Tag Archives: god samvittighed

Hole-in-one

Yes! Golf-sæsonen er skudt i gang! Spiller jeg golf? Næh, men jeg er gift med en der gør – og som elsker det, og som glæder sig til at traske rundt på alverdens græsplæner med sine to unger.

Og hvorfor er det så, jeg ikke spiller golf?

  • Synes der er noget angstprovokerende over at dyrke fælles hobby med sin livsledsager – i hvert fald hvis man skal være iført lyserød poloshirt og hvide pigsko imens.
  • Har et eminent dårligt boldøje – i Sydafrika travede jeg med rundt på flere golfbaner for at holde golfspilleren med selskab og måtte efter hvert slag sande, at jeg ikke havde nogen ide om, hvor bolden blev af efter den ramte himlen. Og så egner jeg mig virkelig eminent dårlig til at være stille så længe ad gangen.
  • Men vigtigst af alt: Er I klar over, hvor mange søndage på solsengen (lover jeg lægger mig i skyggen) jeg har udsigt til, mens resten af familien er på golf-outing?

Nå, men indtil videre passer jeg jo så børn, mens Casper spiller golf, og jeg gør det med glæde, fordi jeg endelig kan betale noget af min gæld tilbage for alle de cafe-, bio-, teater- og mødeaftaler, jeg har været væk til i løbet af vinteren – og fordi han kommer revitaliseret hjem klar til at ordne vasketøj, madpakker og godnatlæsning, mens jeg ligger på sofaen og bader lidt i min egen selvtilstrækkelighed over at have brugt søndagen på at passe børn, bage kage, have legekammerater på besøg og lave aftensmad.

For selvom forhold med børn jo for alt i verden ikke er et regnskab, så er der sgu alligevel meget rart, når man i det stille kan konstatere, at der er en rimelig ligelig fordeling mellem indtægter og udgifter – særligt når man kan mærke, at alle bliver lidt gladere af at være tæt på break even.

med emneordet ,

Gulp! Jeg er bagud allerede

Man ved bare, at man er sendt ud på forældede forældres deroute, når ens 3-årige taler hjemmevant om at spille wii, inden man selv har så meget som været i nærheden af den der nymodens anordning, som de unge taler så meget om.

Imorgen er der wii-dag i børnehaven, og jeg er den lidt fornærmede forældede forælder, der tænker om de børn ikke havde godt af at komme ud og klatre i træer i stedet for at sidde og glo ind i en 40 tommer stor skærm (og nej, du behøver ikke stille alle de positive vinkler på wii-aktiviteten til rådighed for jeg kender dem godt – har bare lidt svært at ved at sluge virkeligheden).

Jeg burde have anet uråd allerede i forrige uge, da jeg fandt Miss Carla i børnehaven sammen med en kammerat i gang med et hæsblæsende race, hvor hun med stor sikkerhed styrede uden om fiktive hegn og modkørende trafikanter. Så blev man lige overhalet af sit barn over night. WTF?!?!

På den anden side er det måske godt nok, at hun får erfaringer med den teknologiske udvikling ude, for vi kommer næppe til at blive first movers på det område her i huset.

Da alle andre begyndte at købe dvd-afspillere, købte vi et skidesmart tv med indbygget video, som vi aldrig rigtig nåede at få i brug, fordi Blockbuster nogenlunde samtidig holdt op med at udleje videofilm.

Siden har en kollega forbarmet sig over mig, og lånt – eller rettere givet – mig en lidt livstræt dvd-afspiller, der larmer så meget, at vi er nødt til at have en stabel bøger liggende ovenpå maskinen for at kunnne høre lydsporet på filmene. Men hey, vi kan se film igen.

Vi har også købt en fladskærm, som så til gengæld er adskillige tommer mindre end min computerskærm på arbejdet. Det var samtidig med, vi købte nyt anlæg, som erstatning for det B&O-anlæg, vi købte, da vi flyttede sammen (det var brugt og kostede 1.200 kr., og fordi det var vores første fælles investering, aftalte vi, at hvis vi gik fra hinanden kunne den ene købe den andens andel afhængig af bodelingen).

Der var en pladespiller til anlægget, men desværre var der en fejl på pickup-armen, så den kunne kun spille halvt ind på pladen, før den stoppede. Da vi fik det nye anlæg, gik det op for mig, at der faktisk ikke var en hyletone på alle mine cd’er.

I julegave fik jeg en Ipod Shuffle af min søde kæreste, og jeg blev virkelig, virkelig glad for den, for jeg ville elske at høre musik og podcast i toget eller når (hvis) jeg løber – særligt efter jeg lod min gamle mp3-afspiller ligge i motionscentret, og der selvfølgelig var en eller anden klaphat, der stak af med den. Ja, man ska da heller ikke vende ryggen til et øjeblik – eller tage hjem og komme tilbage en uge, eller var det to uger senere… Nå, men altså den der Ipod Shuffle, som er så lille, hvid og fin, ligger stadig i skuffen, fordi jeg ikke kan finde ud af at lægge musik ind på den – eller rettere jeg prøvede og gik i stå.

