Tag Archives: surt opstød

Nogen, der vil bytte ferie?

– Eller bare børn?

Nahr, men det er bare fordi vi er i gang med påskeferie fra helvede, hvor børnene er millimeter fra at blive tjekket ind på en kostskole i Sibirien så snart vi er på den anden side af den korsfæstelse.

Det er jo nærmest komisk, at vi startede ugen med et fotoshoot til en artikel om ikke at skælde ud på sine børn, og siden har jeg nærmest ikke gjort andet. Blandt andet fordi børnene ikke har misset en eneste chance for en rask slåskamp eller følt sig for fine til at gennemføre endeløse diskussioner om bolden tilhører den ene eller den anden, om den ene eller den anden kom først på lokum, og om den enes leverpostejmad er større end den andens.

Og sådan fejrer vi påsken med en tur ned af vores egen lille Via Dolorosa. Ville ønske jeg havde sendt nogle flere gækkebreve, så jeg i det mindste havde et lille bitte påskeæg at trøste mig med nu, hvor terroristerne endelig sover.

med emneordet , , , ,

Om at kaste guld på gaden

Ved du, hvad der provokerer mig? Det provokerer mig, at vi har en socialminister, der kan sidde med stenansigt og fortælle en sal fuld af forældre og pædagoger, at forældre aldrig har været mere tilfredse med landets vuggestuer og børnehaver, og at der aldrig har været afsat flere penge til området end nu. Sådan som hun gjorde til en konference på Christiansborg i går, hvor jeg havde æren af at være ordstyrer.

Det provokerer mig, at vi har en socialminister med et hjerte af sten, som ikke får den mindste trækning ved øjet, når forældre rejser sig op og fortæller hende, at børnene ikke må have knapper i bukserne i børnehaven, fordi der ikke er tid til at hjælpe med knappe knapper, når de har været på toilettet. Eller at børnene skal ringe med en ringeklokke for at komme i kontakt med en voksen, når de sidder på toilettet. Eller at to tre-årige må hjælpe hinanden med at blive tørret i røven, fordi der ikke voksne nok til at hjælpe. Eller at små børnehavebørn må trøste hinanden, fordi der ikke er nogen voksne til at gøre det. Eller at børnene ikke længere kan vinke farvel med en voksen om morgenen, fordi det er blevet sparet væk. Eller at et barn faldt i søvn i sin flyverdragt, fordi det tog så lang tid før, der var en voksen, der havde tid til at hjælpe ham med at få handskerne af. Eller at børnene begyndte at tisse i buskerne i en børnehave, fordi de ikke havde lyst til at gå ind på toilettet, når de var på legepladsen, fordi de ikke vidste om de voksne kunne høre dem, hvis de havde brug for hjælp. Eller at 2½-årige børn, der er begyndt i børnehave før tid for at spare penge, ikke kan sove til middag, fordi der ikke hænder nok til at en af de voksne kan agere sovevagt. [Tilføj selv flere i kommentarfeltet, hvis du orker.]

Kære Benedikte Stoneface: Kan du se mønstret, eller skal jeg stave det for dig?

Alle de tal, som står i fine røde tabeller på dit talepapir afspejler ikke virkeligheden. Slet ikke. Hvor svært er det at forstå, at selvom du har sparet 117 mio. kr. på bureaukratiet, er det en dråbe i havet i forhold til de mere end 3.000 pædagoger, der er sparet væk fra institutionerne de seneste år.

Og hvorfor tror du ikke på det vi andre ser? Hvorfor er du bange for virkeligheden? Og hvad sker der med børnene? Ikke de stærke. Men alle dem, der ikke kan overleve i den junglelov, der hersker i institutionerne, når der er alt for mange børn og alt for få voksne? Hvad sker der med dem, der kun taler med en voksen 3 minutter om dagen? Tror du, de vokser op og bliver ressourcestærke, veluddannede samfundsborgere? Eller bliver de mon bare nye fine tal i en helt anden tabel? Tabertabellen. Hvad tror du, Benedikte? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Kan vi være det bekendt? Synes du? Helt ærligt?

med emneordet , , , ,

Har alle børn ret til en ny cykel?

Så skinner solen endelig. Og vi har været ude at cykle, for der er så dejligt ude på landet. Også selvom det støver.

