Fredag aften var jeg til møde sammen med 40 andre voksne mennesker, som alle er veluddannede, og de fleste enten meget tæt på eller et stykke over pensionsalderen. Ingen af os får penge for at sidde til møde fredag aften – vi gør det allesammen fordi vi synes det der med verdens fattigste både er vigtigt og interessant.
En gang om året starter vi med middag, hvilket i de senere år har gjort møderne særligt udfordrende for mig, fordi jeg bliver så tipsy af det glas vin, jeg drikker under maden, at jeg bruger den første time af mødet på at blive ædru. Temmelig patetisk – og også ret trist for den, der drømmer om at drikke drinks (dvs. mere end en) på Kastanien Alle i Berlin om føje tid…
Som sagt er der ingen ussel mammon involveret – det gir vi til de fattige, selvfølgelig (eller latte og sandaler). I stedet får vi lov til at sidde og kloge os på dette og hint – og jeg mener virkelig kloge os, lige så meget som jeg mener dette og hint eftersom der både er dem, der trækker de tunge teoretiske skyts op ad tasken, dem der godt kan lide at høre sig selv snakke (mig blandt andet), og dem, der med største ildhu kaster sig over tegnsætning og sætningskonstruktioner i hver eneste tekst, der bliver lagt foran dem.
Da tågerne langsomt lettede i mit hoved i fredags, gik det op for mig, at mens vi sidder og snakker og snakker, så glorierne næsten skygger for udsynet, har vi allesammen faktisk kun en ting i hovedet; nemlig os selv. For hver gang en af os blev færdige med at tale, skete der præcis det samme: Det selvtilfredse smil og så det slet skjulte håb om, at nogen vil anerkende vores guldkorn.
Så der sad vi 40 voksne mennesker og ventede på at få ros af læreren, præcis som i skolen – også selvom vi godt vidste, at der slet ikke var en lærer. Og så undrer man sig over, hvorfor ens børn hele tiden råber: Se mig!
Kun sandheden 