Tag Archives: nærmest lykkelig

Det med mig og København er efterhånden bare noget, vi leger

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter

[Klummen blev bragt i Dagbladet Information, den 24. juni 2016]

Da jeg var teenager, kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok. Mine bedsteforældre boede dør om dør med os det meste af min barndom, og min mor var født i den samme lille by på Sydfyn, hvor jeg badede i bækken, gik i skole og fik mit første kærestebrev. Så snart jeg kunne komme af sted, rejste jeg. Det var i de gode gamle dage, hvor man stadig kunne få et klubværelse i Nordvest til 1500 om måneden. Til gengæld var det længe før Nordvest var et sted, man kom frivilligt.

Jeg boede i København i 12 år. Jeg elskede den by betingelsesløst, og jeg noterede mig med en hvis stolthed, at langt de fleste mennesker, jeg mødte, slet ikke kunne høre, at jeg kom fra en landsby langt ude i provinsen. Jeg var så meget København. Alt det andet havde jeg lagt bag mig. Jeg talte kun om min barndomsby med en passende ironisk distance.

Og så en sommer fik jeg pludselig den ide, at jeg ville ud af byen. Jeg ville ned fra 5. sal. Væk fra min nabo, der fodrede musene i sit køkken, så der til sidst var så mange, at de flyttede ind i mit køkken. Væk fra min underbo, der havde for vane at komme hjem fra værtshus kl. 5 om morgenen og spille Bag duggede ruder på repeat i timevis. Jeg formoder, han faldt i søvn til TV2. Jeg lukkede ikke et øje. Jeg ville have et rigtigt badeværelse, hvor jeg ikke stod over skrævs på toilettet, mens jeg tog bad. Jeg ville ud til vandet, ikke ned til havnebadet på Islands Brygge.

Der gik en chokbølge gennem min vennekreds, da jeg fortalte, at vi havde købt et hus. I Nyborg. Jeg var slet ikke sådan en, der flyttede ud af byen – og slet ikke tilbage til provinsen. Hvis jeg endte i provinsen, betød det vel dybest set, at det kunne gå samme vej med dem. Men helt ærligt, sagde jeg til dem. Hvem gider bo i et parcelhuskvarter i Rødovre, når man kan få et hus ved vandet til en million?

I øvrigt kan man komme til København på lidt over en time, og lige nu bruger jeg alligevel 40 minutter på at cykle på arbejde, tilføjede jeg triumferende. Det med togtiderne var lidt løgn. I starten brugte jeg to timer hver vej hver dag på at pendle til mit arbejde på Østerbro, men jeg brokkede mig aldrig – for jeg kunne jo bare være flyttet til Rødovre.

I mange år følte jeg mig som den nye pige i klassen, hver gang jeg gik ned gennem gågaden i Nyborg. Uden for fællesskabet og behageligt hævet over alle de andre. Det var en belejlig position at observere provinslivet fra. Distanceret. Ironisk. Jeg scorede åbenlyst billige point hos mine venner med historier om, hvordan en af mødrene i min mødregruppe insisterede på, at hendes søn kun ville spise hindbærsnitter, fordi faren var bager, og om en anden, der anbefalede os at lave medister i fad, fordi det var hurtigt og nemt. Og om hvordan byens eneste cafe serverede nachos med ost og rejer, og om at koriander ikke var til opdrive nogen steder i byen. Flere af dem syntes, det var sejt, at jeg holdt ud. Jeg rankede ryggen, når de sagde det.

Med tiden begyndte jeg at savne nogen, der lignede mig selv. Nogen, der havde læst en bog, der ikke var på bestsellerlisten i Føtex. Nogen, der vidste noget om, hvad der foregik i verden – nogen, der ikke syntes det var eksotisk at rejse til Afrika alene. Nogen, der var bange for klimakrisen og ikke ønskede sig et elipsebord. Hver gang jeg skulle have det sjovt eller havde brug for at tale med nogen om noget andet end mine børn, søgte jeg tilflugt i København, hvor jeg kendte alle de sociale koder og følte mig hjemme, så snart jeg steg ud af toget på Hovedbanen.

