Tag Archives: surt opstød

Ok, barsel til mænd, here we go

Havde ellers lovet mig selv kun at have et træt skuldertræk til overs for regeringens barsels-kovending. Men altså, for fanden…

1. Kan vi ikke holde op med at sige, at mændene bliver TVUNGET på barsel. Tro mig, der var også tidspunkter af min barsel, fx midt i den 5. amning på en nat, hvor jeg følte mig ret tvunget. Men hey, it goes with parenthood. Det hedder ANSVAR.

3. Kan vi ikke lade være med at betale mændene 100 kr. om dagen for at gå på barsel? På en måde føler jeg mig lidt til grin over at have været på barsel i 13 måneder og kun se min indtægt blive lavere og lavere. Hey Mette Frederiksen, du skylder mig 39.000 skattefrie kroner.

4. Kan vi ikke lade være med at argumentere, at barnet har mest brug for moren, mens det er lille? Udover amning er der mig bekendt ikke nogen børn, der har fået livsvarige skader af at blive skiftet, badet, vugget af deres far.

5. Kan vi ikke lade være med at sige, at det er meget kedeligt for mændene at gå på barsel, når børnene er små? Som om kvinder bare elsker at gå derhjemme og vaske tøj og rykke rundt på sofapudderne i en uendelighed. I didn’t.

6. Kan vi ikke lade være med at putte kvinderne ned i en kasse og mændene ned i en anden? Vi kunne fx starte med at give både mænd og kvinder ret til at være sammen med deres børn. Nogen vil sige ja tak. Nogen vil sige nej tak. Jatakkerne behøver ikke være kvinder. Nejtakkerne ikke behøver at være mænd.

7. Kan vi ikke lade være med at sige, at staten ikke må  blande sig i familielivet? Who are you kiddin’. Staten blander sig i alt. Det er det, vi har aftalt. Regeringen kunne have givet mændene ret til at være sammen med deres børn. Det turde de ikke. Fordi de ikke ville blande sig. Og det er ligestillingsdebatten i en nøddeskal. Der sker ikke en skid. Fordi ingen tør handle. Og derfor er vi igen lige vidt og lige langt væk.

med emneordet , , ,

Fri mig fra de nøgne

»Kære Martin, vi henstiller til, at du ikke render rundt i din have kun iført underbukser, da vi, og specielt vores børn, synes, det er ret ulækkert.

Med venlig hilsen, Dine Naboer.«

Åh ja, vi er blevet så bange for de nøgne kroppe, at vi ikke engang må gå rundt i vores egne haver uden tøj på, for hvis naboen kigger ud af vinduet og ser os og føler sig krænket, så er det vores ansvar, at de synes det ser ulækkert ud, selvom det bare er… en krop.

Vi går linen ud og forbyder drenge over seks år at være i kvindernes omklædningsrum i svømmehallen for, vi kan ikke lide at de kigger på os. Vi har seksualiseret alt der er nøgent og bilder os ind at selv børn kigger på os ikke som mennesker, men som seksuelle væsener.

Mens vi peger fingre af Paradis Hotel og anklager netop reality-tv for at skabe et forkvaklet og unuanceret billede af, hvordan piger og drenge ser ud i virkeligheden, så forhindrer vi dem i at stå i badet i svømmehallen og se, at der  findes store og små tissemænd, lette og tunge bryster, tynde og tykke maver og ranke og skæve kroppe – og oh ve, kroppe med hår.

Informations Karen Syberg har skrevet en rigtig fin artikel om en bonert nation, der ser krænkelser alle vegne. Læs den og gør så dit barn en tjeneste og gå i svømmehallen bagefter

med emneordet , , , ,

Man kan godt blive lidt træt (og gammel)

Tillad mig at sige noget om afhængighed, ny teknologi og menneskets forfald efter Politiken og TV2 i dag har fortalt os, at ikke mindre en 2.000.000 danskere nu ejer en smartphone. Og det er vist nok noget, vi skal være bekymret for, for det betyder at vi hele tiden er online, og at det er bekymrende, fordi vi så ikke er rigtig til stede i den virkelige verden, og til sidst får vi stress, fordi vi hele tiden sidder med snuden i skærmen.

