Jeg blir bare aldrig, som i nogensinde, træt af det her musik
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: anbefaling
Man sætter da børn i bur
Når jeg er ved at kaste op over synge-pixibøger (hvad faen er det også for en genre) eller pege-hvad-laver-børnene-mon-der-hos-lægen-bøger (ved ikke hvorfor børnene elsker det, når jeg ikke gør), plejer Kim Fupz Aakesons bøger at være en god redningsplanke.
Vores nye yndlingsbog er Damen, der elskede sin dreng – om en mor, der er så bange for at der skal ske hendes dreng noget, at hun spærrer ham inde i et fuglebur, og drengen vokser sikkert op – som due. Og jeg skal love for at Rasmus Bregnhøj ikke lægger fingrene imellem, når han illustrerer forældres irrationelle angst.
Tegningen er i øvrigt en næsten tro kopi af, hvordan det så ud sidste forår, da miss Carla faldt ud af vinduet fra første sal.
Jeg hørte et skrig (en anelse mere panisk end de skrig, der normalt forhindrer enhver for tavshed i at indfinde sig her på matriklen), løb op af trappen og der hang mit 3-årige barn ud af vinduet – ikke med en snor om halsen, men i sin gule/lillastribede trøje, som med næsten guddommeligt held havde sat sig fast i en af hasperne. På sengen under vinduet sad en ny legekammerat, der var på besøg for første (og eneste) gang.
Efter det fik jeg faktisk også lyst til at købe et fuglebur til mine børn, så jeg aldrig mere skulle bekymre mig om dem. Og måske er det derfor både Carla og jeg er blevet så glade for den bog…
Dobbeltspejl
Vi havde lige en time, inden vi sku i teateret, min veninde og jeg, så mellem et repræsentativt udsnit af det indiske køkken benyttede vi (for 120. gang) anledningen til at runde universelle emner som: Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og så hentede vi billetter, købte slik, slukkede mobilen og gjorde os klar til at tage imod Historien om alt – en fed og underholdende tour de force af monologer, lyd og billeder, der hudflettede den generation, der bruger så meget tid på at tænke over og diskutere Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og så tog vi hjem – uden svar, men genkendt som generationen, der forsøger at maksimere lykken på alle planer hele tiden, og som tåler trivialiteter så dårligt, at vi går i selvsving over vasketøj, indkøb og hverdagsskærmydsler. Vi drømmer om et liv uden, om et liv hvor mit liv er noget helt særligt og anderledes fra alt det andet – og i længslen efter det enestående er drømmene endt med at være generiske for en hel generation. Ja, faktisk så generiske, at man kan få støtte fra Statens Kunstråd til at spørge Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?
Og vi forsøgte faktisk at komme op med nogen, der har løst den gordiske knude på mindre dramatisk vis end hovedpersonen i stykket. Men rollemodellerne er sgu svære at få øje på…
Snart er det 100 år siden
På mandag fejrer Kvindernes Kampdag 100 års fødselsdag, og siden fik vi stemmeret, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, men hvordan gik det nu ellers lige med ligestillingen? Johanne Mygind gir et godt og tankevækkende bud i dagens Information – mon ikke mange andre kan genkende mønstret?
Pigerne efter drengene
Efter 10 år som feminist er det tid til at gøre status. Drengene er blevet chefer, mens nyfeminister er gået på barsel.
Nyreligiøs
Først når man er under virkelig pres opdager man, at man har brug for Gud – fx der kl 05.18 i morges, da Halfdan vågnede og var klar til morgenmad. Så stak jeg ham Alle børns bibel, som udmærker sig ved nogle helt fantastiske tegninger, og med 511 sider passede det faktisk lige med, at han var færdig med arbejde sig igennem den kristne kulturhistorie, da vækkeuret ringede kl. 6. Tror nok lige jeg skylder en aftenbøn.
Oh salige tirsdag
Om et øjeblik slukker jeg computeren, køber en latte i Baresso, stempler mit togkort og sætter mig ind i toget. Så fisker jeg min bog op af tasken og lukker verden ude, indtil jeg lander på Østerport St.
Jeg tager rulletrappen op, håber på, at solen holder helt til Kbh og nyder larmen af storby og udsigten over søerne, mens jeg går op mod Århusgade, hvor jeg skal mødes med en veninde. Vi spiser mad, drikker kaffe og snakker og snakker og snakker lidt om børn og en masse om alt det vi gerne vil med vores liv og så lidt om børn igen. Senere går vi op til Øster Fælled Torv til teatret Republique og håber på, at det stykke, vi bestilte billetter til i september, er tiden værd.
Sent, sent i aften tager jeg toget hjem og i morgen er jeg pissetræt, fordi jeg har sovet for lidt når vækkeuret ringer klokken seks. Til gengæld har jeg fået tanket op på den sociale konto, og det er hele den efterfølgende lange onsdag værd.
Der er to hemmeligheder bag den dag; nemlig den uundværlige og uvurderlige tirsdagaftale og et teaterabonnement med billetter til en hel sæson. Åh gud, hvor jeg elsker det koncept.
Manden er rablende sindssyg
For et år siden tabte jeg mit hjerte til Nick Cave – fatter simpelthen ikke, hvordan jeg kom igennem gymnasiets Strunge-tungsind uden ham, ok sidespor. Jeg så Thomas Bangs Nick Cave-teaterkoncert på Edison og blev blæst bag ud af lokalet, hvirvlet rundt og landede lidt ved siden af mit gamle jeg.
Og nu har jeg også mødt den mildest talt afstumpede og aldeles frastødende Bunny Munro, der er hovedperson i Caves seneste roman.
Det er en sindssyg historie om en mand, der er rejsende i cremer og skønhedsprodukter, og som kun har øl, fisse og drugs i hovedet – i en hver forstand. Det ender hans kone med at begå selvmord over, og Bunny forsøger at øse af al sin visdom til sin 9-årige søn, hvilket hverken går godt eller stille af.
Det er en frastødende fortælling om et ækelt menneske og i bedste Cave-stil er der ikke noget lys for enden af tunnellen. Det er en sort, sort fortælling og undervejs var jeg næsten ved at give op, fordi jeg ikke kunne rumme, at den lille Bunny Junior skulle bære rundt på al sin ensomhed og sorg over at have mistet sin mor helt alene. Men den er også absurd morsom, bestialsk og misundelsesværdigt godt skrevet (og oversat), så hvis du ikke er alt for sart – eller bornert – er det her et must read. Lidt kinky action til os, der ikke faldt i krimigryden som barn – og for trætte mødre, der leder efter en bog, der kan holde dem vågne, og som ikke lugter alt for meget af bleskift, madpakker og andre skønne hverdagspligter. Af sted til boghandlen eller biblioteket, hvis du altså ikke glemte at afbestille den i bogklubben som jeg…
Note til curlingbørnenes forældre
Brev fra svømmeklubben
OG så vil bestyrelsen bede alle forældre om ikke at stå ved bassinkanten – det er frustrerende for træneren og det tager børnenes opmærksom-hed. Vi henviser til cafeteriet, hvor der er findes siddepladser nok til ventetiden.
OG så vil bestyrelsen bede alle forældre om ikke at stå ved bassinkanten – det er frustrerende for træneren og det tager børnenes opmærksom-hed. Vi henviser til cafeteriet, hvor der er findes siddepladser nok til ventetiden.
Mmmmm
Hindbærfromage med makronflødeskum og revet nougat holder. Punktum.
Det gør billede af hindbærfromage med makronflødeskum og revet nougat så til gengæld ikke. Sorry.
Kun sandheden 