Kun sandheden

Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.

Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!

Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.

Og så vil jeg bare sige to ting mere:

1. Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
2. Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.

Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig  pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.

P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!

And then, over to you Queen of Mogadonien (anmeldelse af bogen her):