Og Miss Carla måtte have hagebeskytter på for ikke at slå knæene mod hagen, hver gang hun træder i pedalerne. Hun skal virkelig have en ny cykel. Så nu starter det. Ny sæson, nye indkøb. Cykel, cykelhjelm, regntøj, gummistøvler, sandaler – just to name a few. Og nå ja, så ønsker hun sig selvfølge en Nitendo, for sådan en kan man jo ikke leve uden, når man er næsten fem år. Vel?

Jeg kan bare mærke, at jeg får lyst til at flytte i halmhus med lokum i haven og mellemvarmt vand i bruseren. Et sted, hvor man går i gummistøvler, hullede bukser og en gammel fleece. Hvor det at rede sit hår er en næsten unødvendig gestus over for de andre. Et sted, hvor børnene er så trætte af at have luget hele dagen mellem pastinakker og grønkål, at deres små tykke fingre slet ikke kan holde fast om andet end deres gamle slidte bamse, som de krammer inden de falder i søvn. Et sted, hvor man ikke kan plage om boller i Føtex eller hvine over Hello Kitty-klodser og Buzz Lightyear-kostumer. Et sted, hvor penge ikke findes, og hvor kærlighed og hårdt arbejde er det eneste, der tæller.

For det er sgu da for langt ude, at ens barn skal have ny cykel og elektronisk tidsfordriv for flere tusinde kroner. Bare fordi solen skinner, og man snart bliver fem år. Og fordi man har råd. Det er også langt ude.

Jeg har kun en bekymring med halmhuset, kærligheden og det hårde arbejde – for det betyder vel også at jeg må vinke farvel til min smartphone, som jeg på overraskende kort tid er kommet til at elske virkelig højt. Er der nogen, der vil minde mig om, hvorfor det nu er så vigtigt, at de voksne går foran med et godt eksempel?

P.S. Er også i tvivl om man kan lave en hæderlig latte på kornkaffe og soyamælk?

med emneordet , , ,

Give me a f***ing break!

Har siddet og skrevet billedtekster til orlovsbilleder, som skal give hele familien 15 min’s of fame i lokal/regionalavisen på lørdag. Det trak sgu tænder ud. At blive trukket igennem sådan et lille frisk potpourri fra paradis, hvor solen skinner på hvert eneste freaking billede (vi viser jo ikke billeder af regnvejr i avisen, vel). Og varmt var det også. VARMT! Blev der sagt.

Og det kunne jo så passende være et vink med vognstank til Mr. Weather om at tage sit sne og sine frostgrader og tage tilbage til Nordnorge. Jeg gider ikke mere.

Jeg vil sidde i haven og grille og drikke den sidste flaske rosevin fra Slovenien og blive brun på benene. Og jeg vil have sommergæster og glade børn, der hviner i soppebassinet. Og jeg vil i gang med at lave den terrasse, hvor alle festlighederne skal foregå. Så kom nu med det der forår… Vinen er allerede lagt på køl. I kid you not.

med emneordet , , ,

Og det er så takken

Man skulle nærmest tro, at jeg har været ansat som spindoctor for vejret denne vinter. Aih, hvor har jeg talt sneen op og brugt enhver lejlighed til ikke at sige noget grimt om vejret. Tværtimod har jeg forsøgt at sprede glæde over, at det i det mindste ikke regnede, og at december jo blev meget mere julet og meget lysere, fordi sneen dækkede det ganske land.

Og så får jeg det her: Meterhøje driver, storm fra Sibirien og forsinkede tog. Det er eddermame en meget tvivlsom måde at sige tak for indsatsen på!

med emneordet , ,

Om at passe ned i en kasse

Dagens anekdote fra det danske institutionsliv:

Carla: Jeg synes det er meget sjovere at være hjemme end at være i børnehave.

Mig: Hvorfor?

Carla: Det er fordi når man er hjemme så må man gøre det man gerne vil. Hvis jeg blir sulten, så spørger jeg bare om jeg må få noget at spise, og så siger I ja. Men hvis jeg er sulten i børnehaven, så må jeg ikke tage noget at spise, før vi allesammen skal spise!

Eller hvad med denne her:

Mor: Har du haft en god dag i børnehaven?

Carla: Ja, men der var ikke nogen voksne. De var allesammen syge, så der var kun en sammen med os og en sammen med de andre…

Ah-hem. Kunne vi ikke godt snart holde op med at diskutere efterløn og begynde at interessere os for 1) hvad det er for en hverdag vi tilbyder vores børn i et land, hvor børn tilbringer mere tid i institutioner end noget andet sted i verden, og 2) hvordan vi skruer det her samfund sammen, så der var lidt mere tid til bare at være familie?