Det er forfærdeligt, ikke? Fællesskabet, interaktionen mellem mennesker, er under pres. Det samme er tankeflugt og dagdrømmeri, fordi vi hele tiden holder os beskæftige med internettet og den slags. Kaos venter. Og sammenbruddet. Sædernes forfald.

Eller det kommer så an på, hvem du spørger. En 50+ stressforsker af en art, vil helt sikkert give dig ret. Det gjorde han i hvert fald på Tv2. Men de unge, de siger sådan:

Vi ’surfer’ ikke, og internettet er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt, men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bruger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle fortælle jer vores Bildungsroman (’dannelsesroman, red.), måtte vi først forklare, at der findes et naturligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet, vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemmesider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.

Resten af artiklen kan du læse i Information

Og jeg siger dette: Lad os nu ikke falde i den fælde en gang til. Stor var opstandelsen den gang i et andet årtusinde, da selve BOG-EN, den hellige bibel, blev afløst af bøger. For hvordan skulle det nu ikke gå, når folk kunne udsættes for uendelige udlægninger af verdens beskaffenhed uden præstens mellemkomst?

Nå, men alt dette bare for at sige, at jeg bliver lidt træt, når os, der stadig kan huske, hvordan det var at skrive 3. g-opgaven ind på skrivemaskine, og hvordan det var at være på internettet med et modem, går i koma over, hvor farlige de nye apparater er.

Og jo, der kan sikkert findes eksempler på børn, der er blevet mærkelige af computerspil, og unge, der har gjort sindssyge ting, fordi de hørte en sang i radioen og ikke helt kunne finde ud af hvad der var fiktion og virkelighed (eller der var måske mest i 1990’erne det var på mode). Der kan sikkert også findes eksempler på voksne, der er vokset sammen med deres smartphone og så kan vi kalde det en form for afhængighed og sygeliggøre dem.

Men prøv-nu-lige-hør-her. Det går over igen. Verden er ikke ved at falde fra hinanden (og hvis den er, er det i hvert fald ikke internettet og mobiltelefonernes skyld). Det er bare os, der ikke er vokset op med internettet, der skal lære at slappe lidt af. Se muligheder fremfor begrænsninger. Halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Ikke?

med emneordet , , , ,

Bilka og mig – we’re on a break

Jeg får hjertebanken allerede mens jeg parkerer bilen på  parkeringspladsen. Når jeg støder ind i den første kran af en indkøbsvogn begynder jeg at svede. Og derfra går det så egentlig bare ned ad bakke. Konklusionen er egentlig meget enkel: Jeg hader Bilka. Virkelig hader. Det er shopping, når det er værst. Virkelig. Og 10.000 kr. spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg så ikke bare bliver væk?

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

med emneordet , , , , ,

Papirdrømme

Siden jeg blev mor, har jeg ikke drømt en ærlig drøm. Du ved en af den slags, hvor man vågner op og er helt fortumlet, og det tager det meste af en formiddag at få de imaginære følelser ud af kroppen og lande i verden igen.

Men i nat drømte jeg dette: En hånd gav mig to stykker Rizlapapir. Det ene lidt krøllet, og det andet lidt i stykker. Da jeg tog imod papirerne, sagde hånden: Jeg kan godt rulle cigaretterne for dig, hvis du ikke ved, hvordan man gør?

Hvad faen er det for en drøm at stikke mig efter så mange år uden? Som om jeg ikke kan huske, hvordan man ruller en cigaret i hånden.

med emneordet ,

Man tager en smølf og smølfer den med en anden smølf, indtil alting går i smølf

Først hidsede jeg mig op i billetsalget. For kunne det virkelig passe, at jeg skulle give 750 kr. alene for brillerne for at jeg kunne komme til at se den værst tænkelige film sammen med to forventningsfulde unger? Nej, det kunne det så ikke. Kun hvis vi ødelagde brillerne, forklarede den unge fyr tålmodigt. Så meget for at gå foran med et godt eksempel, når nu jeg dagligt harcelerer over, at mine børn råber for meget derhjemme.