Tror du ikke, du flytter tilbage til København, når børnene er blevet store, spørger min veninder. Jeg forsøger altid at undgå at svare. For jeg burde jo stadig længes tilbage København. Jeg er slet ikke sådan en, der bor i provinsen, men min børn er født her. Nyborg er deres barndomsby. Sådan er det blevet, fordi jeg var for fin til at bo i Rødovre.

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter. Problemet er bare, at når jeg går forbi min gamle lejlighed ved Halmtorvet ved jeg godt, at det med mig og København det er efterhånden bare noget, vi leger. Snart har jeg boet i provinsen lige så længe som jeg har boet i byen, for vi solgte aldrig huset og flyttede tilbage. Det er huset, jeg er forelsket i. Huset og badebroen på den anden side af vejen. Det er derfor jeg stadig bor her, ikke fordi provinsen skal komme og tro, at den er noget særligt.

Reklamer
med emneordet , , , ,

Sommerferielæsning 1: Det smukkeste, jeg har læst længe

Lea_hole_NATTEVAGT_MARKETING_FINAL_WEB-72-DPI_RGB

Den bedste børnelitteratur gør også voksne klogere, og sådan havde jeg det, da jeg læste Synne Leas sprøde digte til børn. Jeg elsker forfattere, der tager børn alvorligt og skriver til dem som mennesker snarere end børn.

Når mor græder, græder hun bare

fordi hun er glad, siger far.

Det er når hun smiler

at det er umuligt

at vide hvad hun tænker på.

Stian Hole (ham med Garman) har illustreret bogen, og hans billeder er som altid så poetiske og drømmende, at jeg får lyst til at flytte ind. Nattevagt er den fineste børnebog, jeg længe har læst. Den står på min ønskeseddel, og den burde stå på din også.

Først ler

min ven, så ler

jeg.

Så bliver latteren

lang nok.

Jeg kan vikle den

tre gange rundt om halsen,

og få den til at varme

den halve vinter.

med emneordet , ,

To børn – to verdenssyn

Det ældste barn siger til sin mor: “Jeg kunne godt tænke mig at vi skændes på en anden måde.”

Den yngste siger til sin far: “Det er mærkeligt som hver dag er klemt inde mellem to nætter.”

De ord indfanger i virkeligheden alt om forskellen på de to. Deres fokus. Og deres væren i verden.

Fotor060790249

med emneordet , , ,

Der er meget at være taknemlig for

I dag er sådan en dag. Taknemlighedsdag. Jeg ser på det lille menneske. Min datter. Det utroligste lille væsen. Jeg beundrer hendes umættelige begejstring, hendes ufattelige energi. Hendes øje for livets detaljer og hendes hudløse kritiske sans. Mit hjerte svulmer, når jeg ser på hendes, selvfølgelig. Jeg er jo hendes mor. For mig er hun aldeles enestående. Og en kæmpestor gave. Jeg er taknemlig for, at jeg fik netop hende. Det lille store menneske, som er så forskellig fra mig, så determineret og fuld af temperament og uforudsigelige ups’n downs. Hun er benhård og stormer ud i verden med den største selvfølgelighed. Hun sluger livet så begærligt, og det har taget mig tid at forstå, at den energi hun møder verden med også er hendes akilleshæl. At det hun har brug for er, at der nogen, der kan skabe ro omkring hende og hjælpe hende med at forstå, at med det tempo kan man nemt tabe de andre på vejen. I dag er taknemlighedsdag. I dag blev hun syv år .  Et barn blev født, og ud af det voksede en mor. Jeg krydser fingre for, at hun kan mærke, jeg gør mit bedste. Det fortjener hun, lille, store, Miss C.

c 7 02

 

 

c 7 01


c 7 03

med emneordet , , , ,

Bonuskunde – nu med guldkort

Jeg har lige fået ikke bare en, men hele to mails fra Magasin. I den første ønsker de mig tillykke med mit Goodiekort, som jeg vil få tilsendt snarest (kortet fik jeg for et års tid  siden ifm. en kampagne i Magasin). I den anden mail får jeg at vide, at jeg kan handle i Magasins webshop med eller uden mit kort. Total topbonusguld-agtigt.

