Da min far døde, kom min tante og hentede mig, fordi hun sagde, min mor var for syg til at passe mig. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne være sammen med min mor. Jeg var helt alene. Jeg så hende kun to gange, inden hun døde. Den sidste gang jeg besøgte hende, sagde hun til mig: ”Jeg er meget syg. Jeg skal dø.” Men jeg troede ikke på hende.
En dag kom min onkel og hentede mig fra skole. Han gav mig nogle kiks, men sagde ikke noget. Først da vi kom hjem, fortalte han, at min mor var død. Vi tog ud for at se liget, og det var først der, jeg indså, at hun er død.
Bertha Zimba er 17 år og bor hos sin tante sammen med hendes seks børn. Jeg mødte hende forrige år i november, da jeg var på researchtur til Zambia. Da Berthas tante opgav at betale for hendes skole, fik hun hjælp fra de zambiske pigespejdere gennem det projekt, som De grønne pigespejdere har haft de seneste 10 år med Folkekirkens Nødhjælp og de zambiske pigespejdere, Girl Guide Association of Zambia.
Det projekt har jeg været involveret i, ja faktisk i 10 år nu. Det er genialt, fordi det hjælper de fattigste piger, de mest udsatte piger med at få en skolegang, samtidig med at de får et netværk, og det man med et godt dansk ord kalder lifeskills, så de ikke bare lærer at læse og skrive, men også lærer at passe på sig selv i et land, hvor hver 5. er smittet med hiv.
Når man som jeg har været så heldig at møde piger og kvinder som Bertha, ved man også, hvorfor indsamlingen til Afrikas kvinder i Danmarks Indsamling 2010 giver så god mening.
Læs Berthas historie færdig eller læs flere historier om zambiske piger
Kun sandheden 
