Tag Archives: drømme

Det med mig og København er efterhånden bare noget, vi leger

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter

[Klummen blev bragt i Dagbladet Information, den 24. juni 2016]

Da jeg var teenager, kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok. Mine bedsteforældre boede dør om dør med os det meste af min barndom, og min mor var født i den samme lille by på Sydfyn, hvor jeg badede i bækken, gik i skole og fik mit første kærestebrev. Så snart jeg kunne komme af sted, rejste jeg. Det var i de gode gamle dage, hvor man stadig kunne få et klubværelse i Nordvest til 1500 om måneden. Til gengæld var det længe før Nordvest var et sted, man kom frivilligt.

Jeg boede i København i 12 år. Jeg elskede den by betingelsesløst, og jeg noterede mig med en hvis stolthed, at langt de fleste mennesker, jeg mødte, slet ikke kunne høre, at jeg kom fra en landsby langt ude i provinsen. Jeg var så meget København. Alt det andet havde jeg lagt bag mig. Jeg talte kun om min barndomsby med en passende ironisk distance.

Og så en sommer fik jeg pludselig den ide, at jeg ville ud af byen. Jeg ville ned fra 5. sal. Væk fra min nabo, der fodrede musene i sit køkken, så der til sidst var så mange, at de flyttede ind i mit køkken. Væk fra min underbo, der havde for vane at komme hjem fra værtshus kl. 5 om morgenen og spille Bag duggede ruder på repeat i timevis. Jeg formoder, han faldt i søvn til TV2. Jeg lukkede ikke et øje. Jeg ville have et rigtigt badeværelse, hvor jeg ikke stod over skrævs på toilettet, mens jeg tog bad. Jeg ville ud til vandet, ikke ned til havnebadet på Islands Brygge.

Der gik en chokbølge gennem min vennekreds, da jeg fortalte, at vi havde købt et hus. I Nyborg. Jeg var slet ikke sådan en, der flyttede ud af byen – og slet ikke tilbage til provinsen. Hvis jeg endte i provinsen, betød det vel dybest set, at det kunne gå samme vej med dem. Men helt ærligt, sagde jeg til dem. Hvem gider bo i et parcelhuskvarter i Rødovre, når man kan få et hus ved vandet til en million?

I øvrigt kan man komme til København på lidt over en time, og lige nu bruger jeg alligevel 40 minutter på at cykle på arbejde, tilføjede jeg triumferende. Det med togtiderne var lidt løgn. I starten brugte jeg to timer hver vej hver dag på at pendle til mit arbejde på Østerbro, men jeg brokkede mig aldrig – for jeg kunne jo bare være flyttet til Rødovre.

I mange år følte jeg mig som den nye pige i klassen, hver gang jeg gik ned gennem gågaden i Nyborg. Uden for fællesskabet og behageligt hævet over alle de andre. Det var en belejlig position at observere provinslivet fra. Distanceret. Ironisk. Jeg scorede åbenlyst billige point hos mine venner med historier om, hvordan en af mødrene i min mødregruppe insisterede på, at hendes søn kun ville spise hindbærsnitter, fordi faren var bager, og om en anden, der anbefalede os at lave medister i fad, fordi det var hurtigt og nemt. Og om hvordan byens eneste cafe serverede nachos med ost og rejer, og om at koriander ikke var til opdrive nogen steder i byen. Flere af dem syntes, det var sejt, at jeg holdt ud. Jeg rankede ryggen, når de sagde det.

Med tiden begyndte jeg at savne nogen, der lignede mig selv. Nogen, der havde læst en bog, der ikke var på bestsellerlisten i Føtex. Nogen, der vidste noget om, hvad der foregik i verden – nogen, der ikke syntes det var eksotisk at rejse til Afrika alene. Nogen, der var bange for klimakrisen og ikke ønskede sig et elipsebord. Hver gang jeg skulle have det sjovt eller havde brug for at tale med nogen om noget andet end mine børn, søgte jeg tilflugt i København, hvor jeg kendte alle de sociale koder og følte mig hjemme, så snart jeg steg ud af toget på Hovedbanen.

Tror du ikke, du flytter tilbage til København, når børnene er blevet store, spørger min veninder. Jeg forsøger altid at undgå at svare. For jeg burde jo stadig længes tilbage København. Jeg er slet ikke sådan en, der bor i provinsen, men min børn er født her. Nyborg er deres barndomsby. Sådan er det blevet, fordi jeg var for fin til at bo i Rødovre.