Hvorfor er der ingen, INGEN, der tager de her spørgsmål alvorligt? Hvorfor er vi allesammen så trætte, at vi ikke kan råbe højt nok til, at nogen hører os og gør noget. Hvorfor accepterer vi, at alt for mange børn parkeres på alt for lidt plads med alt for få voksne? Hvorfor prøver vi at optimere vores liv i alle mulige økologiske retninger, men lige derhenne i institutionen, der må de sgu bare hutle sig igennem og få det bedste ud af det og håbe, at de er stærke nok til at overleve.

Der må sgu da være en nedre grænse for, hvad vi byder de unger – og en mellemvej mellem 45 timers institutionsuge og en hjemmegående mor/far. Og det kunne være fint, hvis vi løste den opgave i fællesskab i stedet for at tørre lorten og den dårlige samvittighed af på dig og mig og en endeløs række af frie valg. Argh!

med emneordet , , , ,

Jeg hiver lige mig selv op…

Åh, januar. Jeg hader det lort! Jeg hader Januars mørke og sjask. Jeg hader den bleghed, der ikke længere lader sig skjule, fordi solen har været væk alt for længe. Og jeg hader Januar-bakterien, som slæber sig gennem kroppen i sneglefart…

Positivt er det selvfølgelig, at der nu er 44 minutters mere lys at gøre godt med. Og at jeg stadig har gang i det der drømmeværksted. Og at min søn leger huspoet og siger ting som: “Min sjæl flyver aldrig op i himlen, for den sidder rigtig godt fast i mit hjerte.”

med emneordet , ,

Ok, nu sænker julefreden sig

Undskyld. Det passer sig slet ikke at blive så sur lige op til jul. Vel? Og jeg forstår jo godt, at vi er nødt til at tale om vejret. Det er jo ikke bare fordi det er koldt. Det er fordi vi er danskere. Vi er ligesom prædisponeret for at lade os rive med af temperaturer og (manglende) nedbør og vind og alt derimellem. Min salige morfar noterede hver eneste dag i sin røde Mayland-kalender dagens temperatur, nedbør, sol eller sky-forhold. Året rundt. Så vi er lovlig undskyldt. Det er noget med arv og miljø – og måske generne. I virkeligheden.

Måske blev jeg bare smittet af min ualmindeligt vrede datter, der i bedste Bertel Haarder-stil skælder og smælder og tramper og kommanderer fra morgen til aften. Tror hun trænger til juleferie. Ligesom sine forældre og lillebror. Og bare rolig, jeg ved godt at tanken om ferie ikke altid er det samme som at det bliver hyggeligt. Men gaverne kan måske afværge de værste konflikter – i starten i hvert fald. Siden kommer jo abstinenserne. Så er der noget nyt harcelere over, og sådan kører livet (og bloggen) så fint i ring. Halleluja!

Jeg tror sgu, jeg tar et glas portvin.

med emneordet , , , , ,

Sneløven brøler

NU. STOPPER. DET!

Må jeg bare trække det gode gamle spejderkort: Det er ikke vejret, men påklædningen den er gal med! Og ja, jeg ved godt at den gode gamle canadiske Sorel-støvle er udsolgt over alt, men så må du sgu sætte dig ind i sofaen under et tæppe og vente på bedre tider. For jeg gider ikke høre mere brok om sne eller se laaaaaaaaaaaaaange nyhedsindslag om alle de mennesker, der ikke kan komme hjem til jul. Du kan godt høre det, ikke? Ikke helt det samme at sidde under sin sovepose i lufthaven og vente som slet ikke at have nogen familie at fejre jul med eller dø af kulde i Moskvas gader, vel?

Så skal vi ikke holde op med at tale om vejret, stikke piben ind og lade være med at gå i panik over at igen i år er juletræerne rekorddyre, vejsalt ikke til at opdrive, og flæskesteg snart en mangelvare? Og når nu vi er gang så hold bare igen med vejr- og sneplovsreportager fra det ganske land. Hold nu kæft! Det er bare vejret (og den globale opvarmning) – det går over igen (måske).

med emneordet , , , , ,

Grrrr!

Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.

Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!

Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.

Og så vil jeg bare sige to ting mere:

  1. Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
  2. Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.

Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig  pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.

P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!

And then, over to you Queen of Mogadonien (anmeldelse af bogen her):

med emneordet , , , ,