Kun sandheden

“Ask a girl why she doesn’t want to travel alone and the answer’s always the same: because she’s a girl. No one ever asks for specifics; it’s all too often assumed that gender is enough of a boundary. The undertone, of course, is ‘safety’ – it’s just not safe for a gal to pull on her backpack and explore the big bad world herself. Women are apparently more susceptible to crime because they’re weak, eminently rape-able, and fairly unthreatening. Never mind that the demographic most at risk of crime is actually young males.”

Hvordan tør du rejse alene? Tag ikke fejl af spørgsmålet, for det handler ikke så meget om at rejse alene, som det handler om at rejse alene som kvinde. Som om det, at jeg er kvinde gør mig særligt sårbar eller udsat.

Svaret er, at jeg ikke oplever det handler om køn, men om at tænke sig om, som dette indlæg fra the Vagenda meget fint beskriver.

“There is a certain little something innate to human beings (well, most) and women are no exception to this trait of the species; it’s called common sense. I know, I know, it’s crazy, but this little thing is what makes the internet safety-tip fever seem so inane. With a little sprinkle of common sense anyone, no matter their gender, would have to be very unlucky to fall into severe danger on their travels.”

Det handler snarere om, at når man rejser, taber man indimellem sine principper af syne, og så ender man fx med at sidde i en grænseby fuld af overgearede og

liderlige mænd uden lokal valuta på lommen en mørk lørdag aften eller med at skyde genvej gennem et øde boligkvarter i et område, hvor man ved,  man ikke burde være eller  med at insistere på at gå hjem en mørk nat for at spare penge til en taxa. For nu bare at nævne tre eksempler fra mit virkelige liv.

Jeg er blevet bestjålet to gange i mit 20 år lange rejseliv, ikke fordi jeg var kvinde, men fordi – ja, faktisk fordi jeg ikke tænkte mig om. That simple.

Da jeg sidste forår rejste med natbus fra Yangon til det sydlige Burma, kom en mand på min egen alder hen og spurgte mig, om jeg ville have det bedre med at sidde ved siden af hans kone på busturen, for så ville han gerne bytte plads. Og da vi holdt pause undervejs, hjalp de andre passagerer mig med at bestille mad, og en kvinde gav mig sin adresse, så vi kunne drikke te sammen, når jeg kom frem. Jeg vil næsten sige, at vi nåede at blive venner på den tur – selvom vi kun talte sammen i 20 minutter. Da vi nåede frem, sørgede buschaufføren for et ekstra stop ved hotellet, så jeg ikke skulle stå alene langs en mørk landevej og vente på en taxa. Alt det uden vi på nær ganske få engelske gloser havde  et fælles sprog.

Alle burde rejse alene. Mindst en gang i sit liv. Til Thyborøn eller Argentina. Det er egentlig lige meget. Det handler om at udfordre sig selv, være alene med sig selv, få det fulde ud af det her ene lillebitte liv og smide alle de bekymringslister, der fungerer som en dårlig undskyldninger, overbord. Hellere i dag end i morgen. For husk, hvad en klog, gammel kvinde en gang sagde:

‘“Life’s journey is not to arrive at the grave safely, in a well preserved body, but rather to skid in sideways, totally worn out, shouting “Holy shit, what a ride!”