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter. Problemet er bare, at når jeg går forbi min gamle lejlighed ved Halmtorvet ved jeg godt, at det med mig og København det er efterhånden bare noget, vi leger. Snart har jeg boet i provinsen lige så længe som jeg har boet i byen, for vi solgte aldrig huset og flyttede tilbage. Det er huset, jeg er forelsket i. Huset og badebroen på den anden side af vejen. Det er derfor jeg stadig bor her, ikke fordi provinsen skal komme og tro, at den er noget særligt.

med emneordet , , , ,

Hej nye år (og alt det, jeg håber 2015 bringer)

Nå, nyt år. Så starter vi på en frisk med alt det vi ikke nåede sidste år. Jeg for min del kunne jo passende snøre løbeskoene mere en gang om måneden. Bare for at prøve, hvordan det er at dyrke regelmæssig motion. Det ville vel være passende for en kvinde, der har rundet de 40 og nu ser de fysisk mest vitale år ligge bag mig. Fra nu af gælder det bare om at krydse fingre og så mestendels sætte min lid til de bedste af mine gener. Man kan løbe fra meget, men tiden indhenter os alle til sidst. Så jeg satser alle mine nytårsforsætter på det sjove. Guld og glimmer, fest og farver, kulørte drinks og sherry i rigelige mængder. Det er det, jeg ønsker mig allermest af i 2015. Og hvis vi så kan krydre med nogle gode grin, mere ro til at læse og skrive og tid til at være mere sammen med alle de bedste mennesker jeg kender eller endnu har til gode at møde, så skal jeg ikke bede om mere.

Bevares, der er også klima i amokløb, forældede forestillinger om vækst og et folketingsvalg på vej. Alt det har vi lagt i hænderne på folk, der snakker mere end de handler. Det er så deprimerende som det kan være. Derfor må vi starte i det små med at dele mere, spise klogere og samtale mere om den fremtid, der ligger lige foran os. Jeg håber, at vi i 2015 bliver bedre til at tale sammen, at vi tør udfordre os selv og hinanden uden at kaste med sten og spytte på dem, der allerede ligger ned. Vi har brug for at løfte i flok og for at forestille os det umulige, hvis vi overhovedet skal kunne se vores børn i øjnene. Vi har brug for at gentænke det politiske system og for at genopfinde det repræsentative demokrati. Vi kan passende forud for valget hvile lidt ved saglige Hal Kochs ord fra 1946: »[Demokratiers] væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.«

Det er banalt måske, men ikke desto mindre: Det starter med dig og mig, os i fællesskab. Små dryp i det store hav. Bevægelser, der udfordrer det eksisterende. Samtaler, der åbner sig mod verden i stedet for at lukke sig om sig selv og den fortid, vi alt for nemt forfalder til at romantisere. Det nytter, hvis vi gør det sammen. I 2015 holder vi hinanden i hånden og husker på den Lille Prins’ møde med ræven. En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt. Det bliver et godt år.

lille prins

 

med emneordet , , , ,

Alle har ret til…

Forår. Luftballoner. Og et godt gammeldags tivoli. På gennemrejse i provinsen. Lige så oldschool som blade der springer ud og tulipaner der blomstrer. #like

2013-05-03-08-36-09

2013-05-03-08-27-03

2013-05-03-08-28-22

2013-05-03-08-29-22

2013-05-03-08-35-14

med emneordet , , ,

Kvinde, tør du rejse alene?

“Ask a girl why she doesn’t want to travel alone and the answer’s always the same: because she’s a girl. No one ever asks for specifics; it’s all too often assumed that gender is enough of a boundary. The undertone, of course, is ‘safety’ – it’s just not safe for a gal to pull on her backpack and explore the big bad world herself. Women are apparently more susceptible to crime because they’re weak, eminently rape-able, and fairly unthreatening. Never mind that the demographic most at risk of crime is actually young males.”

Hvordan tør du rejse alene? Tag ikke fejl af spørgsmålet, for det handler ikke så meget om at rejse alene, som det handler om at rejse alene som kvinde. Som om det, at jeg er kvinde gør mig særligt sårbar eller udsat.

Svaret er, at jeg ikke oplever det handler om køn, men om at tænke sig om, som dette indlæg fra the Vagenda meget fint beskriver.

