Kun sandheden

Søndag eftermiddag. En af de dage. Hvor barnet er en firkant og moren er en syvkant, og uanset hvor meget de forsøger, kan de ikke rigtig få formerne til at passe. Indtil de bager pandekager. Sammen. Så står de der bøjet over den varme pande, og moren krammer barnet og forsøger at sige undskyld: Jeg håber ikke, du synes jeg har skældt for meget ud. Jeg ved godt jeg har virket ret sur i dag. Og barnet stikker paletkniven ind under pandekagen, løfter den op i luften og lader den glide ned på tallerkenen ved siden, inden hun siger, tørt: Nej, nej, du har bare virket sådan lidt presset i det. Touché!