Mit ældste barn er sådan en lille stædig størrelse, der aldrig har været interesseret i at sidde helt tæt og kramme sin mor.
Hun er egentlig mere interesseret i: 1) hvornår hun ikke har nogen mor mere, og 2) hvornår hun kan flytte hjemmefra.
Det sir sig selv, at hun heller ikke er et barn, der kaster om sig med kærlighedserklæringer. Måske har jeg en gang hørt det barn tage ordet elsker i sin mund i sammenhæng med sin mor. Måske. Indtil i dag altså.
For jeg tror, jeg har fundet nøglen. Eller den har jeg vist haft noget tid, men først i dag gik det op for mig, hvordan jeg kan udnytte barnets kærlighed til mad til at få kærlighedserklæringerne til at sidde lidt løsere.
For efter hun i dag havde konsumeret først en Pizza Quattro Formaggi og derefter en vaffel med chokoladeis og stracciatella fra Paradis, kiggede hun på mig med et flødemættet blik og sagde uden det mindste forbehold: Jeg elsker dig, mor.
Om 10 år kan du se mig som moren og Miss Carla som datteren i en dansk udgave af dokumentaren Teenager på et halvt ton. For hvis det er pizza og is, der skal til for at få det barn til at kaste om sig med kærlighedserklæringer, så er det det vi gør. I hvert fald indtil videre…
Kun sandheden 