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

med emneordet , ,

Mand møder ungt bryst

Bryster går aldrig af mode – uanset om man er til camping eller Berlinale

(Billedet er med forlov og undskyld på forhånd fra Berlingske)

med emneordet , ,

Der skal så lidt til at få fred

– verdensfred mener jeg. Vi kunne fx hustandsomdele Bon Ivers For Emma, forever ago i hele verden. Med det musik i den globale højtaler er der seriøst ingen, der kan slå hinanden ihjel. Aldrig nogensinde mere.

med emneordet , ,

Nu dør jeg af skræk (men jeg vil selvfølgelig gerne vinde)

Det foregik nogenlunde sådan her:

Jeg var på et kursus, hvor underviseren fortalte, at han havde en skrivegruppe, som han mødtes med. Bagefter skrev jeg til ham for at høre hvordan det fungerede, fordi jeg gerne ville have noget faglig sparring på det jeg laver. Så skrev han, at jeg var velkommen i deres gruppe – hvis altså jeg skrev fiktion. Så skrev jeg til ham at det gjorde jeg (oh ho-hooo, som i små bitte stykker tekst, jeg aldrig har vist til en levende sjæl). Og så skrev han at jeg jo kunne komme til en slags prøvemøde, hvor jeg havde min egen tekst med. Så satte jeg mig ned og skrev historien om Morten. Jeg ved ikke hvor den kom fra for den dag havde jeg slet ikke nogen ideer til noget som helst. Lad os bare sige, at jeg på en måde startede fra en ende af og arbejdede mig frem mod slutningen. That simple (ha-ha-ha).

Dagen før vi skulle mødes i skrivegruppen, læste jeg om en novellekonkurrence på nettet. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Og det er ikke falsk beskedenhed. Men nu fremstår det mere som et bagholdsangreb på mig selv. Så altså, jeg sendte novellen ind. Og glemte seriøst alt om det.

De kunne godt lide historien i skrivegruppen, og jeg var ret så lettet over, at min debut ikke faldt helt til jorden.

I nat vågnede jeg klokken et, og jeg ved ikke hvorfor jeg tjekkede min mail, som i jeg vågner ALDRIG om natten og tjekker ALDRIG mail om natten. Men så lå der en mail: Tillykke din novelle er nomineret!

Gulp!

(788 noveller, og jeg er blandt de 25 udvalgte. Total crazy hvis du spørger mig.

Nå, men den næste måned kan du stemme på den novelle du bedst kan lide (som måske er min?). Og de 5 noveller der får flest stemmer går videre til finalen. Vindernovellen bliver udgivet og måske transformeret til en kortfilm. Det er sandt!

Så hvis du har lyst til at bidrage til spændingen, kan du læse min ellers hemmelige novelle og stemme på mig her: http://www.kortoggodt.info/2010/profil.asp?id=432 )

med emneordet , , , , ,

Skæld mindre ud – easypeasy

Som sagt. Jeg stillede op til sådan en frisk lille test i Vores Børn Junior, hvor jeg over en uge skulle tale anerkendende til mine børn og ikke skælde ud. For lige at lægge lidt ekstra pres på mig selv, valgte jeg en uge, hvor jeg var alene med børnene…

Det gik faktisk bedre end forventet. Der var faktisk dage, hvor jeg næsten ikke hævede stemmen og alligevel fik min vilje. Jeg har for længst glemt hvordan, men altså det står jo alt sammen i bladet i denne måned. Selvfølgelig er det allerede lykkedes mig at smide det væk – eller rettere det overlevede ikke en sommerferie i Spanien. Åbenbart. Billederne har jeg til gengæld endnu. Pænt køkken (ikke vores). Glade børn (mine). Lykkelig mor (mig). Det er jo sådan det ser ud i de fleste familier på en helt almindelig tirsdag, hvis bare vi taler pænt til hinanden, ikke?

Tak for den forvandling og al respekt til fotografen Iben Bølling Kaufmann.

med emneordet , , , , ,

Lost in the fire

Nu har jeg stirret på det her indlæg i halvanden time. Og ingen ord kommer. Ingenting. Måske fordi sommeren er fuld af solskin og saltvand og børn, der bader fra morgen til aften. Det er præcis så skønt som ferie skal være. Præcis så tilfældigt. Og glædeligt. Allerede.

Forude tre uger mere af alt det gode. Heraf en del dage i eksil. Væk fra regnen og de dage, hvor ingenting ligner sommer.  Men for fanden da! Tænk, hvis livet kunne være simpelt som nu. Altid. Hver dag.

med emneordet , , , , ,