Kun sandheden

Man ser det for sig. Moren (og/eller faren) i døren med de åbne arme: “Kom inden for alle i små troldeunger.” Og de stiller deres støvler i gangen og lægger jakken på bænken fulde af forventning for her er dejligt at være – og dufter gør der også at friskbagte boller og nej, er det ikke, jo sørme, dejlig varm kakao. Lige hvad man trænger til efter en tur på kælkebakken.

Og når de har spist boller og drukket kakao løber de glade ovenpå og leger og latteren runger gennem det lille hjem. De hygger sig sådan, ungerne, så selvfølgelig bliver kammeraterne og spiser aftensmad, inden de kl. syv bliver hentet  glade, trætte og mætte af indtryk og god hjemmelavet mad.

Eller måske ser det snarere således ud:

Søndag. SMS tikker ind kl. 12.30: “A vil gerne lege. Kan Carla lege?” Svar: “C er på vej i svømmehallen med børnene, når h har sovet. Desværre. Lad os finde en anden dag. Knus”

Mandag. 16.10 i børnehaven. Carla: “Må William komme med hjem og lege?” Mor: “Det passer ikke så godt i dag. Lad os finde en anden dag.”

I mine mest optimistiske øjeblikke troede jeg virkelig vi ville blive det der hjem med de åbne døre, hvor børnene bare løb ud og ind – og ikke mindst at jeg kunne rumme det. Men 16.15 er jeg for træt i hovedet til gæster og trætte børn og mulige konflikter, og ugen er ligesom for kort til at det kan være en af de andre dage. Og i weekenden, ja jeg ved ikke, om det bare er os, der lever et actionpacked liv med familiefødselsdag, besøg hos venner og indkøb af almindeligheder som toiletpapir og elsparepærer, men alt for sjældent har vi lige et hul søndag eftermiddag, hvor gerne jeg end ville – eller også er det måske fordi vi ved, at søndag uden program oftest ender i masser af konflikter mellem børnene, mellem de voksne og børnene og ikke mindst mellem forældrene og derfor er søndag med program at foretrække.

Indimellem tænker jeg, at det også er fordi de er så små, børnene. Når de blir større, bliver det lettere, og vi får sikkert mere overskud til at lade dørene stå på vid gab… Mest sandsynligt er det desværre nok, at rummeligheden er noget jeg må ønske mig i næste reinkarnation.