“There is a certain little something innate to human beings (well, most) and women are no exception to this trait of the species; it’s called common sense. I know, I know, it’s crazy, but this little thing is what makes the internet safety-tip fever seem so inane. With a little sprinkle of common sense anyone, no matter their gender, would have to be very unlucky to fall into severe danger on their travels.”

Det handler snarere om, at når man rejser, taber man indimellem sine principper af syne, og så ender man fx med at sidde i en grænseby fuld af overgearede og

vagendawomanalone

liderlige mænd uden lokal valuta på lommen en mørk lørdag aften eller med at skyde genvej gennem et øde boligkvarter i et område, hvor man ved,  man ikke burde være eller  med at insistere på at gå hjem en mørk nat for at spare penge til en taxa. For nu bare at nævne tre eksempler fra mit virkelige liv.

Jeg er blevet bestjålet to gange i mit 20 år lange rejseliv, ikke fordi jeg var kvinde, men fordi – ja, faktisk fordi jeg ikke tænkte mig om. That simple.

Da jeg sidste forår rejste med natbus fra Yangon til det sydlige Burma, kom en mand på min egen alder hen og spurgte mig, om jeg ville have det bedre med at sidde ved siden af hans kone på busturen, for så ville han gerne bytte plads. Og da vi holdt pause undervejs, hjalp de andre passagerer mig med at bestille mad, og en kvinde gav mig sin adresse, så vi kunne drikke te sammen, når jeg kom frem. Jeg vil næsten sige, at vi nåede at blive venner på den tur – selvom vi kun talte sammen i 20 minutter. Da vi nåede frem, sørgede buschaufføren for et ekstra stop ved hotellet, så jeg ikke skulle stå alene langs en mørk landevej og vente på en taxa. Alt det uden vi på nær ganske få engelske gloser havde  et fælles sprog.

Alle burde rejse alene. Mindst en gang i sit liv. Til Thyborøn eller Argentina. Det er egentlig lige meget. Det handler om at udfordre sig selv, være alene med sig selv, få det fulde ud af det her ene lillebitte liv og smide alle de bekymringslister, der fungerer som en dårlig undskyldninger, overbord. Hellere i dag end i morgen. For husk, hvad en klog, gammel kvinde en gang sagde:

‘“Life’s journey is not to arrive at the grave safely, in a well preserved body, but rather to skid in sideways, totally worn out, shouting “Holy shit, what a ride!”

med emneordet , , ,

Hvor mange bøger kan man læse på en sommer?

Hvis du siger sommerferie. Så siger jeg bøger. Mange og masser af bøger. Hvert år bilder jeg mig selv ind, at det er her jeg henter det fortabte, velvidende at strandferie med to børn (og mange venner og deres børn) sætter temmelig store begrænsninger for, hvor mange ord jeg kan nå at læse. Her er et bud på en realistisk bunke.

Passage to India: E.M. Forester
Næste bog i min bogklub. Vi har lige læst Elskeren af Marguerite Duras (fantastisk) og fortsætter i samme genre med endnu en historie fra kolonitiden og forholdet mellem kolonimagt og de koloniserede. Klassiker. Verdenslitteratur. Good stuff.

A Visit From The Goon Squat af Jennifer Egan
Det er en fantastisk bog, ved jeg allerede nu. Ikke bare fordi den er blevet skamrost af anmelderne, men også fordi jeg har læst de første 100 sider, og den er virkelig genialt godt skrevet. Den handler om en vennekreds og på tværs af tid og med skiftende fortællere får vi deres historier om at være unge sammen og blive gamle alene og ses igen og skuffes.

Hateship, Friendship, Courtship, Loveship, Marriage af Alice Munro
Noveller (that we like for summer holiday with kids) om at være mor og kvinde og elsker og fuld af drømme om, hvordan livet også kunne være. Kan du genkende følelsen? Jeg byttede bogen for et par yogabukser.

Bossy Pants af Tina Fey
Fra anmeldelsen i New York Times: “Bossypants” isn’t a memoir. It’s a spiky blend of humor, introspection, critical thinking and Nora Ephron-isms for a new generation.” Og det er sådan set bare derfor den bog er en must read.

