Jeg ved du sidder derude og tænker: Aih, hvorfor viser hun os ikke nogle gamle billeder. Sjovt. For det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig at gøre i denne uge. Vi starter med et udklip fra avisen. Dengang var jeg 16. Og kontrabassist. Elsk billedteksten og glæd dig over, at der kun er 7 måneder til 8. marts.
Da jeg gik i gymnasiet, var jeg temmelig full of myself (for nu at sige det mildt). På den der jeg går i utroligt løse gevandter, har set lyset og venter nu bare på at nogen ser mit enestående talent-måde. Lad mig bare sig, at jeg venter stadig…
I min klasse gik der en pige, som vi (altså os, der havde vores på det rene, alting på det tørre, var nede med de fede og havde lommerne fulde af koffeinpiller, som kunne holde os oprejst fra torsdag til søndag)… Forfra: I min klasse var der en pige, som stak temmelig meget ud. Hun havde talte flydende spansk foruden et formfuldendt tysk og engelsk. Hun var stjernegod til at analysere, hun kunne synge, og selvfølgelig blev hun bedre til at bøje de latinske verber end alle os andre tilsammen. Dengang syntes vi det var hende, der var lige smart nok. Tænk, at hun ikke gad at drikke sig ned i fadøl til en 5’er på det lokale værtshus om torsdagen. Hun kunne ikke tåle røg og insisterede på, at der ikke blev røget inden for, når klassen mødtes (Øh, hvad? Som om? Kan man nu ikke engang få lov til at rulle sig en cigaret på den gode gamle Samson-tobak og nyde den i fred?). Og når det var fuldmåne kunne hun ikke sove. Helt ærligt. Kom nu ind i kampen. Live a little.
Efter gymnasiet begyndte vi at ses lidt gennem en fælles ven, og jeg undrede mig over, at netop hun ikke strøg direkte videre på universitet og brugte alle sine talenter der. I stedet kastede hun sig ud i noget maleri (og var selvfølgelig stjernedygtig til det). Hun overvejede vist at søge ind på Kunstakademiet, men skrev så i stedet en ansøgning til Forfatterskolen og kom ind. Efter nogle år begyndte hun at uddanne sig sprogofficer (nåh, det gik måske ikke så godt med skriveriet) og lærte at tale russisk på ingen tid. Derefter videre til Afghanistan (forestiller mig hun lærte at tale pashto i flyet), hvor hun som en af de første så potentialet i at forsvaret gjorde noget for de afghanske kvinder. Fik en pris og skrev en bog om det arbejde. Og nu har hun gudhjælpemig fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for sit litterære talent. Who’s laughing now, little miss wannabe hjemmerullet hippie?
Kan du huske, hvor lækker Val Kilmer var i Doors-filmen?
Just to remind you. Dybt suk. Gudesmuk!
Kan slet ikke huske, hvor mange gange jeg så den film, og hvor meget vi lyttede til musikken om og om igen. Selvfølgelig besøgte vi Jim Morrisons grav i Paris.
Og bogen Vildnis med hans digte… jamen, vi gik i gymnasiet for fanden, så selvfølgelig sad vi da og drak sprut og røg smøger og læste op for hinanden om natten. Those were the days.
Et blankt papir eller en ren
hvid væg. En dårlig
linie, en streg, en fejl.
Uudslettelig. Så camouflér
ved at tilføje millioner af
andre figurer, bland dem,
tildæk
Mens den oprindelige streg
består, betrukket med
gyldent blod, skinnende.
Begæret efter et fuldendt liv.
Det var der sgu lidt mere swung over end Cirkelines jul. Merry Christmas!
I går så jeg et program i fjernsynet, som var så spændende, at jeg aldrig nåede at flytte mig fra sofabordet over i sofaen. Gedigen underholdning med en god blanding af interviews og musik – et portræt af en mand, som jeg har været (ikke temmelig) hemmeligt forelsket i siden 1985.
Det er så 25 år siden, og tænk, jeg synes ikke han så en dag ældre ud. Men altså… man ved ligesom, man har ramt muren, når det går op for en, at det i virkeligheden er en 2010-udgave af et lørdagsundholdningsprogram med Per Wiking, man ser.
Kan du huske de der programmer med den beige-brune hjørnesofa, hvor værten – måske var det i virkeligheden Jarl Friis Mikkelsen, but you get my point – over en aften interviewede en kendt person fx Grethe Sønck? Det hele var så krydret med musik og spas udført af gæsten eller hendes venner. Nå, men det var så det program, jeg så i går: Thomas Helmig i selskab med Radioens Symfoniorkester og en masse pinlige og bemærkelsesværdigt grånende kvinder som publikum.