Og jeg ved allerede, hvor vi er på vej hen – på museum. Langsomt oparbejder vi sådan et ry i børnenes vennekreds, som et af de der eksotiske hjem, som jeg kan huske fra min barndom, hvor forældrene syntes, det kunne være det samme om VM i ’84 blev set i sort-hvid tv eller farver. Og jeg kan sagtens se komikken, men jeg synes stadig de børn skulle løbe ud og rulle sig i noget mudder eller noget…

med emneordet , ,

Det umuliges kunst

Inspireret af denne beskrivelse af en mors vej tilbage til working life with kids, må jeg sige, at jeg dagligt står der i institutionen og undrer mig over, hvordan det lader sig gøre? Hvordan kan vi BÅDE være blandt de første, der afleverer (7.30), OG blandt de sidste der henter (16). Hvor er de andre børn henne? Hvad er laver de andre forældre? Hvordan skruer de deres hverdag sammen? Vi har begge fleksible arbejdstider – skiftes til at aflevere og hente, og alligevel sidder vores børn og glor som de sidste hver dag. Er alle forældre på deltid – og hvornår har vi besluttet at presse os selv så meget, at man intet må forvente af sit eget arbejdsliv, mens man har små børn?

Jeg har forlængst besluttet mig for ikke at piske mig selv med dårlig samvittighed over, at børnene skal tilbringe mere end 8 timer om dagen i institutionen. For det første fordi jeg ikke ønsker at gå ned i tid, for det andet fordi det er derude i livet, på jobbet at jeg henter energien til at være bare en smule overskudsagtig mor, og ikke mindst fordi jeg er helt overbevist om, at børnene også hygger sig med deres hverdag. Så sent som i dag fandt jeg Carla på hovedet i udklædningskassen: “Aih, ikke nu. Jeg er slet ikke færdig med at lege.”

Og mange vil sikkert være uenige med mig, men som med så meget andet der har med børn at gøre findes der heldigvis ikke en sandhed, for man vil både kunne finde forskere, der hævder at børnene har bedst af at være ved deres forældre, og dem, der siger, at børn udvikler deres sociale kompetencer i samværet med andre børn. Jeg tror på det sidste – og tror på, at så længe de er trygge der, hvor de er, har børnene godt af at møde verden og lære at knytte venskaber og finde sig til rette i mange sociale sammenhænge. De vokser op i en sindssyg verden, så jo før de lærer at begå sig i den, jo bedre…

med emneordet , ,

Held i uheld?

“Er du med i vores konkurrence?”

Jeg er lige trådt ind i Fitness World, Form & Fitness eller hva det nu hedder det sted, hvor jeg er medlem. Jeg betaler trofast (længe leve PBS), men kommer der så sjældent at jeg når at glemme hvad stedet faktisk hedder. Og når man bor i en mindre by som jeg handler overvindelsen ikke bare om almindelig træghed, men også om at det kan være ret grænseoverskridende at møde forældre fra institutionen og andre man er på hej med, når man står der i sit 8 år gamle træningstøj (altså det var dengang jeg cyklede jeg ved ikke hvor mange km til og fra arbejde og løb 14 km tre gange om ugen – det gjorde jeg faktisk, men hey så blev jeg gravid x 2 og derfra skal man vel være tidligere OL-deltager for rigtig at komme tilbage til sin gamle form… bilder jeg mig selv ind).

Hvorom alt er. Nu står jeg der endelig for første gang siden jul og bliver spurgt om den der konkurrence. Og mit svar illustrerer med al tydelighed en af mine største svagheder. Ret beset kunne jeg jo bare have sagt: “Nej, jeg har ikke hørt om den og er faktisk heller ikke interesseret.” I stedet sir jeg med alt for meget overskud i stemmen: “Nej, hvad er det for en konkurrence. Det lyder spændende.” Spændende? Goddamn. Nå, men nu ER jeg så med i konkurrencen – jeg fik aldrig spurgt hvad jeg kan vinde, men jeg skal helst have tabt et kilo inden for den næste måned. Og de holder selvfølgelig øje med mig og vejer mig igen om måned. Say what?!

Ikke nok med at jeg fik syn for sagen (vidste godt at min egen vægt ikke var helt pålidelig, men hey vi var efterhånden blevet ret gode venner). Jeg ved heller ikke om jeg er klar til den slags forpligtende fællesskab med mit fitnesscenter, som nu holder mig under observation, mens de lokker med præmier. Måske jeg bare skulle melde mig ud…

med emneordet ,

En som Bertha

Da min far døde, kom min tante og hentede mig, fordi hun sagde, min mor var for syg til at passe mig. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne være sammen med min mor. Jeg var helt alene. Jeg så hende kun to gange, inden hun døde. Den sidste gang jeg besøgte hende, sagde hun til mig: ”Jeg er meget syg. Jeg skal dø.” Men jeg troede ikke på hende.

En dag kom min onkel og hentede mig fra skole. Han gav mig nogle kiks, men sagde ikke noget. Først da vi kom hjem, fortalte han, at min mor var død. Vi tog ud for at se liget, og det var først der, jeg indså, at hun er død.

Bertha Zimba er 17 år og bor hos sin tante sammen med hendes seks børn. Jeg mødte hende forrige år i november, da jeg var på researchtur til Zambia. Da Berthas tante opgav at betale for hendes skole, fik hun hjælp fra de zambiske pigespejdere gennem det projekt, som De grønne pigespejdere har haft de seneste 10 år med Folkekirkens Nødhjælp og de zambiske pigespejdere, Girl Guide Association of Zambia.

Det projekt har jeg været involveret i, ja faktisk i 10 år nu. Det er genialt, fordi det hjælper de fattigste piger, de mest udsatte piger med at få en skolegang, samtidig med at de får et netværk, og det man med et godt dansk ord kalder lifeskills, så de ikke bare lærer at læse og skrive, men også lærer at passe på sig selv i et land, hvor hver 5. er smittet med hiv.

Når man som jeg har været så heldig at møde piger og kvinder som Bertha, ved man også, hvorfor indsamlingen til Afrikas kvinder i Danmarks Indsamling 2010 giver så god mening.

Læs Berthas historie færdig eller læs flere historier om zambiske piger

med emneordet , , ,