Bagefter satte vi os så ind i biografen. Jeg udleverede popcorn og lakridser og drikkelse og briller. Efter 5 min. tog mit eget barn brillerne af. Det er ligesom om det hele kommer ud i hovedet på mig, sagde hun. Efter 20 min. græd hendes kusine, fordi hun så ikke havde taget brillerne af, og derfor havde haft den onde troldmand Gargamels irriterende, insisterende fjæs helt oppe i hovedet en mio. gange.

Så gik vi på toilettet og trøstede og talte om, at lige præcis den slags film med små mænd, der løber rundt og spiller smarte, altid ender godt. AL-TID. Al magt til de blå. Og Gargamel findes jo heller ikke i virkeligheden, sagde mit eget barn bedrevidende.

Jeg så filmen færdige med to 5-årige på skødet og så meget snak om, hvor skøre og sjove de var, de små blå, at jeg næsten ikke nåede at blive generet af, hvor latterligt dårligt synkroniset den film er eller af, hvor karikerede det der jammerligt sukkersøde New Yorker-par er. Og eftersom begge mine ben sov, kunne jeg heller ikke sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke havde insisteret på at se Bjergkøping Grand Prix istedet.

Bagefter spiste vi pizza og snakkede om noget helt andet fx om at det var lidt sejt at være på tøsetur. Da det blev aften, læste vi historie, kyssede godnat, sagde godnat igen og puttede dem alle tre en gang til, præcis som vi plejer. Klokken ni stod Miss C på trappen: Jeg kan overhovedet ikke sove, for hver gang jeg lukker øjnene, står Gargamel lige på den anden side.

Og deraf kan man lære at holde sig væk fra smølfer og deres troldmand. Særligt hvis de ved en fejl ender i New York hos en gravid kvinde og hendes reklamemand, der har svært ved at vænne sig til tanken om at skulle være far. Man kan også lære, at selvom det ender lykkeligt, og manden sælger en masse læbestift og bliver glad for sit kommende barn, og troldmanden får en på hatten, og smølferne kommer hjem igen, så er det ikke nødvendigvis den smag, man har i munden bagefter. Just saying.

med emneordet , ,

I det mindste skinner solen ikke

Det kan godt være I er nogle stykker derude, der langsomt dør i januar, når mørket trænger ind alle steder, og det ikke længere er legitimt at drukne sorgerne i marcipan og kalenderlys. Men altså det her… lortesommervejr. Seriøst, det er jo en mio. gange værre.

Hver morgen står jeg og kigger længselsfuldt på sommerkjoler og nye shorts, jeg købte i et anfald af sommerovermod i april, hvor solen bragede ned over os. Men siden… ahmen, man skal vel være mere end almindelig optimist for at tale stiv kuling, regn, skyer, torden op til sommer.

Heldigvis bestemmer jeg selv, så jeg har udskudt ferien en endnu. Sendt børnene i børnehave (vi trængte i øvrigt også til en pause, men det er en anden historie), og sidder nu på mit kontor og glæder mig over at solen ikke skinner, så jeg ikke ærgrer mig over at sidde her. Jeg har taget sommerkjole på, og det har jeg selvfølgelig forlængst fortrudt…

(Oh, Spanien. Heldigvis er du bare 10 dage væk, og jeg lover ikke at stønne en eneste gang over dine 38 grader)

med emneordet , ,

What ever you do, don’t do this (en fortælling i 3 lektioner)

Aih, Berlin var fantastisk. Igen. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at elske den by. Eller med at drømme om at bo der – bare en lillebitte smule. Eller med at forestille mig, at jeg er sådan lidt boheme-agtig kunstnertype med stort potentiale og fingeren på pulsen. En trendspotter, som alle I andre kommer til at beundre for min enestående evne til at se en ny tendens længe, længe før den er blevet comme il faut blandt hipsterne i hovedstædernes efternøler København.