Og hvis du ikke ved hvem Nora Ephron er… Hun er selve moderen til When Harry Met Sally og derudover en meget klog kvinde, som blandt andet har sagt: “Above all, whatever you do, be the heroine of your life, not the victim.” Og således god sommer!

med emneordet , , , ,

Månedens gæst

Nå, men så sagde vi jo, at jeg begyndte at blogge igen. Og skrive jævnlige indlæg. Ikke fra Burma, vel? For det er jo et forlængst overstået kapitel. Kan knap huske hvornår jeg kom hjem. Men fra hverdagen – som den sidste uge har været så fuld af influenza, at jeg på et tidspunkt var overbevist om, at jeg ville dø af den ondsindede hjernemalaria. Det er det der sker, når man begynder at frekventere netdoktor.dk kl. 02 om natten, mens hele ens krop sitrer af feber.

Men altså som du ser. Jeg er her stadig. Næsten virusfri og men stadig ikke på kaffe. Og i morgen, så begynder jeg igen. At blogge. Og sige noget sjovt om hverdagen. For den er jo sjov, ikke? Mega-sjov. Just wait and see…

med emneordet , ,

Så snakker vi ikke mere om det

– Åh, hvor jeg glæder mig til I er store nok til at tømme opvaskeren, sagde jeg til børnene igår. Og du ved det godt. Det tager jo nærmest kun 5 min., men det er med opvasken som med vasketøjet. Det stopper bare aldrig, og jeg undrer mig hver gang, der ikke er mere pulver til maskinen, for jeg fatter ikke, at vi bare vasker og vasker og vasker.

– Det siger du altid, sagde den store.

– Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.

– Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.

Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!

 

med emneordet , , , ,

Ting, jeg virkelig gerne vil vide

1. Hvordan det altid lykkes dynebetræk at æde alt det andet tøj, der er  i vaskemaskinen?

2. Om der virkelig findes mennesker, som aldrig, aldrig, skænker chokolade, kager eller lakridser en tanke?

3. Om der er forældre, der tager deres børn med ind og se Far til fire-film og selv hygger sig imens?

4. Hvornår ens børn holder op med at råbe MOAAAAAAAAAAAR, når de ikke lige kan finde på andet at tage sig til?

5. Om der er nogen, der aldrig tænker over, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke havde fået børn?

6. Om Anna Wahlgren virkelig intet fortryder?

7. Hvornår korn og gryn og mel går af mode igen?

8. Om det egentlig er bedre bare at lade være med at skille sine børn ad, når de kaster sig over hinanden i raseri?

9. Om mine børn vil huske mig som hende den sure mor?

10. Om mit yngste barn en dag mister troen på, at han er en superhelte-røverhund med vinger?

med emneordet , , ,

Problemet med Speltland

Hvor får du alt det overskud fra – og så i januar, spørger du? Og dertil må jeg naturligvis svare i overensstemmelse med sandheden, at det skam ikke er lutter lagkage at bruge en weekend i Speltland:
  • For det første. Det er ret krævende at være sammen med sine børn, når man ikke skal skælde ud eller være konfliktmægler. Hvad skal de overhovedet med en mor, hvis det går så fint med at lege og tale sig frem til fornuftige løsninger på egen hånd?
  • For det andet. Man bliver ret så oppustet efter tre dages hjemmelavet trøffel-pizza-trøffel-pølsehorn-trøffel-simret-diæt.
  • For det tredje. Man læser Claus Meyers bagebog fra ende til anden og beslutter sig for kun at bage brød med fordej, gærede æbler og ølandshvedemel. Som om det er en realistisk ambition i fuldtidsarbejdende far-mor-konstellation.
  • For det fjerde. Surdejen skal boble i tre dage, før den er klar, og alle ved jo, at ingen kan være i Speltland så længe.

Derfor var det også næsten en befrielse, at slow food-måltidet gik op i hat og briller. Det ene barn indledte måltidet med et: “Åh nej, ikke pasta igen.” (Så meget for at koge pasta med det ene formål at please barnet) Det andet barn messede under hele arrangementet: “Jeg vil have pesto – og hvis jeg ikke kan få pesto, så vil jeg have ketchup. Det er ikke dig, der bestemmer, at man ikke kan spise ketchup til det her. Det kan man da selv bestemme.” Så blev det ene barn sendt på værelset, mens det andet blev ved med at glide ned af stolen og ind under bordet, mens de voksne legede aih-sikke-dejlig-mad.

Alt er ved det gamle. Heldigvis. For enhver ved jo, at Speltland ikke findes i virkeligheden. Nogen, der vil arve en jomfruelig surdej og fem økologiske æbler?

med emneordet , , ,