstock.
Nu ligger solcremen på elefanthuernes plads og fra spisebordet kan jeg se både stedmoderblomster, perlehyancinter og anemoner, der blomstrer på terrassen. Goddamn, det er forår, og dagen er tiltaget med mere en seks timer (no wonder, det var mørkt i januar).
Lige om lidt skal vi sidde og søbe hvidvin i aftensolen og glæde os over, at sommeren er så lys og imødekommende.
Er der noget at sige til, at vi alle sammen begynder at klage og plage en smule i januar for efter sne og nej, hvor er himlen bare høj og flot på en solskinsdag i december, så er der ligesom ikke noget, der slår solsortens kalden og lysets kommen. Det er både ganske vist og temmelig smukt.
Imens forsøger børnene at finde nye ben i hele det der gallashow af lys, som vi pludselig bliver begavet med. Så efter at have brugt vinteren på at undre sig over, hvorfor vi skulle af sted i børnehave midt om natten, har husets sørøverpirat nu meget svært ved at forstå, hvorfor han skal i seng midt om morgenen. Og eftersom vi ikke er kommet længere end til at skrive “hænge gardin op i børneværelset” på en (uendelig) seddel på opslagstavlen, kan det godt være en lille smule svært at skabe mm-nu skal vi sove-stemning. Mit forsøg med at få et lyseblåt, tyndslidt stræklagen til at gøre det ud for gardin… ja, det kan du nok selv gætte effekten af, men måske er det i virkeligheden også lidt usportsligt at skrue ned for lyset lige når det er kommer tilbage.
Med lidt held får vi streget gardinet fra to-do-listen en gang i november, hvor man alligevel ikke kan se, om det er nat eller dag, og så kunne vi egentlig lige så godt vente til lyset kommer tilbage igen. For det utrolige er jo at mønstret gentager sig hvert eneste år. Både det med at lyset kommer igen, og det med, at vi slet ikke kan lade være med at have lange samtaler om, hvor dejligt det er, at det igen er lyst om aftnen, og at alting gror, og at nu kommer varmen. Banalt, men dog meningsfuldt for enhver på de her breddegrader.
Man kan sige meget om 68’erne og tro mig, jeg har ikke holdt mig tilbage, for jeg synes indimellem det kan blive lidt trangt med pladsen, når de forsøger at komme frem i bussen i pels, iltert hår og en selvfølgelighed, som ikke en gang min generation af selviscenesættere kan matche.
Og Erica Jong (som jeg nu har lært hedder DJONG og ikke young) er ingen undtagelse. Slap af. Kvinden er 69, og hun entrerede scenen i Den sorte diamant forleden med så rank en holdning, at jeg aldrig har set en ældre kvinde strutte så meget med sine attributter. Silkekjole. Høje sko. Plastikface and all.
Så sad hun der i stolen og råbte ud i salen, at hun ikke fortrød noget som helst. Ingenting. Ikke bare en lille smule. Ikke den mindste dårlige samvittighed over, at hun gav den fuld skrue som succesrig forfatter og rejste verden tynd, selvom hun både havde en datter og var enlig mor. “Jeg tjente pengene. Det gjorde hendes far ikke. Nogen var jo nødt til at hive penge hjem, og det kunne jeg, fordi jeg havde succes og blev godt betalt.”
Og hvad så? Så var hun jo ikke der. Sammen med sin datter. Og oplevede hver eneste lille unikke minut med hende. Og her, mine damer og herrer, kommer pointen – og den skal vi alle sammen, alle os der er børn af 70’erne (og 80’erne) skrive os bag øret, for det er for mig at se selve kernen i alle de dilemmaer, som er ved at rive os midt over, når vi bliver forældre. “Livet er et stort valg. Hele tiden er du nødt til at vælge noget fra, fordi du vælger noget til. Det er ikke en skam. Eller en synd. Det er bare livet, og du må tro på, at du har taget den rigtige beslutning, for dig og dit barn og din familie. Og så leve med det!”
Skal vi ikke bare sige det? Farvel dårlig samvittighed. Farvel spelt-tyranni. Farvel perfekt mor. Farvel selvpineri. Nu befrier vi os fra Mary og picture-perfect og lever vores eget liv – og vigtigst af alt: Fra i dag tror vi på, at vi gør det bedste, vi kan vores børn, og det er godt nok. Sådan. Aftale?