Men alt det var før fredag aften, hvor en græsk økonoma på bare tre timer formåede at punktere alle mine forestillinger om at være nede med de fede – heldigvis var jeg ikke alene. Jeg tog både tre veninder og fem schweiziske mænd med mig i faldet. Grüss Got!

For at være helt ærlig så orker jeg næsten ikke at lægge svesken på disken, for det er både grufuldt og tragisk. I månederne op til vores tur, førte vi en nærmest ekstatisk mailkorrespondance om alle de yet-to-be-discovered-sights, vi skulle dyrke i Berlin. Hysteriet toppede, da vi opdagede The Shy Chef (senere fandt vi ud af, at udtalen lyder sjaisjef). Med formuleringer a la ”a secret supper club”, ”a guerrilla dining event in the home of a local Berliner”, og “an inventive, delicious meal with carefully selected wines in a secret location” var vi slet ikke i tvivl om, at vi havde tilmeldt os en oplevelse for livet. Og netop det viste sig sådan set at være rigtig nok.

Spændingen blev næsten ulidelig da vi et par dage før modtog besked om, at middagen skulle holdes på et fantastisk ”cozy loft” (hvem sagde New York style?), og at værten, altså ham der ejede lejligheden, var ”a total blast” (hører jeg isterningerne slå mod kanten af drinksglasset?).

Vi tog en taxa derud for hvem gider ankomme til en artsy atelierlejlighed med udsigt til stjernerne i bus og praktisk sko? Op ad trappen og allerede i total god stemning. Lidt akavet velkomst i en lejlighed, der mere mindede om min studielejlighed på Vesterbro end det, jeg nu ved, jeg ellers forbinder med et ”amazing loft”, men trods alt med champagne. Kom rimelig helskindet igennem de indledende hvor-kommer-I-fra-og-hvad-laver-I-i-Berlin-samtale med de andre gæster, inden værten bad os sætte os til bordet. I dagens anledning havde han smidt lidt tøris i akvariet – gør du ikke også altid det, når du skal have gæster?

Og så til menuen, som vi forstod, skulle være hemmelig. Dog ville kantinelederen godt afsløre så meget, at der var et skandinavisk islæt, og at han havde ændret på nogle af retterne i sidste øjeblik, fordi han netop samme morgen var vågnet op fuld af ny inspiration. Her er vi så ved dagens 1. lektie: Whatever you do, don’t change the menu. De næste 2½ time blev vi præsenteret for følgende:

Det skandinaviske islæt

Grøn salat kastet med rund hånd i noget, der skulle ligne en cirkel.

Dertil rødebedemarieneret (?!?) røget laks med dilddressing, agurk (skåret med en debuterende barnehånd i utrolig tykke skiver), 1 radise, et halvt stykke brød og  fire blade af blandede krydderurter.

Det marokkanske indslag

Den gode gamle, let spicy linsesuppe, som i dagens anledning (længe leve inspirationen) var lavet på bønner.

Dertil en tynd stribe creme fraiche, en skive brød lagt i suppen og fire blade af blandede krydderurter

Det italienske stempel

2 stk ravioli med ost af en art.

Dertil smørsovs smagt til med rosmarin og citrus, skamkogte asparges (jeg fik to, min sidekammerat fik 6) og  fire blade af blandede krydderurter.

Den cubanske ret

Marieneret, letstegt tun

Dertil en cubansk spicy, karry-agtigt ragout (uden kød) og fire blade af blandede krydderurter.


Nutella-finalen

Mandelkøbekage (aftenens højdepunkt) lagt på et penselstrøg nutella.

Dertil et hindbær, et shot lunken jasminte, verdens mindste glas sherry og fire blade af blandede krydderurter (min veninde var heldig at få rucola)

Vinmenuen bestod af fire glas hvidvin fra et sydtysk vindistrikt. Eftersigende ændrede vinen smag med menuen. Måske er det bare mig, der er en proletar, men jeg synes mest det var temperaturen, der ændrede karakter.