Og nu har jeg så smidt en flæskesteg i ovnen – og det er lige gået op for mig, at den der sang Carla i dag underholdt hele Føtex med, mens hun delte tipskuponer ud til kunderne: Klokken er lidt i fe-em, uh-uh, ikke er en, hun selv har fundet på, men er et Rasmus Sebach-hit af en art. Jeg fatter det ikke – hverken det med tiden eller det med grisen eller det med hittet.
This book is a call to question rather than to please. To provoke, to challenge, to dare, to satisfy your own imagination and appetite. To know yourself truly. To take responsibility for who you are, to engage. This book is a call to listen to the voice inside you that might want something different, that hears, that knows, the way only you can hear and know. It’s a call to your original girl self, to your emotional creature self, to move at your speed, to walk with your step, to wear your color. It is an invitation to heed your instinct to resist war, or draw snakes, or to speak to the stars.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kendte en pige, der skulle konfirmeres i år for så ville jeg uden at blinke forære hende den fantastiske bog I am an emotional creature. Den er skrevet af Eve Ensler (mor til Vagina-monologerne) og bør blive for 10’ernes unge kvinder, hvad Kvinde, kend din krop var for kvinder i 70’erne.
Tak til Maren for overhovedet at gøre mig opmærksom på det her gudeskrift, som er både sjovt, provokerende, beskæmmende, tankevækkende og helt og aldeles nødvendigt. Og respekt til Eve Ensler, der giver feminisme nyt liv. Jeg er fan.
Schy! Nu skal du ikke stikke mig den der plade med, at det er så dejligt at være blevet ældre. Man hviler mere i sig selv og higer ikke så meget efter andres anerkendelse eller drømmer om at være noget særligt som i ovre i den der kreative skole, hvor man udfolder sit talent til fulde.
Klart, der er da nogle dage (særligt dem med harakiri-agtige kærestesorger og weltschmerz), jeg ikke drømmer mig tilbage til. Men hold kæft, hvor er jeg blevet doven med alderen. Doven med drømmene, mener jeg. For kalenderen er sådan set fuld nok.
Der kommer ligesom et tidspunkt, hvor man kapitulerer og nærmest kun har hånlig latter til overs for de der teenagedrømme om tage livtag med scenekunsten eller kaste sig ud i noget digter-agtigt bohemelivsstil. Helt ærligt! Mig? Tror nok lige det er godt, jeg i stedet fik børn, hus ved vandet og et fast job. For det andet… det fører jo ikke rigtig til noget, vel?
Men det værste er ikke, at jeg tabte drømmene. Det værste er, at jeg er blevet kynisk af have hænderne fulde af børneopsparinger, pensionsinvesteringer, forsikringspapirer, garantibeviser og feriesedler til børnehaven. Kynisk på andres – de unges – vegne.
Og det er ikke bare trist, det er sgu også temmelig patetisk. For i virkeligheden ville jeg ønske, jeg havde noget tilbage af det der who-gives-a-shit. Så ville jeg nemlig gøre, som den teenagepige, jeg så hos boghandleren i dag: “Hej. Jeg leder efter en helt bestemt notesbog. Da jeg var 14 besluttede mig for at skrive ti notesbøger med mine tekster. Nu mangler jeg bare en. Det er fordi jeg kunstner.”
fik jeg helt lyst til at høre både Sneakers og Linnet/Salomonsens-klassikeren Berlin ’84 efter at have set Parterapi igår. Ingen grund til at bruge mange ord på Søren Pilmark og Sanne Salomonsens præstationer, som var tåkrummende pinlige. Faktisk fik jeg den ubehagelige tanke, at Søren Pilmark bare spiller Søren Pilmark?!?!
Så her er musik fra dejlige teenagedage – oh my God, hvor jeg elskede Rasmus Kjærså (jeg har engang solgt en donut til Rasmus Kjærsø – jeg sir det bare!), Mikkel Nordsø og de drenge.
Og i bedste 8. marts-ånd er Sanne S selvfølgelig uden bh. Total 80’er-drøm!
Uden en betænksom ven var jeg aldrig blevet indehaver af den bedste forsinkede julegave – en billet til Thomas Helmig intimkoncert. Tak, min tro væbner ud i Helmig-universets fortryllende verden fuld af teenagedrømme og nostalgi. I’m all set…
Kun sandheden 