Efter den dejlige middag holdt kokken en lang tale, hvori han fortalte os om sit græske ophav og sin spirende karriere som hhv. filminstruktør og danser. Begge dele noget, han havde besluttet sig for at lægge bag sig for at hellige sig sin virkelige passion, hans kærlighed til maden og de gode råvarer.

Han lagde alle kortene på bordet og fortalte, hvordan han havde arbejdet på flere firestjernede restauranter både her og hisset, ligesom han havde lavet private dinners for både Tom Hanks og flere græske notabiliteter. Men stående over livets skillevej havde han selvfølgelig valgt ”the road not taken”: Han sagde farvel til det kommercielle køkken for at lave mad, som det han havde lavet til os i aften. Han havde ladet passionen råde og kastet alle konventioner over bord (aftenens 2. lektion: What ever you do, don’t underestimate conventions).

Den græske instruktør/danser/sjaisjef havde noteret sig, at pigerne, altså jer (os) ikke kunne lide tunen, for der var kommet noget temmelig store stykker tilbage i køkkenet, hvilket er en uskik når netop tun er så dyrt (og han havde tilmed gjort en god handel, lod han os vide). Han var også ærlig og fortalte os, at normalt plejede det at være en meget mere blandet gruppe, og folk plejede også at have det meget sjovere end vi havde haft det.

Så stillede han en sautepande pyntet med en grøn papirserviet på bordet og sagde, at nu var vi velkommen til at give en donation for middagen, hvis vi havde lyst. Vi havde ikke så meget lyst til at betale mere end det beløb, vi allerede havde betalt, da vi bestilte bord, og det blev han faktisk så skuffet over, så han bad om at få en snak med min veninde om vores manglende gavmildhed.

Bagefter var han selvfølgelig træt og lagde sig i sofaen med sin mobiltelefon og ventede på, at vi skulle få drukket ud.

Værten – ham total blast-fyren – havde holdt sig lidt i baggrunden det meste af aftenen, men nu, da han mærkede at selskabet var ved at bryde op, trådte han i karakter. Normalt, fortalte han, havde han en masse hjemmebrygget snaps (now we are talking), men det havde han ikke i aften (nåå [disapointment]). Til gengæld ville han gerne anbefale en nærliggende Boogie Woogie-bar (det sagde han), hvor de også havde snaps. Vi sagde nej tak og tog en taxa tilbage til Prenzlauerberg, mens det langsomt gik op for os, at vi var blevet tørret noget så grundigt i røven af en græsk økonoma og hans væbner. Heraf følger den 3. og sidste lektion: Whatever you do, don’t show up at The Shy Chef’s secret dinner club. Med mindre selvfølgelig  du er helt pjattet med krydderurter og lunken jasminte. Hvis det er tilfældet, vil jeg hermed føre dig lige i armene på sjaisjefen.

Prisen, spørger du? Lad os bare sige at tre af os dagen efter spiste sushi og drak drinks for mindre end hvad dagens menu i den græske koks kantine kostede for en af os.

med emneordet , , , ,

The truth and nothing but…

Elsker I ikke bare de der morgener, hvor det ene barn starter med at skælde ud over at smørret smelter på friskbagt brød, og den anden råber Dumme mor, fordi han ikke må tage sin guitar og sit ridderkostume med i børnehave? Og hvor man også selv lige når at råbe så højt af det ene barn, at det andet barn helt af sig selv redder hår, børster tænder, tager solcreme, jakke og gummistøvler på og stiller sig uden for og venter på furien og den genstridige bror?

Elsker I ikke bare, når man lige når at give sin børn et forsonings [slash] dårlig samvittigheds-knus inden afgang, og man endda får sagt undskyld for råberiet, og den lille siger, at han også bare gerne vil sige undskyld for det med dumme mor? Og at man møder smilende op i børnehaven med søde børn, og pædagogen rutinemæssigt spørger, om børnene er stået tidligt op, og ens barn helt tørt svarer: “Ja, og jeg nåede også at få skæld ud af mor.”

med emneordet , , , , ,